NYHED // POV OVERBLIK – Cubas omkring 10 millioner indbyggere er uden strøm. El-nettet er kollapset og strømafbrydelsen er total, oplyser landets elnetsoperatør, som mener, der er tale om problemer i transmissionssystemet. Cuba har de seneste år oplevet en række omfattende strømafbrydelser, som ofte har varet flere timer eller dage og udløst sjældne protester mod regeringen over hele landet.
Unión Eléctrica (UNE) skriver ifølge Reuters på sociale medier, at der arbejdes på at genoprette strømmen ved gradvist at forbinde mindre “mikrosystemer” over hele landet – et nødvendigt første skridt i forsøget på at få hele el-nettet tilbage online efter det totale kollaps.
Sammenbruddet kommer midt i en alvorlig energikrise. Cubas aldrende elektriske infrastruktur, der i vid udstrækning er afhængig af olieimport til at drive sine termiske kraftværker, er hårdt presset. Cuba har historisk købt olie i Venezuela, som længe har leveret størsteparten af øens brændstof, skriver BBC.
Men efter at Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, blev fjernet fra magten i januar, har den amerikanske præsident givet ordre til, at alle leverancer bliver stoppet.
Donald Trump har desuden truet med at pålægge told på enhver nation, der forsøger at sælge olie til Cuba. Det er en politik, der ifølge analytikere har været med til at forværre øens energimangel og svække det allerede sårbare elnet. For andre lande er fulgt trop, der kommer ingen leverancer af brændstof eller andre varer til øen.
Det betyder, at hylderne på apotekerne er tomme. Der mangler også rent drikkevand, fordi pumpesystemet er afhængig af strøm, og affaldet flyder i gaderne, fordi skraldebilerne ikke kan få benzin.
Donald Trump har ved flere lejligheder truet med at overtage Cuba med magt, og i går fik retorikken en tand mere: Trump regner med at få “æren af at overtage Cuba” og tilføjede, at han “kan gøre, hvad han vil” med landet, fordi det ifølge ham er “en meget svækket nation lige nu”.
Udtalelserne falder, efter at Washington har intensiveret sit pres på Cuba og – ifølge The Guardian – endda opfordret styret i Havana til at fjerne præsident Miguel Díaz‑Canel fra magten.
Den amerikanske trussel om regimeændring, kombineret med olieblokaden og de tilbagevendende strømafbrydelser, har intensiveret spændingerne mellem landene. Cuba har traditionelt afvist enhver form for udenlandsk indblanding i sine indre anliggender, og præsident Díaz‑Canel har insisteret på at forsvare landets suverænitet midt i forhandlinger med USA.
Blackouten rammer en befolkning, der allerede har oplevet adskillige strømafbrydelser de seneste år, hvilket har haft alvorlige konsekvenser for hospitaler, vandforsyning, transport og fødevareforsyning. Den økonomiske belastning er stor, og eksperter vurderer, at manglen på brændstof og den aldrende infrastruktur vil fortsætte med at udfordre landet, medmindre der findes en løsning på den voksende krise.
For Cubas befolkning betyder blackout’et igen dage uden stabil elektricitet, stigende frustration og en præsident, der navigerer mellem intern utilfredshed og ekstern geopolitisk pres, mens øens energisystem de facto er brudt sammen, skriver BBC.
Læs BBC, The Guardian og Reuters
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.