MUSIK // ANMELDELSE – Den store, uopnåelige kærlighed hang uforløst i luften på Plænen i Tivoli, hvor Chris Isaak og Silvertone diskede op med en omgang underholdende nostalgi fra bagkataloget af egne sange og evigt unge rock and roll-fortolkninger.
Chris Isaak har nu i snart 40 år holdt motoren varm og kører fortsat derudaf med sine musikalske venner Silvertone på bagsædet. Håret sidder, som det skal, og det skræddersyede dekorative jakkesæt ligner noget fra Las Vegas. Guitaren er stemt, og kalechen slået ned, for solen skinner altid i Californien, og radioen spiller stadig Elvis, Orbison og Ricky Nelson.
Som bekendt er tid en flygtig størrelse. Kører man længe nok, vil ungdommens landevej umærkeligt løbe over i mindernes allé, hvor alle de gode gamle dage holder parkeret. Det er her, vi møder Chris Isaak og orkester fredag aften, hvor vi sammen for en stund er tjekket ind på kærlighedens blå hotel.
Jeg når lige tilbage fra baren, inden lilletromme-introen til Roy Orbison-klassikeren ”Pretty Woman” slås an
Klokken er 22, og Plænen er pænt fyldt uden helt at kunne måle sig med den trængsel, Medina skabte, da hun lagde vejen forbi for et par uger siden. Men det mere luftige fremmøde giver til gengæld de fleste gæster mulighed for en god koncertoplevelse, hvor både lyd og udsyn er svært at brokke sig over.
Starten på koncerten er lidt en koldstarter. ”I’m the original American boy, love you baby, with all my heart,” synger han en smule usikker på, om kærligheden er gengældt.
Stemmen virker spinkel, og falsetten lidt tynd i toppen. Det sene tidspunkt har måske sat sig lidt i den ældre version af Chris Isaak, der i hvert fald lige skal have den gamle flyder op i gear.
Chris Isaak ned blandt publikum
Efter et par ligegyldige ”opvarmningsnumre” bevæger han sig ned blandt publikum for at mærke ”crowden”. Her vælger han passende at fremføre ”Waiting” fra albummet San Francisco Days (1993). ”Here I stand with my heart in my hands, and I offer love to you.” Man fornemmer hurtigt, at Isaak gerne vil sit publikum og mener det, når han siger, at han elsker København.
Bassisten, Rowland Salley, går så langt som til at proklamere, at de top tre bedste byer, de har spillet i, hedder ”Copenhagen, Copenhagen and Copenhagen” – til stor begejstring for de turister og alle os andre, der elsker byen. I det hele taget er det befriende at opleve denne insisteren på, at vi mennesker skal komme hinanden ved i en tid præget af frygt for, hvad der kan ske, hvis vi slipper kontrollen og giver os hen.
Isaak befinder sig godt ”på gulvet”, alt imens Silvertone holder gryden i kog på scenen. I løbet af de næste par numre panorerer kameraet hen over publikum i håb om at fange lidt af intimiteten. De heldigste blandt publikum er så tæt på idolet, at de må kunne høre ham synge direkte til dem. Men for mange skal øjeblikket bare foreviges, så de ser ham kun igennem skærmen på deres mobiltelefon.
Efter adskillige koncertgængere har fået knus og taget selfies, er Isaak tilbage på scenen og småsludrer lidt med bandet og publikum. De små anekdotiske pauser virker lettere indstuderede, men skaber alligevel en hyggelig, næsten klubagtig stemning. Bandet har øvet en serie fjollede dansetrin, de vælger at optræde med, hvilket ikke rigtig klæder det velspillende orkester. Cirkuskomikken går lidt hen over hovedet på de fleste og bidrager ikke til andet end pjattet tidsfordriv.
