MUSIK // ANMELDELSE – Lørdag aften spillede en af countrymusikkens største stjerner i Royal Arena. Det skulle vise sig, at Tennessees egen Brad Paisley ikke bare havde medbragt sin Stetson, sine konstant ’skønsyngende’ Fender Telecastere, stærke og smukke sange og byens bedste backingband; Brad var i byen som ambassadør for the country music – og han havde taget Nashville med sig. I overført betydning – og på storskærmen. Koncerten med den 46-årige musiker formede sig som en to timer lang rejse gennem sydstatsamericana og -galore, hvor han selvfølgelig også spillede hits som “Whiskey Lullabye” og “This is County Music“.
Allerede ved ankomsten til Royal Arena fornemmede jeg, hvor det bar hen. På vej ind i arenaen lød det, som om Paisleys opvarmer Chris Lane tilegnede en sang til sin mor. Hvis jeg hørte rigtigt, er der bare at sige: “This is country for you ladies and gentlemen“.
Countrymusik er aldrig blevet det helt store her i landet. Ikke som genre generelt. At countryen er overalt i moderne pop og rock er noget andet.
Når man bevæger sig ind til en koncert som denne lørdag aften er det en fordel at iklæde sig sin indre og fysiske – hvis man har en sådan – Stetson, ternede skjorte – og skynde sig at hænge sin aldrig slumrende velfærdsdanske krænkelsesparathed på knagerækken udenfor salen.
Brad Paisley red ind i Royal Arena med det helt store rodeoshow. Næste gang vil jeg forfærdelig gerne opleve den store countryman et sted som Vega eller DR Koncerthuset. Med sangene i fokus
For med og især uden rette er der nok at lade sig forarge over. Den ”Southern Comfort Zone”, som Paisley besang i koncertens første nummer, vil for mange rime på religiøs fanatisme. Racisme. Chauvinisme. Yderste fattigdom side om side med ekstrem rigdom (det sidste vist mest i Texas). Våbenmafia. Fanatisk støtte til Trump.
Det er rigtigt, at de store Nashville-countrymusikere stadig synger deres sange om en øl ved fiskedammen, værtshuse, store biler, og ham eller hende, der enten er sendt fra himlen eller til besvær. De hylder Stars and Stripes og de mænd, der giver deres liv til dets forsvar. Det er også hjemstavnsromantiske sange, der hylder ordentlighed, anstændighed og blue collar autencitet – ofte som modsætning til fancy pancy, højrøvet storbyadfærd. En form for værdier, man kan identificere sig med og bruge, som man vil, på alle politiske fløje.
Musikstilen der repræsenterer USA
Countrymusikken udfordres og udvikles i disse år af rock- og punkbaserede kunstnere i det, man i mangel af bedre udtryk kalder alt-country (alt for alternativ). Samtidig med, at halv- og helstore Nashville-stjerner som Katie Musgrave, Brandi Carlile, Anderson East og Tyler Childers synger om trailerparkernes håbløshed, grå arbejderklassehverdag, stoffer og støtte til LBGT+-bevægelserne.
Countrymusikken er den næstmest omsættende rockgenre i USA. Det er ”blevet den musikstil, der bedst repræsenter livet i Amerika, fordi vi synger uden metaforer, det er én til én,” som Paisley selv har sagt.
Og han, der ellers nødigt udtaler sig om politik, har i øvrigt flere gange sagt, at et af hans stolteste øjeblikke som amerikansk patriot indtraf, da USA valgte en sort præsident. Ja, han fældede en tåre. Med USAs lange, historie med slaveri og ulighed in mente. Og ikke uvæsentligt, mange af hans sange skal lyttes til med et glimt i øje og ører; for det er sådan, de er skrevet.
For eksempel ”I’m Still a Guy”, der som på videoen på storskærmen i Royal Arena, ligeså meget gør lidt selvironisk grin med sydstatsmænds hang til at mødes over en kold dåseøl – uden koner og kærester, som den hylder det testosteronfyldte samvær. Tungen i kinden.
Det samme gælder “This is Country Music”, der blev spillet som andet nummer i Royal Arena.
Teksten taler for sig selv.
“Well you’re not supposed to say the word “cancer”, in a song.
And tellin’ folks Jesus is the answer, can rub ’em wrong.
It ain’t hip to sing about tractors, trucks,
Little towns, or mama, yeah that might be true.
But this is country music and we do”.
Stolthed og selvironi i samme tekst.
Allerede her så tidligt i koncerten stod det klart, at Paisley havde medbragt en lydmand og lydanlæg, der leverede intet mindre end superb lyd. Lige så godt som da The Eagles spillede derude i juni. Alle instrumenter og sangen stod ligeværdigt i lydbilledet i den store hal, hvor musikken ofte lyder, som hvis migræne havde en lyd.
