SHITSTORMENS ANATOMI // KOMMENTAR – “Ditte Okman har givet en uforbeholden undskyldning. Først direkte til den forurettede, som har taget imod den, og siden til offentligheden. Det er bare ikke nok. I virkeligheden er intet nok nu. Det er shitstormens og hundeslagsmålets ubønhørlige automatik. Kæberne låser og kan ikke slippe, før knoglen knaser. For nu handler det ikke længere om sagen.” Sune Gylling Æbelø skriver om den shitstorm, der har ramt hans ven, radiovært Ditte Okman.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Da jeg boede i Grønland, havde jeg et spand på 11 slædehunde, som om efteråret, når den første sne faldt, og de skulle ud at køre igen efter sommeren, lige skulle have hierarkiet genopfrisket, når jeg spændte dem for slæden første gang. De havde stået sammen to og to sommeren over og havde behov for et rask forventningsafstemningsslagsmål i hele kobbelet under kontrollerede forhold, imens jeg stod ved siden af med pisken og holdt øje med, at det ikke gik over gevind.
Det kunne hænde, at en af de stærke hunde havnede nederst i den kæmpende pelsbunke. Straks vejrede de svagere hunde morgenluft og kastede sig med blottede tænder over det ukampdygtige kræ, og med ét stod der fem hunde i hver ende og flåede i den.
Ved enhver udåd er det vel relevant at se på intentionen bag. Forsætligheden. Er der faktisk grund til at formode, at der blev handlet i ond tro?
Det handlede pludselig ikke længere om hierarki og en rimelig afklapsning til dem, som havde fortjent det, men var udartet til kollektiv bersærkergang, og jeg måtte bryde ind og bruge pisken til at få skilt dem ad, før de fik slået den nederste hund ihjel i ren blodrus.
Det var en årlig opvisning i shitstormens anatomi i koncentreret form, før fænomenet overhovedet fandtes.
Det gør det nu. Så eftertrykkeligt. Senest har det ramt min gode ven, Ditte Okman.
Man må ikke grine ad mennesker med handicap – selvfølgelig ikke
Man må ikke grine ad mennesker med handicap. Ligesom man ikke må grine ad overvægtige mennesker eller ad transvestitter med en skæv paryk eller ad skeløjede eller ad bøsser med stemte s’er og løse håndled eller ad folk, som på anden vis falder uden for normen og dermed er i risiko for mobning, diskrimination og latterliggørelse. Selvfølgelig må man ikke det.
Derfor er det helt betimeligt, at handicaporganisationer og enkeltpersoner, som enten lever med handicap eller har børn eller andre pårørende med handicap, har reageret på, at Ditte i radioen grinede ad en mand med et af sit handicap følgende talebesvær.
Jeg forstår både dem, som spontant reagerede med vrede og forargelse og dem, der har brugt episoden som anledning til at rejse en debat om, hvordan vi generelt ser på og taler om og til mennesker med handicap. Det sidste er åbenlyst organisationernes arbejde. Hvis de ikke benyttede en sådan anledning til at skabe opmærksomhed om stigmatisering, ville de ikke udøve den interessevaretagelse, de er sat i verden for. Den konkrete debat om sagen er væsentlig.
Når det er sagt, er det ved enhver udåd relevant at se på intentionen bag. Forsætligheden. Er der faktisk grund til at formode, at der blev handlet i ond tro?
Man skal være en helt særlig slags selvbestaltet helligfrans, hvis man, inden man kaster den første sten, vil sværge på, at man aldrig selv er kommet til at grine ad noget upassende. Jeg er. Det er tilfældigvis bare ikke blevet optaget
Jeg synes, det kræver, at man anlægger den mindst generøse læsning overhovedet af Dittes fortrædelighed og mulige motiver, hvis man vil rimeliggøre det voldsomme forsøg, som lige nu er i gang på et karaktermord på hende.
Der er ingen indikationer på, at hendes latter er andet og mere end en – upassende – spontan reaktion på et indslag, hun ikke er blevet ordentligt forberedt på.
