MUSIK // ANMELDELSE – Skønhed kommer i mange former, men få kan som pakistanske Arooj Aftab få verden til at stå helt stille, mens musikken føles uendelig. På nyt album kommer lytteren langt i sin egen søgen efter meningen med livet, og man gør ikke albummet uret ved at kalde det noget af det bedste i 2021 indtil videre. Jacob Gjelstrup anmelder det her.
En af musikkunstens virkelige stjerner, den pakistanskefødte komponist og sanger Arooj Aftab, udkommer nu med sit tredje album Vulture Prince, og med det bliver verden en lille smule rigere på både skønhed og smerte. Her er musik for den ægte poet og den sorgfulde romantiker, for hvem smerten er det eneste rigtige drivkraft for den største kunst.
Få stemmer kan som hendes udtrykke så afgrundsdyb smerte og så virtuos skønhed på samme tid
Delvist ansporet af tabet af sin lillebror og med den pakistanske sufi-tradition som ophav for smerten og bearbejdelsen af den har Arooj Aftab skabt et album, der både er svævende let og mørkt som afgrunden, og gennem en kreativ kombination mellem det helt traditionelle pakistanske musik, folkemusikken og kontemporær klassisk musik indfanges lytteren af de spændende konstruktioner, der fungerer umådeligt godt sammen.
Arooj Aftabs vokal er hypnotiserende smuk, og hendes dybe klang er stærkt dragende. Få stemmer kan som hendes udtrykke så afgrundsdyb smerte og så virtuos skønhed på samme tid. Sammen med et yderst velspillende ensemble af musikere leverer Vulture Prince en tidløs mosaik af østens mystik og den indadvendte og søgende sufisme, der tager gudsdyrkelsen helt ind til et sted, hvor det kun handler om kærligheden mellem gud og menneske. Og selvom Arooj Aftab mest synger på urdu, forstår man næsten instinktivt, hvor hun vil hen med poesien, der i flere af sangene også er hentet i traditionen.
Temaerne i teksterne kredser primært om et menneskes forsøg på at afklare sine følelser i relationen mellem ulykke, tab og længsel. Emner der har været drivkraften bag meget musik, men som kun i ganske særlige tilfælde faktisk evner at ramme den ægte følelse i lytteren. Arooj Aftabs musikalske fortolkninger af disse følelser rammer langt hårdere, end den mere almindelige vesteuropæiske musik sædvanligvis lykkes med. Sorgen og den uudslukkelige længsel i musikken er langt oftere en del af fortællingen om folk i østen og Mellemøsten, end den er i vesten. Den musikalske tradition fra den del af verden er lykkes med at bære arven ind i det moderne, fordi folk og de musikalske instinkter grundlæggende er de samme som for 200 år siden.
Hendes succes må alt andet lige også være et udtryk for, at verden ikke kun interesserer sig for det overfladiske og simple
I en moderne kontekst kan man først og fremmest bruge Vulture Prince til at stimulere sin interesse for mysticisme og fremmed poesi. Den indadvendte musik giver lytteren en unik mulighed for at opleve fjerne himmelstrøg i sin egen stue. Men den giver også mulighed for at opleve en artist i fuld flor, når hun med sine kompositioner udnytter et bredt spektrum af indflydelse fra genrer, der umiddelbart ligger langt fra det Pakistan, der udgør substansen.
Således åbenbarer Arooj Aftab sit talent for at sammenflette sin instrumentering i de genrelag, der væves sammen i harmoniske strukturer med individuelle udtryk – skiftende mellem det sirligt minimalistiske til det tætte og overvældende. Selv når hun bliver jazzet og lader sig rive med af en mere mainstream newyorkerlyd i den engelsksprogede “Last Night”, forbliver hun forbløffende tro mod sit musikalske ophav. Og det fungerer vildt godt. I “Suroor” bliver det helt vidunderligt med elektrobas og harpe og et synthapparat som kaoselement, men det er kun få ud af mange højdepunkter på et fuldendt album.
Arooj Aftab, som nu er bosiddende i New York, er ved at etablere sig på den lokale scene, og hun har allerede opnået betydelig succes fx med sin optræden på NPR’s liste over de 200 bedste sange skrevet af kvinder i det 21. århundrede, eller da New York Times havde hendes værker på listen over bedste klassiske musik i 2018.
Med Vulture Prince er det klart, at hun fremstår som en ledende figur i den musik, der bevæger sig frit mellem genrer og nationaliteter, og hendes succes må alt andet lige også være et udtryk for, at verden ikke kun interesserer sig for det overfladiske og simple. Nu må vi så bare vente på, at Arooj Aftab kommer til Europa eller måske endda Danmark og indvier os endnu mere i sin kunst. Hun er i hvert fald hermed officielt indbudt.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF JACOB GJELSTRUP HER
Arooj Aftab, Vulture Prince, udkommer på New Amsterdam Records 23. april 2021
Foto: Diana Markosian
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her