FV-2019 // KOMMENTAR – De Radikale har fået en enestående chance for at sætte et aftryk på fremtidens Danmark, skriver Maziar Mazor Etemadi efter onsdagens valgresultat, der gav partiet otte mandaters fremgang. Det store spørgsmål er, om Morten Østergaard og resten af partiet kan omsætte visionerne om et grønnere og friere samfund til politiske resultater?
Dansk Folkepartis to årtiers lange greb om dansk kultur og åndsliv er slut. Onsdag nat var vi vidner til et markant systemskifte.
Den politiske situation torsdag formiddag efterlader kun to reelle muligheder:
1) Enten en centrum-venstre regering med Socialdemokratiet i spidsen.
Eller:
2) En SV regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre.
Med nedsmeltningen af Dansk Folkeparti og opløsningstendenserne i Liberal Alliance er en borgerlig regering udelukket. Selv hvis DF og LA overkom krisen, ville en borgerlig regering være baseret på stemmer fra Nye Borgerlige.
At forestille sig en blå regering med brune nuancer, der har Nye Borgelige og De Radikale som parlamentarisk grundlag, er som at forestille sig et heftigt snevejr i helvede. De Radikale har intet andet valg end at pege på Mette Frederiksen.
I modsætning til Rune Lykkeberg mener jeg ikke, at den rød-grønne fløjs pæne fremgang hovedsageligt skyldes klimatemaet. Den skyldes i lige så høj grad udlændingepolitikken. Kort sagt: Valgkampen i 2019 har traditionen tro fortsat haft udlændingepolitikken som kardinalpunkt
Flere kommentatorer heriblandt Dagbladet Informations chefredaktør Rune Lykkeberg og journalisten Anton Geist karakteriserer den just overståede valgkamp som en klimavalgkamp, og karateriserer klimakrisen som en etableret præmis for fremtidig dansk politik.
Som Rune Lykkeberg korrekt bemærker afgøres ”intet valg af en enkelt sag, der er altid flere faktorer på spil ved demokratiske valg”, men i modsætning til Rune Lykkeberg mener jeg ikke, at den rød-grønne fløjs pæne fremgang hovedsageligt skyldes klimatemaet.
Den skyldes i lige så høj grad udlændingepolitikken. Kort sagt: Valgkampen i 2019 har traditionen tro fortsat haft udlændingepolitikken som kardinalpunkt
Resultaterne taler deres eget sprog. Hvad klima og miljø angår har flere partier, der har haft en grøn dagsorden som en del af deres raison d’etre, enten tabt stort eller er gået lidt tilbage: Alternativet nærmede sig spærregrænsen, Enhedslisten gik et mandat tilbage. Til gengæld er Venstre, der som regeringsbærende parti har bombet dansk miljø og klimapolitik tilbage fra europæiske topplaceringer, valgets store vinder.
Venstre-ministre som Eva Kjer Hansen, Esben Lunde Larsen og klimaminister Lars Christian Lilleholt forstår ganske enkelt ikke, den kritiske situation, vi er havnet i.
Partiet Nye Borgerlige, der ingen anelse har om klimakrisen, er kommet i Folketinget, og selvom Liberal Alliance har fået hårde hug af vælgerne er disse krisebenægtere stadigvæk at finde i Folketinget.
For en god ordens skyld skal det dog siges, at to partier, som har en stærk grøn profil – nemlig Socialistisk Folkeparti og De Radikale – er gået markant frem. Men alt i alt tegner der sig ikke et billede af et klimavalg.
Udlændingetemaets altafgørende rolle og Mette Fredriksens dødskys
Socialdemokratiets langvarige strategiske bevægelse med Mette Frederiksen, Mattias Tesfeye og Lars Aslan Rasmussen i spidsen mod at matche Inger Støjberg og Martin Henriksens line i udlændingepolitikken har vist sig at være langtidsholdbar.
