NYHED // POV OVERBLIK – Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, siger, at kronprinsesse Mette-Marit har udvist ”dårlig dømmekraft” i sit forhold til den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein, skriver norske medier.
Offentliggørelsen af over tre millioner dokumenter viser, at kronprinsessen kendte ham langt bedre, end hun tidligere har sagt. Og Mette-Marit er langtfra den eneste kendis, som bliver eksponeret i de tre millioner filer. Også den tidligere prins Andrew og hans ekskone Sarah Ferguson bliver nævnt, ligesom den tidligere minister og toppolitiker Peter Mandelson har meldt sig ud af Labour for at beskytte partiet.
Mandag formiddag kom det frem, at den svenske chef for FN’s flygtningeprogram i Sverige, Joanna Rubinstein, har forladt sin stilling, efter det er kommet frem, at hun har besøgt Epsteins ø i Caribien sammen med sin familie. Det skriver Expressen.
Kronprinsesse Mette-Marit først: Hun bliver nævnt næsten 1.000 gange i dokumenterne, som blev offentliggjort i fredags, skriver The Guardian. De viser, at hun og Epstein havde ret tæt kontakt fra 2011 til 2014, mens hun var kronprinsesse. Hun blev gift med Norges kommende konge i 2001.
NRK skriver, at Mette-Marit og Epstein udvekslede e-mails om familieliv, litteratur, forskning, meditation, sundhed og mere personlige emner. De mødtes også fysisk flere gange, blandt andet på ferie i Epsteins bolig i Florida i januar 2013, hvor kronprinsessen lånte huset i fire dage.
De diskuterede også Epsteins såkaldte ”konejagt”. I en e-mail fra 2012 skriver Epstein, at han er i Paris for at finde en kone og foretrækker skandinaver. Mette-Marit svarer, at ”Paris er bra for utroskap”, og at skandinaver er bedre ”konemateriale”.
Det norske kongehus udsendte i lørdags en udtalelse, hvor Mette-Marit siger, at hun er flov og angrer kontakten og burde have undersøgt Epsteins baggrund bedre, skriver VG. Hun understreger, at hun ikke kendte omfanget af hans forbrydelser, og at hun har dyb sympati og solidaritet med Epsteins ofre.
Kongehuset har oplyst, at hun afsluttede skriftlig kontakt i 2014, da hun følte, Epstein forsøgte at bruge sit forhold til hende som et strategisk redskab.
Sagen kommer på et særligt følsomt tidspunkt for det norske kongehus. Retssagen mod Mette-Marits søn, Marius Borg Høiby, begynder i morgen. Høiby er anklaget for 38 forhold, blandt andet voldtægt, overgreb og narkotikaforbrydelser.
De nyligt offentliggjorte filer er heller ikke godt nyt for det britiske kongehus. Kong Charles’ bror, Andrew Mountbatten-Windsor, som blev frataget alle kongelige titler sidste år på grund af sit forhold til Epstein, havde også mere kontakt end først antaget. Den tidligere prins og ekskonen Sarah Ferguson udvekslede begge e-mails med Epstein, efter han var dømt første gang og havde afsonet en straf for seksuelle overgreb.
Det nye materiale, som blandt andet omfatter billeder af Mountbatten-Windsor, der knæler på gulvet over en kvinde, dokumenterer ikke ulovlige forhold. Han foreslår også en middag på Buckingham Palace med ”meget privatliv”, som det dog er uklart om har fundet sted.
E-mails viser også, at Epstein på et tidspunkt forsøgte at få Mountbatten-Windsors ekskone, Sarah Ferguson, til at udsende en erklæring om, at han (Epstein.red) ”ikke er en pædofil”. I stedet sagde Ferguson til Evening Standard, at hun havde ”dyb beklagelse” over sin forbindelse til Epstein og understregede ifølge BBC, at hun afskyr pædofili og seksuelt misbrug af børn.
Endelig har den britiske toppolitiker Peter Mandelson meldt sig ud af Labour-partiet, idet hans navn bliver nævnt adskillige gange i de nye Epstein-dokumenter. Der er også et foto af ham, hvor han står sammen med en kvinde kun iført skjorte og underbukser.
Mandelson er tidligere britisk ambassadør i Washington. Premierminister Keir Starmer kaldte ham hjem sidste år, da Mandelson første gang blev sat i forbindelse med Epstein. Mandelson siger til Reuters, at han ikke ønsker at ”skade Labour yderligere”. BBC rapporterer, at han i et brev til partiet blandt andet skriver, at han ”fortryder og undskylder”.
Læs norske medier NRK og VG samt svenske Expressen
Læs BBC, Reuters og Guardian
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.