Cher: Var det et fly? Var det Super Woman? Nej, det var Askepot – men en koncert? Njahh

i Kultur/Musik af

KONCERT // ANMELDELSE – Var det et fly? Var det Super Woman? Et burlesque modeshow? Et orgie i rock’n’roll-galore? Et enkelt glimt af dronningelogen i divaernes Poseidon? Nej, det var Askepot, der kastede glans, pomp og omstændigheder over Royal Arena i halvanden time. Men en koncert? Njahh…

Tirsdag aften optrådte Cher, alias Cherilyn Sarkisian, i Royal Arena. Det var første gang, jeg så Cher optræde live. Havde læst nogle forrygende anmeldelser af hendes seneste koncert i Danmark i 2004 og var helt forberedt på, at der nok ville være mere Caesars Palace i Las Vegas over det end Cæsar ved Storkespringvandet. (Yngre læsere: google!).

Jeg kørte til Amager med den største respekt. Det er 57 år siden, Cher debuterede som kunstner, inspireret af – det er vel overflødigt at nævne det – Elvis Presley.

For lidt mere end 50 år siden var hun sammen med den senere mand Sonny Bono med til at definere en pop-lyd – en form for folk-version af Phil Spectors wall of sound – og i samme moment blev hun stilikon. Der er dem, der mener, at Cher opfandt trompet-bukserne. (Yngre læsere: på den igen).

Cher har oplevet flere comeback end antallet af tøj- og parykskift i Royal Arena. Jeg opgav at tælle ved fem. Rockdivaernes diva. Ubestrideligt

I 70’erne var Cher en af USA’s største tv-stjerner, og da den karriere fadede ud, kastede hun sig over film og forskellige musikalske genrer, især disco og pompøs rock – og i armene på en imponerende stribe mænd, herunder et ni dage langt ægteskab med guitaristen Greg Allman. De fandt dog sammen igen.

Cher har oplevet flere comeback end antallet af tøj- og parykskift i Royal Arena. Jeg opgav at tælle ved fem. Rockdivaernes diva. Ubestrideligt.

Madonna legede med farvekridt, Kylie var dårligt en australsk tanke og Beyonces mor gik i skole i Texas, da Cher indspillede sin første single.

Den 73-årige sangerinde har været under kniven et par gange – ”Dele af mig er 54, dele af mig to,” som hun sagde for 19 år siden. Og som hun også har sagt, er hendes store mareridt, at make-up-producenterne ikke kan følge med i hendes tempo.

Men hun holder sig godt og er tydeligvis i god form. Den figur kan man ikke operere sig til.

Længe inden koncerten begyndte, var stemningen som før en landskamp i ishockey eller håndbold samme sted. Den fantastiske stemning i arenaen er i sidste ende med til at hive Cher op på tre stjerner.

For uanset hvor festligt og blændende glamourøst Chers 90 minutter en tirsdag aften på Amager tog sig ud, var der ikke meget koncert over det.

Divaens ret

Det begyndte sådan set fint nok med stjernen, iført blå paryk og lidt blåt stof, med versioner af to af de utallige standarder i Chers repertoire,”Woman’s World” og ”Strong Enough”. Definerende sange for en kvinde, der har nedkæmpet al modstand med en skarp bemærkning og et nyt megahit. Sange som enhver, der ikke blev placeret af storken i middelnormalitetens trygge fællesrum, kan identificere sig med. Uanset seksuel orientering, køn eller farve.

Men så fulgte:

En godt og vel kvarter lang tale efter de første to numre. Alt for lang og meget ufokuseret. Hvis man ikke havde læst det et par timer forinden på nettet, vidste man nu, at fru Cher engang kaldte David Letterman et røvhul. Det er han givetvis, men det fremgik ikke helt, hvorfor vi skulle vide det.

Madonna legede med farvekridt, Kylie var dårligt en australsk tanke og Beyonces mor gik i skole i Texas, da Cher indspillede sin første single

Nu vidste man også, at Cher har modtaget en Oscar. Og skulle man have sovet i timen, blev det gentaget tre-fire gange i løbet af koncerten. Fint nok med det. Det falder indenfor det, man kunne kalde divaernes second amendment: tilladelse til at skyde med øjnene, logre med prydfjerene, dunke med dekadencen og prale. Manglede da bare.

