DANSK POLITIK // ANALYSE – En historisk magtkamp udspiller sig lige nu for åbent tæppe i blå blok. Det er alles kamp imod alle og for nogen er det en ren overlevelseskamp. Venstres gamle frontkæmper, Claus Hjort Frederiksen, er gået til angreb på Løkke, og Kristian Thulesen Dahl har indledt en krig imod Nye Borgerlige og Pernille Vermunds velfærdsnedskæringer. Dansk Folkeparti kunne imidlertid lære meget ved at studere de ypperste spindoktorers krigsmanualer.
Der har stort set altid været uro og ballade mellem de blå partier. Mest udtalt mellem Venstre og Konservative, hvilket har gjort frasen om, at der eksisterer et had-kærligheds-forhold mellem de to partier – dog med mest had – til en fast forudsigelig bestanddel af alle festtaler, når partierne hver især har inviteret en fra fjendens lejr til at sige et par ord til jubilæer og runde fødselsdage.
Bevares, man oplever da med mellemrum også strid på kryds og tværs af de røde partier. Det er trods alt politik, hvor ingen har rigtige venner, kun samarbejdsrelationer, men det er alligevel, som om de borgerlige kampe mere har karakter af permanente 100-års-krige, hvor ingen af de stridende parter levner hinanden så meget som en millimeters landvinding. På den vis er der intet nyt fra vestfronten.
Venstres Brutalis, Claus Hjort Frederiksen, manden, hvis kølle altid har trukket lange blodspor på Christiansborgs gange, når såvel venner som fjender har skullet rette ind i geledderne, har kastet sig over sin tidligere følgesvend, Lars Løkke Rasmussen
Førhen har man altid betegnet husspektaklerne i den borgerlige familie som ”Bal i den Borgerlige”, men det som lige nu udspiller sig for åbent tæppe, kan imidlertid langt fra betegnes som en almindelig wienervals, hvor den førende uforvarende kommer til at træde den anden over tæerne.
Lige nu er der tale om en totalkrig. Krig på alle fronter. Venstres Brutalis, Claus Hjort Frederiksen, manden, hvis kølle altid har trukket lange blodspor på Christiansborgs gange, når såvel venner som fjender har skullet rette ind i geledderne, har kastet sig over sin tidligere følgesvend, Lars Løkke Rasmussen. Løkke beskyldes for et egotrip og for at have smadret blå blok – en påstand med en vis valør, selv om hovedårsagen til Venstres nuværende nedsmeltning nok snarere skal findes i partiets eget forretningsudvalg bestående af politiske ignoranter.
Claus Hjort beskylder Lars Løkke for splittelse i blå blok https://t.co/oYKlr5JcUI pic.twitter.com/UxnI2xmizM
— TV 2 Politik (@tv2politik) May 3, 2021
Krigen om midten
Claus Hjort Frederiksens angreb er en kamp om midten i dansk politik, men den er også et forsøg på at stoppe invasionen fra Løkke ind i det Venstre, som Claus Hjort har levet og åndet for i mere end en halv menneskealder. Et Venstre, der lige nu ikke bare ligner et såret dyr på savannen, men nærmere et ådsel, hvor gribbene og hyænerne lystigt tager for sig af retterne.
Samtidig har Jens Rohde, fhv. Venstre, Radikale etc., nu pludselig set lyset. Kristendemokraterne var et mulehår fra et comeback i Folketinget ved sidste valg, og med abortsagen og “biblen liggende slidt og solidt i natbordsskuffen sort som en panter”, har Jens Rohde nu frit slag til at forfægte en 30 punkts vækstplan, der kan være vanskelig at adskille fra den politik, som alle de andre borgerlige partier står for.
I virkeligheden er der vel snarere tale om en firefrontskrig, hvor også Jens Rohde og ikke mindst Inger Støjberg, i ren og skær bitterhed over Venstres position i Rigsretssagen, går efter at vinde terræn i sit gamle partis bagland
Jens Rohde skal heller ikke udrette de store mirakler, men sammen med kristenformanden, Isabella Arendt, kun lige hive de sidste mikropromiller hjem for at klare spærregrænsen, hvilket dog forudsætter, at KD får en større bid af Venstre i det vestjyske bibelbælte. Det er et projekt, der har store chancer for at lykkes, i betragtning i af at Venstre vel reelt set ikke bare er ude i en tofrontskrig mellem Lars Løkke og Søren Pape i Konservative på hver sin side.
I virkeligheden er der vel snarere tale om en firefrontskrig, hvor også Jens Rohde og ikke mindst Inger Støjberg, i ren og skær bitterhed over Venstres position i Rigsretssagen, går efter at vinde terræn i sit gamle partis bagland.
Halvkvalt angreb på Nye Borgerlige
Dansk Folkeparti har omsider oppet sig. Kristian Thulesen Dahl er gået til frontalangreb på Nye Borgerliges Pernille Vermund, som han nu afkræver svar på, hvordan NB’s økonomiske politik overhovedet kan gennemføres uden massive velfærdsforringelser for de svageste, når partiet giver løfter om skattelettelser for over 120 mia. kr.
Et DF-angreb, der kommer meget sent og som også været efterlyst på denne plads for måneder tilbage.
