HÅB OM SAMEKSISTENS // ISRAEL – Historien om en skole i den israelske Negevørken kan komme til at stå som model for de tanker om sameksistens og pluralisme, som bringes på bane af den nye israelske regering med Naftali Bennett ved roret. Det er en skole for beduiner, en befolkning som længe har været marginaliseret, men som nu ser ud til at ville få øget opmærksomhed. POV har besøgt skolen og den nærliggende by i det oversete Udkantisrael.
YEROCHAM – Da fjendtlighederne mellem Israel og Hamas på Gazastriben brød ud i lys lue i begyndelsen af maj, standsede de fleste normale aktiviteter op. Israel lukkede ned og som en dramatisk sideeffekt kom det til voldsomme sammenstød mellem unge demonstranter fra Israels arabiske mindretal og kampklædte politifolk.
Yerocham kom til at fremstå som eksempel på det modsatte. Det er en lille by, dybt nede i den israelske Negevørken. Befolkningen er jødisk, og en stor del er både religiøs og konservativ. Ved Knesset-valget den 23. marts stemte byen massivt på Likud, men ikke desto mindre har man i mange år fraveget den partilinje, som nu tidligere premierminister Netanyahu udstak, ved at arbejde for pluralisme og sameksistens. Og dette indbefatter ikke mindst ønsket om et godt forhold til naboerne, hvilket i lokale termer er de mange beduiner, som bor på egnen.
”Vi havde planlagt at holde en fælles iftar den 11. maj,” fortæller Debbie Golan, der er blandt initiativtagerne til et usædvanligt projekt, Atid BaMidbar.
Navnet betyder En Fremtid i Ørkenen. I det regi havde man planlagt en aften, hvor jøder fra Yerocham skulle være sammen med muslimske beduiner for at spise måltidet, som afslutter den daglige faste i den muslimske fastemåned, Ramadan. En sådan iftar skulle stå som smukt symbol på det lokale ønske om sameksistens, og selvom krigshandlingerne på Gazastriben var brudt ud aftenen forinden, besluttede man, at arrangementet skulle gennemføres.
Bennett ved roret
Nu har forholdene ændret sig dramatisk. Netanyahu, der helt tydeligt brugte de 11 dages konflikt på Gazastriben i et desperat forsøg på at klynge sig ved den politiske magt, er et stykke fortid – sådan ser det i hvert fald lige nu ud. I stedet har den nationalreligiøse Naftali Bennett dannet regering, og det sker med et helt nyt budskab. Han taler om at rydde op i korruption og politisk uhæderlighed, og blandt hans vigtigste budskaber er nok ønsket om at bygge bro over de mange kløfter, som er opstået i det israelske samfund gennem de 12 år under Netanyahus ledelse.
Dette er muligvis betinget af en politisk nødvendighed, for den regering, Bennett står i spidsen for, er nok en af de mest usandsynlige i hele Israels politiske historie. Ideologisk strækker den sig fra hans eget parti, Yamina, der hører til på den hårdkogte nationale højrefløj, til venstrefløjen med Arbejderpartiet og Meretz.
Hertil omfatter denne koalition Den Forenede Arabiske Liste (Ra’am), der med sine 4 mandater i Knesset lige akkurat sikrer det fornødne parlamentariske flertal. Det er første gang, et af de såkaldte israelsk-arabiske partier er aktivt med i et regeringssamarbejde, og hvis eksperimentet lykkes, er dette i sig selv historisk.
Imidlertid er det en yderst problematisk konstruktion. De otte partier fandt fælles fodslag i et brændende ønske om at se Netanyahu detroniseret, men nu, da drømmen er blevet til virkelighed, står de med den vanskelige opgave at formulere en fælles politik.
Det kan blive vanskeligt. En stor sag som en ny fredsdialog med palæstinenserne, hvilket har stået i stampe i tiden med Netanyahu ved roret, har således ikke de store udsigter til at løfte sig: Venstrefløjen så gerne en fredsløsning materialisere sig her og nu, men Bennett er stejl modstander af nogen form for territorielt kompromis, hvilket er forudsætningen for en tostatsløsning.
Den nye regering må med andre ord begrænse sig til det overkommelige, til de sager, som man kan blive enige om. Den israelske sundhedssektor trænger til et løft, og det samme gør skolevæsenet. Dette vil i sig selv kunne reducere nogle af de sociale forskelle, som plager landet, og så kommer sagen om pluralisme og sameksistens.
