BØGER // ANMELDELSE – Ivo de Figueiredos biografi Stormen kaster lys over Edvard Munchs plagede liv og kompromisløse kunstneriske kald – og over den pris, hans omgivelser betalte for hans geniale sind. Resultatet er et dybt fascinerende portræt af både mennesket og myten.
Edvard Munch var ud af en skrøbelig slægt. Og det blev en uafrystelig del af hans selvbillede. Han var overbevist om, at han fra faren havde arvet et skrøbeligt sind og fra moren den frygtede brystsygdom tæring, som vi i dag kalder tuberkulose. Det er ikke noget tilfælde, at døden er så stærkt til stede i hans kunst. Moren og en storesøster døde begge af tuberkulose, da han var lille.
Selv var han så svækket, da han blev født i 1863, at familien ikke ventede, at han ville overleve. Som barn havde han lange sygdomsperioder, og han kæmpede hele livet med fysiske og psykiske udfordringer, som ikke blev mindre af en mildt sagt usund livsstil og et betydeligt alkoholmisbrug.
Efter en aftens druk og diskussioner på Grand var det ikke ualmindeligt, at ånden i forskellige former kom over de unge kunstnere, og de drog til Kristianias lurvede arbejderkvarterer, hvor de stak de fattige pige et par mønter
Alligevel var han aldrig i tvivl om sin egen betydning som kunstner. Selv om det tog mange år, før han kunne leve af sin kunst, var han ikke et sekund fristet af fjerne, jamrende pårørende, der opfordrede ham til at ”male billeder, der kunne sælges.” Ikke en gang når han bogstaveligt talt var ved at dø af sult.
Edvard Munch-biografi er ikke medløb
Det er et betagende og besnærende portræt, den norske forfatter Ivo de Figueiredo tegner af Norges ubestridte største maler. Forfatterens lidet norske navn skyldes portugisiske aner. Han slog sit navn fast med en stor biografi om Henrik Ibsen i 2006, og med Stormen, første del af et to-binds værk om Munch, gentager han succesen.
Der er bestemt ikke tale om medløb. Forfatteren skriver selv, at biografien om Munch er den største faglige udfordring, han nogensinde har stået overfor. Både som kunstner og som menneske er Munch en uafsluttet jagt på form og udtryk. Nogle gange klare og virkelighedsnær. Andre gange beregnende, løgnagtig og mystificerende.
Det er ikke mindst det fascinerende billede, forfatteren tegner af tidens norske kunstmiljø, der gør bogen så medrivende. Kristiania-bohemen, som de blev kaldt i tiden. Munch begyndte som tilløber til kredsen omkring Christian Krogh, Hans Jæger, de smukke søstre Lasson og andre koryfæer, men fik snart sin naturlige plads ved bordet på Grand Café. Nok især fordi Christian Krogh fra starten så hans usædvanlige talent og støttede ham. Ikke mindst med anbefalinger i ansøgninger til de kunstnerlegater, der var helt afgørende for unge kunstneres overlevelse.
Rejser og kvinder
Legatpengene gjorde det muligt for Munch at rejse ud i Europa sammen med den øvrige nordiske bisværm af kunstnere, der summede til München, Dresden, Paris, senere Berlin, Firenze og Rom, hvor de boede på de samme elendige lejede værelser og drak og røg og talte natten væk ved de samme borde i de samme barer. Og i øvrigt i udstrakt grad delte de samme kvinder både hjemme og ude.
Efter en aftens druk og diskussioner på Grand var det ikke ualmindeligt, at ånden i forskellige former kom over de unge kunstnere, og de drog til Kristianias lurvede arbejderkvarterer, hvor de stak de fattige pige et par mønter mod at stå model og derefter stille sig til rådighed på anden måde.
Munchs sled hårdt for at gøre sig fri af sin opvækst præget af inderlig og bogstavelig luthersk tro, men han undslap ikke sit miljøs blakkede kønsmoral, skyld og skam. I efterladte selvbiografiske tekster beskriver han leden dagen der på, når han ser kvinden ligge med blottet bryst i det stinkende røgfyldte lokale. ”Hun var for modbydelig.”
Samtidig er han fuld af beundring for de frigjorte begavede borgerdøtre, som. f.eks. søstrene Lasson, der insisterede på at vælge selv og tage skraldet. Den ældste, Oda, giftede sig senere med Christian Krogh, hvilket ikke på nogen måde forhindrede hende i at tage elskere ganske åbenlyst, og det samme var tilfældet med flere andre selvstændige kvinder. Påfaldende altid belæste, smukke kvinder med god opdragelse og stor selvfølelse.
Familien
Selv var han i de første mange voksne år helt afhængig af sin yngre søster Inger og sin moster Karen, der havde overtaget ansvaret for husførelsen og børnene efter morens tidlige død. Faren havde af anstændighedsfølelse tilbudt hende ægteskab, men hun afslog. Det medførte, at hun efter hans død sad uden enkepension, og han havde ikke efterladt sig formue til hverken hende eller børnene, så de måtte hutle sig igennem.
Edvard vidste godt, at det påhvilede ham som ældste søn at forsørge familien, men det kunne han ikke uden at gå på kompromis med sin kunst, og det ville han ikke.
I Norge er Stormen blevet modtaget med begejstring. Det kan have noget at gøre med, at norske læsere i forvejen kender mange af de kunstnere og mæcener, der befolker bogen, og som ikke i samme grad vil være kendt af alle danske læsere. Men det skal man ikke lade sig kyse af
Karen og Inger troede fast på hans geni og støttede ham i, at han ikke skulle tænke på dem. De lejede værelser ud, gav musikundervisning, syede, og beskyttede ham i det hele taget fra virkeligheden, så godt som de kunne. De sendte ham penge, så snart de havde nogen, og levede selv på en sten.
En anden lillesøster, Laura, var ligesom Edvard overbevist om, at hun var offer for en syg familie og sled med et porøst sind. De to følte et stærkt slægtsfællesskab, men Edvard var en mand og desuden kunstner. Laura havde kun Gud og endeløse bønner, som ikke nyttede. Edvard blev en nervesvækket stor kunstner. Laura blev et ganske almindeligt nervevrag.
I Norge er Stormen blevet modtaget med begejstring. Det kan have noget at gøre med, at norske læsere i forvejen kender mange af de kunstnere og mæcener, der befolker bogen, og som ikke i samme grad vil være kendt af alle danske læsere. Men det skal man ikke lade sig kyse af. Det er en ualmindelig velskrevet og fascinerende bog om Munch, om kunstnerens vilkår, og ikke mindst den pris, kunstnerens pårørende må betale, de Figueiredo har begået.
Det er en stor styrke, at forfatteren i høj grad gør brug af samtidige kilder
Umiddelbart er min eneste anke, at alt for mange af malerierne er reproduceret i et alt for lille format, der gør det umuligt at tyde detaljerne. Det kan ikke lægges det danske forlag til last, for det samme gør sig helt uforståeligt gældende i den originale norske udgave.
Det er en stor styrke, at forfatteren i høj grad gør brug af samtidige kilder. For mennesker i dag er det svært at forestille sig, at verdensberømte malerier som Skriget, Det syge barn og Aften på Karl Johan blev modtaget som utilfredsstillende ufærdige skitser. Vi har jo hele livet fået at vide, at der er tale om mesterværker. Som de Figueiredo skriver i bogen: ”Enhver kunstner skal prise sig lykkelig over, at kunsthistorien ikke skrives af kollegerne.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og