Thulesen Dahls sendrægtighed fortæller måske mest om Dansk Folkepartis strategiske slaphed, og man må stadig undre sig over, at partiet med den højt anerkendte spindoktor, Søren Søndergaard, som feltherre ikke allerede under sidste valgkamp gik hårdere til Vermunds nye populistiske højreparti.
Men det gjorde DF altså ikke, og i stedet har Vermund fået tid til at konsolidere sig omkring 8 pct. i alle meningsmålinger og giver nu baghjul til Kristian Thulesen Dahl, alt imens han har hygget sig med billeder af en halv sprød flæskesteg på Facebook og en formandsrival med den ene fod i Københavns byret.
Den flæskesteg jeg lavede her i weekenden var NOGET bedre end en makrelmad! 😄
Langtidsstegt – cirka 4 timer ved 110 grader – og så grill på sværen til sidst.
Ikke så ringe, endda! 🇩🇰Slået op af Kristian Thulesen Dahl i Mandag den 15. marts 2021
Den anden dag kunne Thulesen Dahl så ovenikøbet læse en undersøgelse i Altinget, der viser, at Nye Borgerlige nu er blevet Danmarks næststørste arbejderparti, hvilket vel kun er bevis på, at Vermunds vælgersegment enten er økonomiske masochister eller ikke har andet på hjernen end muslimer.
Strategisk er der ræson i at angribe og udstille den manglende sammenhæng i NB’s økonomiske politik og man må til stadighed undre sig over, at pressen kun går op i Nye Borgerliges kommunikative evner og gennemslagskraft på de sociale medier, og stadig giver det fripas til at fremstå om et almindeligt borgerligt parti, der skal tages seriøst.
Thulesens Dahls angreb kan alligevel meget let gå hen og blive Spildte Guds ord på Balle-Lars.
Dansk Folkeparti mangler strategisk forståelse
Hvis Dansk Folkeparti ellers havde strategisk indsigt, der rækker ud over mavefornemmelser og indre kompas, kunne partiet måske lære lidt af den legendariske amerikanske rådgiver og analytiker, Karl Rove. Manden bag George Bush, som aldrig har lagt skjul på, at han er dybt inspireret af den kinesiske general og militærstrateg, Sun Tsu, der er mest kendt for sit værk: The art of war.
Noget af det Karl Rove lærte var, at man aldrig må efterlade sårede fjender på slagmarken, da sårene på et tidspunkt vil heles og dine fjender vil komme tilbage og angribe dig med fornyet styrke. Fjender skal dø og Karl Rove praktiserede det blandt andet ved minutiøst at undersøge sine politiske modstanderes forhold, beskylde dem for diverse korrupte og kriminelle forhold og til sidst få dem sat bag lås og slå. Dermed var de ude af det politiske spil. Brutalt, men effektivt – og måske nok også en anelse for avanceret til at kunne overføres til vores egen andedam.
Men noget andet Karl Rove praktiserede, og som alle spindoktorer in spe vil kunne lære noget af, er, at det langt fra er nok at angribe sine modstanderes svage punkter. Dem kender vælgerne nemlig godt og dem har de valgt at se gennem fingrene med.
Nej. Politiske modstanderne skal angribes på deres stærkeste sider. Nye Borgerlige angriber fx konstant DF’s stærkeste kort, udlændingepolitikken, og udstiller, hvordan Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard totalt svigtede i 2015, da syriske flygtninge vandrede op igennem Europa og indtog motorvejene i Sønderjylland.
Hun kan stille og roligt følge kampene fra sidelinjen og stilfærdigt iagttage, hvordan den blå borgerkrig kun bidrager til at holde dem langt væk fra magten i de næste mange år
Overfor de angreb vender Dansk Folkeparti blot den anden kind til, mens meningsmålingerne synes bundløse.
Thulesen Dahl sætter nu ind på den økonomiske politik, og de små gule lapper fra de årlige finanslove. Men det kan ikke stå alene. Dansk Folkeparti er nødt til at udtænke en supplerende strategi efter Karl Roves opskrift, der skyder tilbage og borer sig ind NB’s stærkeste bolværk. Deres kompromisløse udlændingepolitik.
Spørgsmålet er blot, om DF’s har ressourcerne og overblikket til at finde sprækkerne og så ellers bide sig fast.
Man kan sige meget om den borgerlige borgerkrig, og for politiske nørder giver den stof til endeløse spaltemillimeter. Det er svært at få øje på en snarlig fred eller blot en kort våbenhvile. Dertil er der for meget på spil for de hårdt trængte partier, Venstre og DF.
To sikre vindere
Hvem, der så i sidste ende vinder magtkampene i den blå lejr, er stadig uklart. Men under alle omstændigheder, kan man allerede nu udpege to sikre vindere.
Søren Pape, Konservative, der konstant lurepasser og høster de lavthængende frugter fra de andres stridigheder, og så ikke mindst statsminister Mette Frederiksen, som er den helt store vinder på den lange bane.
Hun kan stille og roligt følge kampene fra sidelinjen og stilfærdigt iagttage, hvordan den blå borgerkrig kun bidrager til at holde dem langt væk fra magten i de næste mange år.
LÆS ALLE FRANK KORSHOLMS ANALYSER HER
Foto: Claus Hjort Frederiksen til Venstres landsmøde i 2013. Af Henrik Bjerregrav via Flikr
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
