Sally Rooney havde den politiske virkelighed med på årets Louisiana Literature

Sally Roony, interviewet af Emma Holten, Parkscenen Foto: Louisiana Museum of Modern Art / Camilla Stephan.

Simone Bertelsen 24.08.2025

LITTERATUR // REPORTAGE – Der er en elefant i rummet (eller snarere teltet), som må adresseres, før samtalen for alvor kan gå i dybden med det, det hele trods alt handler om, litteraturen: Sally Rooney har de seneste dage skabt overskrifter i ind- og udland.

Allerede i et propfyldt regionaltog bliver det tydeligt, at der foregår noget i Humlebæk. Sensommertraditionen tro mødes litteraturelskere fra nær og fjern til kulturborgerskabets svar på Roskilde Festival: Louisiana Literature. Og netop Roskilde Festival kunne man foranlediges til at tro, man var havnet på, når man fredag aften så køerne til toiletterne. At læsende mennesker skulle være en uddøende race, kan man i hvert fald ikke se her.

”This is the most people I’ve seen in my life,” udbryder Sally Rooney, et af festivalens helt store trækplastre, da hun træder op på scenen fredag aften. Der er ikke et tomt sæde eller en ledig græsplet i miles omkreds. Rooney vender vi tilbage til senere.

Et par ledige sæder er der trods alt, da Seán Hewitt går på scenen til en samtale om sin roman Open, Heaven, der netop er udkommet i dansk oversættelse. Et ledigt sæde finder et andet af festivalens absolutte hovednavne, Édouard Louis, dog ikke, da han et par minutter inde i samtalen ankommer for at overvære sin forfatterkollega på scenen. En Louisiana-medarbejder eskorterer ham og anviser en ledig plads, men kvinden på nabosædet gør ham venligt opmærksom på, at klapstolen er reserveret til hendes veninde. Om hun er klar over, at det er en litterær verdensstjerne, hun kunne have fået som sidemand, står hen i det uvisse.

Rooney takker publikum for at støtte hende i det synspunkt, at vi som EU-borgere må kræve handling af vores regeringer

Et andet af fredagens populære navne er den amerikanske performancekunstner og musiker Laurie Anderson. Anderson er blandt andet en kendt violinist, hvad hun imidlertid ikke får lejlighed til at vise i eftermiddagens potpourri af en politisk, litterær og musikalsk performance. Hendes violin er nemlig blevet væk i flybagagen, og hun mimer i stedet violinspil til et backtrack. The show must go on.

Om det talstærke fremmøde har overrasket selv festivalens arrangører, skal jeg ikke kunne sige. Men da klokken er 18.15 fredag aften, er alt, hvad der med en vis rimelighed kan kaldes mad, udsolgt fra de til formålet opstillede boder. Efter et aftensmåltid, der derfor består af et stykke chokoladekage og en 1664 Blanc, stiller jeg mig i kø til aftenens store højdepunkt – Sally Rooney i samtale med Emma Holten.

Elefanten i rummet

Der er en elefant i rummet (eller snarere teltet), som må adresseres, før samtalen for alvor kan gå i dybden med det, det hele trods alt handler om, litteraturen. Rooney har de seneste dage skabt overskrifter i ind- og udland efter udmeldingen om, at hun vil donere overskuddet fra sit bogsalg til den pro-palæstinensiske gruppe Palestine Action, der i Storbritannien anses som en terrororganisation.

Holten spørger den irske forfatterinde ind til forholdet mellem litteratur og aktivisme. Rooney er først og fremmest en skønlitterær forfatter, svarer hun. Hun ser ikke sig selv som aktivist. Den titel har hun slet ikke fortjent. Det mindste, hun kan gøre, er at støtte de mennesker, der sætter sig selv på spil – og hvis det bringer hende på kant med britisk lovgivning, so be it. Der er noget, der er større end loven: moral og etik. At kunne se sig selv og sine værdier i øjnene.

Hendes ord høster store klapsalver, og hun takker publikum for at støtte hende i det synspunkt, at vi som EU-borgere må kræve handling af vores regeringer.

Sally Rooney bliver interviewet på Parkscenen, 22. august. Foto: Louisiana Museum of Modern Art, Camilla Stephan.

I politikkens tegn

På lørdagsprogrammet er den politiske virkelighed, vi lever i, igen en tematik. Australske Richard Flanagan og sydkoreanske Hwang Sok-yong, to yderst karismatiske forfattere, mødes til en samtale om kolonialisme og litteraturens forhold til politik.

Hwang Sok-yong (med hjælp fra den enormt dygtige tolk Sofie Nyland) peger på litteraturens evne til at opretholde en kollektiv erindring – en erindring, der gerne skulle forhindre, at historiens fejltagelser gentager sig. Men hvordan går det lige, spørger Flanagan med henvisning til den stigende fascisme, vi oplever mange steder i verden lige nu. Netop derfor må kunstnere på tværs af landegrænser stå sammen og værne om sandheden mod de her ”tough guys” (ingen nævnt, ingen glemt); dem, der forsøger at ændre narrativet, svarer Hwang.

Louisiana har tradition for at have nogle af litteraturens absolutte sværvægtere på programmet, og det ser vi her med Booker Prize-vindende Flanagan og International Booker Prize-nominerede Hwang, som dog, til sin egen store ærgrelse, måtte nøjes med nomineringen. Om det er litteraturen, den er gal med, eller oversættelsen bare er noget lort, er jo ikke til at sige, som han selv påpeger.

Udsolgte sandwiches og lange toiletkøer til trods er jo heldigvis bare et tegn på, at litteraturen lever i bedste velgående

Apropos Booker-prisen lægger også danske Solvej Balle, der i år var shortlistet til den prestigefyldte internationale pris, vejen forbi Humlebæk lørdag aften. Hun blev nomineret for sit romanprojekt om tiden, der går i stykker, og den 18. november, der bliver ved med at gentage sig. En fortælling, afslører hun, som hun fik idéen til i – hold fast – 1987.

Den har altså været længe undervejs, septologien, hvis sjette bind netop er udkommet. Og hun har virkelig forsøgt at undslippe idéen flere gange – for skør er den da – men det er ikke lykkedes. Det må være, fordi, siger Balle, at vi ikke kun har brug for handling og fremskridt, men også tænksomhed. Vi har brug for en form for standsning for at finde ud af, hvad det egentlig er for nogle underlige væsner, vi er.

Om Balles romanprojekt kan gøre os klogere på dette store spørgsmål, ved jeg ikke. Jeg må skamfuldt indrømme, at jeg selv kun er nået til bind tre. Trods et par spoilers fra det senest udkomne bind er jeg stadig spændt på, hvor det ender. Balle ved det godt, men til hendes forundring vil andre helst blive i spændingen. ”Jeg er ellers sådan en, der straks bladrer til sidste side i en bog,” siger hun.

Her slutter lørdagens program og årets festival for mit vedkommende. Som altid en god oplevelse – udsolgte sandwiches og lange toiletkøer til trods. Det er jo heldigvis bare et tegn på, at litteraturen lever i bedste velgående.