Man ved nu, at Cher drømte om blive lige præcis, hvad hun blev: Askepot. Hun har endda selv bygget slottet.

I øvrigt var den lange tales pointe, at hun er et bevis på, at alder bare er et tal jo god nok, om ikke andet som et anti-aldersfascistisk statement.

Et middelmådigt kopiband

Chers backingband spillede rent faktisk live med de backtracks, som nu engang er overalt i en moderne koncert. Lyden i hallen var fænomenal god. Men de seks musikere lød nogenlunde lige så spændende og levende som ethvert andet dinnershow-orkester eller gennemsnitligt musicalband. Lige så autentisk som de dele af Cher, der er to år gamle. Der kunne hun lære lidt af Kylie Minogue, der sidste gang for et år siden medbragte et rigtigt medlevende band i Operaen.

Den altid skønne “Shoop Shoop Song (It’s in His Kiss)” blev leveret alt for forceret med Cher syngende om kap med bandet. Som noget, der skulle overstås. Helt galt i Marc Cohns ”Walking in Memphis”, som Cher gav som en oprigtig hyldest til The King, faldt helt fra hinanden. Leveret igen alt for tjept og spillet helt og aldeles uinspireret af bandet.

Man kan mene om originalen, hvad man vil, men den sang emmer af sjæl.

Cher synger stadig kraftfuldt og med denne her særlige vibrato. Om der var lagt effekter ind på hendes stemme? Tjah. Man kan vel dårligt forvente andet fra sangerinden, der med ”Believe” intonerede autotunerens æra i moderne musik

Efter et par okay versioner af Sonny & Cher-klassikerne ”The Beat Goes On” og ”I’ve Got You Babe” og med Sonny med på storskærmen i gamle videooptagelser, kom hele tre ABBA-sange. Igen spillet af bandet som et middelmådigt kopiband. Ja, jeg ved godt, at Cher medvirker i ”Mamma Mia! Here We Go Again”-filmen. Har desværre set den.

Samt at hun efterfølgende indspillede et album med diverse ABBA-kopier produceret som, hvis musik var noget man kunne finde i Silvans skruer og møtrik-afdeling – men det var faktisk ganske spændende at høre Cher synge disse sange med sin mørke, dybe contralto. Men tre sange? Og med bandet, der formåede at pille alle kanter og kontraster ud af de gamle svenske popskatte. At spille Björn Ulvaeus’ ikoniske skarpe guitarriffs i “SOS” som var det lejrbålsguitar… Fy fan!

Uanset, at Cher har nogle kommercielle grunde til at promovere dette album, var tre ABBA-kopier alt for meget. Især når man betænker, hvor mange klassikere, der er at vælge imellem.

For musikkens skyld

Det trækker op, at guitaristen til sidst fik lov at lire den, så rockstar-klichéerne føg over scenen, som glitteret ville gøre, hvis Chers pailletbesatte kjoler var revnet. Det bekom tydeligvis Cher godt at synge sine muskuløse rocksange ”I Found Someone” og ”If I Could Turn Back Time” mod slutningen af showet.

Cher synger stadig kraftfuldt og med denne her særlige vibrato. Om der var lagt effekter ind på hendes stemme? Tjah. Man kan vel dårligt forvente andet fra sangerinden, der med ”Believe” intonerede autotunerens æra i moderne musik.

Hun kom ridende ind på Amager på en kunstig elefant, hun red videre med sig selv i behold. Det kunne være helt sjovt at se hende med en sætliste og et band, der var med på rejsen for musikkens skyld

Det var her midt i al det festfyrværkeri af pomp og omstændigheder, at Cher uanset antal parykker og tøjskift stadig er Cher. It’s in her song. Hendes stamina, charme, udstråling og stemme er intakt.

Hun kom ridende ind på Amager på en kunstig elefant, hun red videre med sig selv i behold.

Det kunne være helt sjovt at se hende med en sætliste og et band, der var med på rejsen for musikkens skyld.


Cher, Royal Arena, 15. oktober 2019.

Foto: PR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur