COPENHELL // KOMMENTAR – Anstændighed og (god) plads til alle er altså adelsmærker, som Copenhell ikke bør give køb på. Noget bør tænkes om nu, og det gælder for så vidt også dét, det hele handler om i sidste ende: musikken. Steffen Jungersen har været til tung fest på Refshaleøen i weekenden. Efter hans mening står festivalen ved en skillevej.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Fotos: @eddiemichelphotography
Copenhell ’23? Well, på sæt og vis blev det velsagtens året, hvor festivalen på én gang mistede den tiloversblevne uskyld og tydeligt anskueliggjorde de udfordringer, festivalen står overfor, hvis den skal fortsætte.
Nå ja, og så var der også noget musik, og det vender vi tilbage til.
Tilbage til det med uskylden. Da Copenhell er en del af det multinationale og på verdensplan voldsomt dominerende eventforetagende Live Nation, skal man være voldsomt naiv for ikke at ville erkende, at Copenhell selvfølgelig – som alle andre forretninger – handler om penge.
Når det så er sagt, kan man altså forvalte sin forretning mere eller mindre sympatisk og elegant. Og i dét stykke vil nærværende festivalveteran hævde, at Copenhell i 2023 mere end normalt skal være glade for, at deres publikum er så bragende laissez faire og fredselskende.
Udtryk som ”uartigt” og ”uanstændigt” var oppe at vende hos rigtigt, rigtigt mange i år, ligesom man mange gange måtte lægge øren til vidnesbyrd fra folk, som havde gjort op med sig selv, at Copenhell 2023 blev sidste gang
Men okay, man møder glad og ”kom bare hér” op på festivalen og er klar til det hele – som i det hele. Så får man øje på priserne og må tjekke sin GPS for at sikre sig, at man ikke ved en fejl er endt i én af turistfælderne i Nyhavn.
Fadøl til 57 kroner, dåseguldbajere til 65, filterkaffe til 37 kroner, og så er vi ikke nået til maden endnu. Det kan kort udtrykkes med det, som for mange blev årets mantra på festivalen:
”Nej, nu er det her fandeme blevet en for klam pengemaskine!”
I lighed med når supermarkedskæderne bruger den ganske omtalte inflation til at legitimere, at flere af deres varer er steget med op mod 75 procent de sidste to år, er der heller ingen på Copenhell, der æder – undskyld udtrykket – samme inflation som argument for de ublu priser på festivalen.
Copenhell og den tabte uskyld
Øjebliksbillede: En pige sidder og spiser en burger, som i størrelse vel kun er få millimeter fra ret beset at skulle kaldes en slider.
”Hvad har du givet for den?” forhører man sig.
”120 kroner,” svarer pigen.
”Jeg turde ikke bestille fritter til.”
Den slags kan man selvfølgelig mene om, hvad man vil, men udtryk som ”uartigt” og ”uanstændigt” var oppe at vende hos rigtigt, rigtigt mange i år, ligesom man – helt uhørt for specielt denne festival – mange gange måtte lægge øren til vidnesbyrd fra folk, som havde gjort op med sig selv, at Copenhell 2023 blev sidste gang, de mødte op.
Ét bud kunne være at vende tilbage til udgangspunktet. Da Copenhell startede, var festivalen, som én skrev på Facebook, et fristed for os, hvis yndlingsmusik sjældent eller aldrig blev spillet i radioen
Også fordi festivalen i ’23 er vokset til en størrelse, hvor det i perioder simpelthen ikke er rart at være med mere, hvis det vel at mærke ikke var for det førbemeldte fredselskende publikum. Værst var det, da festivalpladsen blev mere end overrendt, da legenderne ud i eget storhedsvanvid, Guns N’Roses, skulle spille lørdag aften (at Guns’ ”præstation” så sørgede for at få jaget en stor del af de fremmødte væk igen i løbet af koncerten, er en anden sag).