Som det eneste parti kastede De Radikale sig ud i en aktivisme uden sidestykke i nyere tid. Frontfigurer som Zenia Stampe og Morten Østergaard engagerede sig selv både eksistentielt, politisk, privat og endda fysisk i kampen mod racismen i Danmark
Efter de første års mistro blev mange udlændingeskeptiske eks-vælgere overbevidst om sandfærdigheden i denne position og tog Socialdemokratiet til nåde, mens en anden gruppe af socialdemokratiske vælgere i skam og skræk har forladt S til fordel for SF, Enhedslisten og De Radikale.
Stram Kurs’ ubeherskede – grænsende til det psykotiske – tilgang til politik gjorde partiet helt uspiseligt for de gamle partier i en grad, at selv de gamle anarkister i Dansk Folkeparti blev bange for deres egne skygger i det nye parti.
Til sammenligning kom Dansk Folkeparti hurtigt til at ligne en gammel fornærmet bokser, der er fanget i ringhjørnet og tager imod slag fra en modstander, der ingen regler kender.
Politiske analytikere og kommentatorer tilskriver Dansk Folkepartis halvering med partiets forsømmelse af klimapolitikken, men de glemmer, at Dansk Folkeparti i længere tid har været skydeskive for en alvorlig kritik og en uset modvind i medierne.
Den magtfuldkommenhed med hvilken dette parti bekrigede DR, partiets afgørende rolle i nedlæggelsen af Radio24syv, “folkegaven” fra Kim Christensen, den såkaldte Tulle-jernbane fra Vejle til hjemmestavnen mv. har alt sammen været med til at forvandle Dansk Folkeparti fra rollen som medie-darling til medie-paria. Og det er en rolle, som Dansk Folkeparti endnu ikke har lært at beherske og håndtere. Samtidig hermed gav Mette Frederiksen Thulesen Dahl dødskysset i en tilsyneladende generøs og hjertelig politisk gestus.
I desperation karakteriserede Søren Espersen mediernes behandling af Dansk Folkepartis med ordene:
”De tror vi (Dansk Folkeparti, red.) er ’hosekræmmere, der går ude på heden med tophuer på og synger Mads Doss”.
Med Dansk Folkeparti i defensiven havde Nye Borgerlige derfor frit og let spil til at kritisere Dansk Folkeparti for hykleri, mens Stram Kurs rejste rundt i landet og brændte koraner af og kaldte alle andre for slappe.
Med mere end 2 millioner kroner i årlig partistøtte frem mod det næste valg, kan vi forvente et Stram Kurs, der bliver mere ekstremt og som lærer at raffinere sine angreb på alt og alle i det offentlige rum
Det lykkedes ikke Stram Kurs at komme i Folketinget denne gang, men de manglede kun få tusinde stemmer. Med mere end 2 millioner kroner i årlig partistøtte frem mod det næste valg, kan vi forvente et Stram Kurs, der bliver mere ekstremt og som lærer at raffinere sine angreb på alt og alle i det offentlige rum.
Den radikale aktivisme svømmede sig til sejr i uroligt farvande
De Radikales grundideal er en socialliberalistisk position inspireret af bl.a. filosoffen John Stuart Mill.
Den består af en blandingsøkonomi med elementer af statslig planlægning inden for forskellige aspekter af den sociale og private sfære, heriblandt økonomien, pædagogikken og kulturlivet. Staten er på den måde en garant for en række positivt definerende friheder.
I den forstand er De Radikale historisk set tilhænger af både retsstaten og velfærdsstaten.
Nu skal Danmark #fremad!
Tak for tilliden. Tak for modet til at tage et skridt frem. Tak for håbet om, at vi sammen kan skabe en grønnere, friere og stærkere fremtid.
