POLITIK // ANALYSE – Der bliver snarere tale om en reformation end en revolution, når – eller hvis – Enhedslisten bringer sig i overensstemmelse med sine vælgere i spørgsmålet om holdningen til NATO.
Det er ikke første gang, at Enhedslisten har rod i regnskabet, når partiet – i kølvandet på krigen i Ukraine – nu kritiseres for kravet om en udmeldelse af NATO.
Ikke sådan at forstå, at regnskabsafdelingen har jongleret med udgifter og indtægter i dobbeltbogholderiet for at forskønne årsregnskabet, selvfølgelig ikke.
Men forstået på den måde, at der ofte har været – og stadig er – en diskrepans mellem kolonnen Enhedslistens officielle politik og kolonnen dets vælgere.
Kun én procent af dem ”helt uenig” i, at Danmark skal forblive i NATO. Bag denne ene lille procent gemmer der sig lige præcis en enkelt person
Senest lykkedes det meningsmålingsinstituttet YouGov i en undersøgelse af 1248 danskeres holdning til NATO at finde 76, der havde stemt på Enhedslisten ved det seneste folketingsvalg, og af disse var kun én procent af dem ”helt uenig” i, at Danmark skal forblive i NATO. Bag denne ene lille procent gemmer der sig lige præcis en enkelt person.
”Enhedslisten har et så voldsomt spaltet forhold til egne vælgere, at det skriger til himlen,” som BT konkluderer i en leder.
Det også har gjort sig gældende for to andre brændende politiske spørgsmål, om en udmeldelse af EU og revolutionens komme. Og svaret på alle tre spørgsmål har hidtil været at udskyde dette til en anden og bedre dag.
Historisk kompromis
På trods af den såkaldte modernisering af Enhedslisten har der nemlig været en frygt for at trykteste det historiske kompromis på den danske venstrefløj mellem kommunister, venstresocialister og trotskister (maoisterne kom først med senere), som dannelsen af partiet udgjorde tilbage i 1989.
Et kompromis som indebar, at Enhedslisten ikke blot arvede sin organisationsstruktur fra VS, der, belært af de historiske erfaringer med SF’s enerådige formand, Aksel Larsen, forsvor aldrig mere at ville have en selvstændiggjort folketingsgruppe, der kunne lave politiske aftaler uden at have opbakning fra medlemmerne. Den kompromisløse tradition med at stemme imod enhver forringelse og for enhver forbedring stammer også fra VS, hvorimod DKP altid plejede at tage stilling til det samlede forhandlingsresultat, og om partiet havde sat sit fingeraftryk på dette.
Har nogle alligevel måtte ønske dette, altså trykteste kompromisset, har mindretalsbeskyttelsen i vedtægterne (der også stammer fa VS) sikret, at der ved valgene på årsmøderne til hovedbestyrelsen altid er blevet plads til kritikerne af denne modernisering eller de såkaldte traditionalister.
”En rigtig hurtig vej til karriere i Enhedslisten er således at kræve det gamle Enhedslisten tilbage – det udløser næsten stensikkert en billet til hovedbestyrelsen,” som Information humoristisk har konstateret.
Kravet om en udmeldelse af EU forstærkede billedet af liste Ø som netop et kompromisløst parti med urealistiske krav og holdninger
Sigende var det først på årsmødet i 2010 – og med udsigten til et regeringsskifte ved det kommende folketingsvalg – at Enhedslisten besluttede at kunne stemme for en finanslov og altså reelt lægge stemmer til militærudgifter, kontingentet til EU og for den sags skyld apanagen. Et lovforslag, som alle såkaldt ansvarlige partier forventes at lægge stemmer til, eftersom de jo er enige i langt størstedelen af udgifter og indtægter i budgettet.
Der var sådan set ikke nogen vedtagelse eller andet, som forhindrede Enhedslisten i at stemme for finansloven, men spørgsmålet havde aldrig været aktuelt under Nyrup-regeringerne, der ikke betragtede støttepartiet som andet og mere end dette, og selvfølgelig slet ikke under statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) regeringer.
