
STÅR EUROPA ALENE? #16 // TEMA – Selvom den aktuelle trussel mod Europas fred og frihed kommer fra Kreml med skjult støtte fra Beijing til krigen mod Ukraine, er det på sigt Folkerepublikken Kinas adfærd, vi særligt bør være optagede af. Ikke mindst de konstante trusler mod det demokratiske Taiwan.
Det er godt med sympatierklæringer fra europæisk side, men det er bedre med konkrete handlinger. Det var budskabet fra ledende taiwanere, som jeg talte med i Taipei i marts i år, i forbindelse med research til min bog Taiwan mod kvælerslangen.
Det gælder også for Danmark. Det er godt, at små grupper af danske politikere nu og da besøger Taiwan og udtrykker støtte til dette ørige. Og det er fint, at nogle danske gymnasieelever tager på udvekslingsophold. Men Danmark er, i europæisk sammenhæng, bestemt ikke toneangivende. Vi kan gøre meget mere uden at udfordre den såkaldte ”Et-Kina”-politik. Mere om den til sidst i kronikken.
Trussel mod folkestyre
Der er to hovedårsager til, at det er i dansk egeninteresse at være mere aktiv i støtten til Taiwan. Den ene er værdipolitisk. Taiwan har i de forløbne snart 40 år udviklet sig til et ledende demokrati i Asien. Et forbillede for befolkningen i Fastlandskina. Det vil være et stort tilbageslag for folkestyret, hvis det skulle lykkes for det totalitære regime i Beijing at erobre Taiwan.
Ikke alene vil godt og vel 23 millioner mennesker miste friheden. Dertil vil det være et alvorligt tilbageslag for de frie medier. Taiwan er i de seneste år blevet en vigtig arbejdsplads for førende udenlandske pressebureauer som BBC og Deutsche Welle, efter at Hong Kong og Beijing er blevet risikable arbejdspladser for frie, opsøgende journalister som følge af den hårde kinesiske censur.
Jeg fik en god snak i Taipei med Cedric Alvani, chefen for den modige franske journalistorganisation RSF (Journalister uden Grænser). RSF var i 2017 blandt de første til at vælge Taipei som hovedsæde i Asien. RSF har for nylig udarbejdet en rapport om tilbageslaget for journalistik i Kina. Man betegner Folkerepublikken som et stort fængsel for journalister.
Det vil få dybt alvorlige konsekvenser for relationerne mellem Europa og Kina, hvis ledelsen i Beijing skulle falde for fristelsen til at angribe Taiwan
Den anden årsag drejer sig om økonomi. Danmark er blandt verdens ti største søfartsnationer. Enhver kan forestille sig, hvilke konsekvenser det vil have for den fri sejlads gennem Taiwanstrædet, hvis dette område fremover kontrolleres af den kinesiske kystvagt, hvis aggressive adfærd især Filippinerne kender kun alt for godt til.
Danmark burde lytte mere til de japanske advarsler om truslen mod den fri sejlads. Dertil kommer selvsagt, at et Taiwan under Beijings kontrol kan blive et stort tilbageslag for dansk havvindindustri, der ellers har klaret sig så godt med Taiwan som base. Når man flyver ind til Taiwan, kan man til havs se det imponerende store antal dansk designede vindmøller. Kina maser sig som bekendt også frem på vindmølleområdet. Danmark bør nytænke sin Taiwan-politik for at styrke sig selv og for at hjælpe Taiwan.