TAK, Danmark ❤️🇩🇰#fv19 #dkpol pic.twitter.com/kG88uriC55— Radikale Venstre (@radikale) June 5, 2019
Man forstår derfor ikke De Radikale, hvis man skriver som Enhedslistens Christiansborg-medarbejder, Poya Pakzad, som i et Facebook-opslag devaluerer partiets kamp for de humanistiske idealer med ordene:
“De politiske partier på midten kan variere overfladisk på udlændingepolitikken og i tonen vis-a-vis muslimer, så længe den blå økonomiske kurs forbliver et fast politisk forvaltningsområde varetaget af teknokrater på linje med fødevarepolitikken. Det handler om at naturalisere den økonomiske politiks dominans, så den fremstår fornuftig, selvfølgelig og uanfægtelig.”:
Selvom Pakzad skriver “De politiske partier i midten”, kan der være meget lidt tvivl om, at De Radikale er protagonisten i hans opslag. I modsætning til Pakzads idé pynter De Radikales appel om fornuft sig ikke med en varm, humanistisk tone “der ikke (er) egnet til at løfte os i flok”.
Som det eneste parti kastede De Radikale sig imidlertid ud i en aktivisme uden sidestykke i nyere tid. Frontfigurer som Zenia Stampe og Morten Østergaard engagerede sig begge både eksistentielt, politisk, privat og endda fysisk i kampen mod racismen i Danmark.
Ingen tog dem seriøst, mange gjorde grin med dem. De blev kaldt narcissister og landsforrædere. Daglige trusler var der ikke så lidt af.
Man skal ike undervurdere den radikale bedrift. Den er tværtimod modig, respektindgydende og stor. Dens humanisme er ægte, indigneret, kampklar og appellerende
Men de kæmpede mod et åndeligt forgiftet miljø, der var behersket af Dansk Folkeparti og Inger Støjberg. Mens alle andre forsøgte at bane vejen til sejr ved at snakke udenom, gik De Radikale til værks og svømmede sig til sejr i urolige farvande.
Den bedrift skal man ikke undervurdere. Den er tværtimod modig, respektindgydende og stor. Dens humanisme er ægte, indigneret, kampklar og appellerende; mens en tidligere radikal politiker, Naser Khader, i sin skammelige uvidenhed har gjort humanisme til et skældsord, viser De Radikale, hvad humanismen i sandhed er – nemlig et adelsmærke.
De Radikales dilemma
De Radikales fremgang har denne gang ikke rod i deres appel til den gruppe af vælgere, der går under betegnelsen “den kreative klasse”. Denne klasse er visnet væk. Et kig på landkortet og en analyse af deres vælgerkreds viser, at De Radikales aktivistiske humanisme har mobiliseret en potentiel stærk vælgergruppe, der ellers holder sig væk – nemlig indvandrerne.
I Vollsmose og andre områder med stor koncentration af indvandrere gik De Radikale meget frem. Der lå en oprigtighed i Stampe og Østergaards kamp, der kunne mærkes med både hjertet og forstanden. Her var et ønske om at være med til at ændre danmarkskortet, og dette ønske blev godt modtaget i de mere forarmede områder af Danmark. Derfor stemte folk i de områder på De Radikale.
De gav deres tillid til De Radikale med håbet og ønsket om et bedre liv for sig selv og deres børn i et venligere Danmark.
Kan De Radikale sammen med S, Ø og SF være med til at forme et lykkeligere og friere Danmark med højt til loftet og med mere åndsrigdom end under de seneste 20 års DF-regime?
Derfor kommer De Radikales idealer også på en hård prøve:
Kan De Radikales neoliberale økonomiske politik sikre et bedre liv til disse mennesker? Kan den bringe 60.000 børn ud af fattigdom? Nu har De Radikale en enestående chance for at være med til at ændre på samfundets tilstand. Dommen over dem vil finde sted senest om 4 år.
På det tidspunkt ved vi om De Radikale forstår betydningen af det græske ord “Kairos” (Καιρός), ‘det gunstige øjeblik’, ‘det rette tidspunkt’, hvor alting går op i højre enhed.
De Radikale har ingen andre steder at gå hen end at støtte en Socialdemokratisk regering. Kan de bruge denne nødvendighed på en gunstig måde? Kan de sammen med S, Ø og SF være med til at forme et lykkeligere, grønnere og friere Danmark med højt til loftet og med mere åndsrigdom end under de seneste 20 års DF-regime?
Foto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
