POSTLIBERALISME // ESSAY – Den liberale verdensorden vakler, og en ny “postliberal” bevægelse rejser sig i dens sted med løfter om rødder, mening og fællesskab. Fra Fukuyamas advarsler til Houellebecqs romaner tegner der sig et opgør med efterkrigstidens frigørelsesprojekt – men har de postliberale ret i deres diagnose, og hvad er prisen for deres kur?
I mange år har vi betragtet historien som en lineær proces i retning af øget individuel frigørelse og det liberale demokratis globale konsolidering. Kulturel og økonomisk frisættelse var tidsåndens formel for fremskridt, og liberalismen dens politisk-filosofiske udtryk.
Dette frigørelsesprojekt blev i høj grad defineret i tiden efter 1945 som et svar på de forudgående årtiers civilisatoriske sammenbrud og totalitære masseideologier. I opposition hertil markerede efterkrigsliberalismen et opgør med ”de store sandheder” og den kollektive identitetspolitiks stærke fællesskaber.
I stedet knæsatte man det ”åbne samfund”, som netop var karakteriseret ved fraværet af en endelig historisk destination og absolut autoritet. Frem for at underordne individet et historisk eller kollektivt formål, hævdede man rettigheder over fælles sandheder, pluralisme over enhed.
Historien ruller baglæns
I dag er det dog ikke længere åbenlyst, at historien hælder mod liberalismen og de progressive idealer om maksimal individuel frigørelse. I stedet synes efterkrigstidens liberale vision for fremtiden at tilhøre fortiden, da den i stigende grad forbindes med rodløshed, fortvivlelse og usikkerhed i en omskiftelig verden karakteriseret ved en gennemgribende erosion af stabile holdepunkter og meningsskabende bindinger.
Et liberalt vakuum, hvor diverse tabserfaringer koblet til en vigende oplevelse af mening og overgribende samhørighed vinder frem og nærer et udbredt ønske om at genskabe trygheden i en tabt fortid.
Efterkrigstidsliberalismens opløsning af stærke fællesskaber og store fortællinger synes således at have skabt en ny længsel efter identitet, mening og historisk formål.
På denne baggrund kommer den folkeligt mobiliserende systemkritik i dag også fra højre, hvor et bredt spænd af åndelige brandstiftere udfordrer den liberalisme, der som definerende politisk-intellektuel strømning fra 1945 og frem grundlagde det normative og institutionelle program for efterkrigstidens vestlige samfund.
De stærke guders genkomst
Vi er med andre ord vidner til en konservativ modrevolution iværksat af en ”postliberal” bevægelse, som anfægter individualiseringens sociale og eksistentielle omkostninger til fordel for en revitalisering af de overgribende strukturer, der binder individet til en historisk helhed.
En helhed, som stikker dybere end liberalismens lidenskabsløse facilitering af den enkeltes selvrealisering.
I opposition til liberalismens postulerede reduktion af samfundsborgeren til en rodløs konsument frigjort fra de kollektive identiteter, der udgør samfundets salt, ønsker den postliberale bevægelse således at revitalisere de før-politiske loyaliteter, som i form af forpligtende fællesskaber og bindende sandheder giver mennesket identitet, mening og samhørighed.
De kollektive tilhørsforhold, der styrker samfundets moralske og kulturelle sammenhængskraft, og som den konservative forfatter R. R. Reno metaforisk har omtalt som ”de stærke guder”.
De ”stærke guders” genkomst er i flere henseender en bekymrende udvikling. Men hvis vi ønsker at forstå de postliberales indvirkning på vores kultur og politik, må vi også afdække den konservative revolutions underliggende drivkræfter, herunder anerkende de dele af dens verdensbillede, som er korrekt.
Det ”sidste menneskes” oprør
Genkomsten af de stærke identiteter og fortællinger koblet til fx nation, tradition og religion kan tolkes som et udtryk for virkeliggørelsen af Francis Fukuyamas oversete pointe fra sidste del af hans bog Historiens afslutning og det sidste menneske (1992).
Her udfoldede Fukuyama netop frygten for, at den posthistoriske tilstand, som ville blive frugten af den sejrende liberalismes omformning af verden i henhold til dennes kosmopolitiske verdensborgerånd og idealer om individualisme og økonomisk integration, ville afføde en modreaktion baseret på ønsket om at genskabe den abstrakte mening i tilværelsen.
Men tidens postliberale tidehverv er dog også båret frem af en spirende intellektuel bevægelse, som vil genetablere den organiske samhørigheds ”tykke fællesskaber” på bekostning af liberalismens opgør med slægtskabets traditionsgroede identitetsfællesskaber.
I USA tæller denne fx politologen Patrick Deneen, der i bogen Why Liberalism Failed (2018) argumenterer for, at liberalismen har nedbrudt de former for tilhørsforhold og moralsk orden, som mennesker behøver for at leve meningsfulde liv i stabile politiske fællesskaber.
I Deneens optik er postliberalismen derfor heller ikke et irrationalt tilbageslag, men en logisk reaktion på liberalismens sejrsgang, som har produceret de sociale og kulturelle betingelser for sin egen undergang. Vicepræsident J.D. Vance er en anden markant stemme.
