BALLET // ANMELDELSE – Den Kongelige Ballet kaster i sæsonens sidste premiereforestilling gamle, løsrevne balletlunser ud til publikum under fællestitlen Ballet de luxe. Men i realiteten blev vi budt på en noget vaklende danseteknik, enkelte stjerneskud og et program af svingende koreografisk kvalitet.
Danse classique ville nok have været en bedre betegnelse for Den Kongelige Ballets sidste sæsonpremiere end forestillingstitlen Ballet de luxe, som er lidt misvisende. Ballet som kunstart er i dag nemlig langt bredere defineret end blot som ren klassisk trindans.
I to afdelinger blev vi præsenteret for løsrevne brudstykker af hhv. August Bournonville og Marius Petipa, to kunstnere der levede og virkede i samme periode – den første i København, den sidste i Sankt Petersborg. Men i deres kunst havde de vidt forskellige indfaldsvinkler og udfoldelsesmuligheder inden for den klassiske akademiske dans. Begge havde den franske ballets skoling som udgangspunkt, men var i deres kunstneriske idealer væsensforskellige og havde i deres respektive teaterhuse vidt forskellige muligheder for at virkeliggøre deres balletvisioner.
Af Bournonville-repertoiret fik vi serveret et temmelig abrupt 2. akts divertissement (uden forspil) fra hans vel mest fransk-inspirerede ballet, Sylfiden fra 1836. Den er for divertissementets vedkommende de facto sat til musik af den østrigske komponist Josef Mayseder – og altså ikke af Herman Severin Løvenskjold, som teatrets program fejlagtigt vedbliver med at oplyse.
Desværre blev det danset i en scenografi, der nærmest skriger til himlen i sit misforståede forsøg på at skabe en atmosfæremættet scenisk ramme. Med slaskede og dårligt ophængte sidekulissegardiner og et designertapet-baggrundstæppe forsvandt enhver scenisk illusion allerede fra første sekund, og danserne måtte derfor alene bære hele optrinnet hjem.
Det lykkedes kun delvist takket være hovedparret – Stephanie Chen Gundorph som Sylfiden og Jonathan Chmelensky som James – men heller ikke uden en vis teknisk vaklen hos dem begge. Og balletkorpset var i samme divertissement noget nær det tætteste, man kan komme på illusionsløs optræden. Sjældent har jeg set en så tom og ligegyldig fremstilling af Bournonvilles kunst på hans egen scene.
Med den purunge danser Nico Janssen i denne pas de deux står vi foran et ægte naturtalent i denne danske dansestil. Et sådant talent findes der kun ét af på dusinet
Noget bedre gik det i mesterens Pas de trois fra vaudeville-balletten Livjægerne på Amager fra 1871. Den er blot ikke trinsat af Bournonville, men reelt skabt af hans efterfølger Hans Beck i 1890’erne. Han havde en helt særlig fornemmelse for læremesterens stil, men alligevel rammer Beck koreografisk forbi med sine fin de siècle-attituder og skæve accentueringer af trinene – hans personlige forsøg på dengang at modernisere den gamle mesters dansestil.
Aftenens overraskelse var derimod reserveret det tredje og sidste Bournonville-nummer, hvor pas de deux’en fra Blomsterfesten i Genzano fra 1858 i dag måske er den internationalt bedst kendte af hans trindanse og vedbliver med at være perlen over samtlige Bournonvilles særskilte koreografier.
Til musik af den østrigske komponist Mathias Strebinger – og altså igen ikke af Edvard Helsted, som teatrets program ligeledes fejlagtigt vedbliver med at oplyse – kommer vi helt tæt på den uskyldsrene dans, der er så essentiel for al Bournonvilles kunst.
Med den purunge danser Nico Janssen i denne pas de deux står vi foran et ægte naturtalent i denne danske dansestil. Et sådant talent findes der kun ét af på dusinet, og det er mere end sjældent at se en debutant i denne legende, men hundesvære pas de deux, udfolde sig mere naturligt og ægtefølt end netop ham.
