ARKITEKTUR // KULTURHISTORIE – Alle kender Notre Dame de Paris. Sådan et stort, dragende sted, hvor allerede rosetterne i vinduet vidner om en mystik, man kunne mærke og gerne ville nå. Og når man går derind, kan man nogle gange høre en dæmpet orgelmusik, der kommer fra et sted i rummet, man ikke kan se. Mystikken bliver til en spiritualitet i det kæmpemæssige rum.
Det gotiske
Arkitektonisk set er Notre Dame, der blev reddet fra en ødelæggende brand forleden, en gotisk katedral. Kirken er påbegyndt i 1160 og indviet til Vor Frue, altså Jomfru Maria, hundrede år senere. Fra skolelærdommen ved vi, at det gotiske er kendetegnet ved spidsbuen, hvorimod det romanske er kendetegnet ved rundbuen.
Den gotiske arkitektur er noget af det mest spændende Europa har skabt, særligt den nordeuropæiske gotik, der er uhyre nuanceret og forskellig fra område til område, men alligevel altid monumental og tung på den elegante måde. Måske finder sydeuropæerne deres gotik ligeså elegant og lidt mindre tung.
Udviklingen af spidsbuen har først og fremmest bygningstekniske årsager. En spidsbue bærer meget mere end en rundbue. Når man i det sene 900-tal begyndte at forfine rundbuestilen i kirkebyggeriet, skyldtes det, at man ville efterligne den romerske stil og derved signalere en kulturel storhed, som kulturen i Nordeuropa ikke havde kunne mønstre, siden antikkens endelige undergang i 400-tallet.
Betegnelsen gotisk er en grov nedvurdering. Den skyldes efter sigende den italienske renæssance-kunsthistoriker Vasari, manden bag det store bogværk om tidens kunstnere, der er vores fineste kilde til dem
I Konstantinopel, det vil sige Istanbul i det nuværende Tyrkiet, byggede man mægtige kirker hele middelalderen igennem, men Europa haltede efter. Da man så i 1100-tallet gik over til at bygge i den gotiske spidsbue-stil fik man mulighed for at bruge meget højere vinduer, som dem man se i Notre Dame-kirken.
Også andre træk i gotikken forfiner den romersk inspirerede ingeniørkunst. Blandt dem er ribbehvælvingen og de udvendige støttepiller, på engelsk smukt kaldet flying buttress, hvis formål er at aflede presset på den centrale konstruktion. Alt sammen noget, der øger bygningernes monumentale karakter
Det er i almindelighed Abbed Suger (1041-1151), der har fået æren for udviklingen af den gotiske stil i forbindelse med en rekonstruktion af domkirken i Saint Denis i det nuværende nordlige Paris, de franske kongers begravelsessted.
Der har de senere år foregået en herlig fejde mellem modstandere og tilhængere af den berømte kunsthistoriker Erwin Panofskys forståelse af Abbed Sugers intentioner med de høje vinduer, som at han ville skabe et sted, hvor det himmelske lys kunne afspejles i kirken. Modstanderne mener, at man ikke ud fra Sugers egne skrifter kan se andre end rent æstetiske intentioner, altså at skabe mere lys i de høje bygningsværker.
Betegnelsen gotisk er en grov nedvurdering. Den skyldes efter sigende den italienske renæssance-kunsthistoriker Vasari, manden bag det store bogværk om tidens kunstnere, der er vores fineste kilde til dem. Han kaldte stilen gotisk, fordi han mente, den gjorde det samme ved arkitektur, altså den romanske, som goterne havde gjort ved Rom i den tidlige folkevandringstid omkring år 400. Lagt den mere eller mindre øde. Dræbt dens ånd.
Den improviserende organist
Når man gik ind i Notre Dame, var der mærkeligt nok altid mørkere, end man troede der ville være. Rummet fangede en ind med sin kolossale dunkelhed. Men i visse tilfælde blev den brudt af en orgelmusik, man ikke kunne undgå at finde i det mindste mytologisk, hvis man ikke fandt den rent ud metafysisk.
Er man kommet der i de senere år er der mulighed for, at man har hørt en af vor tids internationale organister, Olivier Latry, der er særligt kendt for at bemestre den improvisatoriske stil, som visse organister historien igennem har anvendt. Han har indspillet den fantastiske franske avantgarde-komponist Messiaens samlede orgelværker i en international indspilning.
Kom man der en aften i begyndelsen af maj 1869, ville man – sammen med en gylden hær af franske komponister, herunder Franck, Auber, Guonod og Saint-Saëns, have hørt den østrigske symfoniker Anton Bruckner improvisere. Han var i samtiden kendt som en ekstraordinært dygtig improvisator.
”Mod slutningen af koncerten,” skriver Bruckner til en ven i Linz, “bad jeg de forsamlede om at skrive et tema, jeg kunne improvisere over, og en af de største organister i Paris, C.A. Chauvet, gav mig et. Jeg udviklede det i tre satser og at dømme efter modtagelsen, tror jeg aldrig, jeg kommer til at opleve en lignende succes”.
