Dan Rachlin: Jeg har nok oplevet Roxette for sidste gang i mit liv - og det gør nok heller ikke alverden • POV International

Per Gessle på scenen i Royal Arena onsdag aften – han er sangskriveren bag nogle af Sveriges største popsucceser og manden, der sammen med afdøde Marie Fredriksson skabte Roxettes karakteristiske lyd i første halvdel af 1990’erne. Foto: Eddie Michel.

Dan Rachlin 14.11.2025

KONCERT // ANMELDELSE – Roxette er garant for en nærmest uendelig strøm af velfungerende popsange. Lena Philipsson kan bestemt synge, og hun kan bestemt lægge sin vokal et fint sted mellem Marie Fredrikssons og sin egen. Alligevel kommer denne koncert ikke i bogen over de mest mindeværdige musikalske oplevelser, denne anmelder har haft i 2025.

Fotos: Eddie Michel

Onsdag aften i den royale arena bød på lidt over 9.000 voksne popfans. Der var meget nyklippet og ordnet hår, masser af svenskere og en ganske festlig stemning. For denne aften vendte 50 procent af det, der gennem alle tider er Sveriges næstmest sælgende musiknavn, tilbage.

Tjah… tilbage og tilbage – Roxette havde allerede været i Danmark denne sommer til en festival i Viborg. Og Roxette er jo, sørgeligt nok, ikke længere med Marie Fredriksson som kvindelig frontfigur, idet hun døde i december 2019 som følge af komplikationer efter en hjernetumor, hun fik diagnosticeret i 2002.

Efter en lang og hård behandling med operation, stråle- og kemoterapi blev hun raskmeldt i 2005, og hun vendte gradvist tilbage til musikken – især da Roxette genforenedes i 2009 – men hendes helbred forværredes igen i midten af 2010’erne, og hun trak sig endegyldigt fra offentligheden i 2016.

Lena Philipsson, Roxettes nye frontfigur, som i Sverige har haft en en stor karriere som popstjerne. Hun har haft hitlisteplaceringer siden midten af 80’erne, hvor hun fik sit gennembrud med “Kärleken är evig”, sangen hun repræsenterede Sverige med i Eurovision. Foto: Eddie Michel

Nu er det Lena Philipsson, der skal løfte de mange popklassikere fra slutfirserne og 90’erne.

Det kræver sin kvinde – for hvor skal hun dog lægge snittet? Philipsson, der har været et populært og kendt navn i hjemlandet i årtier, er nu en voksen kvinde på 59. Hun ligner vores egen Stine Stengade, den blændende skuespiller, og er til aftenens koncert iklædt en glimmerkjole, som lige så vel kunne have været gået på den berømte københavner-yuppieklub Discotek Annabells i 1980’erne.

Her Lena Philipsson, der trods presset fra forventningerne gav sig fuldt ud i Royal Arena og leverede med imponerende stemmekraft, og elegant balancerede mellem at ære Marie Fredrikssons vokalarv og samtidig sætte sit eget præg på Roxettes klassikere. Foto: Eddie Michel

Anført af den nu 66-årige, ubestridelige leder af Roxette, Per Gessle, og et band, som hovedsagelig består af tunge, svenske musikdrenge, der har været med i årtier, var der lagt op til fest.

Tjah… fest og fest. Royal Arena havde af ubegribelige årsager sat sæder i salen, uagtet at det voksne publikum tydeligvis var kommet for at danse. Derfor er det også svært at holde sig i sædet, når Roxette sparker aftenen i gang med “The Big L” (Joyride, 1991) og direkte over i en af mine favoritter, “Sleeping in My Car” (Crash! Boom! Bang!, 1994).

Her Per Gessle i en koncentreret øjeblik — stadig med den skarpe sans for melodi, som gjorde Look Sharp! (1988) og Joyride (1991) til nogle af de bedst sælgende skandinaviske popalbums nogensinde. Hans sangskrivning er fortsat kernen i Roxettes univers. Foto: Eddie Michel

Gessles evner som popskrædder er ubestridelige, og én af de ingredienser, der fungerer på Roxettes uptemponumre, er fede, vanedannende guitarriffs – også i aften.

Produktionen er spartansk. Sådan lidt “det interesserer vores fans sig nok ikke for”. To skærme i hver sin side med bandet løbende rundt i storformat. Og en bagskærm, der lignede et gratis effektprogram fra en app. Lysshowet? Kedeligt. Dér tror jeg nok, Roxette gør regning uden vært. Publikum i 2025 er altså vant til noget med mere smæk på.

Nå, men det er sangene, der tæller, og foruden de forrygende uptempo poprocknumre er Roxette jo et balladeband. “Spending My Time” (Joyride, 1991), “Listen to Your Heart” (Look Sharp!, 1988), “Fading Like a Flower” (Joyride) og ikke mindst “It Must Have Been Love” (Pretty Woman–soundtracket, 1990) er popballader fra øverste hylde. Bogstaveligt talt, idet Roxette har toppet den amerikanske hitliste ikke mindre end fire gange.

Minderne om Marie Fredriksson lever stærkt i hukommelsen hos bandets fans, hvorfor det er beundringsværdigt, at Lena Phillipson er trådt ind i en rolle, som kun få ville turde påtage sig. Foto: Eddie Michel

Som en skæg lille detalje toppede ABBA kun US Billboard Hot 100 én gang – med “Dancing Queen” (Arrival, 1976).

Så jo, Per Gessle gør altså ikke det her for pengenes skyld længere, tænker jeg. Alligevel virker han sådan lidt… mekanisk, rutinepræget, lidt “lad os se at få det her overstået”. Og hans vokal er til den lidt slidte side. I stærk kontrast til det voksne, halvsvenske publikum, som var på.

Lena Philipsson kan bestemt synge, og hun kan bestemt lægge sin vokal et fint sted mellem Marie Fredrikssons og sin egen. Hun imiterer ikke, men ved tydeligvis, hvad Roxette-fansene forventer. Det er en vanvittig svær disciplin, som hun slipper afsted med. Alligevel er der noget over aftenens koncert, som efterlader mig i en tilstand af, at jeg nok har oplevet Roxette for sidste gang i mit liv. Og at det nok heller ikke gør alverden.

Roxette er garant for en nærmest uendelig strøm af velfungerende popsange, men på en eller anden måde kommer denne koncert ikke i bogen over de mest mindeværdige musikalske oplevelser, denne anmelder har haft i 2025.