Overfor den lidt kokette, men alligevel renfærdige Eukene Sagues, kom vi derfor helt ind til hjertekammeret af Bournonvilles væsen og koreografiske særkende. Deres samdans blev dermed hele aftenen værd og var måske det eneste, der retteligt kunne siges at være ren de luxe-kvalitet.
Petipa og Harald Lander
Indimellem Bournonvilles danse fik vi to Petipa-numre fra hhv. balletterne Tornerose fra 1890 og Satanella fra 1866. Den første, udført af Tara Schaufuss og Meirambek Nazargozhayev, kaldes Blå fugl pas de deux og er qua sit koreografiske motiv både brillant, let og luftfrisk. Den blev da også danset således, men dog uden det ekstra overskud, der skal til for virkelig at gøre dens trin overnaturlige.
Den sidste Satanella pas de deux fremstod derimod som nærmest frastødende med al sin tomme udvendighed. Dansemæssigt kunne Holly Dorger og Matthieu Rouaux da heller ikke løfte koreografien til noget ud over det almindeligt klichéfyldte og trinmæssigt ligegyldige.
Efter pausen fik vi det 20. århundredes vel nok højest rangerende danske balletklassiker med Harald Landers akademiske trinballet Etudes fra 1948. Personligt har jeg altid haft et ambivalent forhold til denne ballet og dens lidt for sammenflikkede forløb, hvor de dansetekniske etuder ligesom knækker ind over hinanden i serier af uorganiske sekvenser.
Klassisk dans er om noget organisk opbygget, men her bliver forløbet reduceret til en art koreografisk ”knækprosa”, hvor den ægtefødte fortælling om dansens inderste væsen mere bliver klippet ud i småstykker end sammensat til et organisk udviklingsforløb, som enhver danser gennemgår i sit liv.
Etudes er en nærmest umenneskelig ballet at beherske og udføre, for netop overskuddet skal bevares intakt frem til allersidste sekund
Men fine enkeltheder har balletten dog, og udførelsen var fra korpsets side både flot og velafbalanceret. Hovedpartierne derimod fremstod lidt anstrengte hos de tre solister, Emma Riis-Kofoed, Jón Axel Fransson og Ryan Tomash. Hver for sig har de store tekniske kvaliteter, men for dem alle gælder det, at de tilsyneladende bruger kræfterne noget uøkonomisk.
Etudes er en nærmest umenneskelig ballet at beherske og udføre, for netop overskuddet skal bevares intakt frem til allersidste sekund, alt imens den dramaturgiske spænding aldrig må synke, og udmattelsen heller aldrig blive synlig.
Etudes kræver derfor en jerndisciplin i at kunne beherske og udnytte kræfterne fra første til allersidste trin i en uafbrudt opstigende kurve. I modsat fald falder trinene igennem som rene og skære tekniske ytringer, og balletten mister dermed sit greb om både danseren og publikum.
Man kan dog stadig blive grebet af især den eksplosive mazurka-finale, men desværre var orkestergraven hele aftenen igennem kun leveringsdygtig i et rent ud rædsomt akkompagnement, hvor dirigenten tilsyneladende ikke besidder ægte fornemmelse for hverken klangdynamik eller koreografisk frasering.
I alle fald blev både Bournonville, Petipa og Lander udsat for en mere end hårdhændet musikalsk behandling, der undervejs nærmede sig det frastødende og mere gav mindelser om en taktfast marchtravende livgarde for fuld hornudblæsning ude i byens larmende gadestøj.
Hvor er nuancerne, forståelsen og respekten for balletdirigent-institutionen blevet af på nationalscenen? Sørgeligt at skulle lægge ører til denne kakofoniske og hårdhændede orkesterbehandling som ledsagelse til en af de mest musikalske sceniske kunstarter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og