Herhjemme er Selsing-parret og Kasper Støvring fremtrædende eksponenter for kritikken af liberalismens teknokratiske verdensbillede, ”excessive” individualisme og mangel på sjæleligt vingesus.
Livet i kampzonen
Men i en europæisk kontekst er en af de mere interessante repræsentanter for tidens postliberale tidehverv den franske forfatter Michel Houellebecq, hvis forfatterskab er en misantropisk kritik af Vestens liberale massesamfund, hvor intet fælles trossystem evner at transcendere den menneskelige eksistens, som i stedet udleves af fremmedgjorte enkeltskæbner ude af stand til at skabe meningsfulde fællesskaber.
Et samfund, hvor alle kollektive bånd forvitrer i fusionen mellem det individuelle begærs selvudfoldelse og den nådesløse konkurrencefrihed, der i form af det kapitalistiske markeds ekspansive dynamikker har reduceret alle mellemmenneskelige forhold til rent økonomiske relationer.
I takt med, at liberalismen har fremmanet det menneske, som er dens egen teoretiske præmis, det autonome individ defineret ved sin frihed, er den enkelte altså ikke blevet mere lykkelig.
I stedet er de overindividuelle fællesskaber, der tidligere udgjorde stærke bastioner mod markedet og individualismens omformning af samfundet til en myriade af isolerede partikler i indbyrdes konkurrence, eroderet, ligesom et nihilistisk nydelsesimperativ er blevet erstatningsguden som kompenserer for det moderne menneskes metafysiske hjemløshed.
I romanen Underkastelse (2015) opløser den vestlige individualisme sig ligefrem i et nyt åndeligt fællesskab foranstaltet ved det muslimske broderskabs magtovertagelse. I bogen er den vestlige civilisation altså blevet så udmattet af sin nihilisme og uforløste længsler, at den frivilligt underkaster sig Islams åndelige transcendens og autoritære alternativ til sin egen meningsformørkelse.
De postliberale viderefører således en gammelkendt kritik af liberalismen, hvis grænseopløsende etik og rettighedsbaserede individualisme menes at svække de fællesskaber, traditioner og meningshorisonter, som mennesker lever af. Dagens liberale samfund er nok fredelige og velstående, men også mere atomiserede, teknokratiske og eksistentielt usikre, idet oplevelsen af historisk retning, følelsen af en fælles skæbne og det forpligtende tilhørsforholds dybe solidaritet er gået tabt.
Men hvad tilbyder den fremadstormende postliberalisme så som alternativ?
Flugten fra det liberale tomrum
Den postliberale bevægelse tilbyder først og fremmest rødder. For dem er samfundslivets primære enhed nemlig ikke liberalismens selvberoende individ, men den sociale pagt, som binder fællesskabet sammen.
I tilknytning hertil kan mennesket heller ikke tænkes uden for historien og dets sociale kontekst, og derved reduceres til en abstrakt kategori. At efterleve sine forpligtelser over for fællesskabet betragtes som et kerneelement i det moralske liv, og mange postliberale er grundlæggende villige til at acceptere begrænsninger i deres frihed, hvis de tilvejebringer et lokalt netværk af stærke tilknytninger, som giver livet mening.
Derudover kan postliberalisterne siges at tilbyde mening i en affortryllet verden, hvor religionen, poesien og det åndelige visner bort. I opposition til rationalismens postulerede udtynding af menneskelivets kilder til meningsopfyldelse og sammenhold tilbyder de således en revitalisering af det mytisk-irrationelle livskompleks over for den liberale verdensanskuelses teknokratiske og instrumentelle fornuftshorisont.
I dette lys kapitaliserer tidens postliberale grundlæggende på et kollektivt tabsnarrativ, som udfordrer den liberale fremskridtsfortællings troværdighed og vedrører oplevelsen af at have mistet kontrollen over samfundets udvikling, herunder følelsen af at være forankret i et stabilt kulturmønster bestående af et delt system af betydning og mening.
Globaliseringens strukturelle forandringer er således blevet omsat til en række følelsesmæssige erfaringer, der for mange har udmøntet sig i et udbredt ønske om at genvinde deres politiske indflydelse samt kulturelle og demografiske selvbestemmelse med henblik på at sikre genkendelige samfund, tillidsfulde fællesskaber og en lokalitet at identificere sig med.
Efterkrigstidens fremskridtsvision
Efterkrigstidsliberalismens kulturelle og økonomiske rekonstruktion af Vesten var formet af traumerne fra perioden 1914-1945, og havde til formål at beskytte og promovere ”friheden”.
Truslen var den kollektivistiske systemtænkning og ideologiske tingsliggørelse af mennesket, der opløste det særegne i det almene og reducerede individet til en celle i en organisme af en højere orden.
Det var et antiautoritativt projekt, der skulle frisætte både kulturen og økonomien fra en central autoritet. Via kultiveringen af den enkeltes kritiske bevidsthed skulle de kollektive loyaliteter desuden svækkes, så masserne ikke blev forført af overgribende og identitetsafstivende metafortællinger.
