FØDEVARECHECK // KOMMENTAR Elene Miella Eden Nielsen kan ikke genkende skatteminister Ane Halsboe-Jørgensens (S) udtalelse om, at der er sørget for dig, hvis du ikke kan arbejde. Hun oplever en helt anden virkelighed, som hun beskriver i dette åbne brev til Ane-Halsboe-Jørgensen.
Jeg beklager meget, at jeg må spørge, Ane, men hvilken planet bor du på?
“Men vi har jo netop et samfund, hvor hvis ikke du kan arbejde, så er der sørget for dig. Det er derfor, jeg startede med at sige, at jeg er tilhænger af førtidspension.” Sådan sagde Ane Halsboe-Jørgensen, skatteminister, i DR’s program Debatten i januar i år.
Den udtalelse klinger hult. Særligt når man tænker tilbage på 2013, hvor Socialdemokraterne stod i spidsen for førtidspensions- og fleksjobreformen, som medførte omfattende forringelser for fysisk og psykisk syge mennesker fanget i beskæftigelsessystemet. Sammen med et bredt flertal indførte I forringelser, der har gjort det umuligt for selv dødeligt syge at få en værdig sidste tid.
Vejen til en førtidspension er opslidende, fornedrende og for mange direkte ødelæggende. Man kommer ikke helskindet gennem systemet. Det sætter sig i krop og sind. For altid.
I stedet tvinges mennesker til at kæmpe med jobcentrets kreative fortolkninger af loven, økonomiske sanktioner, når de er for syge til at møde til samtale eller praktik, eller med uværdige og indholdsløse ressourceforløb. Nu påstår I, at I vil ændre det. Men de tiltag, I foreslår, vil ifølge flere eksperter kun forværre situationen. Den nye beskæftigelsesreform vil kun gøre ondt værre.
Vejen til en førtidspension er opslidende, fornedrende og for mange direkte ødelæggende. Man kommer ikke helskindet gennem systemet. Det sætter sig i krop og sind – for altid. Sker det, at man overlever den årelange tur igennem jobcentret og endelig tilkendes en førtidspension, skal man huske på, at førtidspensionen ikke er en hvilepude.
Når pensionen er tilkendt, begynder et nyt arbejde: at forsøge at holde sig i live, at lindre fysiske og psykiske smerter og at finde en ny måde at være i verden på – alt sammen, mens økonomien begrænser mulighederne til det minimale, bl.a. pga. meget høje leveudgifter.
Velfærdsstaten er en illusion
Problemet stopper ikke der. Mange danskere – både i arbejde og på offentlige ydelser – har ikke råd til basale ting. Antallet er stigende.
Jeg kender mennesker, der ikke har råd til tandlæge. Mennesker, der ikke har råd til medicin. Mennesker, der isoleres socialt, fordi økonomien ikke rækker. Mennesker, der mødes med mistro og stigmatisering i sundhedsvæsenet. Mennesker, der ikke kan betale for mad, der tager hensyn til allergier og sygdom. Mennesker, der ikke har råd til nødvendig behandling af deres fysiske lidelser. Mennesker, der ikke har råd til livsnødvendig terapi. Mennesker, der ikke længere har råd til deres husleje. Nogle af disse mennesker har også børn, som rammes af jeres skævvridende politik.
Et engangsbeløb ændrer ingenting. Når beløbet er brugt, er intet forandret. Regningerne er de samme. Uligheden er den samme. Systemet er det samme.
Det betyder stigende børnefattigdom – børn, der vokser op uden de samme muligheder som deres jævnaldrende. En ulighed, som for altid vil sætte spor, og som ikke blot forringer deres uddannelses- og jobmuligheder, men også deres helbred. Dette gælder uanset, hvor hårdt forældrene kæmper for deres børns ret til lige muligheder.
Din udtalelse er indbegrebet af privilegieblindhed, Ane.
Du ser ikke den øgede ulighed i samfundet. Du ser ikke uretfærdigheden i den struktur, I har været med til at skabe. Og I har stadig ikke forstået de kommende konsekvenser af den nye beskæftigelsesreform, som netop nu implementeres.
Overlevelse er ikke værdighed
Jeg spørger igen: Hvilken planet bor du på?
Fødevarechecken er ikke omsorg. Det er valgflæsk. I lod krisen ske. I valgte at lukke øjnene. Og nu, få måneder før valget, forsøger I at dække et åbent, betændt sår med et lille plaster. Et sår, der har kostet menneskeliv og livskvalitet. Et engangsbeløb ændrer ingenting. Når beløbet er brugt, er intet forandret. Regningerne er de samme. Uligheden er den samme. Systemet er det samme.
Det er som at tisse i bukserne for at få varmen.
Det er ikke ansvarlig politik. Det er ikke omsorg. Det er valgkamp forklædt som hjælp. Et samfund måles ikke på sine intentioner, men på, hvordan de svageste faktisk lever. Overlevelse er ikke det samme som værdighed.
Velfærdsstaten er en illusion.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og