FILM // ANMELDELSE – Ramen Shop er noget så sjældent som en film fra Singapore i danske biografer. Den inviterer os ind i en feelgood-historie fyldt med lækker mad, men fortæller også om verdenshistoriske begivenheder vi ellers ikke hører så meget om. Og så hægter den sig fast med en subtil og gennemført æstetik.
Når man ser mange festivalfilm, så vænner man sig efterhånden til de der opslag før filmene, der fortæller, at en film har været i Berlin eller Venedig eller – nok den oftest sete i danske biografer – at den har været ‘Sélection Officielle. COMPETITION. Festival de Cannes.’ Eric Khoos film Ramen Shop har en ret sjældent set en af slagsen: Den deltog i Berlinale-programmet der hedder ‘Culinary Cinema’. De får ikke ret ofte premiere i danske biografer, men hvis man kan lide madfilm, så er det på mange måder en lækkerbisken Another World Entertainment sender ud til det danske publikum.
Masato er en ung japansk ramen-kok. Hans mor er død, og hans far drikker, og han kan ikke rigtig få suppen til at smage ordentligt. Da hans far også dør, rejser han til Singapore, som hans mor kom fra, hvor hans forældre mødte hinanden, og hvor han møder den søde madblogger Miki. Masato tager også kontakt til sin mors familie, men hans bedstemor har ikke lyst til at møde ham. At forstå hvorfor kræver at Masato sætter sig helt ind i forhistorien for både sin famile og begge sin nationaliteter. At forstå filmen kræver nok også, vi forsøger det samme:
Historisk baggrund
Eric Khoo præsenterer selv Singapore – en østat syd for Malaya-halvøen og knudepunkt mellem det Indiske Ocean og Stillehavet – som en art sammenkogt ret, en blandingskultur af inspiration fra både Indien, Kina og Japan såvel som fra den britiske kolonimagt, der styrede landet indtil 1965.
Hovedværket om moderne sydøstasiatisk historie er, så vidt jeg ved, Tim Harper og Christopher Baylys tobindsværk Forgotten Armies og Forgotten Wars, der fortæller om det koloniserede Indien, Burma og Malaya. Allerede på side 1 gør de klart, hvor unik en historie det er: Måden det britiske imperium kollapsede på, efter at Japan invaderede i 1941 og ’42 kan ifølge dem kun sammenlignes med Alexander den Stores invasion af det persiske storrige. For ganske mange år siden. Så overvældende, voldsom, altomvæltende en historie er det. Og vi lærer intet om det i Vesten.
Singapore var en af de mest angloficerede byer i det britiske imperium, så vidt at en besøgende i 1935 bemærkede: ‘Den er præcis som Liverpool. Bortset fra at der er flere kinesere i Liverpool.’ Singapore havde højhuse, biografer, forlystelsesparker, og så var det fra ‘Fortress Singapore’, at hele imperiet skulle forsvares. Det var i hvert fald, hvad man sagde.
Måden det britiske imperium kollapsede på efter at Japan invaderede i 1941 og ’42 kan kun sammenlignes med Alexander den Stores invasion af det persiske storrige
Det er på den baggrund, man skal forstå, hvorfor det var så stort et traume, da Japan invaderede i december ’41 – samtidig som angrebet på Pearl Harbor – og blot et par måneder senere havde tvunget briterne til at overgive sig. Europæere stak af og overlod den asiatiske befolkning, som de ellers havde lovet at passe på, til japanernes nåde. General Tomoyuki Yamashita mente, den kinesiske befolkning var en sikkerhedstrussel – Japan havde været i krig med Kina siden 1937 – hvorfor store dele af denne etniske gruppe blev massakreret. Præcis hvor mange finder vi nok aldrig ud af.
Derefter fulgte en historie om stor uro efterfulgt af forbløffende stabilitet – kommunistisk guerillaoprør i halvtredserne, raceuroligheder mellem kinesere og malayer, en kort union med Malaysia og endelig uafhængighed i 1965 under landsfaderen Lee Kuan Yew, der sad som premierminister indtil 1990. Lee Kuan Yew bragte stabilitet, liberalisering og økonomisk fremgang til det lille, tætbefolkede land. Men han bragte ikke nogen filmindustri. Først i halvfemserne begyndte landet så småt at lave sine egne film, og her er Eric Khoo det helt store navn.