Projektet blev en succes, idet selvforståelsen blev individualiseret, de kollektive ideer visnede og det individuelle valg blev samfundets centrale princip.
Når frihed ikke er nok
Efterkrigstidens frihedsprojekt var da også både nobelt og relevant, men i dag er det ikke kun det ”lukkede” samfund, vi skal frygte, men også det fragmenterede samfund, som er det liberale fremskridts bagslag.
For som værn imod 30’erne og 40’ernes totalitære statsdannelser har liberalismens dogmer om åbenhed, tolerance og kritik stået stærkt. Men frem for at være en pragmatisk strategi til at undgå det værste, udviklede projektet sig også til en ny moralsk ortodoksi, der udlagde ethvert argument om kulturel kontinuitet som et regressivt opgør med det liberale civilisationsprojekts åbne og friktionsløse verden.
Hvor de postliberale ser sociale opløsningsprocesser, kan man ligeledes se større personlig frihed, ligestilling, tolerance og beskyttelse af minoriteter
Men det er ikke forkert, når konservative billedstormere i dag udlægger manglen på rødder og en stabil base som et centralt problem i den vestlige verden. Dette er også tilfældet globalt, hvor flere lande genbekræfter deres kulturelle særegenhed samt åndelige og nationale enhed i mødet med den liberale modernitets rationelle saneringsprojekt.
De postliberale har således ret i, at mennesker ikke blot er fritsvævende atomer i identitets- og erindringsløse samfund, men derimod indlejret i kulturelle og åndshistoriske sammenhænge.
Mennesket er altså ikke kun en interessemaksimerende rationel aktør, men også drevet af en søgen efter tilhør og behovet for at være hjemmehørende i et territorialt baseret fællesskab – en art dybdedimension og historisk betinget fælleslighed rundet af en poetisk-emotionel sans for tid og sted.
Postliberalismen appellerer dermed til noget grundlæggende menneskeligt, når den genbekræfter kollektive fortællinger og adresserer eksistentielle tabserfaringer vedrørende tilhørsforhold og kulturel kontinuitet.
Udhules de mytebårne helheder, som udgør folkefællesskabets marv, risikerer man desuden at underminere centrale komponenter i opretholdelsen af levedygtige tillidskulturer og sociale loyalitetssfærer af gensidigt forpligtede samfundsborgere.
Individualismens dobbelte ansigt
Men den spirende postliberalisme rummer imidlertid også flere problemer.
For selvom konservative forfaldstænkere altid har hamret løs på de historiske brudflader, som de mente var ophavet til deres rodløse og åndeligt underfrankerede samtid, indeholder historien ikke et lokaliserbart punkt, hvor mennesket levede i statisk harmoni forud for moderniteten eller den teknokratiske liberalismes ”ødelæggende” flugt fremad.
I stedet udspiller den sig et komplekst spændingsfelt mellem fremskridt og tab.
I forlængelse heraf har de seneste årtiers privatisering af moral og livsprojekter fx øget den individuelle frihed og kreativitet. Prisen har nok været en svækkelse af de sociale forpligtelser og moralske fællesskaber, der tidligere gik forud for individets frie valg. Men hvor de postliberale ser sociale opløsningsprocesser, kan man ligeledes se større personlig frihed, ligestilling, tolerance og beskyttelse af minoriteter.
Den postliberale bevægelse har således en tendens til at betone frihedens omkostninger, men undervurdere dens parallelle gevinster.
Postliberalismens autoritære potentiale
Derudover rummer den anti-autoritære efterkrigsliberalisme en vigtig pointe, der bør vendes mod de postliberales ønske om at genskabe fortidens postulerede enhed i fremtiden. For i modsætning til deres monokulturelle visioner er frie samfund snarere karakteriseret ved konflikt end statslig påduttet harmoni.
For nok deler vi grundlæggende fælles behov, men de menneskelige holdninger og længsler lader sig aldrig sammenfatte i en enkelt gyldig syntese.
Det bedste værn om individets autonomi er derfor princippet om pluralisme, da det modvirker uniformerende bestræbelser på at målrette alle samfundets elementer i henhold til det samme mål.
Men når den postliberale kulturkritik omsættes til et realpolitisk projekt om at genoprette en dybere kulturel samhørighed baseret på en mere organisk og sædeligt funderet orden, kommer den typisk i konflikt med liberalismens pluralistiske organisering af samfundet.
En organisering, der ikke søger moralsk integration, men en fredfyldt administration af forskelligheder baseret på individuelle rettigheder, neutrale procedurer og institutionelle begrænsninger af magten.
I den forbindelse bør man huske, at liberalismen voksede frem som et berettiget svar på Europas erfaringer med autoritære magtstrukturer, censur og ensretning.
De ”stærke guders” genkomst, og det postliberale tidehvervs beslægtede opgør med efterkrigstidens moralske, politiske og kulturelle konsensus, rummer derfor også en problematisk tendens til at underminere de politiske principper, som er betingelsen for både individuel frihed og social stabilitet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og