Isaaks tidlige es
Chris Isaak har gode kort på hånden, så han vælger at spille tidligt ud med et af sine esser. Var man ung i halvfemserne, så husker man nok tydeligt lyden af hans længselsfulde vokal på storhittet ”Wicked Game” og i samme behagelige tankestrøm den ikoniske musikvideo, hvor han i halvnøgen leg med vores egen Helena Christensen fjoller rundt foran kameraet på stranden i stilistisk sort/hvid.
Isaaks signatursang blev da også brugt som lydspor til David Lynchs fascinerende roadmovie Wild at Heart (1990), der indvarslede de utæmmede halvfemsere, og hvor sangens drømmende udtryk indfangede ungdommens evige søgen efter kærlighed og den dybere mening med livet.
Eller som han i slutningen af sangen proklamerer: ”Nobody loves no one …” På Plænen denne aften når nummeret desværre ikke helt den ønskede flyvehøjde og ender lidt som en halvflad tur i ballongyngerne.
Jeg når lige tilbage fra baren, inden lilletromme-introen til Roy Orbison-klassikeren ”Pretty Woman” slås an. ”Now, ladies and gentlemen, it’s time for some rock and roll …” Det lidt overvurderede hit får folk til at klappe i takt, og skuffelsen fra før er allerede glemt.
Herefter er der dømt blå time. Bandet har sat sig ned på barstole langs scenekanten, og en intim stemning spreder sig på klassikerne ”Forever Blue” og ”Blue Spanish Sky”. Personligt to af mine favoritter denne aften. ”New tears to cry, old songs to sing. And feel forever blue. And be forever … blue.” Tekst og musik går op i en højere enhed, og fortiden bliver til et kort og bevægende nu.
Isaak har smidt jakken. Nu er han varm
Desværre er der en del af publikum, der har mistet koncentrationen og er begyndt at småsnakke, hvilket trækker lidt af magien ud af oplevelsen. Det lader dog ikke til at genere Isaak, der i stedet viser sit format som orkesterleder ved gavmildt at give plads til, at den aldrende bassist kan komme til med sit eget nummer, ”Killing the Blues”, en rørende seance, omend han ikke synger helt rent, og kort efter overlader han styrepinden til chefen igen.
”Dancin’” leveres overbevisende, inden Elvis Presleys klassiker ”Can’t Help Falling in Love” indløser en jackpot, og folk må overgive sig til fællessang og lysende mobiler (og så endda på selve 47-årsdagen for Elvis’ død 16. august, 1977).
Aftenen slutter med et encore, hvor Isaak træder ind på scenen i et imponerende discokugle-suit, der på smukkeste vis spejler den gamle haves mange kulørte lamper. Den rockabilly-tunge ”Baby Did a Bad Bad Thing (Feel Like Crying)” løfter sig ud over scenen og får en til at ønske, at koncerten først lige var gået i gang.
Isaak har smidt jakken. Nu er han varm. ”Sometimes you do things because you love it, even though you’re not very good at it …,” joker han, inden bandet kaster sig ud i en mesterlig fortolkning af James Browns ”I’ll Go Crazy”. Hele Plænen svinger og har the blues.
Efter godt halvanden time ned ad mindernes allé er det hele ved at være slut. Vi klapper, de vinker, og vi takker hinanden for turen, inden de forsvinder samme vej, de kom ind. Jeg er lige uopmærksom et øjeblik, men da jeg løfter blikket op over scenen i den gamle have, er jeg sikker på, at jeg ser Isaak og hans Silvertones svæve væk over byen på et magisk tæppe, vævet af ungdommens flygtige stof. ”Goodnight Copenhagen – We love you.”
Ps. Hørt i Tivolis pissoir efter koncerten (hvor der, parentes bemærket, er junglelyde der akkompagnerer den rislende lyd af overskudsvæske i urinalerne): ”Sikkert show,” ”The middle of the road,” ”Han fornærmer ikke nogen.” Tja … det kan måske gøres så kort, så tak fordi du læste så langt.
Klik dig videre til flere koncertanmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og