DANSK POLITIK // ANALYSE – Lars Løkkes Rasmussens projekt ligner en fuser. Imens skændes V og K om, hvem der er statsministerkandidat i stedet for at blive enige om et fælles blåt projekt, der kan udfordre regeringen efter Minksagen, der som ventet kun efterlader statsminister Mette Frederiksen med enkelte ridser i lakken.
Det, som for et år siden lignede den rene utopi for det blå Danmark, synes umiddelbart inden for teoretisk rækkevidde, hvis man skal tro meningsmålingerne. Drømmen om en blå magtovertagelse efter næste folketingsvalg, hvis ikke den ligefrem bliver serveret på et sølvfad efter en minkrapport, der mod forventning skandaliserer statsminister Mette Frederiksen og tvinger hende til at overgive magten frivilligt, som det skete med Poul Schlüter efter dommer Hornslets Tamilrapport.
Nej, de blå partier må i arbejdstøjet. Magten kommer ikke som stegte duer flyvende ind i munden på dem
Det sidste scenarie er stadig feberdrømme for oppositionen, da der foreløbigt ikke er kommet noget frem i Minksagen, der blot tilnærmelsesvist ligner forsætlighed eller grov uagtsomhed, som er det, der i givet fald vil kunne få regeringens parlamentariske grundlag til at sparke taburetten væk under Mette Frederiksen.
Nej, de blå partier må i arbejdstøjet. Magten kommer ikke som stegte duer flyvende ind i munden på dem.
Et blåt flertal forudsætter imidlertid, at blå blok begynder at koncentrere sig om et fælles projekt og stopper kappestriden om, hvem der er oppositionens leder og dermed blå statsministerkandidat. Konservatives Søren Pape eller Venstres Jakob Ellemann-Jensen?
Diskussionen af den problemstilling gavner ingen lige nu, men skygger i stedet for, hvad der er fælles gods, og hvad de blå vælgere kan forvente sig af et eventuelt magtskifte.
Minksagen fuser ud
Hele efteråret er gået med at punke Mette Frederiksen i Minksagen med beskyldninger, der langt hen ad vejen ikke holder i byretten. Det upåagtet har missionen virket. Socialdemokratiet er raslet ned i meningsmålinger fra cirka 30 procent ved sensommerens begyndelse til nu omkring 25 procent, og hvad bedre er, set med de blå briller, har statsministerens troværdighed også taget sig et gevaldigt dyk, så Søren Pape lige nu står som Tingets mest troværdige partileder.
Hvem skulle havde troet det for blot tre år siden, men ydmyghed og visionær askese har lønnet sig for det ellers så hårdt plagede parti. Belønningen er sket i en tid, hvor Dansk Folkeparti har været i intern opløsning og Venstre været plaget af en rigsretssag mod en af partiet forhenværende fremmeste aktiver.
Men nu skal der arbejdes. Minksagen slutter sine afhøringer ultimo januar, og derefter er der skrivepause de næste fire måneder frem til omkring 1. juni
Det har alt sammen givet voldsom søgang og fået de blå vælgere til at søge mod sikker havn i Konservative, der både har tiltrukket Venstre-vælgere og frafaldne folketingsmandater samtidig med, at det lykkedes Søren Pape at håndtere sagen med sexkrænkeren, Naser Khader, til UG.
Men nu skal der arbejdes. Minksagen slutter sine afhøringer ultimo januar, og derefter er der skrivepause de næste fire måneder frem til omkring 1. juni. Rapporten kommer givetvis til at rette en kritik mod forløbet op til og lige efter minkbeslutningen 3. november 2020 om at slå alle danske mink ihjel – og det vil blive udnyttet.
Bøtten med de store fraser og kravet om en rigsret vil blive vendt igen, men når selv de professorer og statsretseksperter, der hurtigt var ude at pege på en rigsret, nu er i færd med at padle baglæns, skal de blå vælgere næppe sætte næsen op efter den løsning. Regeringens støttepartier vil være loyale med mindre, at statsministeren og groft uagtsomt optræder i samme sætning.
