LITTERATUR // MINDEORD – I år fejres William Heinesens (1900-1991) 125-års jubilæum. Han er ikke bare poetisk og forunderlig som Færøernes mest berømte, danskskrivende forfatter og kunstner. Hans skabende virke taler lige ind i marv og ben på vores postmoderne desillusionering og giver os nyt liv og ånderum. Han er en livspoesiens receptgiver for tidens eksistentielle kvaler.
Digitaliseringens distanceskabelse, verdens uoverskuelighed og de globale krisers fremkaldelse af voksende håbløshed er blandt tidens helt store eksistentielle hurdler. Dertil truslen mod demokratiet, AI-revolutionen i frit spin, de globale miljø- og klimaudfordringer. Ledelseskrise! Informationskrise! Naturkrise!
Der er nok at bekymre sig om. Her er William Heinesen en livgivende kur, en kunstnerisk gave til vores mentale helse. Han taler lige ind i vores måske dybeste behov med en insisterende appel, som er akut aktuel.
William Heinesens menneskelighed
I alt hvad William Heinesen foldede ud gennem sine romaner og noveller, var han i haserne på ekstremisme, griskhed og magtbrynde. Han talte for de svage og imod herredømmets despoti, men aldrig hadefuldt og giftigt. Han provokerede og udstillede det groteske og uretfærdige, ikke mindst den religiøse fanatisme, det kapitalistiske profitmageri og magtens misbrug og dekadence, men altid med et varmt hjerte, der aldrig dæmoniserede.
I romanen Den Sorte Gryde fra 1949 kom det til fuld udfoldelse med overgreb, herskesyge og udnyttelse af krigsliderlighed i beskrivelsen af Færøerne under Anden Verdenskrig.
I denne og de efterfølgende romaner, De Fortabte Spillemænd fra 1950 og Moder Syvstjerne fra 1952, får vi udstillet den religiøse sygelighed med stor humor i den psykologiske afklædning af nærmest patologisk afsind. Utrætteligt er han en fortæller, der bringer menneskeligheden i centrum. Han hænger aldrig nogen ud og fremstiller ingen som monstre. Han genkender sig selv i alle figurer.
William Heinesen er en filosofisk poet, der holder livsspørgsmål åbne i sine hænder, som noget levende og sårbart
Midt i livet blomstrer godheden, menneskelivets største klenodie. Ikke et religiøst ideal om uopnåelig kærlighed, men godheden her i verden i form af menneskelig varme og ømhed.
Almindeligheden
Den nære og sanselige hverdag er altid i Heinesens poetiske linse. Han forstår som få at sætte det umiddelbare og ordinære stævne, så det bliver bemærkelsesværdigt og værdifuldt. Flere steder i sit forfatterskab taler han om almindeligheden på en måde, så den fremstår sakral.
I Tårnet ved verdens ende (1976) følger vi drengen Amaldus opdage hverdagens under: ”Og nu er det tidlig morgen på Jorden og i Almindeligheden, ruderne blåner af dag, og ude i køkkenet, hvor lampen er tændt, står din ganske almindelige moder og er i færd med at tragte kaffe.”
Almindeligheden er lugten af dampende vasketøj og af tjære fra en båd, der bliver repareret. Almindeligheden er, når folk udbryder, hvor morsomt det er, at den nyfødte denne gang blev en pige. Almindeligheden er skomagerens syl, urmagerens lup, smedens hammer og snedkerens høvl. Alt det, som er her og nu, ikke digitalt distanceret, men det nære og sansbare.
Sælsomheden
Talrige steder i William Heinesens fabulerende univers vrimler det med sælsomheder. Mange personer i romaner og noveller har vilde drømme, hvor underbevidstheden har frit spil. Underverdenen og det mytiske åbner sig ofte, fabelvæsener i den frodige fantasi folder det uforklarlige og dunkle ud, og man er aldrig helt sikker på, hvad der rører sig, om det er fylgje-kvinden Tarira, Grylen eller troldagtige fremtoninger, der er på spil.