Selvfølgelig er en festival i den størrelsesorden nødt til at være corporate og må mere end blot skele til profitten for at stille med de store hovednavne, man gør. Profitmaksimeringen synes bare at være blevet meget mere synlig, og der skal ikke den store fantasi til at forestille sig, at folk, der kommer langvejsfra og i dyre domme har betalt for entré, transport og overnatning, i nogle tilfælde i det øjeblik, de trådte ind på festivalen og så priserne, ringede til deres bankrådgiver for at forhøre sig om muligheden for endnu et lån i domicilet derhjemme.
Det gør ondt at måtte skrive de ovenstående linjer, og tro mig; jeg har slået 666 (omvendte) kors for mig i løbet af dette. Jeg har vejen igennem haft den største veneration for Copenhell, som siden starten i 2010 på mange måder har været forbilledligt arrangeret og – corporate eller ej – faktisk har vist deres trofaste publikum både synlig respekt og omsorg.
Anstændighed og musik
Anstændighed og (god) plads til alle er altså adelsmærker, Copenhell ikke bør give køb på.
Noget bør tænkes om nu, og det gælder for så vidt også dét, det hele handler om i sidste ende: musikken.
Efter 12 år som festival har Copenhell støvsuget markedet rent for dét, nogle kalder ”classic rock/ metal” og andre for ”noget gammel lort”. For nu har de jo været der; fra Maiden til Metallica, fra Judas Priest til Mercyful Fate, fra Testament til Anthrax, fra Kiss til Kreator, fra Saxon til Slipknot osv.
Med Guns N’Roses og Def Leppard på programmet i år er der i store træk ikke flere dinosaurer at hente i den musikalske filial af Jurassic Park.
Mange af de nævnte øgler er – bestemt – stadig leveringsdygtige i velgørende svidende præcise slag med halerne, men medlemmerne i mange af de bands, som i dag er Heavy Metals royalty, er over 60 år gamle og i nogle tilfælde også over 70. Med andre ord nærmer sidste salgsdato sig, om vi vil det eller ej, og skal Copenhell ikke ende dér, hvor man er nødt til at hejse de sørgelige rester af fordums helte op på scenen med en kran, bør arrangørerne overveje, hvad slags festival de vil lave.
Ét bud kunne være at vende tilbage til udgangspunktet. Da Copenhell startede, var festivalen, som én skrev på Facebook, et fristed for os, hvis yndlingsmusik sjældent eller aldrig blev spillet i radioen. Og da markedet alligevel nu er støvsuget for mainstream bands og solister, ville det klæde festivalen faktisk bare at glemme de fleste af dem og lade de bedste ”mellemlagsnavne” (Airbourne og andre i det lag f.eks.) være hovednavne og så give – endnu – mere plads til de for manges vedkommende faktisk blændende dygtige nye(re) og yngre navne.
Mötley Crüe i 2023 swinger som en strandet kaskelothval på et underlag af bly
Deres afsindige udsendte var i år eksempelvis svært imponeret af de unge London-drenge i Green Lung, hvis gennemkompetente take på doom metal med behørig Black Sabbath-andægtighed sagtens ville kunne gøre sig på én af de store scener.
Og Green Lung var blot ét af ganske mange nye(re) navne, som beviste, at fremtidens navne jo er derude (og at Copenhells arrangører jo godt kender de navne). At så næppe nogen af dem ender som de stadion-mastodonter, mange af de gamle navne er, skyldes ikke mangel på talent, men at musikmarkedet i vore dage er så fragmenteret og søndersplintret, at muligheden for at bygge nye navne op til den status ikke længere er til stede.
Det kan meget vel være, at ovenstående blot er et naivt håb i en kommercialiseret verden, men til gengæld øjner man i sagens åbenbare natur en fremtid, hvis man satser på ny(ere) og ungt, og det gør man lige så åbenbart ikke, hvis man bare blindt tramper videre med dinosaurerne.
På det musikalske plan og over den berømte brede kam var Copenhell 2023 vel på det jævne.
I den bedste ende blandt de navne, jeg selv oplevede, var som følger.
Fra de onde gader til Copenhell
Testament – det amerikanske thrash metal band fra de onde gader i Oakland lader sig ikke mærke af, at det er 36 år siden, de debuterede. De går stadig til stålet som i deres ungdoms vår, og det er en fryd at opleve, hvordan bandets leadguitarist Alex Skolnick stadig som én af de meget få i hans ende af skoven kan få smagfuldhed, melodi og aggression til at gå op i en højere enhed. Kudos også til de gamle drenges unge trommeslager Chris Dovas, hvis vellagte markeringer faktisk føjede nye detaljer til bandets numre.
