COPENHELL // ANMELDELSER – Uriah Heep beviste hurtigt, at man snildt kan spille metal, selv om man er langt over 70 somre. Slayer-guitaristen Kerry King fik jorden til at skælve. Det var trættende. Senere kunne man i skovens dybe stille ro nyde Eivørs sfæriske toner og stemme spundet på tråde af nordisk mytologi, vidunderligt forførende. Sidst sluttede Sort Sol af som en langsom stjerne, skriver Gorm Bloch.
Fredag eftermiddag entrerer Uriah Heep på Helviti. Vejret er skønt. Lunt med spredt skydække og solstrejf. Perfekt festivalvejr. I aften får vi måske lidt byger. Det er også fint, for så vædes den let støvede og tørre luft herude på øen.
Black Sabbath, Judas Priest, Uriah Heep. Dette trekløver af britiske bands fra omkring 1970 har alle status af pionerer inden for hard rock og metal. Lyt til Iron Maiden, som kommer til truget i 1975, og du vil høre klar inflydelse fra Uriah Heep. Alt fra tonalitet og sangstil hos forsangeren til håndtering af instrumenter og arrangementer. Uriah Heep har regulært inspireret mange bands to follow.
egentlig føles det hverken som forloren tidsmaskine eller sentimental nostalgi, for musikken passer bare godt ind her på Copenhell
De har solgt 40 millioner albums gennem tiden. En sjat. De spiller flamboyant, præcist og med højt humør denne eftermiddag. Breaks, temposkift, improvisation enkelte steder på guitaren. Alle de luksuriøse elementer, som kræver rutine koblet med fortsat sult og spilleglæde.
Uriah Heep leverer en perlerække af hits
Vi får en perlerække af hits fra især 1970’erne, og egentlig føles det hverken som forloren tidsmaskine eller sentimental nostalgi, for musikken passer bare godt ind her på Copenhell. Bandet lader sig ikke overskygge af yngre kolleger i metalfeltet, og deres sound og kompositioner har lang levetid. Flere tracks kunne lige så vel være skrevet i 2024 frem for 1974 eller 1994.
I sidste nummer tager Uriah Heep os tilbage til 1972. Tre aldrende mænd med flagrende langt gråt hår, som spiller veloplagt og drønsikkert, flankeret af en bassist og trommeslager, som begge er 20 år yngre end de tre seniormedlemmer, men det er jo totalt ligegyldigt.
De tre alderspræsidenter udgør ikke den helt oprindelige besætning ved gruppens stiftelse i 1969. Dengang var David Byron forsanger, men han blev i 1976 smidt ud grundet heftige alkoholproblemer. Gruppen havde i det hele taget en del udskiftninger gennem årtierne fra 1970 og frem.
Bassisten er ferm og spiller, så det gynger. I et nummer spiller han en svedigt fed solo hen over et steady beat. Forfriskende, for bassoli er der egentlig for få af i denne genre. Guitaristen spiller med nerve, store smil, entertainership og improvisation. Det sidste element er en fornøjelse.
Som første ekstranummer får vi en akustisk sag, blot med westernguitar og sang. En sang med dybe folklore-rødder af irsk klang – et arkaisk skrællet indslag, som klæder et rockband med hang til drøn på guitarerne.
Vi får ”Land of Hope and Glory” som epilog i playback, mens bandet forlader scenen. De er jo englændere, så den finale giver fint mening, og der er bulder, brag og brusende følelser i netop den hymne.
Det virtuoses og tempoets æstetik – eller monoton larm?
Damn. Så er der dømt farvel til skønsang, lange harmonier og rolige passager i musikken – for nu går Kerry King skånselsløst og take-no-prisoners AMOK på Hades, lillebrorscenen til Helviti. King var stiftende medlem af metalgiganten Slayer, så meritterne skulle være i orden – hvis man altså er til genren.
Og genren? Ja, den er thrash/speed metal med tunge dryp af dødsmetal i den glohede, gejserspyende gryde. Der er æoner fra dette udtryk til Pretty Maids og melodisk, poppet ”mormorheavy”.
Jeg anerkender energien, den tekniske snilde hos især trommeslageren, som virkeligt giver sin dobbeltpedal frenetiske fod-pisk uden at misse et slag. Hans fills er som tornadoer, der fyger hen over trommeskindene, og det er imponerende. Men jeg savner interessante riffs, og sangerens skrigeri bliver i mine ører monotont og trættende, ikke bare i længden, men allerede efter tyve minutter.
Sangeren brøler i et konstant vildt overstyret pitch, så det gør ondt i stemmebåndene på overtegnede
Der findes absolut en menighed for dette musikalske udtryk også, og derfor er det vigtigt og konsekvent, at Kerry King er på netop Copenhell. En hardcore enklave af publikum – estimeret 100 deep fans – crowd surfer og hopper ekstatisk rundt helt tæt på scenen. Det øvrige publikum er mere stillestående. Næppe i chok, men enten i tvivl om, hvordan man danser til dette, ramt af lidt træthed, eller musikken animerer dem ganske enkelt ikke til hop og dans.
Sangeren brøler i et konstant vildt overstyret pitch, så det gør ondt i stemmebåndene på overtegnede, og man gruer for, hvad hans læge ville sige. ”God save the government, God save the politics!” Ironien er til at få øje på i det statement, og i øvrigt vælger jeg at tro, at sangeren har styr på sin teknik og fortsat kan synge blid godnatsang for sine børn.
Well, nu kom så alligevel et dygtigt guitarriff, som får tid til at folde sig ud. Det er af Metallica-skolen, hvis man må tillade sig denne sammenligning, uden at blive smidt direkte i helvede, blive ramt af helvedesild eller bare ryge en tur i Kerry Kings Hades-dirigerede gryde.
