USA2020 // NYHEDSANALYSE – Det amerikanske valg er i dag, og det er reelt umuligt at forudse resultatet, selvom Joe Biden er favorit og fører i alle meningsmålinger. Hans forspring er snævret ind, skriver Annegrethe Rasmussen fra den amerikanske hovedstad. Biden vinder Michigan og Wisconsin, mens de to kandidater står lige i Florida, og Bidens føring i Pennsylvania er blevet mindre. Samtidig er Arizona, Georgia, North Carolina og Texas også i spil. “Negative partisanship” har domineret valgkampen til det sidste.
WASHINGTON D.C. – Ved stort set hvert valg i USA hævdes det, at lige dette valg er “det vigtigste i vores levetid”, men hvis man skal se på valgdeltagelsen, ser det ud til, at amerikanske vælgere faktisk tænker lige præcis dette i dag, hvor præsidentvalget finder sted.
Når alt kommer til alt er dette valg en folkeafstemning om Donald Trump
For det første kan man, hvis man blot ser på tallene for “early voting” (altså brevstemmerne i kombination med dem, der er mødt op og har stemt tidligt på særlige valgsteder), se, at vi ifølge Michael McDonald fra University of Floridas U.S. Elections Project formentlig vil kunne bevidne den højeste amerikanske valgdeltagelse siden 1908, hvilket taler for, at valget ses som afgørende.
Alvorlig ny corona-advarsel fra Dr. Deborah Birx
For det andet er de to kandidater, præsident Donald Trump og demokraten Joe Biden, radikalt uenige om den politiske kurs og væsensforskellige i både stil og substans. Men herudover er de også uenige om, hvor USA på et mere fundamentalt plan skal hen som supermagt – og hermed også om, hvad “amerikanske værdier” er for en størrelse.
Endelig hænger coronakrisen over hele USA som en kvælende og tung sort sky.
Dagen før valget, den 2. november, gik Dr. Deborah Birx – en af de mest kendte skikkelser fra Det Hvide Hus’ såkaldte Corona Task Force – ud i et internt memo til Det Hvide Hus med sin hidtil alvorligste advarsel om krisen. Hun brød samtidig for første gang afgørende med budskabet fra præsidenten, der konsekvent nedtoner krisens alvor og lover at vaccinen er “lige om hjørnet”.
Birx skriver i sit memo, at “the pandemic is entering a new and deadly phase that demands a more aggressive approach”. P.t. smittes omkring 100.000 amerikanere om dagen og omkring 1000 dør. Det tal kan stige til det dobbelte på få uger.
Valget har været 100 % drevet af “negative partisanship”
Når alt kommer til alt er dette valg en folkeafstemning om Donald Trump.
Ikke som i en “ægte folkeafstemning”, eftersom the popular vote som bekendt ikke afgør sagen (her vil Biden med 99 % sandsynlighed vinde på samme måde, som Clinton gjorde det i 2016).
Men forstået sådan, at der i hver enkelt stat vil foregå en afstemning for eller imod den stærkt polariserende præsident, der med NPR’s ord har “inspired deep devotion and intense repulsion, and that is translating to sky-high enthusiasm for voting — whether that’s in person or by mail because of the coronavirus pandemic.”
Vinder Biden vil det mestendels handle om, at han “ikke er Trump” – den såkaldte modstandsbevægelse mod præsidenten driver tilslutningen til demokraterne
Vinder Joe Biden vil det med andre ord efter min vurdering mestendels handle om, at han “ikke er Trump” – den såkaldte modstandsbevægelse mod præsidenten driver tilslutningen til demokraterne.
Og det er just indholdet i tesen om “negative partisanship”, der ikke udfoldes bedre nogle andre steder end hos valgeksperten, Rachel “the Doc” Bitecofer. Hvis man er interesseret i amerikansk politik op til i aften, kan man med stor fordel dykke ned i Bitecofers valgmodel, som man kan finde via dette tweet:
This is @The__Cycle, my new elections analysis website, which right now hosts @sam_epstein's and I's final 2020 forecast for the Electoral College & Congress, as well as links to my show, @ElectionWsphr & my other research https://t.co/L7PGrSladw
— Rachel Bitecofer 🗽💡🔭🦆 (@RachelBitecofer) November 2, 2020
Og skulle Trump levere endnu en sensation som i 2016 – denne gang godt hjulpet af adskillige forsøg på voter suppression i flere stater – og vinde igen, ja så vil det også være fordi entusiasmen i hans base har drevet hans vælgere til stemmeurnerne.
I Biden-kampagnen er de tilfredse, men kæmper til det sidste
I weekenden havde Biden-kampagnen dog svært ved at skjule optimismen:
“Vi er tilfredse med, hvor vi står lige nu, men vi tager intet for givet. Vi vil kæmpe til sidste øjeblik, og hvad angår forudsigelser, overlader vi al den slags til jer i medierne”, lød det eksempelvis søndag fra Anita Dunn, der er en af Joe Bidens toprådgivere, da hun deltog i CNN’s faste politiske søndags-talkshow, “State of the Union”:
Two days ahead of the election, Biden campaign adviser, Anita Dunn, says: "We feel confident about where we are, and we feel very confident about our pathways to victory" https://t.co/W2Km27JGiU #CNNSOTU pic.twitter.com/4Oo3EnKHfn
— State of the Union (@CNNSOTU) November 1, 2020
I det bredt anerkendte Real Clear Politics ser situationen sådan ud på valgdagen i de afgørende seks svingstater.
