NYHED // OVERBLIK – Donald Trump blev i juli i al hemmelighed flyttet fra Air Force One til et mindre militærfly, da han skulle forlade Tyrkiet efter et NATO-topmøde i hovedstaden Ankara. USA havde fået efterretninger om en mulig iransk missiltrussel mod præsidentens eget fly, skriver blandt andre New York Times.
Der blev i al hast og hemmelighed gennemført en operation i lufthavnen, hvor Trump blev kørt væk fra Air Force One i en cateringtruck og sat på et C-32A-militærfly. Air Force One fløj derefter til Storbritannien, men altså uden præsidenten ombord, skriver ABC News.
Det sidste er opsigtsvækkende, idet Air Force One dermed blev brugt som afledningsmanøvre, skriver Times of Israel. Flere højtstående amerikanske embedsmænd og journalister var stadig ombord, så det udefra så ud, som om Trump befandt sig på flyet.
Ifølge New York Times var udenrigsminister Marco Rubio og finansminister Scott Bessent blandt de højtstående personer på flyet. Ifølge The Hill er de nummer fire og fem til at tage over, hvis der skulle ske præsidenten noget. Også Trumps rådgivere Stephen Miller og Steven Cheung var ombord. CBS News skriver, at Rubio og formentlig også Bessent vidste, at Trump havde skiftet fly.
De journalister, som var med på Air Force One blev ikke orienteret om, at præsidenten ikke var om bord, eller at de blev udsat for øget risiko. Forsvarsminister Pete Hegseth og tre af Trumps toprådgivere Natalie Harp, Walt Nauta and Dan Scavino fulgtes ifølge CBS med Trump.
Ifølge New York Times havde amerikanske efterretningstjenester modtaget flere oplysninger om en konkret trussel om et jord-til-luft-missil mod Air Force One. Der var desuden blevet observeret en person i nærheden af NATO-topmødet med et skulderbåret missil.
Oplysningerne peger samtidig på, at den mulige trussel var rettet mod det fly, som Trump befandt sig på, og ikke nødvendigvis mod et bestemt fly med et bestemt kaldesignal. Det gjorde det muligt for sikkerhedstjenesten at bruge det oprindelige Air Force One som lokkemiddel, mens Trump forlod Ankara på et andet fly, skriver New York Times.
The Times har tidligere beskrevet, hvordan vestlige efterretningstjenester havde opfanget kommunikation fra Iran, som kunne tyde på, at iranerne overvejede et angreb mod Trump.
Ifølge Reuters har amerikanske efterretningstjenester dog ikke selv kunnet verificere flere af de israelske advarsler om iranske attentatplaner. Tyrkiske efterretningstjenester fandt ifølge en tyrkisk embedsmand heller ikke beviser, der kunne bekræfte den konkrete trussel mod Trump under NATO-topmødet.
Men Secret Service valgte at reagere på oplysningerne, skriver Reuters. Beslutningen om at lade andre flyve videre på det mulige mål har efterfølgende udløst kritik.
Joe Lockhart, tidligere pressesekretær for præsident Bill Clinton, siger til New York Times, at Clinton-regeringen under sikkerhedsoperationer gjorde mere for at beskytte personer omkring præsidenten. Han mener, at Trumps folk tilsyneladende satte præsidentens sikkerhed over hensynet til de øvrige passagerer.
En tidligere rådgiver for George W. Bush, Joseph W. Hagin, har ifølge New York Times forsvaret beslutningen. Han siger, at personer, der arbejder i Det Hvide Hus eller rejser med præsidenten, accepterer en vis risiko, og at det ville have kunnet kompromittere operationen, hvis alle ombord var blevet informeret.
Trump har selv bekræftet, at Secret Service og militæret bad ham skifte fly. Ifølge ABC News var han ikke utilfreds med den omfattende sikkerhedsoperation. En højtstående embedsmand beskrev hans reaktion kort: »Han elskede det.«
Iran har i årevis ønsket at hævne sig på præsidenten efter drabet på al-Quds-generalen Qassem Soleimani i 2020. Det skete under Trumps første præsidentperiode. Iranske ledere har ved flere lejligheder fremsat trusler mod den amerikanske præsident, skriver Reuters. Siden Israel og USA angreb Iran og dræbte ayatollah Ali Khamenei i februar er truslen mod de to statsledere vokset.
Læs New York Times, ABC, Times of Israel, Reuters, The Hill og The Times
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.