BØGER // ANMELDELSE – Birgitte Possing har skrevet en helt særlig erindringsbog med titlen Klangbunden i mig. Gennem kulegravning af sine forældres og bedsteforældres liv fortæller hun om udviklingen i det danske samfund hele sidste århundrede, skriver Monica Krog-Meyer.
Ordet ‘privatdetektiv’ får en helt ny betydning, når man læser Birgitte Possings bog Klangbunden i mig. Hun lader sig ikke nøje med, hvad hun kan huske, eller hvad familiemedlemmer har sagt. Hun graver som en detektiv gennem oplysninger om familiemedlemmernes liv i offentlige arkiver og registre.
Kan det nu passe, hvad mormor sagde om, at hun ville være sygeplejerske på det tidspunkt? Eller hvordan var farfars vilkår som maskinist på et fyrskib i den periode? Hun graver offentlige fødselsregistreringer, uddannelses- og ansættelsespapirer, kirkebøger osv. frem, så hele billedet kan blive foldet ud.
Udgangspunktet er kassen, som hendes mor fortæller hende om og giver hende. Men på den betingelse, at hun ikke åbner den, før moren er død, og hun selv er blevet voksen
Det kan man, fordi den danske stat har været god til at notere alt ned om hvert enkelt af os. Men man skal vide, hvor man kan finde oplysningerne – og det ved Birgitte Possing, professor emerita i komparative kulturstudier, dr. phil og forfatter, blandt andet af den fremragende bog Argumenter mod kvinder fra 2018.
Særligt fænomen i disse år
Vi er inde i en stime af bøger, skrevet af modne kvinder, der var unge i 70’erne. Det er tydeligt, at den frigørelse og styrke, vi kæmpede os frem til dengang, stadig vibrerer i disse kvinder. Den taleret, de kæmpede sig frem til og den viden, de har samlet om kvinders vilkår, sidder i dem, og de bruger deres faglighed til at give os andre indblik i, hvad de er rundet af. De har noget på hjerte.
De bruger deres eget private liv som udgangspunkt, ikke noget fiktion her. Anne Dorte Michelsen udgav sin bog Synger du stadig? i august. Gretelise Holm præsenterede Den store boomerbog i september, og i denne måned udkommer Sanne Salomonsens erindringer Det hele, som jeg endnu ikke har læst og Birgitte Possings Klangbunden i mig, som det skal dreje sig om her.
Hvem er jeg?
Hvis man forsøger at finde svar på det spørgsmål, kan man se på sig selv og sige: Jeg er summen af alle mine oplevelser, gode som dårlige, af erfaringer, af de samfundsvilkår og politiske betingelser, jeg har levet i.
Men man er også sine forældres barn, så der er også oplysninger at hente. Man må spejle sig i sin familie og høre deres beretninger for at få indblik i, hvad man ‘er rundet af’.
Og man kan, som forfatteren Birgitte Possing gør i denne bog, grave sig ned i tilgængelige data om sine forældre og sine bedsteforældres liv. For har de fortalt hele sandheden om deres liv? Er den historie, hun fik som barn i virkeligheden en helt anden?
Ja, der er en hel del overraskelser på vejen: Et ufødt barn i sprit, som ingen talte om, et overfald, som ingen skulle vide noget om og meget mere.
Kassen
Udgangspunktet er kassen, som hendes mor fortæller hende om og giver hende. Men på den betingelse, at hun ikke åbner den, før moren er død, og hun selv er blevet voksen. Det løfte holder hun. (Jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville have kunnet vente så længe.)
Kassen viser sig at indeholde breve. Du ved, den slags vi skrev før i tiden til hinanden, fra ferier eller hvis arbejdet adskilte mand og kone eller til familiemedlemmer i den anden ende af landet. Med beskrivelser af hverdagen og hvad man ellers kommer ud for, tanker og måske drømme om fremtiden. Og så papiret ned i konvolutten, adresse på og ikke mindst et frimærke. Snart var brevet fremme hos modtageren, der så måske skrev tilbage igen.
