
BØGER // ANMELDELSE – Mens nedkæmpningen af opstanden synes at blive mere og mere brutal i Iran, vender Roxana Kia i sin gribende roman Månen i min kuffert tilbage til den familie og den fortid, hun har brugt et liv på at flygte fra. Det er en stærk fortælling om et eksil, en magtfuld iransk slægt og de voldelige hemmeligheder, der lå bag facaden – og om at finde modet til endelig at se sandheden i øjnene, mener anmelder Lone Kühlmann.
I skrivende stund meldes der om mellem 500 og 3500 dræbte og mange flere sårede og anholdte i den iranske opstand mod præstestyret. Der er intet overblik, for opstanden har tilsyneladende ingen samlende leder og alle kommunikationskanaler er lukket ned. Opstanden startede 26. december i Teherans bazar og bredte sig lynhurtigt til hele landet.
I 2022 var der også kæmpe folkeligt oprør efter en ung kvinde, Jina Mahsa Amini, blev anholdt af det religiøse politi for manglende tildækning. Hun døde i politiets varetægt, og det førte til måneders demonstrationer under sloganet ”Zan, Zendegi, Azadi”, på dansk ”kvinde, liv, frihed.” Der var solidaritetsdemonstrationer over hele verden, og oprøret bredte sig også til Danmark. Det er ikke for meget at sige, at det var de demonstrationer, der førte til Roxana Kias bog Månen i min kuffert.
Kia er født og opvokset i en overklassefamilie i Iran, indtil hun som 10-årig blev sendt ud af landet i forbindelse med den islamiske revolution på flugt fra revolutionsgarden. Hun har altid undgået iranske miljøer i de mange lande, hun har boet i siden.

Men møderne med de iransk-danske aktivister blev forløsende for hende. Pludselig væltede erindringerne ind over hende, og hun begyndte at skrive det, der blev til en roman bygget på hendes families fuldkommen utrolige historie.
Roxana Kias rodløshed
De tidlige erindringer fra Iran er fulde af dufte, farver, lyde, følelser og kærlighed. I min egen have har jeg flere eksemplarer af Rose de Resht, den karmosinrøde rose, som har været kendt i Persien i over 1000 år og først kom til Danmark i 1930’erne. Mens jeg læste Roxana Kias beskrivelse af bedsteforældrenes store have fuld af dybe stier, springvand, rislende damme og rosenbuske, kunne jeg mærke den stærke duft af mine egne roser. Selv om Danmark ellers ikke minder det ringeste om Iran. Hverken haverne eller menneskene.
Her ligger måske kernen i Kias rodløshed. Det starter som et eventyr. Hendes yndige svenske mor falder for en supercharmerende iraner, de bliver gift og får børn. I Teheran lever de et luksuøst liv under farfarens vinger og den smukke farmors skarpe opsyn. Alt er godt, så længe alle i huset husker, at det er farfar der bestemmer. ALT. Han er en af de mest magtfulde mænd i Iran som sikkerhedschef for shahen.
Bogen springer i tid og sted og har et stort persongalleri i både Iran, Sverige, Danmark og flere andre lande, hvor forældrene har forsøgt at stable et liv på benene efter den islamiske revolution. Indimellem kan det godt være lidt svært at følge med, og bogen kunne godt have tålt en lidt strammere redigering, men det er stadig en fængslende fortælling.
Roxanas tidlige barndomserindringer drejer sig meget om den konstante påmindelse om, hvor fint det er at være en Kia. En magtfuld og indflydelsesrig slægt, der går årtusinder tilbage. En Kia er stolt, knækker aldrig og beder aldrig om nåde. Den strålende glatpolerede overflade dækker over vold og ydmygelser.

Farmoren er berømt for sin position, sin skønhed og sit kvindesagsarbejde i Iran, hvilket hun aldrig undlader at minde sine børnebørn om, men hjemme drømmer hun ikke om at modsige sin mand.
I en virkelig rystende episode vågner hun om natten og lister sig ned i spisestuen, hvor hun uset ser ham voldtage stuepigen, der ligger hen over spisebordet uden at kny. Han tørrer sin penis af i hendes skørt og går uden at sige et ord.
Farfaren håner og slår sønnen rutinemæssigt, og svigerdatteren når hun lægger sig imellem ham og børnene. Roxanas forældre elsker hinanden, men det forhindrer ikke farens konstante utroskab og vold mod sin hustru. Han er tilsyneladende højt begavet, men en håbløs eventyrer, spiller, fordrukken og mytoman. Han lyver for alle, ikke mindst sine børn. Og det eventyr, det smukke par starter med, forvitrer under den konstante forstillelse.
Bogens mest gribende afsnit er, når forfatteren tvinger sig selv til at se realiteterne i øjnene. Det hed sig altid, at farfaren var en stor forretningsmand, der ved hjælp af flid og dygtighed opbyggede en formue. Men mon ikke det i virkeligheden var den korruption, som hans magtfulde position gjorde mulig?
Og så er der jo det med, at en Kia kunne slippe afsted med hvad som helst uden nogensinde at blive holdt ansvarlig. Det kunne ikke falde dem ind at overholde de regler, andre mennesker levede efter. Hun indser, at hun altid i forhold til sin familie går på line mellem løgn og sandhed, mellem det sagte og det usagte. Ligesom de selv gjorde.
Det er svært at frigøre sig fra en forestilling om, at grunden til at hun i mange år undgik at møde iranere i Danmark og andre lande ligger her. Måske var det fordi hun levede i konstant fortrængning og ubevidst var bange for, at mødet med andre iranere ville rive sløret om den berømte familie Kia fra hendes øjne. Man må sige, at hun selv i Månen i min kuffert gør et overbevisende og tydeligvis smerteligt forsøg.
Jeg ved det ikke, men jeg vil tro, at hun i det nuværende oprør søger styrke sammen med andre eksil-iranere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og