NY BOG // UDDRAG – “Vi vinker farvel til Lea og Solvej, der stadig sidder over for os, nu i gang med at puste røg ind i munden på hinanden. Lea lader ikke til at have bemærket, at det er Casper, jeg går sammen med. Hun blinker i hvert fald til mig og løfter det ene øjenbryn på den måde, hun plejer, når en af os er ved at score. Vi cykler gennem den københavnske nat, og jeg føler mig i live for første gang i flere måneder.” – Cecilie Grønlund debuterer fredag på Gyldendal med romanen “Døgnåben”, som handler om Luna på 22 år, der bor på Nørrebro i København.
Gyldendal skriver om Døgnåben: Luna er 22 år og faret vild i livet og sin egen identitet. Hun bor på Nørrebro og ved ikke, hvad hun vil, arbejder på en cafe og tumler rundt på må og få, mens hun bruger en masse energi på at spekulere på, hvordan det går med hendes ekskæreste, og om hun kan få ham tilbage. Hun opfører sig som en typisk fange af Instagram-kulturen, der har gjort både hende selv og en stor del af hendes generation usikre, selvoptagede og søgende – og midt i sin egen selvoptagethed glemmer hun at være nærværende i forhold til vennerne, der stille og roligt afskriver hende. Et knivskarpt tidsbillede og et ærligt og troværdigt portræt af Luna på 22 år, der flyder rundt i strømmen af Instagram-opslag og likes og tankerne om, hvor fedt alle de andre har det, og hvor meget styr, de har på DERES liv.
POV har fået lov at give vores læsere en smagsprøve af Cecilie Grønlunds roman – ‘Døgnåben’:
1
Efter han er kommet, falder han altid i søvn. Dengang i mine arme. Denne gang i den anden side af sengen.
Da vi vågner rigtigt, beder han mig om at være ærlig. Jeg spørger ham, hvordan ærlig. »Luna, du ved. Er du o.k. med, at vi bare ses på den her måde?«
Jeg kigger ud ad vinduet. Tænker, at det vel er bedre end ingenting.
»Du prioriterer selv din tid, Casper, og jeg hørte dig da sætte vand over,« siger jeg og hører med det samme, hvor desperat det lyder. Jeg skammer mig over, at han har regnet mig ud
»Ja-ja, det er helt fint. Hvad skal vi have til morgenmad?«
»Jeg skal spille bold med nogle af drengene i Nørrebroparken, så jeg tror bare, jeg snupper noget skyr. Skal du have?«
Jeg kigger ned på hans mørkegrå sengetøj, som er den slags, alle køber i IKEA, lige når de er flyttet hjemmefra, og ryster på hovedet. Han rejser sig fra sengen og kigger ned på mig. »Vi holder udstilling på onsdag. Du kan tage Malle og pigerne med?«
Jeg nulrer dynen mellem min tommel og pegefinger uden at svare ham. Det er da sådan noget, man inviterer sin kæreste med til. Og det kan vi vel ikke bare sådan lige blive igen.
Han går ud i køkkenet. Elkedlen begynder at bippe, og jeg tager det som et tegn på, at han gerne vil have, jeg bliver. I hvert fald en kop kaffes tid længere.
Da han kommer ind med de to kopper kaffe, har jeg lagt mig nøgen på hans seng og sat mit hår op på den måde, jeg ved han elsker.
»Luna, jeg kan ikke nå det, altså …« »Du prioriterer selv din tid, Casper, og jeg hørte dig da sætte vand over,« siger jeg og hører med det samme, hvor desperat det lyder. Jeg skammer mig over, at han har regnet mig ud.
Han stiller kopperne på sit metalnatbord og lægger sig ved siden af mig. Han stryger mit lange pandehår om bag ørerne, og denne ene bevægelse får hele min krop til at skrige efter ham. Jeg føler mig som en hund, der endelig får opmærksomhed fra sin ejer. Han tager mig hårdt på brysterne og lægger sig oven på mig. Vi har sex. På automatpilot. Men det er bare det, jeg har brug for: følelsen af, at vores kroppe hører sammen.