Og hvem ved, måske kan initiativer af denne art på et tidspunkt også føre til konstruktiv dialog med palæstinenserne? Men for at komme videre, er det vigtigt, at vi fokuserer på, at vi er to folk, som skal leve sammen, og derfor er nøgleordet sameksistens
Det er her, beduinerne kommer ind i sammenhængen. Mansour Abbas, som står i spidsen for Ra’am, har ikke ønsket nogen formel ministerpost, men han har påtaget sig et ministerielt ansvar for at sikre de 200.000 beduiner i Negevørkenen en bedre tilværelse. Ikke uventet har dette fået landets yderste højrefløj, som nu er henvist til oppositionen, til at reagere med frådende anklager mod Naftali Bennett.
Han har solgt Negev til araberne, lyder argumentationen, ved at overlade ansvaret for denne del af landet til en islamisk fundamentalist. Ganske vist står Ra’am for konservativ islamisme, lyder svaret til denne demagogi, men ved at indtræde i regeringssamarbejdet har Mansour Abbas jo netop vist vilje til samarbejde og integration.
”Her i Yerocham har vi arbejdet aktivt med disse ting i mange år,” siger Debbie Golan. ”Vi ser, at det fungerer lokalt. Vi går ikke og bilder os selv ind, at dette med et trylleslag kan føre til fred i hele Mellemøsten, men vi tror på, at det kan komme til at fungere andre steder. Og hvem ved, måske kan initiativer af denne art på et tidspunkt også føre til konstruktiv dialog med palæstinenserne? Men for at komme videre, er det vigtigt, at vi fokuserer på, at vi er to folk, som skal leve sammen, og derfor er nøgleordet sameksistens.”
Militært øveterræn
Denne usædvanlige vilje til at få sameksistensen til at fungere er på mange måder indeholdt i en skole, som vi er taget ned i ørkenen for at besøge. Skolen er helt ny. Det vil sige, at den stod klar i september sidste år, men det meste af tiden har den været lukket som følge af corona. Men nu fungerer den.
Skolen ligger i landsbyen al Rahma, som egentlig består af 16 små enklaver, der nærmest ligger i ring omkring Yerocham. Omkring 60 pct. af de næsten 200.000 beduiner i Negevørkenen lever denne type landsbyer, der ikke har officiel godkendelse. Det vil sige, at der hverken er elektricitet eller vand, og da vi forlader hovedvejen for at køre op til skolen, er der ingen asfalt, men kun en hullet grusvej.
”Denne skole er et enormt fremskridt for os,” siger Suleiman, skolelederen, der tager imod på sit kontor.
For enden af rækken af klasseværelser standser vi op. Her ligger skolens eneste grundmurede bygning, og den er i massiv beton. Det er skolens beskyttelsesrum
Skolebygningerne står i skærende kontrast til de umiddelbare omgivelser. De små hjem i landsbyen er opført af bølgeblik og presenninger, og der noget midlertidigt over det hele. Hvilket er helt naturligt, for man kan ikke få almindelig byggetilladelse her på stedet. Skolen derimod fremstår velordnet og nydelig. Den består af små, præfabrikerede bygninger, hver med plads til et klasseværelse, der er halvtage til at give skygge, og midt på pladsen er der en lille, asfalteret sportsplads. Ude i hjørnet sørger en brummende generator for at levere strøm, så der også er aircondition i klasseværelserne.
For enden af rækken af klasseværelser standser vi op. Her ligger skolens eneste grundmurede bygning, og den er i massiv beton. Det er skolens beskyttelsesrum.
”Jeg tror nok, vi er landets eneste beduinskole med eget beskyttelsesrum,” griner Suleiman.
Debbie Golan har forklaringen. Al Rahma ligger i et område, som er udlagt til militært øvelsesterræn. Der er ganske vist aldrig blevet øvet eller skudt her mellem de nøgne bakker, men den militære status tjener som en nyttig begrundelse for, at beduinerne ikke kan blive boende.
Politisk vilje og modvilje
Dette hænger tæt sammen med skolens kringlede historie.
Det var borgergruppen Atid BaMidbar i Yerocham, der først fik øjnene op for behovet for en skole. Byen har en ung kvindelig borgmester, der gør en enorm indsats for at give befolkningen et socialt løft, og det sker blandt andet gennem bedre uddannelsesmuligheder. Og derfor blev skolen i al Rahma også en mulighed for at give beduinerne bedre muligheder for at finde meningsfuldt arbejde og for at blive integreret i samfundet.
”Det var imidlertid ikke så enkelt,” fortæller Debbie Golan. ”Atid BaMidbar sendte den ene ansøgning efter den anden, og enten hørte vi ikke noget, eller også kom der afslag.”