Det undskylder ikke latteren, men det forklarer den. Også selvom renfærdige sjæle er rejsende i det synspunkt, at alene det forhold, at man ved et uheld kan komme til at grine ad en handicappet person, er udtryk for en helt særlig og uundskyldelig afstumpethed.
Til det frelste vrøvl må jeg sige, at man skal være en helt særlig slags selvbestaltet helligfrans, hvis man, inden man kaster den første sten, vil sværge på, at man aldrig selv er kommet til at grine ad noget upassende.
Jeg er. Det er tilfældigvis bare ikke blevet optaget.
I virkeligheden rækker ingen undskyldning længere
Man kan selvfølgelig godt indtage det standpunkt, at Ditte Okman er en depraveret og hjerteløs handicap-basher, som synes, det er super sjovt at mobbe udsatte mennesker.
Det er min formodning, at det synspunkt falder lettest at antage, hvis man selv er i ond tro og egentlig ikke er så optaget af selve sagen, som man er af at få Ditte til at blive liggende nederst i hundebunken i den rituelle positionering på de sociale medier, hvor hun uforsætligt har blottet struben og givet en kærkommen anledning til dem, som i forvejen har et horn i siden på hende, til at få et bid sat ind.
Ditte Okman er som nævnt min nære ven. Det er en væsentlig detalje i denne forbindelse, og jeg vedstår fuldstændig min sympati og min forudindtagethed, men påberåber mig i samme åndedrag et væsentligt dybere kendskab til hendes karakter end det fiktive billede af et afstumpet kældermenneske, som lige nu med forårsiver hyppes i det toksiske SoMe-kartoffelbed af en flok selvgode retfærdighedsgartnere på både deres egne profiler og i kommentarspor, hvor edderen drypper med stor vellyst.
Det er et paradoks, hvordan de, som allermest indtrængende påberåber sig det gode, det retfærdige og det sande, oftest viser sig allermest nedrige, intrigante og perfide, når cancel-klaveret spiller
Det er i det hele taget et tilbagevendende paradoks, hvordan de, som allermest indtrængende påberåber sig det gode, det retfærdige og det sande, oftest viser sig allermest nedrige, intrigante og perfide, når cancel-klaveret spiller.
Ditte Okman har givet en uforbeholden undskyldning. Først direkte til den forurettede, som har taget imod den, og siden til offentligheden. Det er bare ikke nok. I virkeligheden er intet nok nu. Det er shitstormens og hundeslagsmålets ubønhørlige automatik. Kæberne låser og kan ikke slippe, før knoglen knaser.
For nu handler det ikke længere om sagen.
Jo, for de berørte aktører og for handicaporganisationerne, om hvem det hele egentlig burde dreje sig, gør det. Og de holder mestendels også både en høvisk tone og øjet på bolden.
Du er ikke programchef – men du kan slukke for radioen
Men for hele den hellige vrimmel af deltidsinkvisitorer har sagens kerne fortonet sig. Nu handler det om Ditte Okmans karakter. Om hendes synspunkter. Om Israel. Om at grave efter gammelt smuds. Om hendes radioprogram. Minsandten også om deltagerne i hendes program. Der slås til lyd for, at der ikke bør bruges skattekroner på så rædsom en udsendelse, og det hele kværner rundt i én stor nedadgående malstrøm af klokslam.
Det er legitimt ikke at gide at høre “Det vi taler om”. Ligesom det er legitimt ikke at gide at høre gudstjenesten om søndagen. Eller sporten. Eller torsdagskoncerten. Man kan også godt mene, at det ikke er en public service-opgave at bringe lige præcis den slags stof, man ikke selv interesserer sig for. Måske endda finder underlødigt.
Men medmindre, du er programchef, er det ikke dit privilegium at diktere programlægningen af sendefladerne på diverse medier. Det er til gengæld dit privilegium at gå en tur i solen og høre en dejlig og helt valgfri podcast fra dit eget ekkokammer i stedet for, så du ikke får pulsen alt får højt op.
Så sluk dog, og passér gaden!
Læs mere af Sune Gylling Æbelø i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og