KUNSTKRITIK // KOMMENTAR – Politikens anmelder Mathias Kryger og flere andre medier er gået agurk i sommertiden. Kryger er på rundtur til forskellige offentlige skulpturer, og samtidig har Dragør nået næsten svenske tilstande med en diskussion om en havfrue med lidt for store forlygter.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Problemet med Kryger og andres ”mening” om de kære kunstværker er ikke så meget smagsdommeriet. I nogle tilfælde er jeg faktisk enig med Krygers ofte meget elitære domme, men jeg savner noget substans i hans anmeldelser. En slags deklaration.
Lad os starte med Olsen-banden i Valby. Kryger er tydeligvis sur over det kommercielle islæt, som omgiver skulpturen. Han – og flere andre – virker også sure over, at kunstneren måske ikke helt tilhører den absolutte elite i dansk kunst.
Egentlig er det svært for Kryger at begrunde sin dom over Olsen-banden-skulpturen med noget værknært, som det hedder i professionelle kunstkredse. Skulpturen ligner jo det, den forestiller. Men problemet for Kryger synes at være, at den mangler lidt kant – måske noget satirisk. Men kan man overhovedet lave satire over noget, der i forvejen er satire?
Man kunne spørge, hvad funktionen af en sådan skulptur egentlig er. Den er opstillet tæt på Nordisk Film og finansieret gennem midler, indsamlet netop med det formål, at Olsen-banden skulle ”mindes”. Altså et folkeligt monument, om man vil. Og så kan man jo egentlig lægge alle de finere og elitære kunstbetragtninger på hylden.
Rigtigt er det dog, at skulpturgruppens afslutning nedadtil ikke er heldig. Skulpturerne står på en lang, oval bronzeplade, og samtidig har Egon – som frontfigur – løftet sin fod i en fremadskridende bevægelse. Det ser på en eller anden måde lidt forkert ud.
Enten skulle gruppen have været forankret i selve granitsoklen uden den mærkelige bronzeplade, eller også skulle bronzepladen have været selve fundamentet. Måske er personerne også for små, og så er der det problem med nye bronzeskulpturer, at de ser så skinnende og ”slikkede” ud, når de ikke er patinerede af tidens gang. Eller hvis kunstneren ikke har sortpatineret dem.
OK, flodhesten er grim
Kryger har fyret godt op under repræsentationskontoen og er også taget til Langeland. I Rudkøbing har han fundet en slags dansende flodhest med ballerinaskørt på torvet.
Jeg kan godt forstå, hvis den appellerer til de humoristiske langelændere og deres turister
Det er svært at se, at der er noget galt med skulpturen rent formelt, men Kryger bryder sig bare ikke om den. Det gør jeg heller ikke, men jeg synes, den er morsom, og jeg kan godt forstå, hvis den appellerer til de humoristiske langelændere og deres turister.
Okay, flodhesten er grim. Helt klart. Men for fa’en – er der ikke mange andre skulpturer, der er grimme, men ”store, anerkendte kunstværker”?
Jeg udråber gerne Slatten-Patten fra Næstved Torv, udført af selveste Bjørn Nørgaard, som topmålet af grimhed. Men Slatten-Patten har en finere mytologisk begrundelse, og så skal pøbelen holde deres kæft. Flodhesten i Rudkøbing synes at mangle en sådan umiddelbar intellektuel overbygning eller tilknytning til stedet.
Og så er der det med kunstneren. Han er tidligere historiker, men har faktisk skabt en række opsigtsvækkende skulpturer med flodheste og næsehorn. I New York, hvor man ikke er helt så nærtagende med kunstnerens elitære tilknytning, er de ret vilde med ham.
Havfruen skal fjernes
Nu til havfruen fra Dragør. Den har nu, som ”kunstneren” selv sagde til Radio4, nået nærmest ikoniske højder som samfundsdiskuteret kunstværk (dvs. medie-agurkesalat). TV 2 Kosmopol har således også interviewet Kryger, Politikens alvidende kritiker. Han ser forstørrede bryster og pornoficering – en rigtig grim skulptur.
Der er noget ubehjælpsomt idémæssigt over at lave en kæmpehavfrue i granit og så tilmed give hende kæmpebryster. Silikonepatter, vil nogle mene
Kryger er altså enig i den dom, der er afsagt af Slots- og Kulturstyrelsen: Havfruen skal fjernes.
Havfruen er opstillet på et fredet område ved Dragør Havn, og selv om det fortaber sig, hvordan den overhovedet blev opstillet dér, skal den nu fjernes. Heller ikke Dragør Kommune vil have skulpturen. Hvordan og præcis hvem der har afgjort sagen rent kunstfagligt, vides ikke.