Interessant nok blev flere af ansøgningerne sendt, mens Naftali Bennett var undervisningsminister i en Netanyahu-regering. Han end ikke svarede, og sådan kørte det, indtil Tal Ohana, borgmesteren i Yerocham brugte sine politiske kontakter i undervisningsministeriet og fik tilladelsen igennem. Forsvarsministeriet fulgte nølende efter, og dér betingede man sig, at skolen fik et beskyttelsesrum. Den ligger jo i et militært øveterræn!
Skolelederen viser, hvordan man har pyntet beskyttelsesrummets betonvæg op med et billede af en sø og grønne træer, hvilket næsten står som en vision i det golde ørkenlandskab.
Børnene i al Rahma gik også i skole, inden landsbyen fik sin egen. Men det foregik i en anden landsby, og som følge havde nogle af børnene mere end en times transporttid hver vej. Sådan noget fører til frafald i et konservativt samfund, hvor der i forvejen er en vis skepsis overfor skolegang.
”Her på stedet har vi op til 7. klassetrin, og vi har 263 elever,” forklarer Suleiman. ”Og vi har ikke nævneværdige problemer med mødepligten.”
Sådan skal det nok lyde fra en ansvarlig skoleleder, men den virkelige historie er muligvis lidt mere nuanceret. Al Rahma ligger som sagt spredt ud i landskabet, sådan som det ofte er tilfældet i beduinlandsbyerne. Samtlige indbyggere tilhører den samme stamme, men den er så inddelt i en række storfamilier, der bor hver for sig. Så en del af børnene har fortsat et godt stykke vej til skole, og hertil kommer, at flere har en meget konservativ livsførelse. Bigami er udbredt, og der er stadig mange, der ikke helt accepterer ideen i at sende børnene i skole for at lære at læse. Og især døtrene.
”Når vi indkalder til forældremøde på skolen, er det kun fædrene der kommer,” tilføjer han.
Dette problem søger man at komme omkring ved at skabe et tillidsforhold mellem skole og forældre. For eksempel laver skolen særlige kurser, hvor elevernes mødre kan komme og lære mere om sund kost, og i det hele taget søger skolen at stå frem som et sted med attraktive tilbud. Mens vi er der, har skolen således besøg af det mobile bibliotek. Under et skyggefuldt dække midt i skolegården sidder børnene i kulørte sækkeskole, mens en lærer forklarer om bøgerne og giver eleverne tid til fordybelse.
Ligesom i den jødiske sektor er det vigtigt for os at give børnene en kærlighed til landet og en tilknytning til stedet, hvor de bor
”Vi tør endnu ikke lade børnene låne bøger med hjem, for der er mange, som endnu ikke helt har forstået biblioteksprincippet med, at man også afleverer bøgerne igen,” smiler han.
Han forklarer om andre tilbud, som er med til at give skolen en central plads i samfundet. Nogen har doneret en samling ældre mountainbikes, som skal sættes i stand. Det er hensigten at lave kurser, hvor børnene lærer at reparere en cykel, og så tager man på cykelture ud i den ørken, som er deres hjem.
”Ligesom i den jødiske sektor er det vigtigt for os at give børnene en kærlighed til landet og en tilknytning til stedet, hvor de bor,” siger Suleiman. ”Derfor har vi naturligvis også rigtige skoleudflugter med bus, ligesom andre skoler.”
En marginaliseret befolkning
Beduinsamfundene er gennem mange år blevet marginaliseret. Oprindeligt boede beduinerne fra al Rahma længere mod syd, men i forbindelse med staten Israels oprettelse i 1948 blev de flyttet til egnen, hvor Yerocham blev grundlagt i 1952.
Byen blev befolket med jøder, som netop var indvandret fra Nordafrika, og de var også en marginaliseret befolkning. I mange år var Yerocham en fattig by med stor arbejdsløshed, og det er måske en af grundene til, at der er opstået en særlig forståelse for beduinernes situation.
”Som resten af Israels arabiske mindretal har beduinerne ikke militær værnepligt, men langt de fleste af dem melder sig frivilligt. De yder et vigtigt bidrag til staten, og alligevel ender de på den socioøkonomiske bund,” siger Debbie Golan, der selv er indvandret fra Boston for mange år siden.
Ligesom i nabolandet Jordan er det statens målsætning at beduinerne skal være bofaste, og i Negevørkenen findes der fem særlige byer, hvor 40 pct. af dem allerede bor. Det ønsker folkene fra al Rahma ikke. De vil gerne bevare deres frihed og bevare deres oprindelige levevis, så de nægter at lade sig flytte en gang til.
