EU OG BOSNIEN // BAGGRUND – Bosnien-Hercegovina skal tættere på Europa, men det er afgørende, at det er Bosnien, der skal reformeres, og ikke EU, der skal gå på kompromis med grundlæggende værdier og resultater. Ny bog går i dybden med EU’s mange udfordringer i sagen.
Adskillige års ørkenvandring i det europæiske grænseland ser nu ud til at være slut for Bosnien-Hercegovina. Den Europæiske Union har netop besluttet sig for at åbne for optagelsesforhandlinger med landet. Den officielle EU-forklaring på opgradering af relationerne er, at landet har gjort betydelige fremskridt på den politiske reformfront.
Ruslands angreb på Ukraine har gjort det til en geopolitisk nødvendighed at bringe unionens nabolande tættere på det politiske centrum. Ikke desto mindre anser flere EU-forklaringen som en ualmindelig venlig tolkning af den aktuelle situation i landet.
Et godt eksempel er den nyligt udgivne bog, Bosnia and Hercegovina and European Integration – Obstacles and Challenges, hvori redaktørerne Dzenita Siljak og Kristian L. Nielsen tegner et billede af det politiske Bosnien, der står i skærende kontrast til den mere problemfrie EU-beskrivelse.
Staten i Bosnien er kapret
En af bogens centrale pointer er, at den bosniske stat i dag er “kapret” af en etno-nationalistisk politisk elite, der udgøres af repræsentanter fra landets tre primære etniske grupperinger – de bosnisk-serbiske, de bosnisk-kroatiske og bosniakker.
Elitens primære interesse er at fastholde sin nuværende politiske magt og medfølgende økonomiske fordele. En fjernere, men på ingen måde uvæsentlig sekundær interesse er at sørge for, at der tilflyder flest mulige ressourcer, hovedsageligt af økonomisk natur, til elitens nuværende og potentielle tilhængere.
Korruptionen er så udbredt, at Bosnien på det internationale korruptionsindeks ligger på linje med bl.a. Nepal og Sierra Leone
Det er et gensidigt afhængighedsforhold, der er blevet opbygget i årtierne efter krigens afslutning, og som ingen med del i dette halvlukkede politiske og økonomiske økosystem har umiddelbar interesse i at bryde. Politiske reformer, der kunne forbedre levekårene for den generelle befolkning, synes ikke at være et anliggende, som i voldsom grad tynger denne politiske elite. Forklaringen er ganske enkelt, at det ville ødelægge dette økosystem.
Der findes ikke sikre data, men den generelle formodning er, at der årligt er omkring 20.000 bosniere, som emigrerer. Det er en tendens, der er blevet observeret med bekymring det seneste årti. Årsagen menes at være en manglende tro på særligt økonomiske forbedringer i landet, hvilket må ses som et vink med en vognstang om, at bosniske politikere ikke i tilstrækkelig grad har trukket af på reformdagsordenen.
Fire problemer
Hvad er det så for konkrete emner, der ikke bliver håndteret? Fire af de mest centrale problematikker, som Siljak og Nielsen opridser, er følgende:
For det første lever Bosnien ikke op til et grundlæggende retsstatsprincip om, at alle skal være lige for loven – og at staten også skal leve op til lovens bogstav. Der er desuden mangel på gennemsigtighed i den offentlige sektor, og korruptionen er så udbredt, at Bosnien på det internationale korruptionsindeks ligger på linje med bl.a. Nepal og Sierra Leone.
For det andet er der mangel på fx harmonisering af skatteforhold og erhvervsjuridiske forhold. Det gør det vanskeligt at drive virksomhed og at tiltrække udenlandske investeringer (FDI) og dermed skabe bl.a. jobs og økonomisk vækst. En forklaring er, at den bosniske nationale regering endnu ikke har vist sig i stand til eller villig til at gennemtvinge harmoniseringer inden for disse områder.
For det tredje har adskillige internationale domme fastslået, at Dayton-aftalen, der blev indgået ved afslutningen af krigen i Bosnien i 1995, diskriminerer mod minoriteter i Bosnien. Tidligere var det et EU-krav, at dette skulle ændres, før optagelsesforhandlinger kunne begynde. For det fjerde er mediernes uafhængighed udfordret. Flere politiske aktørers tilhængere ejer medier, der ukritisk promoverer den enkelte politiske aktør. Der er også set tilfælde af politisk forfølgelse af journalister.
Kan der ikke gøres noget? Dayton-aftalen indeholder faktisk mekanismer, der gør det muligt for bosniske politikere at gennemføre politiske reformer. I midten af 2000’erne blev der gjort forsøg på at gennemføre reformer, der dog kuldsejlede. Siden da har ingen kastet sig ud i nye forsøg.