Gojira – franskmændenes præcisionsbombardementer har det med lidt for ofte at præstere for præstationens egen skyld på sådan en ”se, hvad jeg kan” facon. Imidlertid er de også værd opleve, netop fordi de er så dygtige musikere.
Pantera – eller ”Pantera-jam”, som nogen kalder dem, fordi de to brødre, som i sin tid dannede band, guitaristen Dimebag Darrell og trommeslageren Vinnie Paul, begge er døde.
De to vil aldrig kunne erstattes, men med Charlie Benante (Anthrax) bag trommerne og Zakk Wylde (Ozzy Osbourne m.fl.) på guitar spillede Pantera faktisk et brag af en koncert. Vejen igennem fornemt turneret og tight med en klædeligt taknemmelig sanger Phil Anselmo i fin indpiskende form oppe foran.
Def Leppard – i nærværende skribents fremskredne alder, hvor man med et vemodigt smil og et lille stik i hjertet blot mindes sine ”unge dage”, ville man nok i samme unge dage have forsvoret, at hård rock en dag ligefrem ville blive ”hyggelig”.
Men jeg indrømmer gerne, at jeg sgu’ i lighed med tusinder andre, hyggede mig til den perlerække af potente poprock-numre, som det fint spillende og ganske veloplagte Def Leppard bød os på onsdag aften. Fire dage efter kører klassikeren ”Animal” stadig på den indre jukebox, hvilket trods alt er noget af en præstation.
Billy F. Gibbons – den efterhånden 72-årige bluesmester, som i over 50 år har slået sine folder i Texas trioen ZZ Top, var mødt op med en ny trio på Copenhell. De nye musikere gav en lang række ZZ-klassikere et lige ud sagt los i røven, som de har trængt til i årevis.
Billy selv er som bluesguitarist en sand ener og en mere end almindeligt charmerende entertainer, og så gælder det gamle mantra i øvrigt stadig: Der er almindeligt cool, og så er der i Billy Gibbons’ übercool!
I den værste ende:
Mötley Crüe – historier om, hvor elendigt et liveband de aldrende Hollywood-koryfæer egentlig er, var ilet i forvejen, og man må formode, at ganske mange var mødt op til bandets koncert onsdag aften for at finde ud af, om det virkelig var så slemt?
Det var det ikke.
Det var værre!
Mötley Crüe i 2023 swinger som en strandet kaskelothval på et underlag af bly. Sangeren – ordet er en tilsnigelse hér – Vince Neil har stort set sat de få toner, han engang havde i livet, over styr, og hans fjerne blik signalerer faktisk kun, at han egentlig helst var fri for at stå på den scene.
Resten af de fallerede fossiler fremturede med en lang række af de billigste trick i manualen med latterlige opfordringer til at se det kvindelige publikums atributter, svinge med dannebrogsflag og andet gøgl, som udelukkende formodentlig blot skulle tjene til at bortlede opmærksomheden fra, at MC spiller ad helvede til.
Hvis de altså spiller! Større skønånder end jeg må afgøre i hvilket omfang, bandet betjener sig af playback, men jeg vil dog lige anføre, at det er første gang, jeg har set en bassist slippe sit instrument for smøge ærmerne op, mens bassen kører lystigt videre.
Det var en helt igennem tragisk forestilling, hvor vemodet over tragedien imidlertid overskyggedes af raseriet over, at bandet virkelig ville være sådan en forestilling bekendt!
Sluttelig efter at have været med til samtlige 12 seancer på Refshaleøen siden 2010:
Copenhell,
Jeg har elsket dig så længe, jeg kan mindes
Og sværmet for din stemmes bedårende og bombastiske klang.
Så hør lige efter kritikken og forslagene inden næste gang. Det var den dér med adelsmærkerne, venner. Held og lykke
Læs også Bent Gringers artikel: Fuck normalities – om science fiction og metal-fans på Copenhell
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