Jeg tager en dyb indånding. »Jeg er lige gået fra Caspers lejlighed,« siger jeg. Der bliver stille i den anden ende. Vi ved begge to, at jeg ringer for at få hendes accept.»Kom hjem til mig, jeg laver kakao.« Hendes stemme er varm og beroligende, min krop slapper af
Efter han er kommet ud over mine bryster, tilbyder han mig et håndklæde til at tørre sæden af. Jeg tager lydigt imod og tørrer mine bryster og min mave i lette, rolige strøg, selvom det ikke er det, jeg har lyst til. Jeg har lyst til, at sæden tørrer ind og bliver en del af min krop.
Da jeg senere åbner Caspers hoveddør og træder ud på Stefansgade, er solen gået ned, uden at jeg har lagt mærke til det. Jeg sætter mig på en trappesten længere henne ad gaden, trækker vejret, så dybt jeg kan, og prøver at inhalere luften som for at få det sidste af ham med.
Her sidder jeg, hver gang jeg har været hos ham. I Caspers gade. Hvor alting minder mig om ham: Stefanshus, hvor vi har spillet billard og drukket fadøl. Nørrebroparken, hvor vi har gået ture, spillet backgammon og ligget krøllet ind i hinanden på vattæpper som nogle, ingen kunne skille ad. Kiosken, hvor jeg er gået ned for at købe cigaretter til os midt om natten.
Her har tiden stået stille og er gået hurtigt på samme tid, og det føles som en umulig opgave at få ting til at holde op med at minde om ham. Det stikker i mit bryst. Jeg fumler efter min telefon for at ringe til Malle. Hun tager den heldigvis. »Hallo.« »Luna, hvad så?«
Jeg er tavs i et par sekunder og overvejer at lægge på. Jeg tager en dyb indånding. »Jeg er lige gået fra Caspers lejlighed,« siger jeg. Der bliver stille i den anden ende. Vi ved begge to, at jeg ringer for at få hendes accept.
»Kom hjem til mig, jeg laver kakao.« Hendes stemme er varm og beroligende, min krop slapper af. Jeg lægger på og stiger på bussen.
2.
20 timer tidligere. Vi laver dumplings og drikker drinks hjemme hos Lea på Christianshavn. Signe, Malle, Anders og jeg. Omkring midnat har jeg drukket for mange øl, og som sædvanlig vil jeg i byen, fordi jeg har et princip om, at alle de øl, jeg har drukket, ikke skal spildes, og fordi jeg hader at ligge i min seng, når jeg er fuld. Og måske fordi jeg tror, det vil ændre noget for mig at tage ud. At man kan få en åbenbaring i Kødbyen.
For at overtale de andre sætter jeg Robyn med »Dancing On My Own« på på et anlæg med en alt for insisterende bas. Lyden er virkelig dårlig, men jeg føler mig altid urørlig, når jeg hører den sang.
Malle og Anders sætter sig i sofaen og vender øjne ad mig. Jeg danser hen foran dem: »Skal vi ikke tage i byen?« Jeg får det til at lyde som noget, jeg først lige har tænkt på. De ryster synkront på hovedet. »Nope.« Anders rækker ud efter en lighter på bordet. »Kedeligt,« siger jeg og sætter mig på hug foran Malles ben. »DU skaaaal med,« siger jeg og lader, som om jeg vil kysse hendes fødder. Jeg hviler overkroppen på hendes skød.
De begynder begge to at grine. »Du er for meget,« siger Malle og nusser mig i håret. Jeg lukker øjnene, mærker varmen fra hendes lår på min kind og får lyst til at græde. Jeg får overtalt Lea og Signe, og efter vi har drukket den sidste øl, cykler vi mod Kødbyen.
Natteluften er stille og klar, og vi leger en leg, som går ud på, at man skal drikke en øl i hver kiosk, man møder på vejen. I Den Internationale Kiosk på hjørnet af Istedgade og Gasværksvej drikker jeg min tiende øl. Lea og Signe deler en. Jeg opdager ikke, at de snyder mig. Lea siger, at hun kan se på mine øjne, at jeg er fuld. Jeg tager en tår og synker den højlydt ind i hendes øre. »Luna, stop nu,« griner hun.
Jeg stopper, da det går op for mig, at der er panoramaruder, og Casper måske kan se mig komme løbende. Jeg forestiller mig, hvordan han ville sætte sådan et klistermærke op, som man gør, for at fugle ikke skal flyve ind i en rude. Bare et af mig, som for at sige: »Luna, hvad er det, du løber efter?«
Hvis jeg ikke var fuld, ville jeg vide, at hun synes, jeg er for meget. Da vi har drukket ud, cykler vi hen mod Mesteren og Lærlingen for at drikke et par drinks, ingen af os har brug for. Jeg bestiller tre gin og tonics og får en ekstra gratis, fordi bartenderen synes, jeg ser godt ud. Det irriterer mig, at det gør min aften bedre.
