TEATER // ANMELDELSE – Lykkes Bertolt Brechts Mutter Courage og hendes børn på Det Kongelige Teater anno 2020? Ole Blegvads svar er: Nej! Desværre: Nej! “Jeg savner nærbillederne til at give ømhed og intimitet. Hele oplevelsen bliver fraværende og distanceret. Jeg savner en tydeligere markering af stykkets dilemmaer: Krig og fred, grådigheden og kærlighed, idealisme og menneskelighed”.
Mutter Courage og hendes børn, som Bertolt Brecht skrev i 1939, da Hitlers tropper havde invaderet Polen, hører til en af teaterhistoriens vigtigste anti-krigsfortællinger. Det er historien om Mutter Courage, der med sine tre børn og sin vogn drager rundt på krigsmarkerne i det centrale Europa under Trediveårskrigen fra 1618-1648. Mutter Courage er fanget i krigens dilemma. På den ene side er hun imod krigen. På den anden side er krigen grunden til, at Mutter Courage kan brødføde sine børn ved at sælge varer fra sin vogn til soldaterne.
Mutter Courage og hendes børn er et dialektisk teaterstykke om forretningskvinden og moren. På den ene side er Mutter Courage fyldt med moderkærlighed, der beskytter og plejer sine børn, på den anden side er hun ”slagmarkens hyæne”, som præsten siger i forestillingen, der kynisk udnytter krigen for egen vindings skyld. Moren ønsker at gøre det bedste for sine børn, men i stedet for baner hun vejen for deres død.
Grådighedens modsigelse er kernen for Bertolt Brechts politiske kunst. Kapitalismen contra mennesket er altid på spil i hans dramatik, og pengene vinder altid til sidst. I Mutter Courage og hendes børn er krigens rædsler kapslet ind i tesen om, at krigsherrerne og samfundets top altid drager fordel, mens de fleste andre mennesker bliver betalt med død og katastrofe. I dette spænd arbejder Mutter Courage med salg fra sin vogn, hvor den egoistiske drivkraft for overlevelse skygger for ønsket om at være et empatisk menneske.
Det Kongelige Teaters opsætning bliver en Mutter uden courage. Vovemodet og frygtløsheden mangler i iscenesættelse og scenografien
Bertolt Brechts 81 år gamle stykke bliver spillet igen og igen på teaterscener over det meste af verden. Mutter Courage som symbol på den moderne nomade, på flygtningene og på krigens rædsler. Det er derfor ikke mærkeligt, at Det Kongelige Teater vælger at sætte ”den moderne dramatiks største antikrigsstykke” – som det hedder på hjemmesiden – op.
Intentionerne er mange. Ordene i interviews er mange. Forventningerne er store. Men lykkes Bertolt Brechts Mutter Courage og hendes børn på Det Kongelige Teater anno 2020? Mit svar er: Nej! Desværre: Nej!
Googler man betydningen af orden courage i Den Danske Ordbog, så kommer der en liste så lang: modig, tapperhed, vovemod, frygtløs, frygtløshed, dødsforagt m.m. Jeg synes desværre Det Kongelige Teaters opsætning bliver en Mutter uden courage. Vovemodet og frygtløsheden mangler i iscenesættelse og scenografien.
Ufokuseret og manglende intimitet
Bertolt Brecht er fader til teaterbegrebet verfremdung, hvor publikum mere skal forholde sig til indhold og realisme fremfor at lade sig suge ind i fiktionens verden. Både i tekst og i sine iscenesættelser af skuespillerne arbejdede Bertolt Brecht med denne filosofi. Denne tankegang præger stadig tysk teater. Når jeg ser Mutter Courage og hende børn i Det Kongelige Teaters nye husinstruktør Sigrid Strøm Reibos iscenesættelse og Katrin Nottrodts scenografi og kostumer, så tænker jeg, at de har kigget lidt for langt efter Verfremdung og kigget lidt for lidt efter moderne teatergreb. I Reibo og Nottrods formidling af Verfremdung bliver det distraktion fremfor interaktion.
Sigrid Strøm Reibo bruger fornuftigt nok – men måske ikke specielt originalt – teksten til at fortælle den evige krigshistorie. Soldaterne skifter kostumer, så forestillingen ikke kun foregår under Trediveårskrigen, men har referencer til bl.a. Napoleonskrigen, Anden Verdenskrig, Trediveårskrigen og moderne krige med maskingeværer. Reibo lader historien foregå i 1600-tallet, mens kostumerne fortæller os, at krig altid foregår.
”Ingenting bliver som man regner med, end ikke årstiderne” – Mutter Courage
Bertolt Brechts ord er ofte enkle og realistiske. I denne version fint nyoversat af forfatteren Madame Nielsen, der – nu vi har dansk-tysk kulturår – drøner derud af på den tyske litteraturscene med sine to bøger Der endlose Sommer og Das Monster. Ordene er vigtige i det brechtske univers, men det er, som om skuespillerne ikke rigtig får plads. Som om ordene drukner. Alt for mange af de karakteristiske scener forsvinder væk.