Godbidder til de blå
Mette Frederiksen lagde de store linjer for det kommende år i sin nytårstale.
Talen var blottet for patos, men havde derimod masser af turbo, så den mest af alt mindede om et hyperaktivt arbejdsprogram, der skal lede tankerne langt væk fra både mink og corona. Smerterne skal løbes væk og nu skal der point ind på kontoen, så vælgerne kan mødes med en positiv resultattavle.
Reelt giver de politiske omstændigheder kun Mette Frederiksen et vindue på 4-5 måneder, hvor den blå opposition vil være til at forhandle med. Derefter står den på valgbulder og korslagte arme.
De toner, statsministeren slog an i nytårstalen dækker til gengæld også behovet for et stort publikum, og samtidig tyder det på, at forhandlingerne vil blive lagt til rette efter at få mindst et af de blå partier med. Men mon ikke de blå partier holder sammen. Ellers beder de selv om en ny valglussing.
Temaerne var valgt med omhu
Der var grøn flytrafik og CO-afgifter til de unge. Der var arbejdsudbuddet og åbningen for kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til erhvervslivet, angrebet på unødvendigt bureaukrati til de småborgerlige, og så var der var ældrepolitik til – ja seniorerne, som det hedder nu til dags.
Derudover var der samtidigt en kraftig understregning af, at den stramme udlændingepolitik vil blive fastholdt. Så ingen slinger i valsen her, men tværtimod endnu en pisk over ikke-integrerede muslimske kvinder, der skal tvinges til at gøre en indsats i ældreplejen.
Alt sammen temaer, som de blå partier får svært ved at holde sig uden for, men som i sidste ende også kan komme til at udgøre et samlet problem for blå blok.
For ikke blot opnår Mette Frederiksen at neutralisere en del af kritikken mod regeringen. Regeringen vil vise sig fra sin samarbejdende side og under en valgkamp, vil det klart blive brugt som et aktiv og modbevis på anklagerne om dens egenrådighed.
Løkke ender som en fuser
Det kommer til at give problemer for et lille nyt parti ved navn Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen ved roret.
Partiet er ved at ende som en fuser, inden det overhovedet er kommet i gang. Lars Løkke har ikke formået at udnytte et politisk vakuum til at få skabt et momentum. Tværtimod løb han ind i store forklaringsproblemer for ikke at have handlet rettidigt over for Inger Støjberg, da hun brød loven i hans statsministertid. Det satte ham kun længere tilbage i forsøget på at få en positiv plads i vælgernes bevidsthed.
Faren for stemmespild er således nærliggende, men den blå blok kan selv gøre sit til at minimere det.
Men Løkke satser stadig på at blive dark horse og vil gå til valg på at skabe nye alliancer i dansk politik. En nyskabelse, der kan blive svært at sælge, hvis regeringen netop har indgået flere tunge forlig med Venstre og Konservative. Det bliver derfor stadig sværere at se, hvad der skal kunne løfte Lars Løkke Rasmussen op over den magiske spærregrænse på 2 procent. Han og Moderaterne risikerer i stedet at blive dødvægt for den blå blok.
En skæbne han måske kommer til at dele med Kristendemokraterne, hvis politiske projekt er mere end almindeligt svært at få øje på.
Statsministerspørgsmålet
Faren for stemmespild er således nærliggende, men den blå blok kan selv gøre sit til at minimere det. De bliver nødt til at få afklaret statsministerspørgsmålet inden for kort tid og derudover få defineret fire-fem pejlingsmærker, de vil stå sammen om.
Her nytter det ikke noget at komme med de slidte fraser om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Der skal langt mere til for de blå, og de blå vælgere vil kræve klar besked om retningen i EU-, udenrigs- og udlændingepolitikken, når nu den parlamentariske støtte skal bygge på Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, hvis globale udsyn mildest talt er begrænset.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