Biden er langt foran i de to (små) svingstater Michigan og Wisconsin, mens føringen i resten ligger indenfor den statistiske usikkerhed – og i North Carolina er tallet nu akkurat til fordel for Trump.
En af de andre ofte brugte og respekterede meningsmålings-aggregatorer er sitet FiveThirtyEight. Her kan man se, at mediet vurderer, at Biden har 89 procents chance for at vinde valget, mens Trump tildeles 10 procent (den ene procent tildeles muligheden for et valgmandskollegium, der står lige):
For dem, der gerne vil gå ned og se på udvalgte amerikanske stater, har FiveThirtyEight en oversigt, der ser sådan ud – man kan klikke på den her:
Trumps vilde angreb på læger og Fauci
Valgkampens sidste faser har ellers været præget af flere ekstreme udviklinger. I Texas forsøgte statens republikanere at få annulleret 127.000 allerede afgivne stemmer i den demokratisk dominerede valgkreds, Harris County, Houston (vælgerne skulle i givet fald så have været hen og stemme in person i stedet).
Men dette forsøg på at undertrykke en vælgergruppe, blev først – til præsident Trumps irritation – underkendt i Texas’ Højesteret og herefter igen kendt ulovlig i Federal Court mandag – endda af en dommer, som i sin tid var udnævnt af George W. Bush, altså en konservativt orienteret dommer.
Der vil blive kæmpet om hver en stemme, og Trump-kampagnen har besluttet sig til at gå til angreb med juraen i hånden til sidste stemmeseddel
Forsøget på at få stemmerne underkendt i Texas er radikalt og siger noget om, at der vil blive kæmpet om hver en stemme, og at Trump-kampagnen har besluttet sig til at gå til angreb med juraen i hånden til sidste stemmeseddel.
Der er en lang historisk tradition for netop “voter suppression” i USA, som man kan læse mere om her, i en artikel, der koncentrerer sig om århundredes forsøg på at gøre det sværere eller helt umuligt for African Americans at udøve deres demokratiske ret.
Derudover gik præsidenten i weekenden først til angreb på lægerne, som han beskyldte for at tjene penge på corona-pandemien og derfor med fuldt overlæg overdrive tallene for smittede, der i ugen op til valget satte rekord i USA igen med lige under 100.000 nye smittede om dagen og 1000 døde.
Dernæst mere end antydede Trump ved et rally, at han gerne ville af med USA’s mest kendte ledende skikkelse i kampen mod coronavirus, epidemolog Dr. Anthony Fauci, der er særdeles populær i store dele af Amerika.
Mængden krævede Fauci fyret, hvortil en smilende Trump svarede, at han ‘lige ville vente til efter valget’
Han er imidlertid også genstand for had og konspirationsteorier grundet sit forsvar for en forsigtig coronakurs, en udvidet brug af face mask (mundbind) og nedlukninger af samfundet til en vis grad, hvilket er blevet mere og mere upopulært i store dele af den amerikanske vælgermasse grundet de massive økonomiske omkostninger.
Mængden krævede Fauci fyret, hvortil en smilende Trump svarede, at han “lige ville vente til efter valget”:
“Don’t tell anybody, but let me wait until a little bit after the election …. I appreciate the advice.”, lød det – det skal siges, at præsidenten i øvrigt næppe har den ret.
Se optrinnet her:
Bidens svar kan ses her:
Men alt i alt kan amerikanerne nu kun vente – sammen med resten af verden – på offentliggørelsen af stemmetallene, som kan trække ud med flere dage, fordi der i visse stater tælles frem til og med fredag. Herudover kan man så lægge eventuelle søgsmål og retlig armlægning fra begge partiers kampagner, hvis resultatet bliver tæt.
Den ikoniske “uafhængige svingvælger” er med andre ord ikke, hvad hun har været
I “virkeligheden” er resultatet dog formentlig afgjort og har været det et stykke tid – ikke kun fordi så mange har stemt tidligt, men fordi vælgerne i lang tid har været gravet solidt ned i skyttegravene og der har kun været 4-8 % at “flytte rundt med”.
Den ikoniske “uafhængige svingvælger” er med andre ord ikke, hvad hun har været.
God valgdag og nat fra Washington D.C. hvorfra nyhedsanalyserne i POV vil blive leveret af et team bestående af flere gæsteskribenter samt journalist Nils-Chr. Nilson og overtegnede.
LÆS FLERE AF ANNEGRETHE RASMUSSENS ANALYSER I POV FRA USA HER
Topbillede: Biden-kampagnen har selv fulgt sundhedsforskrifterne til punkt og prikke, og det har de fleste af støtterne også. Her et billede fra sidste uges vælgermøder. Foto: Gage Skidmore, Flickr.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her