CORONAKRISE // KOMMENTAR – Alle verdens lande bør gentænke forholdet til Taiwan, skriver Bjarke Drejer i anledning af landets succesfulde håndtering af covid-19-udbruddet. Her giver han et oprids af den lille ø-nations historiske forhold til Kina og forklarer, hvorfor krisen rummer en kærkommen mulighed for det internationale samfund.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Taiwan er i løbet af de seneste uger blevet et varmt emne i verdenspressen. Den lille ø-nation med 23 millioner indbyggere på et areal mindre end Danmark har klaret sig bedre mod coronavirussen end stort set noget andet land. I skrivende stund har Taiwan 440 registrerede tilfælde og syv dødsfald.
I starten af maj har man i flere medier kunnet læse, at Taiwans regering allerede nytårsdag 2019 advarede WHO om en ny ukendt virus i Kina. Men pga. Kinas indædte modstand mod enhver anerkendelse af Taiwans de facto politiske uafhængighed, sad WHO oplysningen overhørig. Først da Kina selv indrømmede, at virussen spredte sig mellem mennesker skred organisationen til handling.
I den kommende tid vil man utvivlsomt høre mere om Taiwans succes mod covid-19, men hvilket slags land er Taiwan? Hvorfor er Kina så indædt modstander af øens selvstændighed? For at svare på de spørgsmål skal man langt tilbage i historien.
“Hvert tredje år en opstand, hvert femte år et oprør”
Taiwans oprindelige befolkning er et austronesisk-talende folkeslag. Det er usikkert om de første mennesker vandrede over landbroer til øen fra det kinesiske fastland, eller om de kom sejlende fra øerne i sydøst-asien. Siden forhistorisk tid har øens befolkning været en blanding af oprindelige folkeslag, foruden kinesiske og japanske pirater.
Det ændrede sig i løbet af 1700-tallet. Qing-dynastiet havde besejret Ming-dynastiet på det kinesiske fastland. En gruppe Ming-loyalister var flygtet til Taiwan og Qing havde fulgt dem til øen for at tilintetgøre truslen. Efter et søslag i 1683, hvor Qing-flåden besejrede Ming-loyalisterne, var øen formelt kinesisk territorie.
Taiwan har ikke være en militær trussel for den Kinesiske Folkerepublik i 50 år. Nu er landet snarere en demokratisk torn i øjet
Igennem det næste århundrede forsøgte Kina at sikre kontrollen med øen. Man ville forhindre pirateri og civilisere øens oprindelige folk. I kystområderne blev kinesisk sprog og kultur dominerende. I de ufremkommelige bjerge beholdt nogle af de oprindelige folkeslag deres autonomi. Taiwan var blevet en kinesisk provins.
Øens geografiske placering besværliggjorde imidlertid kontrollen. Taiwan var plaget af konflikter. Datidens aforisme “Hvert tredje år en opstand, hvert femte år et oprør,” beskriver meget rammende, hvordan øens politiske situation var under det kinesiske herredømme.
I 1895 tabte Qing-dynastiet en krig med det fremstormende japanske kejserdømme. Taiwan blev overdraget til de japanske sejrherrer. Under det japanske kolonistyre blev forholdene for Taiwanernes ikke bedre. Udnyttelse og hårdhændede assimilationsprogrammer affødte stærk opposition til Japan og flere oprørsforsøg frem til 1945, da Japan endegyldigt tabte stillehavskrigen mod USA.
USA har været garant for Taiwans sikkerhed
Taiwan blev i 1949 en vigtig brik i den kinesiske borgerkrig. Den nationalistiske regering under ledelse af Chiang Kai-shek havde mistet kontrollen med hovedstaden Nanjing. Taiwans hovedby, Taipei blev udråbt til den midlertidige hovedstad for Republikken Kina. Den midlertidige status blev permanent, efterhånden som kommunisterne, under ledelse af Mao Zedong, fik kontrol med det kinesisk fastland.
Derefter fandtes to Kina’er. Den Kinesiske Folkerepublik på fastlandet og Republikken Kina på Taiwan. Begge hævdede at være de legitime regeringer for det kinesiske folk. På Taiwan sad Chiang Kai-sheks nationalister tungt på magten. Trods titlen af republik, var landet reelt et militærdiktatur, hvor alle pro-kommunistiske og anti-nationalistiske fraktioner blev forfulgt.
