Angreb på olieanlæg – kampen om Mellemøsten

af i Mellemøsten/USA

NYHEDSANALYSE // MELLEMØSTEN – Da saudi-arabiske olieanlæg i lørdags blev udsat for, hvad der antages at være angreb med droner, medførte det et øjeblikkeligt stop for den daglige produktion på 5,7 millioner tønder fra de berørte olieanlæg. Det betød store økonomiske tab for Saudi-Arabien, og verdens oliepriser steg med over 19 pct. på et døgn.

Efter angrebet på Saudi-Arabiens olieanlæg i den østlige del af landet var både Saudi-Arabien og USA hurtigt ude med beskyldninger om, at Iran stod bag angrebene på Aramco til trods for, at houthi-rebeller i Yemen tog skylden på sig.

Iran har imidlertid benægtet ethvert ansvar for angrebet på olieanlægget, hvilket ikke stoppede USA’s præsident, Donald Trump, fra at erklære på Twitter, at USA var klar til at gå til angreb mod Iran – hvis Saudi-Arabien måtte ytre ønske herom. Iran svarede, at man var klar og gearet til krig.

Det var store ord, og dermed blev scenen sat for endnu en krise i den allerede krigsmartrede region. Alt sammen for nogle droner, der angiveligt blev affyret af houthiernes oprørsstyrker fra det fattigste land i området, Yemen.

Den evige stedfortræderkrig mellem Iran og Saudi-Arabien er endnu engang iscenesat på fremmed grund i Mellemøsten

Sent tirsdag aften forlød det imidlertid, at angrebet kom fra det sydlige Iran tæt på grænsen til Irak. Angrebet skulle være foretaget med droner og missiler; under en pressekonference onsdag morgen dansk tid lød det fra den saudiske energiminister, prins Abdulaziz bin Salman, at “we do not know at this moment who caused the attacks on Aramco.”

Krigen mod Yemen

Kort efter sin tiltræden i 2015 som rådgiver for sin far, Kong Salman af Saudi-Arabien, indledte den uerfarne kronprins, Mohammed bin Salman, krigen mod Yemen.

Landet er et af verdens absolut fattigste lande. En sådan David og Goliat-krig mellem disse to lande burde være overstået på en eftermiddag.

At krigen nu er på sit femte år, med over 70.000 dræbte og hungersnød i landet, vidner om, at Yemens houthi-rebeller naturligvis er finansieret udefra, nemlig fra Iran. Og dermed er den evige stedfortræderkrig mellem Iran og Saudi-Arabien endnu engang iscenesat på fremmed grund i Mellemøsten.

Risiko for ny krig?

Er der tale om en reel risiko for en ny krig i regionen? Både Saudi-Arabien selv og USA meldte hurtigt ud, at Iran stod bag angrebet på olieanlægget. Iran har benægtet enhver indblanding. Sidstnævnte bør man ikke tage seriøst.

Der er næppe nogen tvivl om, at Iran står bag angrebene. Denne krise handler ikke om drone-angreb udført af Houthi-rebeller fra Yemen mod saudi-arabiske olieanlæg som et led i den fem år gamle krig mellem Yemen og Saudi-Arabien.

Krisen er imidlertid mere kompleks end angreb på et olianlæg i Saudi-Arabien, og indbefatter både Irak, Iran, Saudi-Arabien, USA og Israel; men underligt nok slet ikke Yemen.

Bizarre dage i Bagdad

Kort efter angrebene oplyste irakiske efterretningskilder, at angrebene slet ikke kom fra Yemen, men fra en militærbase i det sydlige Irak.

Det kan forklare det noget bizarre optrin, der fandt sted i Irak samme dag: Den irakiske premierminister, Adel Abdul-Mahdi, udsendte en officiel meddelelse, hvori regeringen tog skarpt afstand fra angrebene, og forsikrede, at regeringen var indstillet på at tage hårdt fat på eventuelle elementer, der måtte begå lovbrud mod landets forfatning.

Kort derefter udtalte en højtstående kilde fra landets nationale sikkerhedstjeneste, at det var forkert af regeringen at udstede en sådan meddelelse.

Der er endnu intet, der har fastlagt, at de pågældende droner rent faktisk blev afsendt fra Irak. Set i det lys kan den officielle udmelding fra den irakiske premierminister virke noget besynderlig.

Og så alligevel ikke; at premierministeren udsteder en officiel afstandtagen bekræfter måske netop, at angrebene på Saudi-Arabiens olieanlæg vitterligt kom fra Irak, og at det ikke var med regeringens godkendelse. At en højtstående kilde fra landets efterretningstjeneste derefter går ud og modsiger premierministeren, giver et godt billede af landets skrøbelige politiske fundament og evige balanceakt i det politiske, etniske og religiøse minefelt, som stiller landet i en sårbar situation.

Det vil ikke være i tråd med saudi-arabisk politik at skulle risikere krig på hjemlig jord

Med stærke pro-iranske militser rundt om i landet er Irak også særligt eksponeret for at blive reduceret til blot en iransk vasal-stat. Udmeldingen fra premierministeren kan forklare det akutte behov for en officiel afstandtagen fra angrebene, og understreger blot yderligere den vanskelige position landet befinder sig i.

Irakiske efterretningskilder har anført, at angrebene var hævn for tidligere israelske droneangreb i august, der med saudi-arabisk godkendelse blev gennemført mod pro-iranske militser i Irak.