Den dynamiske borgmester
Sagen bliver sat i yderligere perspektiv af borgmesteren, som tager imod på sit kontor. Hun hedder Tal Ohana og er blevet landskendt som en ung og dynamisk borgmester, der gør tingene på sin helt egen måde og uden at vente på godkendelse fra den bureaukratiske centraladministration i Jerusalem.
Trods sine kun 36 år har Tal Ohana været lokalpolitiker i ti år. Inden hun blev borgmester, var hun viceborgmester i otte år, og i al den tid så hun, hvordan Israel blev en global leder indenfor hightech og økonomien blomstrede, mens byer som Yerocham blev hægtet af udviklingen. Efter at have taget plads i borgmesterstolen besluttede hun hurtigt at tage initiativet i stedet for at vente på beslutninger fra centraladministrationen.
”Jeg er ikke sikker på, at jeg har de rette politiske forbindelser, men jeg har fået et fantastisk forhold til det private erhvervsliv,” siger hun og lukker lidt op for opskriften på sin succes.
Hun nævner den danske flexicurity model som et forbillede. Tel Aviv er lokomotivet i den dynamiske israelske økonomi, og da det hele begyndte at ske for et par årtier siden, fik ungdommen i udviklingsbyerne hurtigt en fornemmelse af, at de måtte få sig en uddannelse og flytte til storbyen for at være med. Det så man også i Yerocham, hvor det nærmest blev et succeskriterium i sig selv at fraflytte.
Hvad hun muligvis mangler af politiske kontakter, kompenserer hun for med empati
”Når de fra regeringen siger, at de nu har hyret et konsulentfirma for at undersøge, hvad der kan gøres, svarer jeg, at det kan jeg ikke bruge til noget,” siger hun. ”Den slags mennesker plejer at anbefale, at man investerer en masse i uddannelse, men for mig at se drejer det sig først og fremmest om at skabe arbejdspladser. Jeg er her ikke for at servicere regeringen, som ikke forstår lokalsamfundet. For mig er det vigtigt at kunne sige til de unge, at når de forlader skolen, vil de kunne vende hjem til et velbetalt job i Yerocham fem år senere.”
Når hun taler om de unge, indbefatter det også beduinungdommen fra al Rahma. Og ikke mindst landsbyens skole, hvor hun jo har haft en finger med i spillet.
I forbindelse med grundlæggelsen af byen etablerede man også Phoenicia, en fabrik der fremstiller industriglas. Sandet i denne del af ørkenen egner sig godt til glasproduktion, og virksomheden var i mange år en slags symbol på Yerocham. En stor del af byens befolkning havde deres daglige gang i produktionshallerne, og mange beduiner gjorde det samme. Men i dag er en stor del af produktionen fuldautomatisk, og navnlig den unge generation stiller krav om andet end ufaglært arbejde.
Derfor er det så vigtigt at skabe nye og gode arbejdspladser, og derfor er skolen i al Rahma så vigtig. I forbindelse med pandemien gik Tal Ohana i skarp dialog med en amerikansk medicinalvirksomhed, der nu er interesseret i at starte vaccineproduktion i Yerocham. Det vil i første omgang kunne skabe 30 nye arbejdspladser, og en del af de nye medarbejdere han sagtens blive beduiner, hvis de har de rette forudsætninger.
”Dette er efter min opfattelse den rette integration, og vejen frem,” smiler hun.
Borgmesteren peger op på den blå væg bag den gule sofa, hvor hun sidder.
”Da jeg kom til, var væggen fuld af alle mulige diplomer og udmærkelser,” smiler hun. Jeg bad om at få det hele fjernet, og i stedet hang jeg et enkelt billede op.”
Billedet forestiller en gruppe ældre kvinder på en bænk. De er kommet hertil fra Marokko, hvor familien Ohana også har sine rødder. Hun ser det som vigtigt at respektere sine rødder, og sætte sig ind i sine medmenneskers baggrund, og hun ser det også som et særligt kvindeligt træk. Hvad hun muligvis mangler af politiske kontakter, kompenserer hun for med empati. Hun nævner ikke beduinerne specifikt, men det ligger i luften som en naturlig ting, at de også er omfattet af sammenhængen.
”Samtlige borgmestre før mig var mænd,” slutter hun. ”Jeg er ikke feminist, bestemt ikke, men jeg lægger vægt på at være kvinde på denne post, og jeg har allerede fundet ud af, hvem der skal være byens næste borgmester. Det er også en kvinde.”
LÆS MERE AF UDLANDSREDAKTØR HANS HENRIK FAFNER HER
Topillustration: Beduinskolen i al Rahma. Foto: Hans Henrik Fafner.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her