FILM // NEKROLOG – Den ungarske filminstruktør Béla Tarr var en legende inden for den strengeste filmkunst, hvor film er langsomme, kontemplative og helt op til syv timer lange. Men han var også legendarisk, fordi hans film var så smukke og gribende. I februar kan man få syn for sagn, da Cinemateket viser en række af hans film, som har en særlig plads i hjertet hos filmanmelder Frederik Bojer Bové.
Béla Tarr er død, 70 år gammel. Han var for mig, som for så mange andre filmfanatikere, en af de største. De fem film, han lavede over en 23-årig periode, Damnation (1988), Sátántangó (1994), Werckmeister Harmonies (2000), The Man from London (2007) og Hesten fra Torino (2011), er nærmest legendarisk stiliserede og ukommercielle: sort/hvide, lange og langsomme.
Han lavede dem ikke alene, han havde faste samarbejder med forfattere, musikere, fotografer, og ikke mindst klipperen Ágnes Hranitzky, som han dannede par med og samarbejdede så meget med, at hun fra Werckmeister Harmonies og fremstod som medinstruktør. En vigtig pointe at huske på. Men alligevel må man godt sige, at Béla Tarr blev et eksempel på, hvor smuk og opfindsom og egensindig filmkunst stadigvæk kan være.
Fra dens otte minutter lange åbningsscene med køer, der vandrer rundt på en mark, over dens umådeligt lange scener hvor en lille pige plager og piner en kat, og til den mærkværdige og åbne slutning, er den ret hård kost
Béla Tarr blev født i 1955 og han debuterede allerede i 1979, blot 24 år gammel, med Family Nest. De næste år lavede han en række socialrealistiske, og, ud fra det jeg har set, ganske glimrende film, The Outsider (1981), The Prefab People (1982) og Almanac of Fall (1984), der positionerede ham som en af Ungarns mest spændende nye stemmer, men som ikke rigtig forbereder nogen på, hvad der skulle komme.
Film om sammenbrud
Med Damnation skabte han noget helt nyt. Han skrev manuskriptet sammen med en ung forfatter ved navn László Krasznahorkai og arbejdede for første gang i sort/hvid og med de karakteristiske lange trackingshot. Det var en kæmpe kunstnerisk succes, men det egentlige gennembrud kom først med opfølgeren, den over syv timer lange Sátántangó.
En filmatisering af László Krasznahorkais debutroman, og fra dens otte minutter lange åbningsscene med køer, der vandrer rundt på en mark, over dens umådeligt lange scener hvor en lille pige plager og piner en kat, og til den mærkværdige og åbne slutning, er den ret hård kost.
Men Sátántangó blev nærmest kult. Den kendte amerikanske forfatter Susan Sontag var gigantisk fan, og påstod hun ville se den hvert år, ligesom den amerikanske instruktør Gus van Sant åbenlyst kopierede idéer til sine film, Gerry (2003) og Elephant (2004). I 2012 var Sátántangó med en 36.-plads den højst rangerende film fra 1990’erne på Sight & Sounds prestigiøse liste, som kun laves én gang hvert årti. Sátántangó var hård, javist, men den var også populær. Og selv Sátántangó er ikke en ‘svær’ film, hvis bare man kan sidde stille længe nok.
Både Damnation og Sátántangó er også nemme at sætte i en historisk kontekst. Damnation foregår i en afindustrialiseret udkant af Ungarn, hvor et nærmest film noir-agtigt komplot finder sted. Sátántangó foregår efter nedlukningen af et kollektivt landbrug, hvor mennesker synes at vandre lige så formålsløst rundt som deres køer, indtil en mystisk mand ved navn Irimiás ankommer og begynder at manipulere dem for egen vindings skyld.
Begge film kunne tolkes som omhandlende de kommunistiske landes sammenbrud. De skildrer samfund i opløsning, hvor mening og kollektivitet er forsvundet, og det eneste tilbage er vores nærmest dyriske grundtilstand. Udover køerne i Sátántangó ender Damnation med, at hovedpersonen går ned på alle fire og gør af nogle hunde.
Kosmisk vision
Men der er meget mere hos Tarr såvel som Krasznahorkai end bare socialismens sammenbrud. Deres visioner er nærmest kosmiske, og aldrig var det tydeligere end i Werckmeister Harmonies, igen en filmatisering, denne gang af Krasznahorkais Modstandens melankoli. Åbningsscenen, hvor unge Valuska drejer rundt på nogle fyldebøtter for at vise, hvad en solformørkelse er, kunne have været lige så grim og satirisk som køerne eller hundene, men i stedet er den … smuk? Werckmeister Harmonies er en film om apokalyptisk ondskab og kaotisk sammenbrud, men samtidig også en utrolig smuk, nærmest sublim, film, fuld af længsel og håb.
Til Valuskas lille landsby ankommer et cirkus, der kun kan fremvise en kæmpe hval og en slovakisk prins. Men på en eller anden vis forårsager det, at den lokale menneskemængde går amok, så vold og kaos hersker, eller måske er det forårsaget af den mystiske Tünde Eszter, der ønsker at lave en art lov-og-orden-komité i byen, og lader til at blive bakket op af politi, tanks og helikoptere.
Den svære jagt på det sublime og nærmest guddommelige i en alt for logisk og voldelig verden, det er nærmest grundtematikken hos Krasznahorkai såvel som Tarr
Det er et forvirrende plot, og filmen er også fuld af konstante samtaler om alt fra kosmiske mysterier til musikteoretiske problemer. Filmens titel kommer af en karakters optagethed af, hvordan musik har ændret sig, siden Pythagoras påstod, der var en ren matematisk og nærmest guddommelig sammenhæng i musikkens harmonier, og frem til at Andreas Werckmeister i 1600-tallet var med til at opfinde, hvad vi i dag kalder for ‘ligesvævende stemning, hvor for eksempel klaverer er stemt, ikke så intervallerne lyder mest rene og matematisk ‘ægte’, men så alle tangenter kan bruges lige nemt.
