KUNST // INTERVIEW – På Le Bicolore, Maison du Danemark i Paris har udstillingen Liberté et Tradition sat fokus på et særligt møde mellem fire anerkendte danske kunstnere – Kirstine Roepstorff, Alexander Tovborg, Tal R og Bjørn Nørgaard – og en af Frankrigs mest traditionsrige kunsthåndværkspraksisser: gobelinvævningen. Joachim Aagaard Friis har mødt udstillingens kurator, Christine Buhl Andersen.
Paris – Liberté et Tradition på Le Bicolore, Maison du Danemark, Paris, tager afsæt i et omfattende gobelinprojekt, der har været undervejs i over seks år. Men som kuratoren Christine Buhl Andersen understreger, er det ikke selve gobelinerne, der er i centrum i udstillingen: “Udstillingen handler ikke om selve gobelinprojektet. Det var en anledning til at kigge nærmere på kunstnerne og præsentere dem for et fransk publikum,” forklarer kuratoren, som til daglig er direktør for Frederiksbergmuseerne.
Der er tale om de fire anerkendte danske kunstnere Kirstine Roepstorff, Alexander Tovborg, Tal R og Bjørn Nørgaard. De har hver især fået mulighed for at skabe motiverne til fire imponerende gobeliner, som er blevet til i samarbejde med det fornemme væveri Les Manufactures de Beauvais et des Gobelins i Paris og Beauvais samt private atelierer i den franske by Aubusson.
Hvor gobelinerne danner bagtæppe, er udstillingen først og fremmest en præsentation af de fire kunstnere bag.
Franskmændene kender måske gobelinerne og kongehuset, men hvor godt kender de kunstnerne bag?
“Vi kiggede derfor ikke så meget på den tekniske proces med gobelinerne, men mere på den enkelte kunstners overordnede praksis,” siger kuratoren.
Udstillingen fungerer dermed som en nøgle til at forstå gobelinerne gennem kunstnernes øvrige værker. Tematikker, motiver og æstetiske greb genopstår i nye sammenhænge og giver indblik i de universer, der senere er blevet oversat til tekstil.
Hos Alexander Tovborg udfoldes en billedverden præget af spiritualitet og magt, mens Tal Rs karakteristiske farvebrug, særligt den insisterende lyserøde tone, skaber forbindelser mellem maleri og vævning. Bjørn Nørgaards værker peger på et vedvarende politisk engagement, og hos Kirstine Roepstorff åbner der sig et mere abstrakt, kosmologisk og spirituelt rum.
En spænding mellem to verdener
Titlen Liberté et Tradition peger på udstillingens centrale spændingsfelt: mødet mellem kunstnerisk frihed og håndværkets historiske rammer.
“Gobelinvævning er en kunsthåndværkstradition med flere hundrede års historie, særligt i Frankrig. På den anden side har du ideen om den frie samtidskunstner, som ikke nødvendigvis arbejder inden for faste rammer, og som hele tiden sprænger grænser,” siger Christine Buhl Andersen.
Men i stedet for at stå i modsætning til hinanden viser gobelinprojektet, hvordan de to størrelser gensidigt påvirker hinanden.
“Man kan sige, at der i dette projekt ligger en frihed i traditionen, fordi man inviterer samtidskunstnere ind og lader dem bidrage med nye ideer. Og samtidig skubber de gamle traditioner til kunstnernes praksis på forskellige måder ved at skabe nye rammer, som kunstnerne må forholde sig til.”
Vævning som langsom oversættelse
Gobelinvævning er en langsommelig proces, der strækker sig over mange år, og som i høj grad er baseret på samarbejde mellem kunstner og væver.
“De sidder i flere år og oversætter kunstnernes forlæg til de færdige gobeliner. Det er i de samtaler mellem kunstner og væver, at der sker noget magisk, og værket virkelig bliver til,” forklarer kuratoren.