Eric Khoo
Khoos debut Mee Pok Man var en af de allerførste film fra Singapore, da den blev udsendt i 1995. Hans 12 Storeys fra ’97 var den første film fra Singapore, der kom til en sidekonkurrence i Cannes, mens hans My Magic fra 2008 var den første i hovedkonkurrence.
Khoo har også fokuseret på minoriteter og Singapores komplekse multinationale historie. Be With Me var en af Singapores første queer-film. In My Room blev markedsført som Singapores første erotiske film (eh, jeg tvivler, en eller anden dude med et videokamera må have lavet noget før). My Magic var på det tamilske sprog, mens den animerede Tatsumi var en japansksproget biopic om manga-forfatteren Yoshiro Tatsumi. Hans film er omfavnende, men samtidig også ret smalle og esoteriske, selv for det singaporeanske hjemmepublikum.
Stil
Selvom Eric Khoo er en kendt instruktør, hvis værker har haft ret stor succes på europæiske festivaler, så føles Ramen Shop alligevel mere fremmedgørende end de seneste kunstfilm fra f.eks. Hirokazu Kore-eda eller Lee Chang-dong. I stedet minder den mig om mere mainstream japanske kulturprodukter, såsom anime eller Netflix-serien Terrace House. Personerne har en overtydelig måde at snakke sammen på, og underlægningsmusikken er overordentlig sentimental hele vejen igennem – og opnår så til sidst et endnu højere niveau af sentimentalitet, som er rent ud sagt forbløffende.
Det er nærliggende at tænke, at Ramen Shop ikke er lavet til europæere men til mennesker i Singapore og Japan, hvilket filmens originaltitel Ramen Teh måske også antyder – i Danmark har man fjernet ordet ‘Teh’, et ord for en speciel singaporeansk svinekødssuppe, som ikke er så kendt på disse breddegrader. Filmen fremstår som en restaurant, hvor turister som os er velkomne omend ikke kernekunder. Men er det ikke også som regel de restauranter, der er bedst?
Eric Khoo er en veteran, og Ramen Shop er en film fra en mand, der ved præcis, hvad han laver og ikke behøver de store armbevægelser længere.
Hvis dialogen er overtydelig, så er filmsproget til gengæld vidunderligt subtilt. Filmen består fortrinsvis af stationært kamera, filmet fra mellem-afstand og gerne lidt skævt på, med en afdæmpet, rolig klipning. Det hele er holdt lidt på afstand, uden at æstetikken gør så meget væsen af sig, omend det er en fornemt gennemarbejdet æstetik. Når f.eks. Masatos far dør, så ser vi bare, at han mangler bag disken – og så klippes der til et panoramabillede af den lille by, mens vi hører en ambulance bevæge sig. Som et stille suk snarere end en stor grædetur.
Samme effekt kommer, når Masato tager på et museum, der mindes den japanske besættelse, hvor han sorgfuld lytter til vidnesbyrd om forfærdelige forbrydelser. Kameraet holder sig helt stille, mens vi hører en forfærdelig historie og ser en ung mand reagere derpå. Det er knugende og ret fantastisk i al sin enkelthed. Eric Khoo er en veteran, og Ramen Shop er en film fra en mand, der ved præcis, hvad han laver og ikke behøver de store armbevægelser længere.
Der grædes i Ramen Shop. Der grædes faktisk en del. Men grundlæggende handler den om at se fortidens traumer i øjnene, familiære såvel som socio-historiske – og om at komme overens med komplicerede blandingsprodukter. Som man kender dem fra det sydøstasiatiske køkken. Helt essentielt så er det først og fremmest en film, der er lavet for at hjælpe singaporeanere og japanere og andre folk, der fortsat lever med et gigantisk traume, vi på vore breddegrader intet aner om. Det er en fremragende film, og at vi også i Danmark får lov til at se den, er en gave.
Og så er maden så helt ubegribelig lækker at se på. Jeg vil have Ramen Teh!
Foto-credit: Another World Entertainment
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