Efter et lovlig oppisket tempo i det første nummer fandt bandet sig selv. Paisleys rødder i honky tonk, som den stil blev forfinet eller måske forgrovet af The Bakersville Bunch, Merle Haggard og Buck Owens i begyndelsen af 60erne, er tydelige. En stil, som Fogerty-brødrene tog til sig i deres svampede rock’n’roll version i Creedence Clearwater Revival. John Fogerty medvirker i øvrigt på Paisleys 2017-album “Love and War“.
Live viste Paisley og hans cowboys sig meget hurtigt at være et rock’n’roll-band med swamp bund og country som hovedsprog. Ofte, men ikke i Royal Arena, spiller Paisley Van Halens ”Hot For Teacher” som hyldest til en definerende lyd for den dengang helt unge Brad Paisley. Efter 20 års samspil storswingede Paisleys band – bassist, trommeslager, guitarist, percussionist, violinist og steelguitarist – som en drøm.
Nashville State of Mind
Som ved så mange andre koncerter fortalte filmene på storskærmene historier. Allerede i det første nummer viste det sig i en Melodi Grand Prix-agtig postkortvideo, at Brad god damn it tidligere på eftermiddagen havde været en tur på brostenene i indre København. Ligesom der var billeder fra Paris og andre hovedstæder.
Tydeligt, at countryambassadør Brad ønskede at fortælle en historie om Nashville som et state of mind, musikalsk og i form af en livsstil, hvor en koncert nede i byen i Grand Old Opry sgu gerne må være en fest. Fuld respekt for det.
Det vrimlede med billeder. Billeder af søndagsstemning ved vandet, gamle countrystjerner som Johnny Cash og Waylon Jennings, The Eagles, der gjorde country mainstream, billeder af fest og ballade. Paisleys kone, skuespilleren Kimberley Williams-Paisley, havde en rolle eller to undervejs. Det samme med David Hasselhoff.
Det var lige før, at det store bagscene film-set up med mere eller mindre uhøjtidelige og fjantede film fjernede i hvert fald mit fokus fra de fremragende sange og det sublime guitarspil
Der var også et meget amerikansk klip af en gammel mand i Paisleys hjertelige ”Waitin’ On a Woman”. I al sin pasticherede kontekst fungerede det faktisk udmærket som supplement til musikken.
Men så var der også en af mine yndlingssange ”She’s Everything”, hvor der kørte såkaldt ”kiss cam” på udvalgte par blandt publikum. Der så skulle kysse/snave hinanden. Stor jubel i salen. Kærlighed er nok kommet for at blive, også i det offentlige rum. Men det dér NFL-show havde intet med musik at gøre. Det er sikkert meget sjovt, kærligt og samhørighedsskabende i pauserne, når Paisleys yndlingshold Cleveland Browns spiller. Men her total off.
Og i øvrigt godt, at jeg havde flyttet mig fra en plads ved siden af en anmelder fra en stor tabloidavis ned på en tom række, inden de begyndte på det.
Jeg lukkede øjnene og fik derfor nogenlunde følelsen i den flotte sang med. Galt var det også med en fjollet film til sangen ”Celebrity”, der fuldstændig tog harmen og satiren ud af Paisleys sang. Som mange andre kendte har han ofte været jaget paparazzi-vildt.
Det var lige før, at det store bagscene film-set up med mere eller mindre uhøjtidelige og fjantede film fjernede i hvert fald mit fokus fra de fremragende sange og det sublime guitarspil, leveret af manden derinde midt på scenen.
Endelig, nærmest forløsende
Brad Paisleys spil er utroligt kreativt, udtrykket forunderligt og overraskende. For en mand, der som jeg kun har lidt erfaring med en akustisk guitar, lyder det indimellem nærmest, som om han spiller bagvendt, samtidig med, at han veksler mellem nogle korte staccatoagtige forløb som kontrast til de klassiske, lange toner, når der skal lires igennem.
Det hørtes igen og igen. I “Last Time For Everything” skærende smukt, også da Paisley gav en snip af ”Purple Rain” som afslutning. Eller i ”Old Alabama”, hvor han spillede både sine egne figurer og dem, der på pladen skyldes de aldrende medlemmer af gruppen Alabama.
Den mand kan få sin guitar til at synge, så det lyder så betagende som solopgangen en skyfri efterårsdag over Appalacherne der ovre i den østlige del af Tennessee.
Under en mere eller mindre akustisk version af “Whiskey Lullaby” – en af de smukkeste og mest foruroligende (selv)murder ballads nogensinde – oplevedes en vis intimitet i det stort anlagte show. Endelig. Nærmest forløsende.
Brad Paisley red ind i Royal Arena med det helt store rodeoshow. Næste gang vil jeg forfærdelig gerne opleve den store countryman et sted som Vega eller DR Koncerthuset. Med sangene i fokus.
Brad Paisley
Royal Arena
lørdag 5. oktober 2019
Foto: PR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
