NYHED // POV OVERBLIK – Presset på EU for at sætte handling bag ord kommer efter stigende kritik fra flere europæiske ledere af udviklingen i Israel og de palæstinensiske selvstyreområder. Kritikken retter sig blandt andet mod vold begået af israelske bosættere på Vestbredden, en kontroversiel ny israelsk lov om dødsstraf, der i praksis kun gælder palæstinensere samt den fortsatte humanitære krise i Gaza.
Spanien, Irland og Slovenien har ifølge The Guardian formelt bedt om, at associeringsaftalen kommer på dagsordenen og at der eventuelt indføres sanktioner mod de voldelige bosættere.
Spaniens udenrigsminister José Manuel Albares siger, at det handler om ”troværdighed” og har advaret om, at Den Europæiske Union risikerer at miste netop troværdigheden, hvis den ikke stiller de samme krav til Israel som til Rusland i Ukraine-krigen. Albares tilføjede, at hvis en fuld suspension ikke er mulig, bør EU i det mindste suspendere handelsdelen af aftalen.
Irlands udenrigsminister Helen McEntee har samtidig kaldt Israels nye lovgivning om dødsstraf “helt uacceptabel” og understreget, at EU må gøre noget for at ”bevare det grundlæggende værdier”.
På vej ind til mødet sagde EU’s udenrigschef Kaja Kallas, at selvom Mellemøsten med rette skal fylde en del, så skal Ukraine stadig være en vigtig og central del af dagens drøftelser.
Den fungerende danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen gav også interview ved ankomsten og ærgrede sig i første omgang over, at han selv og EU står på sidelinjen, når det gælder krigen i Iran. Han håber, at forhandlingerne mellem USA og Iran bliver til noget. “Vi står i en usikker situation, som har konsekvenser for verdensøkonomien.”
Ud over krigen i Iran, talte udenrigsministeren også om Ukraine og om regeringsforhandlingerne i Danmark.
Kaja Kallas sagde desuden: “Vi har en hel dag foran os. Først diskuterer vi selvfølgelig krigen i Ukraine, og i morgen regner vi med at træffe en positiv beslutning om lånet på 90 milliarder euro.”
Det blev vedtaget at yde milliardlånet af EU’s stats- og regeringschefer på et topmøde i december sidste år, så ukrainerne kan finansiere krigen mod Rusland samt genopbygning af landet i år og næste år. Siden blokerede Ungarns regeringschef beslutningen om lånet. Viktor Orbán blev væltet ved et nyligt parlamentsvalg, hvilket banede vejen for, at EU kan gennemføre den oprindelige plan om støtte til Ukraine.
Libanons premierminister er inviteret med til udenrigsministermødet i Luxemborg, for at give en status på forholdet til Israel og situationen i Libanon.
Kallas sagde, at EU vil se på, hvordan man kan styrke den europæiske indsats i Libanon, og hvad der skal ske med FN-missionen UNIFIL, en aftale som udløber senere i år. Med hensyn til konflikten mellem især USA og Iran sagde Kallas, at ”fri sejlads (i Hormuz-strædet.red) ikke kan blive afløst af en model, hvor man betaler for at sejle igennem. Vi støtter diplomatiske beslutninger, men det ligger fast, at alle bekymringer, også atom-spørgsmålet, skal drøftes”.
Læs mere om Kaja Kallas bemærkninger
Læs også The Guardian og POLITICO
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.