BLACK SABBATH // ESSAY + POVCAST – Dette er første del af et longread, hvor journalist og forfatter Jens ‘Jam’ Rasmussen funderer over heavy metal-genrens opståen for præcis 55 år siden, da Black Sabbath udsendte deres debutalbum. Med udgangspunkt i et møde med gruppens guitarist Tony Iommi for 12 år siden, tager han læseren med på en færd gennem den tunge rockgenres historie generelt og Black Sabbaths historie specielt.
Baggrunden for dette essay stammer fra ideen om at samle en række essays, notater, nedslag og erindringer fra mine oplevelser rundt omkring i heavy metal-verdenen.
Siden 1986 har jeg arbejdet som journalist, forfatter, VJ og podcastvært og i den forbindelse mødt mange af genrens ypperste udøvere og en hel del af de store legender.
Dengang ideen trængte sig på, nærmede vi os 50-året for heavy metal-genrens fødsel, som er den 13. februar 1970 og Black Sabbaths debutalbum af samme navn.
Projektet bar derfor den ligefremme arbejdstitel “Heavy metal: 1970-2020”, men tiden er gået, så nu er arbejdstitlen naturligt ændret til: “Heavy metal: 1970-2025”.
Til gengæld foreligger nu det første af de mange skriverier, som helt naturligt måtte handle om netop genrens grundlæggere, Black Sabbath, i anledningen af nu 55-året for deres debutalbum og heavy metal-genrens fødsel.
Kuriøst nok annoncerede bandet så lige deres ret så overrumplende afskedskoncert, “Back to the Beginning” hjemme i Aston, Birmingham, den 5. juli 2025. Denne annoncering kom et par timer før dette essay skulle afleveres færdigskrevet, hvilket det hermed er blevet.
God læsning!
Jens “Jam” Rasmussen, Haslev, februar 2025.
Lyt til anden episode i POVcastserien Det tunge spædbarn her. Og nedenfor finder du tredje episode af POVcastserien:
NORDLONDON, November 2013:
“Vil du have et glas vand, ven?” lød den høfligt spørgende stemme med umiskendelig Birmingham-accent. Manden, hvorfra spørgsmålet kom, lignede sig selv som det tidløse ikon, han var. Som han havde været det gennem 43 år: Klædt i sort fra top til tå med et glinsende krucifiks i en sølvkæde rundt om halsen. Fyldigt, nakkelangt sortkrøllet hår med kun sporadiske islæt af gråt. Den velkendte moustache henover overlæben, endespidserne afrundet elegant ned til mundvigene. Et fikst trimmet skæg på hagen. Et par venligt observerende øjne bag de runde, blåtonede briller. Umiskendeligt Anthony Frank Iommi.
I fem årtier verdenskendt som Tony Iommi, “Riffmesteren”, hovedkomponisten i heavy metal-musikkens grundlæggere pr. excellence: Black Sabbath fra Aston, Birmingham, England. Deraf Tony Iommis brummie-accent: Uden Liverpool-scousernes syngende schwung eller London-cockneyernes forvrængede rytmik. Blot fonetisk monoton med en stum ende på ordene. På en måde meget jordnært. Og i øjenhøjde.
Bill Wards særlige trommeswing lagde sig en anelse efter beatet, der gav luft og rytme til cementblandingen, mens frontmand Ozzy Osbournes sparsomme, plagede stemme virkede som et højorganisk vidnesbyrd
“Ja tak,” svarede jeg afdæmpet, mens jeg stirrede diskret, men uafvendeligt på Riffmesterens notoriske højrehånd, der holdt om det aflange vandglas. Han førte glasset roligt mod karaffelkanten uden at klinke og begyndte at hælde vandet op. Jeg fokuserede et par korte sekunder på de to manglende fingerled på denne hans højre hånd, mens vandet rislede videre ned i vandglasset. Fingerleddene, som Iommi mistede ved en fabriksulykke som ung mand i midt-60’erne, og som ved skæbnens lod fik ham til at sætte guitarstrengene på sin egen særlige måde, og til at spille sine akkorder anderledes stramt med sine hjemmelavede fingerproteser.
Resultatet? Grundsubstansen i heavy metal-musikken: Guitarens dunkle lyd og dybe tyngde, og med den diabolske tritone som signaturstemning. Powerakkorden som den livsbetingede hjertepumpe i heavy metal-musikkens pulserende kredsløb.
