POLITIK // ANALYSE – Sofie Carsten Nielsen udviser en helt ny vilje til at ændre Det Radikale Venstres aktivistiske og konfliktsøgende kurs, der har ført partiet ud i den politiske ødemark. Spørgsmålet er, om det er for sent nu, hvor de, der er enige med hende, enten har forladt partiet eller er blevet kørt ud på et sidespor.
Det gør ondt på mig personligt at opleve den krise, Det Radikale Venstre er kastet ud i, og som nu har fået også Ida Auken til at melde sig ud af partiet, mens Martin Lidegaard angiveligt overvejer sin fremtid.
Selv om jeg i dag hepper på Socialdemokratiet og den kurs, partiet har lagt, var jeg frem til 2007 et meget aktivt og engageret medlem af De Radikale. Jeg har redigeret medlemsblad, siddet i forretningsudvalg, været medlem af byråd og amtsråd, været folketingskandidat, skrevet bog om Marianne Jelved og været formand for det udvalg, der udarbejdede partiets første, samlede integrationspolitik.
De Radikale er blevet et parti, andre målrettet forsøger at undgå at blive kædet sammen med
Der er virkelig mange dejlige, engagerede og velmenende mennesker i partiet. Men også en overdreven tro på egen klogskab, der nu og da tipper over i bedrevidenhed, og som sammen med den strategi, Margrethe Vestager lagde som leder af partiet, i mine øjne er det, der har ført til den nuværende krise.
Alle prøver at undgå De Radikale
For Jens Rohde har jo ret, når han i sin begrundelse for at melde sig ud bl.a. påpeger det selvmodsigende i, at det parti, der mere end noget andet historisk har set sig som brobygger mellem fløjene, nu er blevet et parti, andre målrettet forsøger at undgå at blive kædet sammen med.
Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, har ligefrem udstedt et valgløfte om ikke at basere en regering på radikale stemmer. Socialdemokratiet vil under ingen omstændigheder have partiet med i regering og laver hellere end gerne (ja, nærmest demonstrativt ivrigt) forlig, der ikke omfatter De Radikales stemmer.
Det er åbenlyst uholdbart, selv om en del radikale medlemmer havde travlt med at affeje, at der var grund til selvransagelse i kølvandet på Jens Rohdes analyse, selv om den var både nuanceret og afdæmpet.
Sofie Carsten Nielsen har som ny leder på det seneste sendt signaler om en mere nuanceret politisk linje (mere om det senere), men det er en 20 år lang, aktivistisk og konfliktsøgende kurs, hun skal prøve at ændre. Og en kurs, som mange af de mest aktive radikale åbenlyst er glade for.
20 års fokus på indvandringspolitik
Siden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 og etablerede det faste VKO-flertal, der var både effektivt og velfungerende frem til det tidspunkt, hvor Lars Løkke Rasmussen overtog tøjlerne, har Det Radikale Venstre primære omdrejningspunkt været udlændingepolitikken (på det seneste dog suppleret med klima og #MeToo).
I protest mod den meget fasttømrede blokpolitik udstedte partiet samtidig et såkaldt ”frihedsbrev”, hvor det blev slået fast, at partiet kun ville indgå i en regering, der havde Marianne Jelved, partiets daværende leder, som statsminister.
Især sætningen om, at S-SF-R regeringen skulle videreføre den tidligere regerings økonomiske politik lagde grunden til det forpestede forhold mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre
Det var et forsøg på at fremprovokere et opbrud i blokkene, men det viste sig hurtigt at være en håbløs strategi, der førte partiet væk fra indflydelse og gjorde Jelved til skydeskive for hån, spot og latterliggørelse. Partiet var i de år også martret af en kraftig, intern strid, der blev personificeret af Naser Khader og Anders Samuelsen på den ene side og Elisabeth Gerner Nielsen (tidligere kulturminister) og Margrethe Vestager på den anden.
Striden toppede i 2007, hvor Khader og Samuelsen meldte sig ud af partiet og dannede Ny Alliance. Marianne Jelved overlod kort efter posten som politisk leder til Margrethe Vestager, som hun i flere år havde kørt et tæt parløb med, men som ikke desto mindre sagde, at hun havde overtaget et ”håndværkertilbud”.
Margrethe Vestager er på det personlige plan et sympatisk og klogt menneske. Men bag den venlige facade er hun som politiker et magtmenneske, der er dårlig til at håndtere konflikter og modsigelser, og som helst omgiver sig med ja-sigere. Det var f.eks. tydeligt, da Simon Emil Ammitzbøll-Bille blev presset ud af partiet efter en strid med Vestager om en kritisk kronik om partiets integrationspolitik.