Jeg savner en tydelige personinstruktion. I den hårde version kan jeg ikke finde ud af, om skuespillerne ikke er dygtige nok, eller om Sigrid Strøm Reibo svigter dem. Hvis man som publikum skal acceptere Verfremdung-iscenesættelsen, så skal ord og karaktererne fremstå knivskarpt.
Nærheden og intimiteten mangler
Karen-Lise Mynster spiller titelrollen. Den betegnes ofte som en af dramatikkens store kvinderoller, fordi rollen er så kompleks. Rollen er hverken endimensionelt negativ elle positiv. Mutter Courage er hverken 100 procent skurk eller helt. Jeg synes desværre, at Sigrid Strøm Reibo lader Karen-Lise Mynster styre for ustruktureret rundt, så man sidder tilbage med en følelse af ligegyldighed, både når hun er kynisk, og når hun er kærlig. Det er en skam.
”En Handlende bliver ikke spurgt om sin tro, men om sin pris” – Feltpræsten
I scenen, hvor feltpræsten, spillet af Anders Hove, og kokken, Jens Jørn Spottag, på hver deres kryptiske og usagte måde bejler til Mutter Courage, har forestillingen den energi, uforudsigelighed og humor, som man ellers savner.
Især scenerne med Mutter Courage og hendes tre halvvoksne børn, Kattrin (Fanny Louise Bernth), Eilif (Mathias Skov Rahbæk) og Schweizerost (Sigurd Holmen le Dous) mangler den brechtske kompleksitet.
Figurerne er normalt stærke repræsentanter for hele stykkets dilemma. De tre børn er hinandens og moderens modsætninger. Kattrin er stum, fordi hun er ramt af krigens traumer. Hun er krigens stille vidne. Hun er empatisk, venlig og hjælpsom og vil i modsætning til sin mor ofre for at redde andre. Eilif er den ældste søn. Han bliver taget til hæren. Han er klog, men også krigens voldelige ansigt. Eilif tilpasser sig, hvad enten han skal trække morens vogn eller deltage i krigen. Schweizerost er den lidt naive, klodsede og dumme af børene.
LÆS ANDRE ANMELDELSER OG INTERVIEWS AF OLE BLEGVAD FOR POV HER.
Modsætningerne bliver aldrig tegnet præcist op og fortaber sig i ufokuserede personskildringer og scener. Som i scenen hvor bøndernes hus brænder. Kattrin vil hjælpe, det vil Mutter Courage ikke. Konflikten kommer aldrig udover scenekanten.
Her er muligheden for at lade Kattrin være uselvisk og menneskelig overfor morens egoisme og grådighed for profit, der dræber enhver medfølelse – selv overfor børnene i det brændende hus. Men som publikum bliver vi holdt for langt væk. Fra scenen, fra karaktererne og fra den tvivl og de dilemmaer, som teksten lægger op til.
Jeg savner igen en mere præcis personinstruktion.
Jeg har læst, at den tyske scenograf Katrin Nottrodt ”med sin realistiske og dog fremmedgørende scenografi vil… formidle følelsen af ambivalens i en tid, hvor krig er allestedsnærværende.”
Mutter Courages vogn er et af teaterhistoriens mest ikoniske billeder. I et utal af forestillinger har man set vognen blive trukket rundt på scenen. Katrin Nottrodt har valgt at lade orkestret – Simon Toldam, Ned Frem, Knut Finsrud og Nils Davidsen, der overbevisende leverer Paul Dessaus kompositioner til sangene – sidde med på vognen. Det bliver for tungt og for upræcist, hvor musikerne i flere af scenerne skygger for indholdet.
Vognen er samtidig plastret til med remedier, blandt andet en tv-skærm, som giver mere støj i det samlede udtryk. Katrin Nottrodt har også valgt at bruge løs af muligheden for at hæve og sænke scenegulvet i tre moduler. Den effekt bruges så meget, at man fra anden balkon ender med at blive søsyg. Der er flotte tableauer undervejs i det store scenerum, som hele tiden er synligt, men det samlede indtryk bliver for rodet.
På stolerækkerne sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at have set en film kun med totalbilledet.
Jeg savner nærbillederne til at give ømhed og intimitet. Hele oplevelsen bliver fraværende og distanceret. Ikke på den tyske og Bertolt Brechtske Verfremdungs-måde, men på en måde, hvor instruktionen ikke hjælper teksten på vej. Jeg savner en tydeligere markering af stykkets dilemmaer: Krig og fred, grådigheden og kærlighed, idealisme og menneskelighed.
Alle fotos er af Miklos Szabo.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
