
NYHED // OVERBLIK – Korttidsudlejning gennem Airbnb, Booking.com og andre platforme bliver i stigende grad udnyttet af kriminelle organisationer. I Belgien bruges ferieboliger blandt andet til at gemme narkotika, våben og kontanter, mens internationale efterforskninger viser, at platformene også bliver misbrugt af kriminelle netværk i andre europæiske lande.
Airbnb-lejligheder og andre ferieboliger er blevet et attraktivt redskab for organiserede kriminelle, fordi de kan lejes hurtigt, i kort tid og med stor fleksibilitet. Det advarer chefen for Belgien nationale narkotikapoliti, Ine Van Wymersch, om i mediet Nieuwsblad.
“Vi ser stadig oftere, hvordan kriminelle organisationer kortvarigt lejer ferieboliger for at huse narkotika, penge, våben eller medskyldige”, siger Van Wymersch. Hun beskriver boligerne som “stashsteder”, det vil sige som midlertidige baser for kriminelle aktiviteter.
Ifølge Van Wymersch er fleksibiliteten det vigtigste: Hvis et parti narko eksempelvis ankommer til en havn på et andet tidspunkt eller et andet sted end forventet, kan en lejlighed lejes i få dage og derefter forlades igen.
“Hvis du har brug for nogen til at hente en last i havnen, og du ikke ved præcis, hvornår båden ankommer, så kan du leje en Airbnb-lejlighed eller et studio i tre dage”, siger hun til The Guardian.
De belgiske myndigheder har en række konkrete eksempler på opklarede sager: Der er en sag om en bande cyberkriminelle fra Antwerpen, som indrettede flere Airbnb-lejligheder som midlertidige callcentre. Herfra sendte de phishingbeskeder til titusinder af ofre verden over og tjente millioner af euro, inden politiet afslørede banden i slutningen af 2024.
For to år siden fandt efterforskere desuden våben, store mængder kokain og cannabis samt et rum, der blev brugt som torturkammer, under en ransagning af en Airbnb-bolig i Anderlecht.
I slutningen af juni i år blev en 38-årig kvinde fra Brugge idømt seks års fængsel for sin rolle i en narkobande, der ifølge Nieuwsblad havde næsten 200 kunder. Hun og hendes tidligere kæreste gemte blandt andet kokain i ferieboliger, som hun lejede gennem Airbnb. Samlet brugte hun mere end 10.000 euro på at leje de ønskede skjulesteder.
Og for få dage siden beslaglagde belgisk politi 3,3 kilo kokain og 4.845 euro i kontanter i en Airbnb-lejlighed i det centrale Bruxelles. Lejligheden blev ifølge nyhedsbureauet Belga mistænkt for at være blevet brugt til opbevaring og pakning af narkotika.
Men problemet er ikke begrænset til Belgien. I december 2024 afslørede belgiske og nederlandske myndigheder et internationalt cyberkriminelt netværk, hvor Airbnb-boliger blev brugt som midlertidige centre for phishing og anden svindel. Europol oplyste, at hovedmændene i netværket hovedsageligt opererede fra Nederlandene, mens en stor del af kriminaliteten foregik i Belgien.
Efterforskningen omfattede 17 ransagninger i de to lande og førte til beslaglæggelser af blandt andet kontanter, skydevåben, luksusure og elektronisk udstyr.
Airbnb oplyser, at kriminelle bookinger udgør en “en ekstremt lille del” af de millioner af reservationer og udlejninger, virksomheden håndterer hvert år.
Ifølge Clément Eulry, Airbnb’s landechef for Frankrig og Benelux-landene, anvender virksomheden blandt andet kunstig intelligens til at identificere mistænkelige bookingmønstre. Mistænkelige reservationer kan blive annulleret, og oplysninger om problematiske lejere bliver meldt til politi og lokale myndigheder.
For Van Wymersch er Airbnb kun én del af en større udvikling. “Det faktum, at e-handel er en blomstrende forretning, faciliterer i enorm grad organiseret kriminalitet”, siger hun til The Guardian.
Leveringstjenester er ifølge kommissæren særligt sårbare, fordi en varevogn, der stopper foran et hus og afleverer en lille pakke, ikke vækker mistanke.
Læs The Guardian og Nieuwsblad (flamsk)
Læs også om phising og anden cyberkriminalitet på Europols hjemmeside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og