Men lad os straks ile den undrende læser til hjælp omkring al balladen: Havfruen blev oprindeligt skabt i 2006 af en ejer af en restaurant på Langelinie. Her var den i en slags ”dialog” med den ”rigtige” Lille Havfrue. Hvorfor den ikke måtte stå dér og så blev deporteret til Dragør, er lidt af en skummel gåde – men lad det nu ligge.
Sagen er naturligvis, set med kunstfaglige briller, at statuen ikke rigtigt er skabt af en kunstner. Selv om kunstner ikke er en beskyttet titel, så fungerer kunstsystemet i vid udstrækning ”som om”. Restauratøren Peter Bech havde ganske vist tegnet lidt skitser og sendt dem til nogle professionelle stenhuggere. I Kina. Og betalt en formue for at få pornodamen hugget i granit. Nu burde alle alarmklokker ringe – og det gør de altså også. I hvert fald hos ”eliten”.
Spørgsmålet er, om man kan se den kunstneriske intention i værket uden at kende historien om dets skabelse. Det er i hvert fald umuligt, når man først kender historien, at komme til anden konklusion: Der er noget ubehjælpsomt idémæssigt over at lave en kæmpehavfrue i granit og så tilmed give hende kæmpebryster. Silikonepatter, vil nogle mene.
Der kunne ligge en slags provokation i sagen, men så store er nødderne heller ikke. Man ville nok sige, at havfruens samlede udtryk på en eller anden måde er studentikost. For pænt. Der mangler idé. Der mangler kant. Der mangler måske også det simple faktum, at kunstneren ikke selv har stået med hammer og mejsel. Og så har kunstneren ikke rigtigt kunnet begrunde sin skulptur i forhold til hverken Langelinie eller Dragørs historie.
Hvor går grænsen
Nu er vi tæt på målet. For hvorfor, kan man spørge, skal Slots- og Kulturstyrelsen blande sig i skulpturen fra Dragør? Og hvad med de øvrige skulpturer? Skal kunstpolitiet også komme og fjerne dem?
Nu er der det med Dragør, at området er fredet. Det giver Slots- og Kulturstyrelsen en særlig bemyndigelse. Ligesom en fredet bygning kan være privatejet, men alligevel skal overholde anvisningerne fra styrelsen ved restaureringer og ombygninger.
Spørgsmålet er altså, med disse reguleringer af det offentlige rum, hvor grænsen går. Hvem der helt præcist har autoritet til at bestemme hvad. Og ud fra hvilke begrundelser
Meningen er selvfølgelig, at det offentlige rum og fredede bygninger og andet, der kan falde ind under begrebet kulturarv, på en eller anden måde skal reguleres. Og det er jeg faktisk enig i, hvor elitært det end kan lyde. For alternativet er, at fx pengemagt eller vanvittig skabertrang hos en stadigt stigende mængde selvudnævnte kunstnere bare kan plastre alle byer til med underlige værker.
Design et eller andet i AI, kald det kunst, send det til Kina og få det hugget, eller betal en bronzestøber for at få en 3D-printet skulptur støbt. Det kan enhver gøre, forudsat midlerne er til stede. Og som salig Storm P sagde: Hvis enhver kan gøre det, er det jo ingen kunst.
Spørgsmålet er altså, med disse reguleringer af det offentlige rum, hvor grænsen går. Hvem der helt præcist har autoritet til at bestemme hvad. Og ud fra hvilke begrundelser.
Skal Olsen-banden-skulpturen nu lade livet, fordi kunstneren ikke er rigtig kunstner, og sammen med Flodheste-damen og Havfruen kastes i vandet?
Hvorefter de re-materialiseret kan dukke op et nyt sted i verden? Hvad nu, hvis de anerkendte kunstnere begynder i postkolonial stil at forvride og forvanske og save og rive i de eksisterende skulpturer? Er det så alligevel kunst, fordi de netop er anerkendte?
I Randers er sagen politisk
Jeg har naturligvis ikke svaret, for det her er en ongoing diskussion. Men måske har Erik A. Frandsen fundet en slags svar. I skulpturel form. Det ”ligger” i Randers. Men er også blevet en lidt forkætret sag.
I Randers har Frandsen fået ”lagt” en skulptur ned. Ifølge Frandsen selv er den hverken mand eller kvinde, men det faktum, at skulpturen er intentionelt væltet fra kunstnerens side, har fået et par kloge hoveder fra Københavns Universitet til at se rødt. Også den skulptur har Kryger besøgt. Han kan imidlertid ikke helt komme op i det positive hjørne, selvom Frandsen bestemt er en anerkendt kunstner.