Vævningens logik stiller sine egne krav: ‘Jo mere detaljeret et kunstnerisk forlæg er, desto sværere er det at væve. Det er en helt anden præmis end at male med flydende farver’
Her opstår et særligt rum for fortolkning. Væverne arbejder ikke blot som håndværkere, men som medskabere, der oversætter kunstnerens vision til et nyt materiale og en ny logik. For eksempel nævner Christine Buhl Andersen de vandfarvebaserede motiver hos Tovborg som ekstremt vanskelige at genskabe i vævning. Væveteknikken består nemlig af en form for kodningslogik. Faktisk gik vævningen forud for det system, som kodningen bygger på.
Derfor stiller vævningens logik også sine egne krav: “Jo mere detaljeret et kunstnerisk forlæg er, desto sværere er det at væve. Det er en helt anden præmis end at male med flydende farver.”
Vævningen fungerer som et grid af tråde, hvor motivet må tilpasses materialets struktur. Det er en proces, der både begrænser og åbner nye muligheder. Det er også derfor, at Roepstorffs gobelin først forventes at blive færdig i 2029. Men det er værd at vente på, lover kuratoren.
Tekstilets genkomst
I de senere år har tekstil fået en markant plads i samtidskunsten. Men ifølge kuratoren er gobelinprojektet ikke et resultat af denne tendens, snarere et heldigt sammenfald.“Gobelinprojektet udspringer jo af en gammel tradition og går desuden tilbage til dronning Margrethes 50-års fødselsdag, hvor de første gobeliner blev skabt af Bjørn Nørgaard. Projektet er ikke startet, fordi tekstil pludselig er blevet moderne, men det er god timing.”
Alligevel er timingen ikke tilfældig i en større kunsthistorisk sammenhæng. Interessen for tekstil hænger sammen med et opgør med tidligere tiders snævre kunstbegreb.
Kuratoren peger blandt andet på Venedigbiennalen i 2022, kurateret af Cecilia Alemani, som et afgørende eksempel. Her blev en markant større andel kvindelige kunstnere præsenteret, og udstillingen trak samtidig tråde tilbage til tidligere oversete kunstnerskaber og kunsthåndværk.
“Man har fået et nyt blik på kunsthistorien gennem de seneste årtier. Hvis man ikke havde diskrimineret kvinder og andre minoriteter, ville kanonen jo have set anderledes ud,” forklarer hun.
I den proces er en række praksisser blevet genaktiveret, herunder tekstil og keramik, som historisk ofte har været marginaliseret som “kunsthåndværk” frem for “billedkunst”: “Ved at nedbryde hierarkierne mellem kunst og kunsthåndværk får man løftet de her medier frem igen.”
Denne bevægelse handler ikke kun om materialer, men også om hvilke stemmer der får plads. Feministiske kunstnere og ikkevestlige traditioner bliver i stigende grad integreret i den kunsthistoriske fortælling. Så selv om gobelinprojektet ikke er et resultat af denne udvikling, er det nogle vigtige samtaler at tage op i forbindelse med det. Kuratoren understreger desuden, at de fire kunstnere også arbejder med mange af de samme feministiske tematikker, der har bidraget til kunsthåndværkets popularisering.
Et vindue til dansk kunst
De fire kunstnere arbejder meget forskelligt og er hver især stærke stemmer inden for dansk samtidskunst. Derfor var kuratoren også i tvivl om, hvordan det endelige udtryk ville fremstå i udstillingen.
“Men på en måde kom det hele til at spille sammen i en enormt fin helhed i udstillingen,” understreger Christine Buhl Andersen.
Denne helhed opstår blandt andet i spændingsfeltet mellem det individuelle og det fælles, mellem frihed og tradition. For det franske publikum har udstillingen desuden haft en formidlende ambition.
“Franskmændene kender måske gobelinerne og kongehuset, men hvor godt kender de kunstnerne bag? Det var et ønske med udstillingen at dele denne viden med et bredere publikum i Paris.”
Liberté et Tradition blev således en udstilling, hvor historiske teknikker, samtidige kunstneriske praksisser og nye kunsthistoriske perspektiver blev flettet sammen på tværs af Frankrig og Danmark.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og