“Værsgo’, kammerat!”
Tony Iommis højre hånd med vandglasset bevægede sig over mod min fremstrakte venstre hånd. Jeg tog imod glasset med et let “tak”, krammende notesblokken under armen og diktafonen hvilende i min anden hånd.
Uden denne mands skaberkraft, uden disse hænders mesterlige metalkreationer havde min verden formentlig været en helt anden. Og roligere. Som musikfan, menneske og skribent. En anden verden for mig og for utallige andre skabninger på tværs af køn, racer, nationaliteter, kulturer og trosretninger. Som en livsbekræftende del af et samhørigt, globalt og multikulturelt fællesskab. Som dedikerede fans af hård rock og heavy metal.
“Med fornøjelse,” smilede Riffmesteren venligt. Han skænkede dernæst op til sig selv og stillede karaflen tilbage på den sølvtintede serveringsbakke.
“Når folk vil stå i kø og betale for at blive skræmte til en skrækfilm, vil man måske også kunne tiltrække folk med skræmmende musik?”
Jeg følte den lidt lunkne væske gennem glasset og mærkede en varm spænding i ansigtet, mens vi bevægede os over i den bløde, plysagtige sofa langs stuebordet i den gigantiske Gilbert Scott Suite; en af hovedsuiterne på det majestætiske, nærmest slotagtige Hotel Marriott Rennaisance Hotel vis á vis Nordlondons logistiske knudepunkt St. Pancras og King Cross Station.
Sidstnævnte med dets legendariske Spor 9 3/4, hvorfra flere generationers unge bebrillede barndomshelt, Harry Potter, i J.K. Rowlings fiktionsunivers går gennem muren og tager eksprestoget til udøvelse af magi og trolddomskunst på Hogwarts Skole for heksekunster og troldmandsskab.
Stedet og anledningen kunne ellers nok have været et glas veltempereret Amarone værd, for overfor mig i sofaen sad altså en af virkelighedens musikalske magikere, ikke en fiktiv troldmand fra Hogwarts. Nok kunne håndens ejermand ikke lave vand om til vin, men han havde begået noget nær en musikæstetisk alkymi op gennem 70’erne.
Som guitarist og komponist havde han transformeret sine aflirede rock’n’roll-akkorder og basale bluesgange i bands som The Rocking Chevrolets, Mythology, Polka Tolka Blues Band og Earth om til en dommedagstung og dystopisk rocklyd i Black Sabbath. Det måske mest genredefinerede band i rockhistorien.
Da Black Sabbath definerede en genre
Allerede på deres selvtitlede debut Black Sabbath adskilte bandet sig fra sen-60’er bluesrocken og den udsyrede psykedelika fra blandt andre Iommis eget guitaridol Eric Clapton og supertrioen Cream, som han selv og det demoindspillende Black Sabbath (dengang Polka Tolka Blues Band, senere Earth) udsprang fra.
Black Sabbath var dog ikke lavet af guld (omend deres økonomiske afkast hurtigt skulle se sådan ud), men af sammensvejset tung metal: heavy metal, som musikgenren tidligt blev døbt, og som subkulturen selv definerede sig, især i de sidste år af 70’erne. I de tidlige 70’eres Danmark blev Black Sabbath typisk benævnt som “heavy rock” eller “betonrock”.
Black Sabbath, det perfekte lydspor til de tidlige 70’eres nyudsprungne ungdom, der skulle finde sig selv og skabe en egen identitet i kølvandet på den utopiske hippiedrøm, der i USA var kulmineret med den generationsmanifesterende Woodstock-festival og dernæst kuldsejlet på den tragiske festival i Altamont, Californien.
Begge begivenheder i anden halvdel af 1969, hvor netop Black Sabbath blev et nyt bandnavn langt derfra – i et beskedent øvelokale i Aston, Birmingham, hvor bandet havde ernæret sig som bluesrockorkester på Henry’s Blues House i et loftslokale ovenpå en pub inde i bymidten.