Sagen er politisk. Det passer tydeligvis ikke ind i Krygers politiske bevidsthed, at Frandsen måske gør grin med de væltede statuer fra den postkoloniale bevægelse – læs: bustesagen.
Kryger er erklæret støtte af Katrine Dirckinck-Holmfeld og skrev i sin tid under på, at hun skulle genansættes, efter at bustesagen havde fået hende skubbet ud fra Akademiet. Den største støtte fik sagen antageligt fra æstetikprofessoren Mathias Danbolt, der i Glyptotekets bog om smadret kunst er tæt på at kalde Frandsens kunst for fascistisk. Poul Pilgaard Johnsen afdækker den historie i Weekendavisen den 25. juli.
Kryger virker her ægte Politiken-agtigt woke-forvirret
Dagen efter kommer så Krygers reportage fra Randers om Frandsens skulptur. Som var Kryger Danbolts forlængede kommunistiske arm, og som om han lige nåede at læse Pilgaards artikel, inden han selv offentliggør sin egen, slutter han sin anmeldelse af med ordene: ”En egen stille form for fascisme.”
Det må være en provokation. Men det er for mig også provokerende, at Kryger flere steder i sin anmeldelse af Frandsen kredser om spørgsmålet om Frandsens motiver. For eksempel skriver han:
”Frandsen er født og opvokset i Randers. Og for nogle år siden var han taget på rundrejse i Italien for at studere den italienske fascismes arkitektur.”
Det er stort set samme ”kritik”, som vi også får serveret i Danbolts artikel. Men det er også hele den ideologiske baggrund, der gennemsyrer Krygers anmeldelse fra Randers. Hele tiden skal vi høre om, hvordan pengemagten korrumperer, og byen har opstillet: ”… Helen Schous Den Jyske Hingst, et monument for jysk hesteavl, bekostet af jyske hesteavlere og opstillet her i 1969. Men er den samtidig en psykoseksuel portrættering af den jyske maskulinitet? Er der tale om en særlig form for jysk virilitet? Hingsten som en stedfortræder for manden?”
Kryger virker her ægte Politiken-agtigt woke-forvirret.
Ton dog rent flag
De freudianske fortolkninger til trods kan jeg bare ikke lade være med at vende tilbage til det overordnede problem: Uanset hvad kan vi ikke bare give kunsten fri i den forstand, at ”hvad som helst skal kunne kaldes for kunst, og kan det realiseres, skal det også bare opstilles i det offentlige rum”.
Bedømmelsen af kunstværker er mere end bare, hvad man umiddelbart ”synes” og umiddelbart kan aflæse. I mange tilfælde må man kende de forskellige baggrunde for kunstnerens virke og mange andre udenværkslige ting.
På den måde er det godt, at vi har både kunstfaglige eksperter, anmeldere, kunsthistorikere osv. Det er bare uheldigt, hvis de samme eksperter og anmeldere ikke redegør for deres ideologiske ståsteder, når de bedømmer tingene, men kommer med en eller anden ”vattet” æstetisk dom, der lige så godt kunne være en smagsdom.
Det virker ofte, som om du bare vil imponere med din viden om kunstværker – bare for at opskrue det, der i virkeligheden overvejende er smagsdomme.
Ton dog rent flag. Fremlæg dommens præmisser. Hvis noget er fremstillet af amatører, ikke er ”godkendt” af forskellige autoritative kræfter, ikke rummer en særlig original idé og fx er fremstillet i Kina – ja, så er det nok noget lort. Og videre: Konsensus omkring den moderne kunst er nok, at vi kræver en vis samfundskritisk idé i værkerne. Ikke at det skal være hverken morsomt eller smukt. Og at det skal have en bestemt historisk relevans og tilknytning til stedet.
Men Kryger, kunne du ikke lige skrue lidt ned for dine elitære henvisninger til opera, Walt Disney, Koons, Den lyserøde panter og alt muligt andet elitært gøgl.
Selvfølgelig kan man sammenligne værker, når noget reelt taler for det. Men det virker ofte, som om du bare vil imponere med din viden om kunstværker – bare for at opskrue det, der i virkeligheden overvejende er smagsdomme.
Så er undskyldningen ligesom på plads for at bringe nogle anmeldelser, der måske mest af alt er et provokerende reklamestunt for Politiken i sommervarmen.
Til sidst løsningen på gåden: Kig godt efter på maleriet fra Næstved Station.
Gemt i tilsyneladende abstrakte former er bogstaverne NAESTVED. Når man først VED det, er det svært IKKE at se det. Kunstneren er den tyske graffitikunstner Stohead. Udsmykning udført for DSB’s vaskehal i samarbejde med Næstved Kommune.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og