BØGER // ANMELDELSE – Julia Schochs Århundredets par er en fin, men kraftfuld roman om, hvor svært det er at bevare kærligheden gennem et liv, hvor alt forandrer sig, og man selv gør det samme.
Julia Schochs nye roman, Århundredets par, begynder sådan her: “Faktisk er det meget enkelt: Jeg forlader dig. Tre ord, som alle kan forstå. Tre ord er nok, og det hele er gjort. Man skal bare sige dem højt. Jeg er overrasket over at det er så enkelt. Og endnu en ting, der overrasker mig: Sætningen er præcis så kort som den, jeg sagde i begyndelsen af vores forhold. I begyndelsen sagde jeg til dig: Jeg elsker dig. Tre ord i begyndelsen, tre ord ved slutningen. Det ser ud til at man kan sige det vigtigste i livet med meget få ord.”
Efter mere end 30 års parforhold er kærligheden visnet, og for at forstå hvorfor, åbner fortælleren op for erindringens forseglede kasse og genbesøger det liv, hun har delt med sin partner.
Fra unge og nyforelskede til småbørnsforældre til midaldrende og fremmedgjorte med to parallelle liv under samme tag: “I begyndelsen sov vi i en seng, der var 1,20 bred, så blev den 1,40, senere 1,60 og til sidst 1,80. Betingelsen for at blive sammen er åbenbart at man rykker længere fra hinanden.”
Romanens granskning af forelskelsen, de tårnhøje forventninger til at samlivet må og skal forblive som i kærlighedens berusende begyndelse og den uundgåelige affortryllelse, der kan strække sig over år, til man nærmest ikke kender hinanden mere, er fænomenalt god og meget rørende. Uanset hvor gammel i gårde man måtte være, tror jeg, at man er blevet en my klogere på den komplekse kærlighed, når man har læst Århundredets par.
‘Århundredets par’ skal læses langsomt
Jeg noterer ofte sætninger, der gør indtryk, når jeg læser, men det er sjældent, at jeg tager så mange noter, som jeg gjorde under læsningen af Århundredets par. En bog, der kunne være forholdsvist hurtigt læst, blev strakt ud over dage for, at jeg lige kunne tage et notat her, et notat der.
Modsat hvad man kunne tro, føles Århundredets par hverken navlepillende eller traurig at læse. Schoch fortæller en universel historie med elegant balance mellem alvorlig mine og glimt i øjet
Og man gør sig selv en tjeneste ved at læse romanen langsomt. Schoch skriver ikke bare klogt, men ofte også ganske poetisk, og ser man bort fra de enkelte oversættelsesvalg, der vakte min undren, og at romanen havde haft godt af en ekstra tur gennem korrekturen, så er den danske udgave overordnet meget læseværdig.
En privat fortælling med universel relevans
Selvom der måske alligevel viser sig at være håb for relationen endnu (læs og bedøm selv), er præmissen om en visnet kærlighed udlagt fra start. Århundredets par er i den forstand ikke en roman, der har stor plotmæssig udvikling eller tager overraskende drejninger. Snarere beskriver den et langt parforhold, som jeg forestiller mig, at de er flest.
De to mennesker, der i ungdommens brusende forelskelse føler sig som århundredets par, er samtidig bare endnu et par i et århundrede, hvor muligheder, frihed og velstand bliver mere tilgængelig end nogensinde før, og hvor mere altid vil have mere. For er partnerskabet og familielivet, med alt hvad det indebærer af legeaftaler, vasketøj og aftener med næsen begravet i hver sin skærm virkelig det bedste, livet har at byde på?
Det er nemlig ikke så meget af frygt for at miste det, der er, men det, der har været, der får hende til at tøve med at gå
Modsat hvad man kunne tro, føles Århundredets par dog hverken navlepillende eller traurig at læse. Schoch fortæller en universel historie med elegant balance mellem alvorlig mine og glimt i øjet, og jeg trak oftere på smilebåndet, end jeg havde forventet. Det tragikomiske kommer for eksempel til udtryk i knastørre konstateringer som “Vi begyndte at gå tiere til begravelse end ud at danse.”
Et kærlighedsarkiv
“Ingen steder i hele verden ventede der flere eventyr på os. En morgen viste du mig med et forsovet ansigt at din venstre badetøffel var gået i stykker på nøjagtig det samme sted, som den gamle, som du for knap et år siden havde smidt ud.”, lyder en anden passage, der er lige så sjov, som den trist. Schoch formår at sige meget med få ord, og ved at flette eksistentielle falliterklæringer sammen med komiske hverdagsobservationer fra et liv, to mennesker har delt længe, tegner hun et rørende og spillevende arkiv over kærlighedens højde- og lavpunkter.
Det går op for fortælleren undervejs, at det netop er et sådant slags kærlighedsarkiv, hun er ved at skabe. Det er nemlig ikke så meget af frygt for at miste det, der er, men det, der har været, der får hende til at tøve med at gå: ”Vores historie er slut, når vi går fra hinanden. Så er den tabt. Og derfor er jeg bange for en skilsmisse.”
Men måske er historien ikke tabt, bare fordi den er afsluttet. ”Måske er der brug for en slutning i virkeligheden, for at fortællingen kan begynde.”, konkluderer hun. Ud af denne frygt for at kærligheden skal blive glemt, udspringer romanens erindringsprojekt; et forsøg på at gemme den kærlighed, der var, for tid og evighed. For det var den trods alt værd. På denne måde er Århundredets par også en kærlighedserklæring af de helt store. Og utvivlsomt en af de fineste, jeg har læst.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og