Vi er 45 minutter inde i showet, og nu kører et godt riff mere. Nævner det også som understregning af, at der er langt mellem disse hos Kerry King. Men bandets kirurgiske tempospil og cyborg-præcise breaks og finishes kan man ikke tage fra dem.
PS: Det citerede statement fra sangeren ovenfor var de eneste ord, som jeg – fraregnet hans takkebrøl mellem numrene – kunne høre under denne koncert.
Sfærisk elversang
Islandske/færøske Eivør på Gehenna, en lille scene omkranset af træer, intim og skovlig, er en komplet og efter Kerry King for ørerne tiltrængt antipol. Det kan undre positivt, at Eivør passer ind i musiklinjen på denne festival, men hun er en sand åbenbaring, og det synes omkring tusinde publikummer også at mene.
Rent faktisk har enkelte af numrene metalliske elementer, når en langstrakt og fyldig forvrænget guitar, spillet af Eivør selv, slås an. Eller når synthesizerbassen rumler i helt dybe toner, som også har betydelig overdrive-effekt.
koncerten med Eivør var enestående og vil nok rangere blandt de mest udsøgte og komplette ved denne festival
Eivør er nordisk mytologi, skovalfer og fabelvæsner sat på musikalsk formel. Stemning, toner og den mosegyngende tunge, langsomt pulserende bas bringer publikum blødt og uimodståeligt forførende op i æteren, ind i de dybeste skove, hvor vi lader os omslutte helt og bliver et med alt liv og natur. Lige her og nu. Magisk.
Eivørs stemme er nærmest af en anden verden. Naturstridigt smuk, og hendes lange høje toner klinger klart og sjælfuldendt ud mellem de grønne træer og fører os med sig. Så kommer bassen, med sine lange dundrende toner, fra søernes og mosens dyb, majestætisk og direkte i kroppen.
Uha, koncerten med Eivør var enestående og vil nok rangere blandt de mest udsøgte og komplette ved denne festival for mig. Frontkvinden med den overjordiske vokal slutter mesterligt af med en soprantone i toppen af registret, som hun bare holder helt naturligt og helt suverænt. Blændende.
Hurtigt nedslag fra anden koncert
Et andet ensemble værd at fremhæve – og der er bestemt andre, jeg ikke når at opleve: Rival Sons, som trykkede på hard rock-pedalen på Helviti, inden Kerry King på naboscenen. Kraftfuld, velspillet hard rock med formidabel sanger og guitarist. Synes man om The Cult – de huserede især i 1980’erne og 1990’erne, men har siden været lidt under radaren – vil man med garanti holde af Rival Sons, og det straks og uden forbehold. For deres guitarist er faktisk endnu bedre end Billy Duffy.
Sort Sol under mørk nattehimmel
Det er en nærmest urimelig opgave at gå på efter Tools totalteater af hypnotiske billeder, videoer og stramt eksekveret vellyd. Men heldigvis er præmissen en anden for Sort Sol, da de 23:45 betræder Hades’ brændende gulv.
Bandet starter ud med et par messende, shaman-prægede rock-elegier. Man får i glimt et fatamorgana af Jim Morrison. Derefter får Sort Sol selskab af sangerinden Luna, som med sin lyse klang tårner flot op mod nattehimlen. Enkelte regndråber falder nu, og det er en kølig midnatstime, men man holder fint varmen i den andægtige – eller måske mest halvmøre – menneskemængde.
Nu sættes tempoet i vejret, og det er da også værd at huske på, at Sort Sol tilbage i 1977 lagde fra land som et punk- og siden postpunkband. De hed i øvrigt Sods i årene 1977-1981. Steen Jørgensen er sammen med trommeslager Tomas Ortved de eneste tilbageværende medlemmer fra det oprindelige lineup.
Regnen tager til og går fra at være lyrisk til decideret våd. På med hætten og bevæge sig lidt i mængden. Men hov, nu stilner regnen igen lidt af, netop som ”Let Your Fingers Do The Walking” sættes smukt i gang. Det karakteristiske guitarmotiv, og til aften tilsat himmelklatrende sfærisk samplet kvindekor. Fornemt, og det track går fortsat dybt i hjerte og sjæl.
Sjovt at vide om Copenhell
Den første Copenhell blev afholdt i 2010 på Refshaleøens nordvestlige areal og ud til vandet på vestsiden. Profilen musikalsk var fra starten metalmusik, med de subgenrer, som hører under den.
I 2010 var der omkring 3.000 gæster. Festivalen fik gradvist vokseværk. Flere og større internationale navne kom til, og i 2023 havde festivalen 38.000 deltagere, heraf 2.000 frivillige.
Man har holdt fast i metal som hovedgenre, men de senere år har der også været hard rock, rock og enkelte nøje udvalgte artister fra helt andre genrer, hvor metalelementet dog indgår som ingrediens. I år for førstnævnte genre repræsenteret ved f.eks. Sort Sol, sidstnævnte ved Eivør.
Gennemsnitsalderen på Copenhell er 34,7 år. Betydeligt højere end f.eks. Roskilde Festival – men grangiveligt lavere end Tønder Festival, helt uden sammenligning i øvrigt. Copenhells univers formes og udfoldes fortsat på Refshaleøen, dog i dag på et større territorium end ved starten tilbage i 2010.
En 4-dages billet til hele festivalen i år koster 2.655 kroner. En lørdagsbillet 1.605 kroner.
Læs flere anmeldelser fra Copenhell her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og