USA & CANADA // BOGOMTALE – Canada har gennem størstedelen af landets historie stået i skyggen af den store nabo mod syd, USA. Historikeren Michael Böss’ velskrevne bog Nationale drømme giver nu danske læsere mulighed for at lære “det andet Amerika” at kende.
Reserve-USA med dårligt vejr. Sådan betegnes Canada på det kort, som i 1980’erne ironiserede over amerikanernes – altså dem fra USA – angiveligt overfladiske kendskab til andre nationer. Men danskerne er næppe meget mere oplyste, når det gælder Canadas historie.
Mens en strøm af bøger i disse år beskriver USA og dets folkesjæl, er der langt mellem værker, som kan hjælpe os med at forstå canadiernes historie og identitet.
Den mangel råder historikeren dr. phil. Michael Böss nu bod på. Over 424 rigt illustrerede sider fortæller Böss fortællingen om canadierne og deres søgen efter en fælles identitet i den mosaik af folkeslag, sprog, religioner og traditioner, som udgør det vidtstrakte land.
Bogen beskriver Canadas 400-årige historie og dækker alle aspekter – fra den oprindelige befolknings historie og kultur til nutidens politiske virkelighed. De velresearchede kildebaserede beretninger er suppleret med interviews og med Böss’ egne erindringer og betragtninger fra adskillige ophold og rejser i Canada. Interviewene og Böss’ erindringer sikrer, at fortællingen altid føles nærværende og vedkommende.
Fransk-engelsk strid formede fremtiden
Historien begynder i 1600-tallet, da franskmænd og englændere for alvor indledte jagten på Nordamerikas ressourcer og handelsmuligheder. Begge lande oprettede handelsstationer og bosættelser på det nordamerikanske kontinent.
Af særlig betydning for Frankrig var jagten på pels, som førte franske opdagelsesrejsende dybt ind i Canadas vildnis. Imens slog missionærer sig ned for at oprette skoler og missionsstationer, for ”de ædle vilde” skulle lære at blive gode, civiliserede kristne.
Befolkningen voksede kun langsomt gennem indvandring fra moderlandet, som i 1663 gjorde Canada til en provins på lige fod med andre franske provinser.
I Europa kæmpede ærkerivalerne England og Frankrig samtidig om titlen som kontinentets førende magt. Striden omfattede også de oversøiske besiddelser, hvor især franskmændene allierede sig med den oprindelige befolkning. Den strid, som europæerne betegner som Syvårskrigen (1756-1763), kaldes derfor på engelsk The French and Indian War. Konflikten skulle udstikke Canadas skæbne de følgende århundreder.
Krigen endte nemlig med, at Frankrig måtte afgive landets territorier i Nordamerika, som herefter blev Englands domæne. I hvert fald lige indtil den ulmende uro i de 13 britiske kolonier slog ud i lys lue. I håb om at fransk-canadierne ville slutte sig til oprørerne, invaderede kolonisternes hær, the Continental Army, i 1775 provinsen Quebec.
Men oprørerne havde forregnet sig. Tusinder af canadiere tilsluttede sig ganske vist amerikanernes sag, men de fleste forblev neutrale, og 16 måneder senere måtte amerikanerne erkende, at invasionen var en fiasko.
De britiske kolonisters løsrivelse ændrede for altid Canadas grundlæggende eksistensvilkår
Kolonisterne vandt krigen alligevel – blandt andet fordi de fik hjælp fra Frankrig, som på den måde fik æresoprejsning efter tabet af kolonierne.
En traktat underskrevet af krigens parter i Paris i 1783 afsluttede krigen. Men fred eller ej. De britiske kolonisters løsrivelse ændrede for altid Canadas grundlæggende eksistensvilkår.
De 40.000 loyalister, der som flygtninge strømmede over grænsen fra de amerikanske stater, ændrede drastisk befolkningssammensætningen i det tyndtbefolkede Canada. Loyalisterne oprettede i 1784 kolonien New Brunswick, og i 1791 blev Canada sprogligt og kulturelt delt i to; Lower Canada svarende til den nuværende provins Quebec med et fransk-katolsk flertal, og Upper Canada svarende til den nuværende provins Ontario med et britisk protestantisk flertal.
Canada blev ”det andet Amerika”
Dannelsen af De Forenede Stater fik enorm betydning for Canadas videre skæbne, og det komplekse forhold til den magtfulde nabo i syd løber som en rød tråd gennem en stor del af bogens kapitler.
Afgørende var ifølge Michael Böss krigen i 1812. Amerikanske tropper gik i dette år over grænsen til Canada. Formålet med invasionen var at ramme Storbritannien, som konstant understregede sin magt bl.a. ved at opbringe USA’s skibe.
Men nogle amerikanere, herunder præsident James Madison, mente desuden, at mange canadiere ville modtage invasionsstyrkerne med åbne arme. Det ville, med den tidligere præsident og forfatter til Uafhængighedserklæringen Thomas Jeffersons ord, ”blot være et spørgsmål om at marchere nordpå”, så var sejren hjemme. Jefferson tog fejl.