Der er to oplagte muligheder for, at Danmark selv kan gøre sig mere gældende i Taiwan, politisk og kulturelt. Folketinget kunne lade en af årets udvalgsrejser gå til Taiwan. Jeg tænker på udenrigsudvalget. Det vil blive meget positivt noteret i Taiwan.
Selvom nogle i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads måske vil rynke på brynene med tanke på reaktionen i Beijing, er det ikke Kina, der skal beslutte, hvor en dansk udvalgsrejse skal gå hen. Ud over det politiske signal om dansk vilje til tættere politisk kontakt til Taiwan vil det også give en større gruppe danske folketingsmedlemmer bedre indsigt i en af vor tids alvorligste udenrigspolitiske situationer, foranlediget af de skærpede kinesiske trusler mod Taiwan.
Dansk tilstedeværelse
I den kulturelle ende af skalaen, hvor Danmark rent faktisk har en politik i forhold til Taiwan om kulturelt samarbejde, kunne man gøre dansk tilstedeværelse mere bemærkelsesværdig ved at åbne et dansk kulturcenter i Taipei. Mit bud er en kombination af et udstillingslokale, et åbent bibliotek og en café kombineret med foredragslokale, alt i moderne dansk arkitektur. Dette tilknyttet et par studielejligheder for danske forskere, forfattere, journalister, kunstnere eller skolefolk, der vil tilbringe en periode i Taiwan for at fordybe sig i sprog, videnskab, kunst, kultur og politik.
Men Danmark har også en vigtig rolle at spille som medlem af EU i forhold til Taiwan. Det afgørende her er et stærkere signal til Folkerepublikken Kina. Det bør gøres utvetydigt klart, at det vil få dybt alvorlige konsekvenser for relationerne mellem Europa og Kina, hvis ledelsen i Beijing skulle falde for fristelsen til at angribe Taiwan.
Der er al mulig grund til igen og igen at erindre om vurderingen af de potentielle konsekvenser for EU af en kinesisk aggression mod Taiwan eller i Det Sydkinesiske Hav. De er beskrevet af den tidligere finske statsminister Sauli Niinistö i en rapport til Europa-Kommissionen i oktober 2024 på opdrag af EU. Han bruger udtrykket ”svimlende” om konsekvensen for Europa. Kina er mere økonomisk afhængigt af EU end omvendt. Europa må derfor sætte den økonomiske pris for Kina ved et angreb på Taiwan så højt, at det afskrækker Kina.
Men Europa kan ikke overlade den militære risikofaktor alene til USA for det tilfælde, at Kina måtte træffe en forkert beslutning i forhold til Taiwan. Det betyder, som tidligere statsminister og tidligere generalsekretær for Nato Anders Fogh Rasmussen har været inde på, at Europa og Danmark i yderste konsekvens må være klar til at gå i krig for Taiwan.
I mellemtiden bør vi andre yde tilstrækkelig støtte, så det demokratiske Taiwan kan forsvare sig selv
Bag denne konklusion ligger den kendsgerning, at USA og Europa sammen med Japan og Sydkorea har fælles værdipolitiske interesser i forholdet til Taiwan og tilsammen en overvældende militær styrke. Og i realiteten samme holdning til ”Et-Kina” politikken. Dette omstridte tema indebærer, at nok er der kun ét Kina, men der er ikke taget stilling til Taiwans status.
Det er vigtigt at slå fast, at Taiwan aldrig har været del af Folkerepublikken Kina. Ledelsen i Beijing, der er eksperter i fordrejning af historien, går helt uden om den kendsgerning, at Republikken Kina ved den faktiske afslutning af borgerkrigen i 1949 aldrig kapitulerede overfor kommunisterne. Man flyttede med held sin regering, administration og forsvar til Taipei og har fortsat den fulde magt over Taiwan og nogle vigtige småøer tæt på fastlandskysten.

Jeg havde lejlighed til at besøge den vigtigste af disse øer, Kinmen, i marts i år. Jeg fik indblik i dette store nederlag her for Mao i 1949. Hans såkaldte befrielseshær forsøgte som bekendt ved en omfattende og kostbar militær aktion at bemægtige sig dette ø-område i oktober 1949. Det blev en stor fiasko, som man i årtier har forsøgt at holde hemmelig for befolkningen på fastlandet.
Fremtiden for relationerne mellem Taiwan og Folkerepublikken Kina bør i europæisk perspektiv afgøres på fredelig måde. Forhåbentlig kommer man på et tidspunkt til denne konklusion i Beijing. Kinas adfærd for tiden tyder desværre ikke på det. Derfor og i mellemtiden bør vi andre yde tilstrækkelig støtte, så det demokratiske Taiwan kan forsvare sig selv. Danmark kan og bør gøre meget mere for folkestyret i denne vigtige del af verden.
Står Europa alene?
Donald Trump fører USA i retning af isolationisme. Med den nye administration i Washington har Europa god grund til at tage stilling til en fremtid, hvor USA muligvis trækker sig ud af det internationale samarbejde på en række vigtige områder.
Hvilke udfordringer står man overfor, hvis NATO-samarbejdet svækkes og Europa skal klare en række vigtige forsvarspolitiske problemer på egen hånd? Hvad sker der på miljøområdet og i forhold til klimaforandringer?
I forhold til støtten til det globale syd, mæglerrollen i krige og konflikter, eller i en situation, hvor den globale samhandel kommer til at foregå på andre betingelser?
Dette og en række andre vigtige sager præger allerede debatten, og med dette POV-tema vil vi frem til jul belyse de mange problemer, der skal tackles, og også lægge vægt på løsningsmodeller og de potentielle fordele, der ligger i at Europa i højere grad kører løbet på egen hånd.

I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og