Så sent som i 2022 konstaterede EU, ifølge Nielsen, at Bosnien ikke havde flyttet sig nævneværdigt, hvad reformer angik
Optagelsesforhandlinger med den Europæiske Union vil kræve, at Bosnien begiver sig ud på den reformvej, der skal føre til harmonisering med EU-love og -standarder. Og så har vi sagen i en nøddeskal: EU skal til at forhandle med et land, hvis politiske ledere ikke har leveret på reformfronten i årevis.
Hullerne på reformvejen
Hvorfor er der ikke sket noget før, kunne man spørge? Ifølge Nielsen har EU’s tilgang til Bosnien forandret sig gennem tiden, hvilket ikke nødvendigvis har bidraget til processen.
Der har, ifølge Nielsen, været to overordnede faser i EU’s relationer til Bosnien. Fra krigens ophør til midten af 2000’erne var prioriteten emner som bl.a. sikkerhed og stabilitet. Derefter skiftede fokus til emner som god regeringsførelse, økonomisk udvikling og demokrati, mm.
Historisk set kom første signal om, at Bosnien-Hercegovina på sigt kunne blive EU-medlem ved topmødet i Thessaloniki i 2003. Reformkravet var allerede dengang tydeligt. En stabilitets- og associeringsaftale (SAA) blev underskrevet i 2008, men på grund af manglende reformer af det politiske system blev den skudt til hjørne og først aktiveret i 2015.
Bosniens ansøgning om EU-medlemskab landede i Bruxelles i 2016. EU kvitterede ved at fremsende et spørgeskema for at afklare, hvor mange mil landet havde tilbagelagt på førnævnte reformvej, og om tiden var moden til optagelsesforhandlinger. Så sent som i 2022 konstaterede EU, ifølge Nielsen, at Bosnien ikke havde flyttet sig nævneværdigt, hvad reformer angik.
Den bosniske befolkning har i den grad har brug for europæisk opmærksomhed og støtte
Uafklarede politiske og etniske konflikter og socioøkonomiske udfordringer har martret Balkan-regionen siden opløsningen af Jugoslavien og krigene i 1990’erne. Den ufærdige “bodeling” af Jugoslavien kan også være en faktor, der kan forklare EU’s manglende hastværk i forhold til udvidelse. Et yderligere aspekt i processen har også været EU-medlemsstaters skiftende interesse i udvidelse, bl.a. fordi emner som Brexit og covid har optaget pladsen på den europæiske dagsorden.
I Bosnien har der været frustration over dels det skiftende fokus, dels manglen på konkrete datoer i processen, hvilket bl.a. har gjort det let for bosniske politikere at bruge EU-kritik som en nem måde at skaffe sig popularitet på blandt egne vælgere.
Et dobbelt pres
Tænketanken Democratization Policy Councils vurdering i dag er, at EU er ved at sænke barren i forhold til Bosnien. Mindre afgørende politiske beslutninger bliver italesat som notabel fremgang og grundlag for åbning af optagelsesforhandlinger. Det kritiske punkt er, at bosniske politikeres manglende vilje til at iværksætte fundamentale politiske reformer bliver ignoreret.
Bosnien-Hercegovina er ganske enkelt svækket som stat. Det udnytter nabostater som Kroatien og Serbien ved at forfølge egne nationalistiske dagsordener gennem proxy-aktører i landet. Det samme gør Rusland, særligt i forhold til Republika Srpskas præsident, Milorad Dodik. I Balkan Insight skriver Srecko Latal, at flere pile peger på, at Dodik holder løsrivelseskrudtet tørt, indtil det europæiske parlamentsvalg og det amerikanske præsidentvalg er overstået. Dodiks ambition om i det mindste at opnå en de facto løsrivelse af Republika Srpska er således på ingen måde et afsluttet kapitel. Hvis Bosnien skal i nærheden af et EU-medlemskab, skal landet gøres modstandsdygtigt over for dette dobbelte pres.
Få dage efter EU’s udmelding om optagelsesforhandlinger skrev Balkan-kommentator Toby Vogler på X, at EU, efter hans opfattelse, er vadet ind i den bosniske udfordring med åbne øjne. Han linkede til en artikel, hvor samme Dodik, få dage efter EU’s annoncering af optagelsesforhandlingernes igangsættelse, havde opfordret til, at ambassadørerne fra Storbritannien, USA og Tyskland samt den Høje Repræsentant skulle udvises af Bosnien og erklæres som “fjender” af den bosniske stat.
Det er vigtigt, at også Bosnien-Hercegovina kommer tættere på Europa, men det er afgørende, at det er Bosnien, der skal reformeres og ikke EU, der skal gå på kompromis med grundlæggende værdier og resultater. Den bosniske befolkning har i den grad har brug for europæisk opmærksomhed og støtte. Det kræver et ualmindeligt optimistisk sind at tro på, at den nuværende kadre af bosniske politikere vil få udrettet noget betydeligt på reformfronten. Derfor må det være civilsamfundet, der i langt højere grad skal støttes og mobiliseres til at skabe demokratiske forandringer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