På baggrund af omfattende pro-demokratiske bevægelser op gennem 80’erne, omtrent samtidig med Sydkoreas demokratisering, påbegyndte landet i 1987 en gennemgribende demokratiseringsproces. Landets styreform ligner derfor den dag i dag de andre øst-asiatiske demokratier.
USA har siden 1949 været garant for Taiwans sikkerhed og uafhængighed fra det kinesiske fastland. Men øen har også selv et betydeligt militær. Med 300.000 aktivt militærpersonel og næsten 4 millioner i reserve. En krig med det kommunistiske styre på fastlandet ville øen nok alligevel tabe, men Taiwan er fortsat fast besluttet på at hævde sin suverænitet.
En kærkommen chance
Taiwans historie er en del af forklaringen på øens status i dag. Det kinesiske kommunistparti hævder, at Taiwan er en kinesisk udbryderprovins, der bør genforenes med fastlandet. Taiwan er gået fra at ville generobre fastlandet, til at ville beskytte sin status som uafhængigt og demokratisk land. Så længe landet har USA i ryggen, vil det nok kunne lade sig gøre.
Men Kinas pres for at holde Taiwan ude af det internationale samfund så vidt som muligt fik i denne omgang alvorlige konsekvenser. Hvis WHO ikke havde siddet Taiwans advarsel overhørig, kunne flere menneskeliv være reddet.
Det er uvist, hvad konsekvenserne af coronakrisen bliver for det kommunistiske styre i danske politikere kan og bør bruge Danmarks position i EU til at tale Taiwans sag. Et samlet EU ville, i stil med USA, kunne balancere anerkendelse af Taiwan med behovet for handel med Kina
Kina bruger sin økonomiske magt til at afholde nationer fra at samarbejde med Taiwan. Men med den nuværende krise er tilliden til det kinesiske styre på et lavpunkt. I fremtiden vil produktion sandsynligvis flytte væk fra Kina. Verdensøkonomiens afhængighed af Kina har længe været problematiseret, men nu er der øjensynligt også politisk vilje til at handle.
For Taiwan er det en kærkommen chance. I efteråret havde Kina held til at overtale to stillehavsnationer til at flytte ambassader fra Taipei til Beijing. Taiwan har siden 1972, med Nixons opblødning overfor Kina, gradvist mistet sine officielle diplomatiske forbindelser. Men nu bør alle verdens lande gentænke forholdet til Taiwan.
Uvisse konsekvenser
I dag ser langt hovedparten af Taiwans befolkning sig ikke som kinesere, men som taiwanere. Taiwan har ikke være en militær trussel for den Kinesiske Folkerepublik i 50 år. Nu er landet snarere en demokratisk torn i øjet. Landet er et levende eksempel på at et kinesisk folkefærd kan styres effektivt af et demokrati.
Danmark kan ikke på egen hånd erklære støtte til Taiwan. Vi kan heller ikke få en ambassade og et tæt samarbejde. Konsekvenserne vil falde prompte. Kina vil formodentligt som minimum sætte diplomatiet på is og begrænse samhandelen markant. Men danske politikere kan og bør bruge Danmarks position i EU til at tale Taiwans sag. Et samlet EU ville, i stil med USA, kunne balancere anerkendelse af Taiwan med behovet for handel med Kina. Kina er et stærkt land, men ikke stærkt nok til at modstå et samlet EU.
Det er uvist, hvad konsekvenserne af coronakrisen bliver for det kommunistiske styre i Kina på langt sigt. Måske kan landets charmeoffensiv med donationer af udstyr og lægefaglig assistance genoprette noget af den tabte tillid.
Personligt håber jeg, at krisen kan blive en katalysator for ændringer af de mange demokratiske problemer i Folkerepublikken Kina. Foruden en international genovervejelse af forholdet til det kommunistiske Kina, ikke mindst en anerkendelse af Taiwans selvstændighed.
LÆS FLERE ARTIKLER OM ASIEN HER
Foto: Hovedstaden Tapei, Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her