Birgitte Possing finder mange spændende oplysninger om sine forældre i de breve. Hun sammenligner det med sin egen erindring, taler med sine søskende og andre i familien. Alligevel er det ikke det fulde billede. Derfor går hun i arkiverne, i de mange registre, som enhver slægtsforsker kender så godt. Og det er hun temmelig god til. Adskillige sandheder kommer for dagen.
Kvinders vilkår er et gennemgående tema for Birgitte Possing
Noget af det første, vi får at vide om forfatteren, er at hun som barn gav udtryk for, når hun blev spurgt, hvad hun ville være som stor, at: ”Jeg vil være den første kvindelige mand.”
Det er da et vidunderligt udsagn og fortæller, at hun havde blik for kønsforskelle. At hun ikke ville sættes i bås, men gerne ville gøre det, som mænd gør, og som mænd kan gøre, men at hun klart forstod, at det ikke var almindeligt for en pige, for en kvinde. Hvor heldigt for hende, at hun som ung fik opbakning til den ambition fra kvindebevægelsen i 70’erne.
Rollerne lå dog fast i forældrenes generation i 1950’erne: Faren gik på arbejde, så han kunne forsørge familien, moren var hjemmegående, så hun kunne tage sig af hjemmet og børnene. ”Baglandskvinde”, som det bliver kaldt i bogen.
Moren ville have været sygeplejerske, men når hun gav udtryk for de ambitioner, kunne faren finde på at sige, at hvis hun gjorde det, ville han tage børnene. Som trøst forsvandt hun ind i musikken ved klaveret i hjemmet.
Helt anderledes var det i hendes bedsteforældres situation: mormor var selvstændig og oprettede et sygeplejebureau. Hendes mand var nemlig ofte væk fra hjemmet på et fyrskib ude på havet, så hun stod med det meste af ansvaret for sin familie.
De gamles erfaringer
I sin udforskning af familiens data dukker et meget spændende arkiv op. Det er interessant at høre, at den socialdemokratiske politiker og overborgmester i København Urban Hansen i 1969 tog initiativ til, at byens ældre skulle fortælle om deres liv og opvækst.
Han indså, at byen hastigt var ved at ændre sig, så det ville være en god ide at bevare beskrivelser af hovedstaden fra de gamles barndom og frem. Så han satte de ældre i gang med at skrive, mens tid var. En sjov detalje er, at de gamle københavnere egentlig ikke syntes, at der var så meget at fortælle, men når først de kom i gang med at skrive, så væltede minderne frem.
Sidst i Klangbunden i mig er der selvfølgelig også et kapitel om Birgitte Possing selv. Hun led af udlængsel efter endt skoletid, og det bliver til et kibbutzophold i starten af 70’erne, som mange unge mennesker gjorde.
En ting er, hvad forfatteren selv kan huske, men også her kommer en stak gemte breve til at spille en rolle, nemlig hendes 33 breve til moren med alle overvejelser og bekymringer fra turen gennem Negev-ørkenen og Sinai-ørkenen og alle de urolige områder i Mellemøsten, også dengang – om end ikke alt blev fortalt i brevene til moren.
Jeg skal ikke afsløre mere, læs selv hvad Birgitte Possing finder frem til i sin kortlægning af fortiden. Bogen er letlæselig og overskuelig. Den er i fem dele. Et kapitel om forældrene, et om mormor og morfar, et om farmor og farfar, og et hvor vi er tilbage ved forældrene.
Det er personligt mit yndlingskapitel, da det er en tid, jeg husker. Det gik så godt i 1960’erne. Skolegang og uddannelse, arbejde, fremdrift og ambitioner. Det gik også godt for Birgittes far, der var tandlæge med egen klinik – og alle var glade. Men var de nu også det? Igen er fokus på kvindernes stilling. De hjemmegående. Fik de kvinder også gavn af de gode tider? Det spørgsmål vil jeg lade hænge i luften.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og