Rundt om hjørnet herfra havde bandet en aften set den lange kø ved en forestående skrækfilmforestilling i den lokale biograf. Snart rumsterede tanken i bassist Geezer Butlers reflektionskyndige hoved: “Når folk vil stå i kø og betale for at blive skræmte til en skrækfilm, vil man måske også kunne tiltrække folk med skræmmende musik?”
Denne såre logiske sondring affødte ideen til en sonisk og stilistisk forvandling af bandet, hvor horrorfilmens æstetik nu skulle transformeres over i rockmusikken. I alle fald var det en videre overvejelse og et par øveaftener værd.
Undervejs på en første europæisk turné i efteråret ’69, herunder på Revolution Club, Åboulevarden, København, skiftede bandet således navn fra Earth (som også var navnet på et britisk soulfunkband, som bandet var blevet forvekslet med) til Black Sabbath.
Bandet introducerede deres eget æstetiske univers af lyd, lyrik, visualitet og grafik på debutalbummet Black Sabbath fredag den 13. februar 1970, hvor historier om den gruopvækkende satan og hans ildevarslende ritualer, den gode troldmand, den ondsindede kvinde, og det kærlighedssplintrede sind var blandt temaerne ovenpå bandets hårde garageautentiske rockrytmer med Iommis kraftfulde powerakkorder og seje guitarsoli som en væsentlig del af det genredefinerende udtryk.
På daværende tidspunkt et meget aparte musiksprog, “der bare havde en accent, vi ikke nåede til”, som salig musikjournalist Torben Bille (1949-2013) havde beskrevet sin generations overvejende forhold til Black Sabbath, mens vi drak formiddagskaffe og spiste rundstykker i Politikens Hus tilbage i 2009.
Black Sabbath talte også rockens grundlæggende sprog, medlemmerne en flok jævnaldrende Beatles- og Cream-fans som Bille selv, men med radikale fonetiske udsving fra den gængse musiklingvistisk i den etablerede sen-60’er beat, som rocken dengang kaldtes i Danmark: Terry “Geezer” Butlers bastante, brummende bas fulgte ofte Riffmesterens tungt glødende guitarforløb som et ekstra lag ultraheaviness. Bill Wards særlige trommeswing lagde sig en anelse efter beatet, der gav luft og rytme til cementblandingen, mens frontmand Ozzy Osbournes sparsomme, plagede stemme virkede som et højorganisk vidnesbyrd af lidelsesfuldt levet liv.
Langt hår, hippelook – men klædt i sort
Bandmedlemmerne med langt hår og skægget hippielook, men klædt i sort, ikke i spraglede flower power-gevandter. Mutte ansigter med hjemmelavede aluminiumskors hængende om halsen, ingen blomsterprydet ansigtsmaling som i kærlighedens sommer ’67. “De eneste blomster, jeg så i Birmingham dengang, var på kirkegården i Aston,” som Ozzy lakonisk noterede i sin selvbiografi, Ozzy Speaks, om sig selv som attenårig fabriksarbejderdreng i det industrigrå Aston under den såkaldte Summer of Love 1967.
Og på albumcoverets forside: En mystisk, mørkeklædt og gulhovedet hekselignende figur i en småskummel afsides efterårsskov foran en hvid gespenstagtig bygning, der i virkeligheden var en gammel vandmølle i engelske Marlepdurham, Oxfordshire.
ufortrøden krigsgalskab (…) havde medført en sønderbombning af deres hjemby under tyskernes ubønhørlige angrebstogter mod den britiske sværindustri overalt i The Greater Birmingham
Dette skulle vise sig som starten på en af rockhistoriens mest omfattende og genreudviklende epoker. Et gennemgående referencepunkt for yndere og udøvere af heavy metal gennem generationer.
Men allerede da – i start-70’ernes tidsfæstende øjeblikke – var Black Sabbath et band med en gennemtrængende pondus, som både skilte vandene mellem meningsdannere og teenagere, og som samlede de udskammede heavy metal-horder under samme musikæstetiske banner, og som byggede et begyndende brohoved mellem Aston, Birmingham og et globalt metallisk multiunivers, som gennem tiden sammensmeltede førhen adskilte kulturer, racer og nationaliteter.
Hvor en sang fra et lydanlæg og et bandlogo på en T-shirt kunne forbinde folk uden et fælles verbalt sprog. Nøjagtig som anden god musik og givende kunst gennem århundreder. Som The Beatles lige før Black Sabbath, og hvad der ellers fulgte af bands og subgenrer i foreløbigt fem årtiers øredøvende heavy metal-evolution.
