NYHED // OVERBLIK – Cubas elnet kollapsede søndag nat for sjette gang i år, og mandag brød nettet sammen igen, netop som myndighederne var i gang med at genoprette strømmen. Ifølge det statslige energiselskab Unión Eléctrica var det et voldsomt uvejr, der forstyrrede reparationsarbejdet og ramte de generatorer, som allerede var kommet i gang igen.
Krisen kommer, efter USA i januar reelt afskar Cuba fra olie, landets vigtigste energikilde. Det skete, kort efter at Washington pågreb Venezuelas præsident Nicolás Maduro og derefter tvang den fungerende venezuelanske regering til at stoppe olieforsyningerne til Cuba. Mexico har siden også indstillet sine olieleverancer efter amerikansk pres, og Washington har truet med told på lande, der sælger eller leverer olie til Cuba.
Sammenbruddet er det seneste i en række af tilbagevendende kollaps. Energimyndighederne har registreret to landsdækkende afbrydelser i marts og tre inden for ni dage i juli, foruden en række delvise udfald. Ifølge Reuters skyldes sårbarheden ikke kun oliemanglen, men også et årtier gammelt elnet, der jævnligt bryder ned på grund af brændstofmangel og manglende vedligeholdelse.
Krisen har også en diplomatisk dimension. Cuba peger på årtiers amerikanske sanktioner og handelsrestriktioner som årsag til manglen på brændstof, finansiering og reservedele til at vedligeholde elsystemet. Washington svarer, at strømsvigtene afspejler fejlslagen styring af landets statskontrollerede økonomi, skriver Reuters. USA har kun godkendt ankomsten af én russisk olietanker med 100.000 ton råolie, som kom til Cuba i marts, de reserver er nu opbrugt. Samtidig har den amerikanske regering strammet sanktionerne mod cubanske statsejede virksomheder, hvilket har fået flere udenlandske firmaer til at suspendere deres aktiviteter på øen. Washington har desuden rejst tiltale mod tidligere præsident Raúl Castro for nedskydningen af to civile fly for tre årtier siden, og forhandlingerne mellem Havana og Washington er ifølge France24 ikke nået langt.
For cubanerne betyder hver mørklægning, at vandforsyningen svigter, og at loftsventilatorer går i stå midt i sommervarmen. Ifølge AP har flere cubanere måttet sove udendørs, blandt andet på Malecón-promenaden i Havana og på trapperne til universitetet, hvor der er lidt køligere. Søndag nåede temperaturen 34 grader, som føltes mere som 41 grader på grund af den høje luftfugtighed. I nogle af de hårdest ramte områder har beboere sat bunker af affald i brand og larmet med gryder og pander som protest, oplyser France24. Andre har fundet mere praktiske løsninger: I Havana bruger flere taxachauffører nu solcelledrevne trehjulede cykler i stedet for benzindrevne biler, og brugen af solenergi vokser generelt flere steder i landet, viser tal fra tænketanken Ember. Krisen forværrer samtidig i forvejen udbredte mangler på mad, brændstof og medicin, og AP skriver, at det faldende infrastrukturniveau har bidraget til en stigende udvandring fra øen.
Under det amerikanske pres har Havana taget skridt til økonomiske reformer. Premierminister Manuel Marrero Cruz meddelte i juli, at regeringen har godkendt den første udenlandske investering i import og salg af brændstof, og at omkring 200 virksomheder på øen nu har fået tilladelse til engrossalg af brændstof, skriver Reuters. Der er også åbnet for private investeringer i turistsektoren, som er hårdt ramt af, at internationale hotelkæder har forladt landet og af aflyste flyafgange på grund af brændstofmangel. “Resultaterne kommer gradvist. Nu begynder den vigtigste – og måske sværeste – fase”, sagde Marrero onsdag i sidste uge.
Cubas energiministerium oplyste mandag, at arbejdet med at genstarte elsystemet var i gang, skriver France24. Og mandag aften meldte myndighederne om fremskridt: Fire generatorenheder på kraftværket Energas Jaruco var igen i drift, og flere transformerstationer omkring Havana var blevet genoprettet.
Læs mere Reuters, France24, CNN, AP
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.