Da vi har sat os ved et bord, ringer Leas kæreste Solvej, og kort efter forsvinder Lea ud for at snakke med hende. Jeg betragter hende gennem ruden. Hendes gestik er meget voldsom, hun ligner nærmest en dirigent, der styrer pigekoret, eller min far, når han forklarer noget om mellemkrigstiden. Hun smiler på en barnlig måde.
Signe sidder halvt lænet op ad væggen og ser ud, som om hun er ved at falde ned af stolen. »Måske er det alligevel bedst at tage hjem,« siger jeg og mærker en særlig ensomhedsfølelse komme krybende ved tanken om, at jeg skal hjem alene.
Signe har taget sin telefon frem og hører mig ikke. Jeg tjekker min Instagram. Casper har lagt en story ud. Mit hjerte begynder at banke hurtigt. Jeg bliver urolig, da jeg ser, at han er i byen. Det gør jeg altid, for jeg kan ikke magte tanken om, at han måske tager hjem med en anden eller ikke tænker på mig, fordi jeg selv tænker på ham hvert andet sekund, i hvert fald når jeg er fuld.
Jeg tager et screenshot af billedet for bedre at kunne nærstudere det. Jeg viser det til Signe: »Hvor er det her henne?« spørger jeg så henkastet som muligt. »Øh …« Hun kniber det ene øje sammen. »Det ligner Jolene,« svarer hun.
Jeg får en pludselig følelse af, at jeg skal skynde mig derhen. At det er et spørgsmål om liv eller død. Men jeg tør ikke indrømme det over for hende. Jeg vil så gerne undgå at være en, der slæber mine veninder rundt efter fyre.
Men Casper er ikke bare en fyr, og jeg er fuld, så jeg kan ikke gøre for det. Jeg bunder min gin og tonic i to store slurke og skåler ihærdigt med Signe for at få hende til at gøre det samme. Men det virker lidt, som om hun har givet op. På enten drinken eller mig. Måske på begge dele.
Lea kommer ind igen. Hun slipper sin taske, den lander tungt på bordet: »Vi skal på Jolene, jeg har lige set, at nogle af pigerne fra dokumentarskolen er der.« »Det er jeg sygt klar på,« siger jeg og samler mine ting. Sammentræffet føles som noget, der er tiltænkt mig.
Signe tager hjem, fordi hun er blevet for fuld. Jeg nærmest løber mod indgangen til Jolene, men stopper, da det går op for mig, at der er panoramaruder, og Casper måske kan se mig komme løbende. Jeg forestiller mig, hvordan han ville sætte sådan et klistermærke op, som man gør, for at fugle ikke skal flyve ind i en rude. Bare et af mig, som for at sige: »Luna, hvad er det, du løber efter?«
Lea og Solvej sidder i sofaen over for os og tungekysser, som om de er med i en afskedsscene i en lufthavn, mens jeg sidder mellem Casper og Louis, som ivrigt viser hinanden kunstværker på deres telefoner. Hen over mig, som om jeg ikke eksisterer
Og så ville jeg skrige: »Dig!« Og jeg ville ende med at splatte ind i ruden, fordi jeg i desperation overså klistermærket, og så skulle han stå der og samle mig op og spilde sin tid på det. Og chancen for, at vi igen en dag bliver, hvad vi var, ville måske være endnu mindre.
Lea og jeg får et stempel hver og går målrettet ind for at købe en øl. Solvej og hendes veninder støder til. De er alle fire højere og tyndere end mig og drikker drinks med en limeskive på kanten, og jeg føler mig pludselig vulgær med mine store bryster og min dåseøl.
Vi skåler og går ud i det lille rum ved siden af DJ-pulten for at ryge. På vejen prøver jeg diskret at spejde efter Casper, men jeg kan ikke se ham. Jeg bliver glad, da jeg får øje på hans ven Mathias ovre i hjørnet. Han står og snakker med en pige, jeg har set på Instagram et par gange. Hun er smuk og har et lysegrønt jakkesæt på. Jeg tænker, at jeg ville ligne en udkogt bønne i sådan et sæt. I sofaen får jeg øje på Casper, som er helt opslugt af en samtale med en fyr i en mørklilla turtleneck.