Nok så essentielt og evident: Black Sabbath reflekterede også deres uundgåelige samtid med en utopi-ætsende lyrik, der lagde sig som ærlige, insisterende ærkerockkvad hen over deres benhårde heavyrytmer og massivt metalliske akkordstrukturer. Som et uomtvisteligt laserblik på start-70’ernes verden af en ny virkelighed dagen derpå, år nul efter den braste hippieutopi.
Start-70’erne, denne tågede posthippietid med fortsatte ungdommelige livsstilseksperimenter, en begyndende fundamentalistisk venstrefløjs kulturkamp og en martrende mediedækning af Vietnamkrigens uhyrligheder. Black Sabbath responderede direkte ved at forvandle deres oprindelige okkultinspirerede demoskitse, “Walpurgis”, til et musikalsk frontalangreb på virkelighedens uvæsen forårsaget af gudløse krigsgalninge, i “War Pigs” (1970).
Den ondsindende, altødelæggende Satan
Den samme type af ufortrøden krigsgalskab, der få år før Sabbath-medlemmernes fødsel, havde medført en sønderbombning af deres hjemby under tyskernes ubønhørlige angrebstogter mod den britiske sværindustri overalt i The Greater Birmingham.
“Generals gathered in their masses,
Just like witches at black masses
Evil minds that plot destruction,
Sorcerer of death’s construction
In the fields, the bodies burning,
As the war machine keeps turning
Death and hatred to mankind,
Poisoning their brainwashed minds”
Sådan lød det i sangens første og andet vers, hvor de kyniske krigsgalninge og deres hjernevaskede tropper var den virkelige ondsindende, altødelæggende Satan; som hverken havde horn i panden eller en trefork i hånden, men besad et morderisk, misantropisk menneskesind.
Tiderne var ved at ændre sig i en temmelig barsk retning: Vietnamkrigen bredte sig kontinuerligt ind i tv-stuerne og ved transistorradioerne. I de samme medier oplevedes den palæstinensiske terroraktion lige ind i uskyldens sportsglade solar plexus under OL i München ’72. Efterfølgende en eskalering af europæisk terror op gennem årtiet fra Roté Armé Fraktion i Tyskland til De Røde Brigader i Italien. IRA’s voldelige angreb i Irland og Storbritanien, den baskiske befrielsesbevægelse ETA’s voldsomme sabotageaktioner i Spanien.
Vi diskuterer ikke eventuelle grader af retfærdig modstandskamp her: vi konstanterer blot, at det var blodigt, voldsomt og at uskyldige blev dræbt.
Der var også 70’ernes England med en intern, blodsprøjtende klassekamp, når engelske fodboldhooligans bragede sammen i masseslagsmål lørdag efter lørdag til fodboldkampe i landets ligaer fra Middlesbrough i nord til Millwall i London sydøst.
Du er kommet for langt ud, sønnike, det eneste, du gør at ryge og tage trips hele tiden!
Black Sabbath reflekterede ikke hooliganismen direkte, men efter sigende er første halvdel af sangen “Fairies Wear Boots” stærkt inspireret af dels en episode, hvor en flok skinheads overfaldt bandet, der måtte aflyse en koncert dagen derpå; dels af Geezer Butlers oplevelse som Aston Villa-fan med en flok af ærkerivalerne Birmingham FC’s fodboldbøller lige i haserne.
… måske handler det bare om en joint
Mens en helt tredje version fortæller, at sangen faktisk handler om dengang, Ozzy og Geezer sad og røg en joint i parken, da de pludseligt så nogle feer danse rundt iført støvler. Resultatet: Hallucinerende heavy metal.
Første vers:
“Goin’ home late last night,
Suddenly I got a fright
Yeah, I looked through a window and surprise what I saw,
Fairy boots are dancin’ with a dwarf
All right now”.
Dernæst omkvædet:
“Yeah fairies wear boots, and you gotta believe me
Yeah, I saw it, I saw it I tell you no lies
Yeah Fairies wear boots and you gotta believe me
I saw it I saw it with my own two eyes
Woah right now.”