Karakteren forsøger med andre ord at komme bagom en instrumentel brugslogik fra oplysningstiden, for i stedet at komme tilbage til de gamle grækeres mere religiøst baserede musiksyn. Men han må dog sande, at den musik han holder mest af, som for eksempel Bach, lyder rent ud sagt hæsligt, når han forsøger at spille det på den ‘græske’ måde.
Den svære jagt på det sublime og næsten guddommelige i en alt for logisk og voldelig verden, det er vel grundtematikken hos Krasznahorkai såvel som Tarr. Det særlige ved Werckmeister Harmonies er, hvor ofte dens scener alligevel synes overjordisk betagende. Ikke bare de store sætstykker, den dansende solformørkelse, Valuskas møde med hvalen og en sørgmodig scene hvor den voldelige folkemængde konfronteres med en nøgen og skrøbelig gammel mand, men hele vejen igennem filmen.
Der er et klip, hvor vi ser containeren med hvalen blive kørt gennem byen. Det er absurd flot, lige fra hvordan forlygternes lys flænger det natsorte mørke til hvordan selve den gigantiske container kommer bumlende af den lille vej – så stort og imposant, som var det et monument i sig selv. Og så pludselig ser vi Valuska stå og kigge på, og mennesket er tilbage i verden. Det er åndeløst sublimt. Werckmeister Harmonies er nogle gange verdens bedste film.
Béla Tarrs sidste film
Tarr og Krasznahorkai fulgte op med The Man from London, baseret på en roman af Georges Simenon, og med Tilda Swinton i en af rollerne, men den blev set som en skuffelse, og jeg må indrømme, at jeg aldrig har set den. I stedet vendte de tilbage med Hesten fra Torino, en nærmest genial fabel. Det siges, at Friedrich Nietzsche en dag i Torino så en hest blive pisket, og blev så berørt af det, at han gik fra forstanden, og filmen skal så forestille at skildre, hvad der derefter skete med hesten. Men i virkeligheden er det en helt simpel, nærmest strukturalistisk, skildring af jordens undergang.
En mand og hans datter bor med deres hest på en lille gård ude på landet. De løser et væld af arbejdsopgaver hver dag, og spiser så en enkelt kartoffel om aftenen. Det ser vi dem gøre en dag, og om aftenen går de i seng, og det er først på det tidspunkt, at den ene af dem spørger: “Lagde du mærke til, at vi ikke kunne høre borebillerne i dag?'” Resten af filmen skildrer de efterfølgende dage, hvor mere og mere forsvinder fra deres verden, indtil de bare sidder alene i mørket. Det er overvældende enkelt, en del mere simpelt end Werckmeister Harmonies, men en fornem film at slutte af med.
For derefter sagde Tarr, at han ikke ville lave flere film. Han var kun 56 år gammel, men han var færdig. I stedet startede han en filmskole i Sarajevo, som de sidste 15 år har uddannet nogle af filmverdenens mest spændende nye stemmer fra Island til Kina, og Tarr har været med til at producere en del af deres film.
En af postmodernismens største kunstnere
Fra at være set som en ny udgave af østeuropæisk tristesse-kunst skal Tarr hellere ses som visionær på samme måde som forfatteren Kraznahorkai. Deres kunst har handlet om, hvordan ikke bare kommunisme og socialisme, men alle aspekter af den sen-/postmoderne verden, har det med at undergrave traditionelle idéer om skønhed og sandhed.
Tarr blev ikke bare en skildrer af postmoderne opløsning. Han skabte nye fikspunkter, han var med til at lægge fundamentet til en ny tids filmkunst
Men faktisk er der alligevel stor forskel på de to kunstnere. Tarr blev også kendt som eksempel på ‘slow cinema’, også kaldet for ‘contemplative cinema’, fordi hans film var så langsomme og krævede, at man tænkte over dem, men enhver, som har forsøgt at åbne en Kraznahorkai-bog, kan nok bekræfte, at effekten af dem er lidt anderledes.
Kraznahorkai skriver endeløse strømme af ord, lange sætninger, ekstremt lange afsnit, så det bliver overvældende, og opgaven snarere bliver at få det hele med, førend man kan overveje at kontemplere over noget som helst. Der er ingen pauser som hos Tarr, hos hvem man til tider bare får serveret meget smukke billeder med decideret sentimental musik af hans faste komponist Mihály Víg oveni.
I lang tid var Kraznahorkai mest kendt for samarbejdet med Tarr, og film som Werckmeister Harmonies rammer også meget anderledes end Krasznahorkais bog gør det. Filmen virker faktisk nærmest som om, den sigter efter det guddommelige, og mange gange rammer den det, den sigter efter.
På den måde blev Tarr ikke bare en skildrer af postmoderne opløsning. Han skabte nye fikspunkter, han var med til at lægge fundamentet til en ny tids filmkunst. Hans fem kosmiske film blev noget, som alle vi filmnørder havde til fælles, uanset hvor fragmenteret verden omkring os ellers virkede. Og efter han havde lavet dem, trak han sig tilbage og hjalp andre med at lave deres ting. Filmverdenen har mistet en af sine på alle måder største kunstnere.
Béla Tarr var inviteret til Danmark for at holde master class og præsentere sine film, der i februar vises i Cinemateket i København. Se program her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og