Hverdagens vanlige kontrolbevidsthed er suspenderet, og vi er i ukendt grænseland, som både kan være skræmmende, frydefuldt og apokalyptisk, men også rørende uskyldsrent og lindrende. Det enigmatiske har taget scenen, og man lades aldrig uberørt. På denne måde rummer tilværelsen både det hverdagsagtige og det fantaserende i en gensidig dynamik. Det uforklarlige bliver ikke bortcensureret og har sin retsmæssige plads i livet.
Naturnærværelsen
Naturen er allestedsnærværende og tindrende fyldt med liv i hans univers. Lige meget hvor personligt og nært han skildrer mennesker, er det kosmiske udsyn og naturens mættede nærvær altid ved hånden. Det nære forbundet med det fjerne.
Det ubændige JA til eksistensens dyrebare liv i den gådefulde evighed vender bestandigt tilbage, og selv det mindste ophøjes: ”kløver, der har en aroma som af sublimeret kogødning, den lune ånde af dræende græs, stjernemossets krydrede og hemmelighedsfulde odeur som af gamle medicinkister, timians vilde elverparfume, den hudagtige luft af grøftemudder…” (Fra Arkadisk eftermiddag).
Alt er sansemættet. I en tid, hvor vi mærker tabet af naturens vildhed, tilbyder han i sine fortællinger overraskende åbninger ind det noget, der hele tiden har været ved hånden, og som vi kan generobre, fordi vi er naturen, der har glemt sig selv.
Udkantsbevidstheden
I en verden, hvor reklame- og underholdningsindustrien konstant spejder efter det spektakulære, celebre og profitable, er det befriende hos William Heinesen at mærke den diametralt modsatte trækkraft. Han gør Færøerne til verdens navle og den mindste bygd til en metropol. Det lillebitte klippeland, der ”forholder sig til det store hav omtrent som et sandskorn til gulvet i en balsal” (Fra De Fortabte Spillemænd).
Det lille bliver stort. Han hylder det skæve og marginaliserede og fremhæver, at en affaldsbunke og et vindskævt skur kan være åbningen til det forunderligste. Der er ikke glamour og VIP-fascination i hans universer. Her, hvor det perifere bliver det centrale, kan vi genopdage menneskelivet.
Regnbueuniverset
Verden er aldrig sort eller hvid i Heinesens livsfortællinger og digte, og der er ingen nemme løsninger på de store spørgsmål. Verden får lov til at være gådefuld og svarene på de store livsspørgsmål forbliver ufærdige. Det ligger dybt i hans væsen at sanse tilværelsen som en bestandig vekselvirkning mellem kontraster og modsætninger. ”Intet er absolut”, siger han. Alt er polariseret og fyldt med farver i modsætningernes evige dans. Ingen glæde uden sorg, ingen nydelse uden smerte.
Det bliver ført ud i hans fortællingers univers, hvor triumfer følges af tragedier og nedture afløses af forløsning. Døden og livet, mørket og lyset følges ad i hans fortællingers mosaikker. Skæve eksistenser skildres side om side med dydsmønstre. Grimt og yndefuldt afløser hinanden og hjertevarme kontrasteres af kynisme. Alt skildres kalejdoskopisk og regnbuefarvet med stor ømhed.
Livspoesien – verdens genfortryllelse
William Heinesen er en filosofisk poet, der holder livsspørgsmål åbne i sine hænder, som noget levende og sårbart. Der er altid hos ham et udefinerligt ”mere”, noget usigeligt som poesien peger imod med sit sublime sprog. Som skildret i Tårnet ved verdens ende (1976), hvor han om natten siger: ”Nu slumrer alle mennesker i deres kamre, hvor søvnblomster daler i mørket. I stilheden høres den fjerne lyd af stjernedråbers dryp fra himlen.”
Hans magiske realisme leverer genfortryllelse af livet som narrativ medicin, mental superfood og livsinspiration til vores speedramte, postmoderne verden. William Heinesens 125-års jubilæum fejres året rundt i Danmark og blev fejret den 10. juli i Thorshavn.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og