Der skulle således være to bevæggrunde for Iran til at stå bag angrebene: Dels at sende en besked til USA om, at så længe landet fastholder sine sanktioner mod Iran, vil regionen fortsat være ramt af politisk ustabilitet.

Dels at angrebene derudover tillige er en besked til Saudi-Arabien om gengældelse for de nyligt gennemførte israelsk/saudi-arabisk koordinerede droneangreb mod pro-iranske baser i det sydlige Irak. Det machiavelliske rænkespil kender ingen grænser i Mellemøstens evige magtspil.

Travle dage i Israel og USA

Også i Israel er det travle tider. Tirsdag var man i gang med valg af den næste premierminister. Landets nuværende premierminister, Benjamin Netanyahu, forventer i skrivende stund et meget tæt løb. Sent tirsdag aften viste valgstedsmålinger dødt løb. Onsdag morgen står Netanyahu til at mangle fem mandater med 92 pct. af stemmerne optalt ifølge Haaretz.

Som et led i sin valgkampagne har Netanyahu lovet at annektere den allerede besatte Vestbred. Det noget kontroversielle valgløfte synes ikke at have afskrækket Saudi-Arabien fra oliestatens politiske parløb med Israel.

Det er ingen hemmelighed, at Saudi-Arabien og Israel er tætte samarbejdspartnere og at de sammen med Donald Trumps svigersøn og særlige sikkerhedsrådgiver, Jared Kushner, har udarbejdet en ny fredsplan for regionen.

Det vil derfor være vigtigt at få genvalgt Netanyahu til posten for at komme videre med planen. Også Saudi-Arabien har interesse heri, for et styrket Israel vil, i saudi-arabisk optik, svække Iran.

Det førnævnte tweet fra Trump om, at USA stod klar til at angribe efter angrebet på Saudi-Arabiens olieanlæg skal ses i den kontekst, men udmeldingen blev ikke vel modtaget på hjemmefronten, herunder i den amerikanske kongres, hvor flere medlemmer påpegede, at amerikansk udenrigspolitik trods alt ikke skulle dikteres af Saudi-Arabien.

Trump modererede herefter sit udsagn, for at fastslå, at han ikke er interesseret i en militærkonflikt i Mellemøsten. Sidstnævnte udsagn synes også at falde i tråd med den nuværende realpolitik for Mellemøsten trods de store trusler fra både USA og Iran.

En ny krig i Mellemøsten ville også være en ganske bekostelig affære, og med en forestående valgperiode foran sig kan det være problematisk for Trump at skulle retfærdiggøre at sende amerikanske soldater afsted som kanonføde i en krig, der ikke direkte handler om amerikanske interesser. Trump er derudover også kendt for sin manglende lyst til at sende amerikanske tropper ud i verden.

Iran står nemlig ikke isoleret i Mellemøsten; landet har både Rusland og Tyrkiet i ryggen. Også Kina har en interesse i Iran, og har  netop meddelt, at landet påtænker at investere for 1897 mia. kr.

Derudover er der et yderligere afgørende element, der taler imod en krig mod Iran, nemlig at en sådan også vil eksponere Saudi-Arabien for en reel risiko for krigsførelse på saudi-arabisk grund.

Og det vil ikke være i tråd med saudi-arabisk politik at skulle risikere krig på hjemlig jord. Gerne i udlandet, gerne proxy-krige, men aldrig i egen baghave.

Se live video fra angrebet på Saudi-Arabiens olieanlæg nedenfor:

Irans stilling handler om mere end et angreb på olieanlæg i Saudi-Arabien

Endelig bør Irans position inkluderes i det samlede billede; et land, der frækt som en slagterhund fører proxy-krig i Yemen mod Saudi-Arabien, har beslaglagt skibe i Golfen, ført en de facto dronekrig mod Israel og står bag de to angreb på de saudi-arabiske olieanlæg, alt imens man fra officiel side hårdnakket benægter enhver indblanding.

Det er en adfærd, som selv med diplomatisk sprogbrug bedst kan betegnes som noget provokerende.

Det er også en interessant adfærd for et land, der er hårdt ramt af de økonomiske sanktioner påført af USA, efter præsident Trump udtrådte af den såkaldte atomaftale indgået i 2015 af den foregående præsident, Barack Obama.

En sådan adfærd fra et økonomisk trængt land giver indikationer på, at der her er tale om et land, der ikke bare er bevidst om egen rolle og position i dette spil, men også er bevidst om hvilken støtte der kan forventes fra anden side.

Iran står nemlig ikke isoleret i Mellemøsten; landet har både Rusland og Tyrkiet i ryggen. Også Kina har en interesse i Iran, og Beijing har  netop meddelt, at landet påtænker at investere 280 milliarder dollar i den iranske oliesektor (1897 mia. kr.), der er berørt af de amerikanske sanktioner.

Dermed blev spørgmålet om en eventuel krig mod Iran til en langt større geopolitisk affære end først umiddelbart antaget – og til meget andet end et spørgsmål om droner – afsendt fra Yemen eller ej – og et angreb på olieanlæg i Saudi-Arabien.

Analysen er opdateret onsdag morgen d. 18/9 2019 med oplysninger om valgresultatet i Israel, red. 


Topfoto: Wikimedia Commons 

Hvis du vil læse flere af Yasmin Abdel-Haks analyser om Mellemøsten, kan du følge hende her.

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.

Seneste artikler om Mellemøsten