REGERINGSFORHANDLINGER // ANALYSE – Lars Løkke Rasmussen (M) opererer, som var han kulissens tilbagelænede mastermind med et overblik og en køreplan, de færreste har indblik i. Men han skal ikke satse på en royal flush-belønning, hvis han overspiller sine kort, skriver Helle Ib. I morgen har Mette Frederiksen igen inviteret til forhandlinger – er vi ved at nærme os tidspunktet for en slags afklaring?
Omtrent en måned efter folketingsvalget er der endnu ikke udsigt til, at en ny regering venter lige rundt om hjørnet.
Lige nu er status: Forhandlingerne mellem centrum-venstre-partierne er nået længst med papirer, beregninger og drøftelser om en række emner fra folkeskole over drikkevand til energipolitik og økonomi.
Mette Frederiksen (S), der afholder nye møder på Marienborg i denne uge, fastholder rollen som forhandlingsleder – selv om De Konservative har bedt hende give stafetten videre til en blå kongelig undersøger. Fremdriften i de S-ledede forhandlinger gælder primært partier som SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet. De har som bekendt ikke flertal uden Moderaterne.
Lars Løkke Rasmussen (M) selv opererer, som var han kulissens tilbagelænede mastermind med et overblik og en køreplan, de færreste har indblik i.
Han signalerer at have god tid og har forudset langstrakte forhandlinger – selvom Mette Frederiksen har opfordret til, at partierne snart bider lidt til bolle.
Tirsdag skruede Lars Løkke Rasmussen op for dramatikken ved at fremhæve, at det er Mette Frederiksen, der skal “foretage et valg”, og at Moderaterne ikke kommer til at støtte en regering, der ikke fører en “offensiv økonomisk politik”. En melding, der vidner om, at Løkke fortsat agter at tage sig dyrt betalt i form af hårde indrømmelser i den økonomiske politik – og at han vil forsøge at sikre sig uafhængighed af Enhedslisten i den økonomiske politik.
“Jeg forstår, at man har haft spændende møder om drikkevand og trivsel og børnepasning, og det er jo alt sammen godt nok. Men det handler jo grundlæggende om, hvorvidt der kan etableres en ansvarlig økonomisk ramme. Det er den kongelige undersøgers ansvar. Hvis ikke hun vil læne sig ind i det, så kommer der jo et tidspunkt, hvor man så må sige, at det projekt ikke kan lykkes. Så må man skifte spor, og så må nogle andre prøve at løse opgaven,” lød det fra Lars Løkke Rasmussen til bl.a. DR på vej ind til et møde mellem EU’s udenrigsministre i Luxembourg.
Onsdag er der nyt formelt forhandlingsmøde – og mon ikke tidspunktet faktisk nærmer sig for en slags afklaring?
Det vil sige et hårdt brud, nye kongerunder – eller at hele centrum-venstre-flokken, inklusive Lars Løkke Rasmussen, erkender, at alle kommer til at sluge større og mindre kameler og går i gang med at arbejde målrettet derefter.
For nok kan Løkke tvinge andre til truget, men ikke til at drikke vand.
Løkke agerer skyggeundersøger
At forsøge at presse Venstre og De Konservative med i et nyt midterprojekt ser vanskeligt ud. Ikke mindst fordi Mette Frederiksen næppe kan, tør eller vil levere de voldsomme indrømmelser i den økonomiske politik, som kunne give Venstre og Konservative et alibi for at lægge mandater til endnu en omgang med S-lederen i Statsministeriet.
Mette Frederiksen skal, som en kilde har udtrykt det malerisk i Berlingske, ”vride og vende sig i smerte”, hvis et nyt bredt regeringsprojekt skal komme på tale.
Billedet efter de første ugers forhandlinger er, at Lars Løkke Rasmussen har brugt sin position til at agere som en slags kongelig skyggeundersøger. En mere formel en af slagsen tilbød han sig som i forbindelse med valget i marts – dog uden opbakning fra andre partier.
Det var Lars Løkke Rasmussen, der krævede, at Mette Frederiksen forhandlede med Venstre og De Konservative også – uden nogen synderlig fremdrift for hans eget ønske om en ny bred regering.