Men nu havde den kommende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt både behov for – og et ønske om – at bruge Enhedslistens stemmer, og så var partiet tvunget til at komme frem til afklaring af, hvad prisen for disse i givet fald skulle være.
Øjenåbneren
På samme måde udskød Enhedslisten i mange år med beslutningen om ikke at stille op til Europa-Parlamentet diskussionen om partiets EU-politik og holdning til unionen. I stedet valgte partier at dele sol og vind lige mellem Juni- og Folkebevægelsen og opfordre sine vælgere til at stemme på den ene af de to bevægelser.
Enhedslistens første vælgerundersøgelse i 2009 havde ellers afsløret, at ikke bare var der en modsætning mellem partiets EU-politik og holdningen til unionen hos både dets egne og mulige vælgere. Kravet om en udmeldelse af EU forstærkede billedet af liste Ø som netop et kompromisløst parti med urealistiske krav og holdninger.
Der har været dem, som mener, at militæret i visse tilfælde kan og må spille en rolle i udenrigspolitikken, og andre som er mere eller mindre pacifister
De færreste så dog noget tvingende behov for at tage diskussionen, når Enhedslisten i 1990’erne og 00’erne ikke var i nærheden af de syv til otte procent af stemmerne, som det kræves for at få ét mandat i Europa-Parlamentet. Denne kom først efter europaparlamentsvalget i 2009, og Junibevægelsens lukning de facto efterlod liste Ø med liste N’s endnu mere kritiske EU-politik som sin egen. Det endte som bekendt med, at Enhedslisten valgte at stille op, om end partiet til gengæld i første omgang overtog Folkebevægelsens politik.
Om EU hedder det i det EU-program, som blev vedtaget i 2016, at Enhedslisten er ”stærk modstander af EU og støtter en dansk udmeldelse såvel som en nedlæggelse af EU”, og samme år satte EU-ordfører Søren Søndergaard endda dato på afstemningen: Grundlovsdag i 2017.
Men blot to år senere, i 2019, opgav Enhedslisten, som det sidste parti i Folketinget, kravet om en snarlig folkeafstemning eller et ”Daxit” efter briternes farvel.
”Brexit har været en øjenåbner for os som parti,” forklarede den daværende politiske ordfører, Pernille Skipper, ved den lejlighed.
”Vi stiller ikke op med et krav om en folkeafstemning. Vi stiller i stedet op for at ændre EU indefra.”
Revolutionen
Det var også en ”øjenåbner” for Enhedslisten, da pressen – og politiske modstandere – i 2012 begyndte at interessere sig for principprogrammet og ikke mindst punkt otte i programmet. Punktet der talte om vejen til en ”socialistisk samfundsomvæltning”, der nødvendiggjorde opbygningen af ”demokratiske folkemagtsorganer” og ”frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede”.
Resultatet blev, at årsmødedeltagerne i 2014, som samtidig var partiets 25-års jubilæum, i stedet valgte at afstå fra detaljeret at beskrive, hvordan samfundet skal se ud efter revolutionen. På den måde skal principprogrammet bedre beskrive den politiske virkelighed i dagens Danmark. Var og er tanken.
Og så har der været en fælles antiamerikanisme hos mange i den ældre generation
”Selv om Enhedslisten hver dag arbejder for at gennemføre selv de mindste forbedringer, er vi overbeviste om, at så længe vi lever i et klassesamfund med kapitalistisk økonomi, vil der være ulighed, fattigdom, ødelæggelse af natur og en enorm magtkoncentration af kapital, som undergraver de folkevalgte organer,” hedder det i dag.
”Derfor arbejder vi for en grundlæggende forandring af vores samfund, hvor kapitalisme erstattes af et socialistisk demokrati. Det er det, vi kalder for en revolution”.
Nej til NATO
Nu er det så Ruslands invasion af Ukraine, som tester formuleringen i principprogrammet om, at Enhedslisten ”bekæmper militarismen og arbejder for dansk udmeldelse af NATO”.