Jeg får sommerfugle i maven og føler, at aftenen alligevel er noget værd. Casper præsenterer ham som sin ven fra kunstakademiet, Louis. Jeg bliver forlegen, fordi jeg ikke rigtig ved noget om kunst, og det tror Louis vel, at jeg gør, når nu jeg er Caspers ekskæreste. Hele aftenen kalder han mig Lina, og jeg forstår, at Casper ikke har fortalt ham om mig.
Lea og Solvej sidder i sofaen over for os og tungekysser, som om de er med i en afskedsscene i en lufthavn, mens jeg sidder mellem Casper og Louis, som ivrigt viser hinanden kunstværker på deres telefoner. Hen over mig, som om jeg ikke eksisterer. Louis udbryder noget højlydt og begejstret, da han ser et billede af en af Caspers vaser.
På et tidspunkt strejfer Louis’ albue mit venstre bryst, men det er åbenbart kun mig, der lægger mærke til det, og deres samtale fortsætter. Jeg føler mig som luft og må ryge mange cigaretter for at holde det ud. Efter et godt stykke tid rejser Louis sig og forklarer, at det slet ikke var meningen, at han skulle ende her, og at han har et vigtigt møde i morgen formiddag. »Og fuck, jeg er sgu blevet stiv,« siger han og mimer, at han skyder sig selv. Casper og jeg griner, jeg lidt for højlydt og uden følelse, men musikken fra DJ-pulten overdøver det heldigvis.
Casper sagde, at han ikke syntes, vi bare skulle have sex, for han kunne mærke, jeg blev såret. I et forsøg på at overbevise ham om det modsatte gik jeg ud på toilettet, puttede mine fingre op i mit underliv, gik tilbage på dansegulvet og stak dem i munden på ham midt i et Bob Marley-nummer
Casper vender sig mod mig, som om han først nu bemærker, at jeg har siddet fem centimeter fra ham, i hvad der har føltes som en evighed. Jeg får kuldegysninger. Han rejser sig og klapper i hænderne to gange. Han ser frisk ud. »Skal du have en øl med, La Lune?« spørger han og blinker til mig. Jeg nikker og smiler. Han kommer tilbage med øllene i højre hånd og en smøg i munden. »Prost,« siger jeg, da han rækker mig øllene og sætter sig ned. Jeg forstår ikke selv hvorfor, men Casper griner heldigvis.
Det er cirka tre måneder siden, vi sidst har set hinanden. Det var til en fest hos vores fælles gymnasieven Elias, hvor Casper sagde, at han ikke syntes, vi bare skulle have sex, for han kunne mærke, jeg blev såret. I et forsøg på at overbevise ham om det modsatte gik jeg ud på toilettet, puttede mine fingre op i mit underliv, gik tilbage på dansegulvet og stak dem i munden på ham midt i et Bob Marley-nummer.
Nu fortæller han mig, at han ikke har været så meget i byen. Som om han skal forsvare sig. Han har været i sit atelier, og det har »givet ham meget mere end at drikke«. »Men jeg har savnet dit smil,« siger han. Det tager jeg åbenbart som en invitation til at kysse ham. Han virker lidt chokeret, men vi ender med at kysse længe, næsten indtil de lukker, og endelig spørger han, om vi skal tage hjem til ham.
Vi vinker farvel til Lea og Solvej, der stadig sidder over for os, nu i gang med at puste røg ind i munden på hinanden. Lea lader ikke til at have bemærket, at det er Casper, jeg går sammen med. Hun blinker i hvert fald til mig og løfter det ene øjenbryn på den måde, hun plejer, når en af os er ved at score. Vi cykler gennem den københavnske nat, og jeg føler mig i live for første gang i flere måneder.
Cecilie Grønlund: Døgnåben, 200 sider, 199.95 kr., Gyldendal, udkommer 21. maj 2021.
LÆS MERE OM UNGDOMSLIV I DANMARK I POV HER
LÆS ANNEGRETHE RASMUSSENS ANMELDELSE HER
Topillustration: Portræt af forfatteren Cecilie Grønlund. Foto: Simone Maria Kønig Lilmoes.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