Disse dødsfald, og dem der fulgte, blev omtalt som en morbid mytologisk “Klub 27” af afdøde 27-årige rocktjerner. Den skabte en farlig floskelbetændt “lev-stærkt-og-dø-ung-tilgang” i ikke mindst musikmiljøet
Sangens anden halvdel er angiveligt også inspireret af en af forsangerens livlige LSD-oplevelser. Kunstnerisk frihed i det omtumlede ozzyske sind anno efteråret 1970.
Andet vers lyder således:
“So I went to the doctor,
see what he could give me
He said, son, son you’ve gone too far,
‘Cause smokin’ and trippin’ is all that you do, yeah”.
Der var et og andet skævt, stofpåvirket sind til stede, men også evnen til at omformulere et par halluer, eller hvad det nu var, til et par effektive heavy rock-rim.
Et vrøvlevers efterfulgt af et pludseligt rationale om at opsøge sine læge for at få sandheden at vide. Doktorens diagnose: “Du er kommet for langt ud, sønnike, det eneste, du gør at ryge og tage trips hele tiden!”
Implicit en lægelig anmodning, om at gøre det modsatte, hvilket dog aldrig blev Ozzys væsentligste dogme.
Men den vindskæve selvironi havde vundet indpas i bandet; måske som en passende humoristisk afbalancering af de mange fejlskudte fortolkninger af bandet som værende “satanistisk”, hvilke fulgte i rigt mål efter debutpladen og sidenhen, mens “Fairies Wear Boots” var født som sætlistekandidat gennem de kommende fem årtier.
This is the end – mørkets sorte bagside
Men for mange unge i 70’erne blev stofferne alvorlige prøvelser; som mentalt eller direkte dødelige derouter i et langt, depressivt disset årti, hvor sjæleberøvende speedvarianter og hjernebedøvende heroinkanyler skabte et åndsforarmet parallelsamfund til de lidt ældre unges velguidede, bevidsthedsudvidede svampeture og overskudshyggelige hashpibehvæs på kulturministeriets trappe eller rundt om ved socialt stimulerende urtetekander. Mange af dem beskrevet som nærmest religiøse åbenbaringer af fermt formidlende og åndsrige talsmænd.
Black Sabbath-medlemmerne holdt sig ikke tilbage fra ret mange af delene (fraset heroin, heldigvis), men beskrev reelt og måske rådgivende stof(mis)brugerens røde linje i “Hand of Doom”:
“Push the needle in,
Face death’s sickly grin,
Holes are in your skin,
Caused by deadly pin”.
Nummeret udgivet på bandets andet album, Paranoid, den 18. september 1970. Samme dag som guitarikonet og heroinmisbrugeren Jimi Hendrix var afgået ved døden på sit hotelværelse i Notting Hill, London. Kvalt i sit eget bræk og totalt bedøvet af sovemedicin. Og samtidig to uger inden den sårbare sangstjerne Janis Joplin blev fundet død af en overdosis heroin på sit hotelværelse i USA.
Nogle måneder senere forlod Jim Morrison, forsangeren i The Doors, lige fyldt 27 år, USA for at drage til Paris sammen med kæresten Pamela Courson. Alkoholiseret, rundere og med fuldskæg, og med en mere slidt, rusten stemme på bandets sidste indspilning, L.A. Woman. Et slags forceret forfald af den dionysiske underskønne rebel, sanger og poet, der blev fundet død natten til den 3. juli 1971 i badekaret på sit hotelværelse i Paris.
Omstændighederne var ganske mystiske, og kun den fåmælte Courson og en siden uidentificeret obduktionslæge så Morrisons lig. Teorien om at rockstjernedigteren var taget til et hemmeligt eksil i Afrika, kom til at køre kontinuerligt i adskillige mytomaniske årtier.
Men i sit sidste døgn var Morrison angiveligt i selskab med et par lokale heroinpushere, og en dødelig overdosis blev sandsynligvis den store sanger og poets bedrøvelige endeligt.
Pamela Courson døde selv i foråret ’74, ligeledes 27 år gammel og af en overdosis heroin.
Disse dødsfald, og dem der fulgte, blev omtalt som en morbid mytologisk “Klub 27” af afdøde 27-årige rocktjerner. Den skabte en farlig floskelbetændt lev-stærkt-og-dø-ung-tilgang i ikke mindst musikmiljøet, hos både udøvere og fans. Stofkulturen florerede uanfægtet.