Man ser omridset af en slags drenget kampleg mellem organister her – om hvem der mest korrekt, efter alle fuga-kunstens regler mm. kan improvisere mest formfuldendt over et tema, han ikke har set før.
Den mest kendte franske komponist, der rent faktisk har været organist her, er Louis Vierne (1870–1937), der har skrevet en række elegante, såkaldte orgelsymfonier. Han var organist her de sidste 37 år af sit liv.
Relikvierne
Blandt de artefakter, vi hører, man har reddet fra branden forleden, er relikvier, der stammer fra Jerusalem. Det er angiveligt en splint fra Jesu kors og noget fra tornekronen.
I den katolske kirke vil der være en særlig teologi omkring relikvierne, men ud fra en mere distanceret religionsvidenskabelig betragtning, må man forstå det som et nedslag af en gammel tids tro på, at navnet og tingen bar noget af navnets og tingens ejermand i sig. Og at de derfor er hellige, og at man selv får del i helligheden ved at være i nærheden af dem.
Selve Notre Dame er et tegn gennem den rene storhed. De fleste af de mennesker, der kom her, havde aldrig set blot en tilnærmelsesvis ligeså stor bygning
Det er efter sigende Helena, den romerske kejser Konstantins mor, der i 300-tallet begyndte på relikvie-indsamlingen. Mennesker var ikke mindre entreprenørmæssigt anlagt dengang end nu, og 700-800 år senere, på korstogene tid, hvor tusinder rejste til Palæstina, havde man “fundet” så mange splinter af Jesu kors, at man ville kunne holde en mindre tømmerhandel gående en rum tid.
Helt ned i Det ny testamente, der er blevet til i det andet århundrede efter Jesu henrettelse, er det en kritik af den tankegang, hvor evangelisterne lader Jesus sige, at folk hellere vil have tegn end at sætte sig ind i budskabets mere forpligtende indhold, nemlig næstekærligheden (Matt 16,4).
Gargoylerne
Skulle det regne, når man er i nærheden af Notre Dame, vil man høre en forfærdelig larm. Den kommer fra de monster-lignende nedløbsrør, som kirken er spækket med. Gargoyler, kaldes de.
Det er en typisk middelaldertanke, at man skaber nogle farlige monstre til at jage monstre væk med. Man kan faktisk se lignende uhyrer på bl.a. gelændere ved kældertrapper i det indre København og mange andre steder.
Monstrene er symboler på kosmiske kræfter eller på kræfter fra underverdenen. Middelaldermennesket levede under Guds himmel, men lige ovenpå Djævelens sydende og brændende helvede.
Den spanske symbolforsker Cirlot gør opmærksom på, at man aldrig ser gargoylerne øverst. Der vil altid være et himmelsk væsen over det i udsmykningen.
Selve Notre Dame er et tegn gennem den rene storhed. De fleste af de mennesker, der kom her, havde aldrig set blot en tilnærmelsesvis ligeså stor bygning. På samme måde som lyset i toppen af bygningen viser hen til lyset fra himlen, viser selve bygningens vælde hen til kirkens og dermed Guds storhed.
Ok, eller kirkens samfundsmæssige magts storhed. I hvert fald for de to klokketårnes vedkommende. Det kan se ud som om det er bygningens ”forside”, de to tårne, men det er bagsiden, rent liturgisk set, altså gudstjenestemæssigt.
Alteret er i den modsatte ende og vender mod øst, som i alle kirker, mod det sted, hvorfra opstandelsens morgen viser sig som ”solopgangen fra det høje”, som det smukt står et sted i et af de nytestamentlige evangelier (Luk 1,78).
Vestværket
Vestsiden har en mere verdslig karakter, selvom den også rummer det gudstjenestelige element, klokketårnet.
Som klokketårnet også kunne bruges til at ringe andet end kirkelige handlinger ind, opstod den store tilbygningslignende vestlige indgang som bygningslement i den såkaldte karolingiske renæssance, i 800-tallet, hvor frankerkongen i Aachen, Karl den Store, indså, at han selv og hans udsendinge ville have et trygt og godt overnatningssted i hele riget, hvis man byggede sådanne tårne på kirkerne, der jo også havde klostre og andre administrative institutioner omkring sig. Derved opstod det såkaldte vestværk.
Og det var foran det, at det ikke-kirkelige kulturliv i mange tilfælde udspillede sig, som man kan se i filmatiseringerne af Klokkeren fra Notre Dame, som vi herudover skal spare læseren for i denne omgang.
Som en arkitekturhistoriker skriver: Tårnene havde dobbeltroller som fyrtårne, udsigtsposter, baggrund for folkelige optrin og skuespil og i visse tilfælde offentlig undervisning.
Og så en ting til. Blandt de adskillige hundrede gotiske katedraler, der stadig står, herunder domkirkerne i Roskilde, danske tronregenters begravelsesplads, Aarhus, Uppsala og Birgittas klosterkirke i Vadstena, er det slet ikke Notre Dame, der blandt arkitekter og ingeniører står som ”gotikkens mystiske mesterværk”. Det er katedralen, 80 kilometer væk i den lille by Chartres.
Topfoto: Flickr
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