På de sociale medier har Lars Løkke Rasmussen ikke lagt skjul på sin kontakt til sin gamle partifælle, Venstres formand Troels Lund Poulsen, der lige nu er forhindret i selv at deltage i forhandlingerne efter en alvorlig øjenoperation. Men Løkke har – indtil videre – ikke givet Mette Frederiksen sparket og forsøgt at gøre Venstre-formanden til ny kongelig undersøger.
På Christiansborg spørger mange sig selv, om Løkke har og vil bruge sin magt til at gennemtrumfe nye kongerunder, hvor først et rent blåt, men illusorisk spor afdækkes, og dernæst en ny midterregering. Og går det heller ikke, kan man til sidst ende nogenlunde dér, hvor det startede – med et regeringsprojekt med udgangspunkt i centrum-venstre-partierne. Eksempelvis en S-SF-M-R-regering med Enhedslisten og Alternativet som mere eller mindre fuldtonede støttepartier.
Billedet efter de første ugers forhandlinger er, at Lars Løkke Rasmussen har brugt sin position til at agere en slags kongelig skyggeundersøger
Mandatsammensætningen ved valget demonstrerer, at ingen kan forvente at ende med at håndplukke det bedste fra alle mulige verdener. Den kommende regeringsdannelse bliver dermed en gentagelse af de vilkår, de fleste regeringer i nyere tid har måttet operere under.
Der er ikke mange gode forklaringer på, hvorfor det skal trække ud i flere måneder. Valgresultatet kan umuligt være dalet ned fra himlen som en voldsom overraskelse på Christiansborg.
De centrale aktører har gennem årtier arbejdet sammen på den ene eller anden måde og har i det mindste en fornemmelse af hinandens smertetærskler. Flere af dem har selv haft fingrene nede i substansen, når det gælder boligskat, pensionsregler, energipolitik, erhvervs- og personbeskatning, arbejdsmarked, konkurrenceevne og grøn omstilling.
Hertil kommer to forhold, der især gælder Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen: Begge har, for at sige det pænt, gennem årene demonstreret en høj grad af fleksibilitet, når en ændring af standpunkt og position var påkrævet. Enten af hensyn til udefra kommende udfordringer – eller når det drejede sig om at sikre egen magt og indflydelse.
Forfængelighed påvirker forhandlingerne
Denne gang efterlader den første måneds regeringsforhandlinger indtrykket af, at der bag de helt legitime politiske forskelle og ønsker til indhold og regeringssammensætning udspiller sig en forestilling, der også synes drevet af forfængelighed. En tro på, at hvis noget først har set meget, meget svært ud, accepterer vælgerne lettere det endelige resultat af bestræbelserne. Inklusive kovendinger og kamelslugning.
Hertil kommer den sædvanlige politiske pokerdisciplin – at forsøge at gøre andre bløde i knæene ved at skabe indtrykket af, at man selv sidder med en ekstraordinært god hånd.
Lars Løkke Rasmussen kan ikke være sikker på at blive belønnet, hvis han overspiller sine kort med flere måneders stilstand til følge
Det er imidlertid langt fra sikkert, at slutresultatet vil ende markant anderledes, hvis bare en eller flere af hovedaktørerne trækker tiden i langdrag i forventning om, at andre nok bliver trætte, møre og eftergivende.
Lars Løkke Rasmussen kan ikke være sikker på at blive belønnet, hvis han overspiller sine kort med flere måneders stilstand til følge.
Til gengæld kan vælgerne være ret sikre på – hvis man erindrer de seneste regeringers ageren, forståelsespapir og politiske grundlag – at tingene sjældent bliver så konsekvente og spektakulært ambitiøse, som ordene i et regeringsgrundlag ellers fortæller.
Er det svært, kan Lars Løkke Rasmussen blot huske tilbage på perioden efter 2016, da han som Venstre-statsminister præsenterede trekløverregeringen, hvor Anders Samuelsen og Liberal Alliance havde skudt sig ind. Et parti, der mente, at de største skattelettelser i mands minde var på vej. Det var de ikke.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og