Krise, kulde og kvælning
70’er ungdommen agerede videre i et årti, hvor oliekrise, økonomisk recession og optrukne koldkrigsfronter brat bremsede 60’ernes højkonjunktur, den lodrette opstigen til evig ungdom og generelt syrede optursstemning af fed lykke. Nu opstod der arbejdsløshed, rodløshed, krigsfrygt og en pessimisme, der nødvendigvis måtte oplives af noget.
For en ny ungdomsgeneration blev dette “noget” voluminøs hård rock, betonrock senere heavy metal, glam pop-idoler, sidenhen disco og punk rock. Forskellige subkulturer, som hver især efterfulgte ’68-ungdomsoprørets udstrakte grad af fri, fælles leg, vidtåben adgang til arbejde og uddannelser, udelt optimisme og blide, bløde peace & love-hymner
Med kræftdiagnosen i begyndelsen af 2012 var Riffmesterens liv pludselig blevet alt for truet på dets virkelighed
De nye ungdomsårganges usikre placering midt mellem hippieidealer, hedonisme, dommedagstrusler, lev-stærkt-dø-ung-kodekset, og tro, håb og kærlighed blev bedst beskrevet i Black Sabbath-sangen “Children of the Grave” fra sommeren 1971:
“Children of tomorrow live in the tears that fall today
Will the sunrise of tomorrow bring in peace in any way?
Must the world live in the shadow of atomic fear?
Can they win the fight for peace or will they disappear?”
Undertegnedes fortolkning: Verset kan synes en smule buddhistisk i dets indledende par linjer, hvor morgendagens børn betaler prisen for nu’ets sorgfældende tårer affødt af verdens dårlige karma.
Dernæst nærmest nihilistisk i dets spørgsmål, om morgendagens solopgang overhovedet vil tilvejebringe os fredsommelighed på nogen måde?
Derfra fatalistisk i dets enten-eller-kamp for fred og fordragelighed: Fred eller forsvinden. Elskelighed eller ekstermineren. Liv eller død.
Black Sabbath og andre unge stod i et identitetsmæssigt vakuum i en, selv for ungdommen, særligt forvirrende tid. Men netop i dét og i dén måtte Black Sabbaths umiskendelige og insisterende aftegning af et helt ny musikparadigme nødvendigvis opstå: Heavy metal-genren var født – af gode grunde og af absolut nødvendighed.
1970 var lang tid siden nu. Heavy metal-alkymismens opståen ligeså. Lige nu var det en tidlig fredag eftermiddag i midten af november 2013. I den brede behagelige sofa på Gilbert Scott Suite havde Riffmesteren og jeg blikket rettet mod enden på det hele. På svanesangen, på slutningen, som det også fremgik af bandets knapt halvt år gamle comeback-album, 13. Indledt af sangen “End of the Beginning” og ordene:
“Is this the end of the beginning?
Or the beginning of the end?
Losing control or are you winning?
Is your life real or just pretend?”
Få uger forude ventede den europæiske del af verdensturneen med Riffmesteren og Black Sabbaths koncert-line-up anno 2013, hvor den langt yngre, hyperdynamiske trommeslager Tommy Clyfteros (f. 1979) havde erstattet Bill Ward.
Var den gamle trommeslager sygdomspræget, utilfreds, urefærdigt behandlet, eller en blanding af det hele? Ifølge Iommi handlede det om en aftale mellem managers og advokater, der ikke kunne lukkes, og at Ward også sloges med visse helbredsproblemer, inklusive en hospitalsindlæggelse, som gjorde en turnévirksomhed særlig vanskelig for ham og bandet. Kærligheden til Bill Ward var intakt, understregede Iommi, der var i jævnlig og venskabelig kontakt med den fraværende trommeslager.
Bill Ward var tillige udeladt af de officielle bandfotos, inden Black Sabbaths sidste turnérunde i kølvandet på udgivelsen af 13-albummet, det første med Ozzy ved mikrofonen i næsten 35 år. Og hvor Ward var erstattet af Rage Against The Machine-trommeslageren Brad Wilk.
Anden del af Jens Jam Rasmussens essay kan læses fra og med søndag d. 23. februar.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