Sejrede sig ihjel i Det Sorte Tårn
Vestager fortsatte traditionen med at lægge sig på en indvandringspolitisk linje, hvor der blev talt meget om åbenhed, tonen i debatten, den uundgåelige globalisering og glæden over at få andre kulturer til Danmark (ren multikulturalisme) – og tilsvarende lidt – og da slet ikke konkret – om de problemer, denne udvikling medførte.
Samtidigt lagde partiet sig stadig mere til højre i den økonomiske politik.
Alt dette kulminerede i de legendariske, langstrakte forhandlinger i 2011 om at danne en S-SF-R regering, som fandt sted i Det Sorte Tårn – hotellet Crowne Plaza på Amager. Her fik Vestager gennemtrumfet, at der i regeringsgrundlaget skulle stå, at regeringen skulle ”videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Den formulering gav regeringen en katastrofal start, selvom det faktisk er normen, at en ny regering ikke laver voldsomt store ændringer i den overordnede, økonomiske politik, som Politikens Amalie Kestler senere forklarede.
Der går mange historier om, hvad der egentlig skete i Det Sorte Tårn, og fra socialdemokratisk side placeres hele skylden naturligvis hos De Radikale, selv om det også er tydeligt, at det socialdemokratiske hold (Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og Henrik Sass Larsen) ikke gjorde det godt. Men især sætningen om at videreføre den tidligere regerings økonomiske politik blev fra starten set som en unødvendig og brutal magtdemonstration, der lagde grunden til det forpestede forhold mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, der eksisterer den dag i dag.
Aktivisme i centrum
Den radikale konfrontationspolitik med jævnlige magtdemonstrationer fortsatte under Vestagers ledelse gennem hele regeringsperioden, hvor De Radikale udviste meget lidt vilje til at give de indrømmelser til S og SF, de to partier havde brug for. I 2014 blev hun EU-kommissær, og Morten Østergaard, der havde fulgt hende i tykt og tyndt gennem årene, overtog ledelsen af partiet.
Da de borgerlige kom til magten i 2015, indledte han en meget aktivistisk linje, der bl.a. udmøntede sig i den berømte svømmetur fra Lindholm i protest mod at anbringe kriminelle, afviste asylansøgere på ”en øde ø” og løbende trusler om at vælte regeringen. Samme stil kørte f.eks. Zenia Stampe som indfødsretsordfører med meget stort fokus på principper og et tilsvarende fraværende fokus på de problemer, indvandringen har medført.
Spørgsmålet er så, hvor dybt denne vilje til mere nuancering og fokus på problemerne stikker
Den aktivistiske linje kulminerede med Morten Østergaards spektakulære fald, da det viste sig, at han ikke havde levet op til de principper om nultolerance, han selv havde agiteret for i #MeToo-debatten. I første omgang fastslog Sofie Carsten Nielsen som ny leder, at partiets linje ville være uændret, men i praksis har hun lagt en mere afdæmpet linje, bl.a. efter kraftige opfordringer fra Marianne Jelved.
En ny linje på vej?
I Politiken skrev hun for godt en uge siden, at ”Ja, Radikale Venstre har gennem årene været konfliktsky over for integrationsproblemer. Vi har et medansvar for, at vi har diskuteret tonen frem for virkelighedens problemer. Den arv og gæld vedkender jeg mig – og det handler vi på.”
Det er foreløbigt uklart, hvordan partiet vil handle, men i dagens udgave af Weekendavisen lægger hun op til en form for eftertanke og selvkritik, der har været fraværende i partiet i mange år. Her siger hun bl.a.:
”Vi har været for naive og konfliktsky om de reelle problemer… vi har ikke været tydelige nok. Der er for eksempel masser af social kontrol og undertrykkelse i forskellige miljøer. Det gør altså også os rasende… Vi har talt for lidt om at løse problemerne og været for uvillige til at finde kompromiserne. Men vi skal altså løse rigtige problemer. Ingen bliver mere trygge af, at vi stempler alle indvandrerdrenge som ballademagere. Vi skal bekæmpe dem, der gør S-togsturene utrygge for andre mennesker…
Meget tyder på, det bliver op ad bakke. En stejl bakke. Og i modvind
Spørgsmålet er så, hvor dybt denne vilje til mere nuancering og fokus på problemerne stikker. Om Sofie Carsten Nielsen har magt og indflydelse til at ændre kursen på et tidspunkt, hvor der ifølge Ida Auken er en rapport på vej fra Kvinfo, der fortæller, at problemerne med Morten Østergaard er mere omfattende, end det hidtil er kommet frem, og at mange har vidst det – herunder ikke mindst Sofie Carsten Nielsen.
Kommer den forsigtige kursændring for sent, nu hvor dem, der støtter ændringen, enten har forladt partiet eller er blevet kørt ud på et sidespor, som tilfældet er med Martin Lidegaard?
Den entydige afvisning af Jens Rohdes kritik tyder på, det bliver op ad bakke. En stejl bakke. Og i modvind.
Topfoto: Folketinget/Steen Brogaard.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her