BØGER // ANMELDELSE – “Romanen Bartenderen på Hotel Ritz, der omhandler den jødiske cocktailkonge Frank Meier, er en langtrukken beskrivelse af en tidslomme,” skriver litteraturanmelder Estrid Dyekjær. “Romanen ville gøre sig bedre på film, hvor den underspillede hovedperson ville være en styrke og efterlade andet end et indtryk af, hvordan den franske kulturelite gnubbede skuldre med nazisterne indtil befrielsen.”
Bartenderen på Hotel Ritz er en delvis fiktiv roman, inspireret af faktiske personer og hændelser. Frank Meier har lagt sin fortid som søn af en fattig skomager bag sig og skiftet sin østrigske identitet ud med noget andet i en verden, hvor selv de tjenende ånder er stjerner.
I mere end tyve år har han været bindeled mellem gæster og personale i det hæderkronede Ritz-dynasti. Frank er bartender, men ikke en hvilken som helst af slagsen. Han er den bedste. Cocktailkongen over dem alle. Eksperten, specialisten og endda forfatteren bag bogen om cocktails. (I 1936 udgav han ’The artistry of Mixing Drinks’, som stadig anses som den klassiske cocktailbibel).
Ydermere arbejder han i den mest eksklusive bar af dem alle. På Hotel Ritz i Paris – blandt store forfattere som Hemingway og F. Scott Fitzgerald og modedesigneren Coco Chanel, der har fast bopæl på hotellet.
Med tyskernes besættelse af Paris i juni 1940 indvarsles en ny verdensorden på hotellet, som ikke blot forandrer Franks nutid, men også vækker minder fra fortiden.
Frank Meier er nemlig jøde, og selvom det er godt maskeret, kommer nerverne på højkant, da nazisterne rykker ind – ikke blot i byen, men på selve hotellet. For en mand som Frank, der igennem et helt liv har lært at begå sig overalt, er situationen ikke uden muligheder, og han befinder sig hurtigt i en nøgleposition som formidler af falske papirer til flugtparate jøder og senere som budbringer mellem højtstående tyske officerer i et komplot, der skal gøre en ende på Hitlers magt og liv.
Formidlingen af falske papirer tjener Frank gode penge på, men de små kodede beskeder fra spioner og generaler viderebringes vederlagsfrit, fordi Frank falder for den unge kvindelige spions charme. Frank har nemlig en svaghed for smukke kvinder og også hoteldirektørens jødiske hustru Blanche forsynes med opmærksomhed, morfin og Franks uendelige attrå. Komplottet mod Hitler slår fejl, men befrielsen kommer og hans tyske kontakter flygter fra hotellet, imens den gamle jøde bliver på sin post – med frygten for, hvad de allierede eller modstandsbevægelsen vil udsætte ham for, når hans små forretninger bliver afsløret.
Vi forlader Frank i baren, netop som hans gamle ven Ernest Hemingway indtager stedet som stamgæst og her slutter romanen. Bogens forfatter, Philippe Collin, følger op med et efterskrift, der opregner de væsentligste karakterers videre skæbne. Hvad angår de forskellige officerer, er deres livsløb veldokumenterede, men for Frank Meyers eget vedkommende er det meste lige så uklart som havde han været en helt igennem fiktiv person, hvilket han ikke er.
‘Bartenderen på Hotel Ritz’ er for overfladisk
Forfatteren Philippe Collin er historiker, og han er tydeligvis blevet draget af fortællingen om den jødiske bartender der lever sit dobbeltliv på netop Hotel Ritz, hvor tyske officerer logerede under den godt fire år lange besættelse. De faktiske hændelser og tidstypiske omgangsformer er da også både korrekte og troværdige, men grænsen til fiktionen er flydende og efterlader en dyb tvivl om, hvor forfatterens frie fantasi er i spil og hvornår der er taget udgangspunkt i reelle kendsgerninger.
Collin har forsøgt at vække historiske personer til live, men det bliver i mange tilfælde enten for vagt eller karikeret. Som fx Hermann Göring, der unødvendigt beskrives i en scene, der synes kun at have dét ene formål at latterliggøre hans korpus og fremtoning:
”…Intet ved Hermann Göring stemmer overens med hans ry som rigsjægermester. I sin silkemusselins-kimono, sine lavendelblå bukser og sine juvelbesatte hjemmesko ligner han mest af alt en gammel laps. Hans ansigt hænger, ophovnet og dejagtigt…”
Bartenderen, hovedpersonen selv, er til gengæld så overfladisk beskrevet, at han næsten bliver ligegyldig og romanen derfor grænsende til kedelig. Det er synd, for historien er som udgangspunkt god og potentialet var stort – specielt fordi den faktuelle viden om denne historiske person er så sparsom, at det synes oplagt at give hovedpersonen “lidt furer i panden”, så man kunne mærke hans refleksioner over krigens dilemma; både når det gælder de illegale papirer, de skæbnesvangre beskeder som formidles og de små berigelser fra hotellets kassebeholdning og depoter som Frank fristes af mod krigens slutning.
En lind strøm af navne fra den franske kulturelite og den tyske besættelsesmagt er mere forvirrende end gavnlig
Måske er det bevidst og helt i overensstemmelse med bartenderens rolle som blind, døv og stum tjenende ånd. Franks tilstedeværelse er nødvendig, men ubemærket. Ingen vil undvære ham i baren, så han får lov at være i fred – måske endda på trods af tyskernes viden om hans ophav? Frank overvejer det sporadisk, men bekymringen bliver aldrig rigtig dyb – præcis ligesom alle andre dele af Franks sjæleliv – uanset om det gælder den lidet troværdige forelskelse i Blanche eller alvorens stund, når han bliver indkaldt til forhør hos tyskerne.
Man kommer aldrig under huden eller ind bag facaden på personen Frank Meier, og der er forbløffende stille i baren. Krigen er ikke for alvor farlig inde på hotellet, og det virker faktisk troværdigt. Bartenderen følger krigens gang via gæsternes fortællinger og supplerer med egne optegnelser og tanker. Som form fungerer det faktisk rimelig godt.
Et forhåndskendskab til den specifikke franske del af krigens hændelser vil dog lette læsningen – særligt i den første del af bogen. En lind strøm af navne fra den franske kulturelite og den tyske besættelsesmagt er mere forvirrende end gavnlig og det meget korte forord kunne med fordel have været suppleret med et par linjer for danske læsere som ikke er lige så velbevandrede i den franske del af verdenshistorien som forfatterens franske læsere.
Bartenderen på Hotel Ritz ender som en langtrukken beskrivelse af en tidslomme, som i øvrigt nok ville gøre sig bedre på film, hvor den underspillede hovedperson ville være en styrke og efterlade andet end et indtryk af, hvordan den franske kulturelite gnubbede skuldre med nazisterne indtil befrielsen i august 1944.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og