”Vi går ind for, at det danske militær nedlægges og erstattes af en langt mindre organisation, der kan stå for eventuelle danske bidrag til fredsbevarende FN-indsatser,” som der står.
En formulering som dækker over, at der altid har været to linjer, når Enhedslisten har diskuteret støtten til krigene på Balkan, i Afghanistan, Irak og Libyen (som Enhedslisten først støttede for siden at tage afstand fra). Der har været dem, som mener, at militæret i visse tilfælde kan og må spille en rolle i udenrigspolitikken, og andre som er mere eller mindre pacifister. Og så har der været en fælles antiamerikanisme hos mange i den ældre generation og ikke blot blandt de tidligere DKP’ere, der kan dateres tilbage til militærkuppet i 1973 i Chile.
Til og med Salvador Allendes valgsejr i 1970 var det aldrig sket, at de gamle magthavere havde accepteret en overgang til socialisme på demokratisk og fredelig vis og det amerikanskstøttede militærkup tre år senere fik mange til at tvivle på holdbarheden af de demokratiske spilleregler, også i Danmark, hvis en folkevalgt socialistisk regering ikke bare med få ændringer ville administrere det kapitalistiske samfund, men ønskede at erstatte det med noget helt andet.
Militærkuppet kan synes at være en fjern fortid (og er det). Men kuppet kom til at præge den danske venstrefløjs – og herunder Enhedslistens founding fathers and mothers – syn på USA samt amerikanskstøttede militæraktioner og forsvarsalliancer.
Uafsluttet forretning
Foreløbig har Enhedslisten – ligesom med EU og revolutionen – valgt at bogføre NATO-medlemskabet på kontoen uafsluttet forretning.
”Vores langsigtede mål er, at vi skal ud af NATO,” hedder det officielt på hjemmesiden, efter at hovedbestyrelsen tidligere på måneden, måske ikke overraskende, slog fast, at det af årsmødet vedtagne principprogram stadig gælder.
”Men det skal ske, når der er et alternativ og i en anden sikkerhedspolitisk situation. Enhedslisten mener, at NATO på lang sigt skal erstattes af et mere inklusivt sikkerhedssamarbejde, men vores vision for en ny sikkerhedsarkitektur i Europa og globalt skal ses som en langsigtet vision og proces, der kræver gangbare alternativer.”
Hvilket selvfølgelig får modernister og traditionalister til at diskutere, hvornår det egentlig skal ske. Altså udmeldelsen af NATO. For i det lange løb er vi jo alle døde, som den britiske økonom John Maynard Keynes sagde.
Hovedbestyrelsesmedlem Pelle Dragsted har kaldt det ”fuldstændig gak at diskutere, at Danmark skulle meldes ud af Nato i den situation, vi står i nu”, mens et andet medlem, Astrid Vang Hansen, til gengæld mener, at formuleringen betyder, at Danmark hellere burde være meldt ud af Nato i går end i dag.
Den endelige afklaring på, hvornår – og under hvilke forhold – Enhedslisten ønsker at melde Danmarks ud af den vestlige forsvarsalliance, kommer først på årsmødet til maj, hvor der er stillet tre forslag om forholdet til NATO.
Hvis da ikke årsmødedeltagerne vælger at sende spørgsmålet i udvalg, ligesom det skete i 2019. Her var der – efter Brexit – netop lagt op til et historisk opgør om modstanden mod EU. Men i stedet blev det vedtaget at starte en ”partidebat om Enhedslistens analyser af og holdning til EU og internationale samarbejdsstrukturer” med henblik på vedtagelsen af et nyt såkaldt EU-delprogram i 2021.
Og ikke nok med det. Året efter måtte arbejdsgruppen, som stod for at facilitere debatten, bede om en forlængelse, fordi denne tegnede til at blive “omfattende“, så den nu først kommer på årsmødet i år hos Enhedslisten.
Så der bliver snarere tale om en reformation end en revolution, når – eller hvis! – Enhedslisten bringer sig i overensstemmelse med sine vælgere i spørgsmålet om holdningen til NATO.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
