FILM // ANMELDELSE – Vores anmelder så Dahomey under Berlinalen, og var ikke ene om at blive temmelig glad for den. Det debatskabende og postkoloniale værk vandt Guldbjørnen, og den er udvalgt som Senegals officielle Oscarkandidat 2025. Den er desuden blandt de femten shortlistede film til at blive nomineret i kategorierne Bedste Dokumentar og Bedste Internationale Film, og nu kan den ses i danske biografer.
“Som barn så jeg Disney, Avatar, Tom & Jerry. Jeg så aldrig noget fra mit eget lands historie, fra Benin. Derfor kendte jeg ikke mig selv.”
Cirka sådan siger en ung mand i Mati Diops mesterlige Dahomey, en dokumentar om hjemrejsen for en række statuer, som Frankrig stjal fra det daværende Dahomey i det 19. århundrede (Dahomey var fra frigørelsen fra Frankrig i 1960 og indtil 1975 Benins officielle navn).
Den unge mand forklarer, hvorfor det er væsentligt, at der bliver lavet film overalt. Det giver en referenceramme for et lands befolkning. Men er det også vigtigt for os andre? Helt bestemt, men det er måske en lille smule mærkeligt, at Diops Dahomey har verdenspremiere i Europa (oprindeligt på Berlin-festivalen, red.), når den handler om, hvor væsentligt det er med afrikansk kunst på det afrikanske kontinent.
Mati Diop har et helt vidunderligt flimrende filmsprog
Skulpturer skal hjem
Helt enkelt fortalt, så skildrer filmen først arbejdet med at få fragtet de gamle og skrøbelige skulpturer til et museum i Benin, hvorefter anden halvdel af filmen først og fremmest består af en diskussion mellem en række unge om, hvad statuerne betyder for dem, og hvad planen er for fremtiden. Man har fået de første 26 statuer hjem, men det anslås, at der stadigvæk er cirka 7.000 stjålne statuer fra Benin rundtomkring i Europa.
Fransk-senegalesiske Mati Diop er født i Paris og blev først bemærket som skuespiller i Claire Denis’ 35 Shots of Rhum (2008). Hun er i familie med den kendte senegalesiske instruktør Djibril Diop Mambéty (1945-1998), og hun debuterede selv som instruktør i Cannes med Atlantics i 2019, en af de bedste film i de sidste ti år fra Senegal. Fra Vestafrika. Fra Afrika. Ja, bare helt generelt.
Mati Diop har et helt vidunderligt flimrende filmsprog. Hun filmer gerne vanddis, varmeflimmer, månelyset, der flimrer i bølgerne, neonlys i en storbynat. Det giver hendes film en helt særlig følelse af liv, hvilket ellers ikke rigtig indgår i filmenes plots.
I Atlantics var den afrikanske verden affolket og aflåst – med store dyre skyskrabere, som lokalbefolkningen ikke havde adgang til, og de unge mænd var alligevel taget med små både mod Europa. I Dahomey er statuerne døde og massive, og museerne føles kolde og stille. Men Diops kamera fanger de besøgende genspejlet i montrerne eller deres hoveder set gennem hullerne i træstatuerne, og igen ofte utydeligt og flimrende.
Glitrende og levende
Pointen lader til at være, at ting skal flimre. De skal glitre. De skal leve. Pointen er ikke statuerne i sig selv, men de følelser, tanker og diskussioner, ja endda skænderier, som de sætter i gang hos de unge i Benin. Det kræver selvfølgelig, at de unge har adgang til dem. Og forhåbentlig snart til mere end de første 26 statuer.
I filmens vidunderligt ironiske åbningsklip ser vi en masse andre glitrende statuer. Små plastic-Eiffeltårne, der lyser neongrønt og lilla i Paris-natten. Souvenir-crap. Men det er helt utrolig smukt. Måske er det også det, som Benin har brug for. Så stærk en kultur, at det kan afføde billigt lysende ragelse. Også den dårlige kultur har flimrende værdi.
Klik dig videre til mange flere filmanmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og