Befolkningen i Britisk Nordamerika slog hårdt igen, og amerikanerne måtte trække sig. De fleste historikere betragter striden som uafgjort, men amerikanerne måtte dog lide den ydmygelse, at briterne invaderede hovedstaden Washington og stak en række bygninger, herunder Det Hvide Hus, i brand.
Mere vigtigt er det, at krigen ifølge Michael Böss blev afgørende for Canadas fremtidige selvforståelse. I hvert fald den britiske del af Canada skulle herefter definere sig selv som USA’s modsætning.
Republikanisme, adskillelse mellem stat og kirke, demokrati og lighedstænkning var blandt de nationale kendetegn, som canadierne i lang tid fremover ville tage afstand til. “Canada blev dermed et alternativ til USA, en britisk-nordamerikansk nation med en anden fortælling,” skriver Böss.
Blodoffer gav Canada tyngde
I de følgende årtier skiftede Storbritanniens fokus fra Amerika til andre dele af verden som fx Indien. Canadierne blev i højere grad overladt til sig selv. For at styrke landet økonomisk og politisk sluttede landets provinser sig den 1. juli 1867 sammen i en konføderation. Selvom briterne fortsat styrede udenrigs- og militærpolitik, regnes tidspunktet for Canadas fødsel som nation.
Konføderationens dannelse kom to år efter afslutningen på den amerikanske borgerkrig og dermed indledningen til De Forenede Staters æra som politisk, økonomisk og industriel stormagt. De følgende år stod Canada derfor i skyggen af både den gamle stormagt, Storbritannien, og den nye, USA.
1. verdenskrig blev et vendepunkt. Hele 60.383 af de 595.000 canadiere, som gjorde tjeneste i den fire år lange krig, døde, mens 155.799 blev såret. Blodofferet sikrede Canada pladsen som vægtig aktør på den verdenspolitiske scene.
Fra 1920’erne fik Canada ansvaret for egne udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender. Selv USA måtte respektere naboens nye status. Partnerskabet mellem de to lande blev fastslået, da Roosevelt og Canadas premierminister, William Lyon Mackenzie King, i 1940 indgik en alliance. Under et møde i Ogdensburg tæt ved grænsen mellem de to lande etablerede de to lande forsvarssamarbejdet Permanent Joint Board on Defense (PJBD).
Men Canada beholdt rollen USA’s skygge og modstykke. Fx nægtede Canada at stå sammen med USA under Vietnamkrigen. I stedet åbnede landet grænserne for desertører – til stor fortrydelse for USA’s krigstilhængere.
Og mens politikere i De Forenede Stater uafladeligt erklærer det at være ”American” for det højeste, noget menneske kan stræbe efter, er canadierne tilbageholdende med de nationale paroler. Premierminister Justin Trudeau gik i 2015 endog så vidt som til at erklære Canada for ”den første postnationale stat”.
Nationalitet er noget, man gør
Men hvem er canadierne så ud over at være USA’s skygge? Spørgsmålet er ikke mindst interessant, fordi det hænger sammen med den aktuelle diskussion om national identitet, selvforståelse og sammenhængskraft.
Böss afholder sig fra de letkøbte svar. I stedet giver bogens mosaik af stemmer og fortællinger ledetråde, som læseren selv kan følge. Til sidst lader forfatteren dog canadierne selv give en form for svar.
Det siger noget om, at national identitet i virkeligheden ikke er noget vældigt abstrakt, men frem for alt er nogle følelser, man får over for det land, hvor man vokser op og synes, man kan leve et godt liv
På en udstilling på byen Torontos havnefront blev besøgende på Canadas nationaldag i 2011 bedt om at vælge mellem en række symboler, som hver især står for væsentlige aspekter af livet som canadier, fortæller Böss.
Blandt symbolerne, som bl.a. omfatter en bjørn, en fisk på en snøre og en hånd med en canadisk dollar, valgte de fleste et billede af en kompasnål, som peger stik mod nord. Kompasnålen symboliserede, viste besvarelserne, det frie liv i Nordamerikas barske landskab.
”Det siger noget om, at national identitet i virkeligheden ikke er noget vældigt abstrakt, men frem for alt er nogle følelser, man får over for det land, hvor man vokser op og synes, man kan leve et godt liv,” konkluderer Böss. ”Desuden er nationalitet i mindre grad noget, folk har, end noget, de gør ligesom så mange andre af deres landsmænd. Hvad enten de deltager i valget af den kommende regering eller – som canadierne – tager deres kano med op nordpå og sætter ud på en sø i vildmarken.”
Bogen udfylder et tomrum i den dansksprogede litteratur om Canada. En stor detaljerigdom kombineret med sikkert overblik gør værket egnet både som grundbog og som afsæt for søgen efter specialviden. Den vil i mange år fremover være bogen om Canadas historie.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her