Louise Juhl Dalsgaard: Alt er politisk

Louise Juhl Dalsgaard 18.11.2025

POESI OG POLITIK // TALE – ”Poesi giver plads til andet og mere end diskussioner om parkeringspladser, julebelysning og havneudvidelser. Det er selve poesiens drivkraft at søge ud over og forbi det oplagte, forbi det hurtige hej, det billige slogan, forbi valgflæsk og tomme løfter og ind til selve eksistensens kerne,” skriver forfatteren Louise Juhl Dalsgaard i denne tale, der blev holdt i Det Poetiske Kvarter i Aarhus i forbindelse med et kandidatmøde med fokus på kunst og kultur.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig foreslog psykolog og podcastvært Svend Brinkmann, at politikerne i stedet for billeder af sig selv og deres partiers slogan bragte poesi i spil på deres valgplakater. Det faldt en skribent ved Kristeligt Dagblad for brystet, han fandt Brinkmanns forslag – hvis ikke vulgært, så i hvert fald – respektløst.

Det gør jeg ikke.

Alt er politisk, også poesi. Og vice versa. Politik er også indimellem poesi. Alle husker, da Mette Frederiksen stillede sig frem på tv og med næsten lyrisk slagkraft udtalte de famøse ord: ”Vi må stå sammen ved at holde afstand.” Det kunne lyde som et digt, uforståeligt og alligevel fuldt af mening.

Jeg kender ikke svaret, for jeg er poet, det er os, der stiller spørgsmålene. Politikernes job er så at forsøge at svare

Det er den slags sproglige paradokser, der får os til at lytte. Til at tænke selv og ikke bare tage sprogets diktater for pålydende. Det er poesiens superkraft. At turde give mere end bare mening. At turde give op, give en fuck, give en lige højre. Eller venstre.

Poesi giver plads til andet og mere end diskussioner om parkeringspladser, julebelysning og havneudvidelser. Det er selve poesiens drivkraft at søge ud over og forbi det oplagte, forbi det hurtige hej, det billige slogan, forbi valgflæsk og tomme løfter og ind til selve eksistensens kerne.

Poesien spørger om alt det, vi frygter at blive spurgt til: Hvad vil det sige at leve – sammen? At bo i et samfund? Hvad følger med, hvilke pligter, hvilke rettigheder? Hvad kommer først – pengene eller livet, bilerne eller byen, hunde eller hønsehold? Er et fedt køkken virkelig en menneskeret? Er tag over hovedet? Er plads til bilerne i midtbyen væsentligere end plads til de hjemløse, til de vinde og skæve, til åndehuller og grønne oaser?

Jeg kender ikke svaret, for jeg er poet, det er os, der stiller spørgsmålene. Politikernes job er så at forsøge at svare.
På: Hvornår er nok nok, penge nok, vækst nok? Hvornår er højhusene høje nok, storcentrene store nok, menneskeligheden tilstrækkelig menneskelig?

Hvad kom først: Butikkerne eller kunderne, parkerne eller det grønne, borgerne eller byen? Poesien går om bag om politikken, den prikker de folkevalgte på skulderen, hvisker dem i ørerne, synger for dem i drømme: Hvad går det egentlig ud på, alt det her? Hvad er meningen med det hele, med letbane og lighthouse, løbehjul og LED-belysning?

Louise Juhl Dalsgaard: Fraværet af poesi i politik er totalt

Jeg havde egentlig skrevet en tale om alt muligt andet, om en strikkeglad kvinde, hvis digt hun skrev på rundpinde.
Om Caspar Erics rasende og rørende handicapdigte. Om Inger Christensens slagkraftige, men samtidig sarte digte om Cobaltbomber, Hiroshima, Nagasaki. Om Glenn Bechs antiautoritære manifest og Søren Ulrik Thomsens politiske digt, der lyder: ”Det er verden der er et elfenbenstårn, hvert digt en ansøgning om at få adgang.”

Louise Juhl Dahslgaard debatindlæg om forfatteres rolle i Gaza-kritik — Foto: Kirsten Adler

Men så slog det mig, at det måske var væsentligere at tale om fraværet af poesi i det politiske. Om hvad det gør ved en samtale, når alle parter om bordet påberåber sig at have ret, når har travlt med at slå fast og mene, sætte streger under et facit i stedet for at lytte, rejse spørgsmål, undre sig.

”Vi kan godt!” lyder det konstaterende fra Liberal Alliance i et af deres valgslogans. Men hvem er det ”vi”, og hvad vil det sige ”at kunne”. Kunne hvad? Ride en hest, strikke en vante, binde en krans, skrive et digt? Det sidste, at skrive et digt, kan jeg godt. Er jeg så lykkedes i partiets øjne?

Lige nu taler alle om de unges mistrivsel, de taler om skærmforbrug og sociale mediers fordrejede kropsidealer, de taler om for lange skoledage, om at optimere undervisningen, lave flere prøver med flere rigtige svar.

Men hvad med de gode spørgsmål. Hvem skal stille dem? Alle dem, der skaber nye indsigter, udsigter? Det skal poesien! Det er den, der får os til tænke forfra, tænke nyt: Hvor ondt gør et ondt år? Hvad vej vender en cirkel? Hvor går man egentlig hen, når man går i stykker?

Og politikerne, ja de har brug for de spørgsmål, også selv om de ikke kan løses ved et hurtigt knips eller smarte slogans. De har brug for dem, netop fordi de kalder på mere end det, på eftertanke, omtanke, omsorg:

Spørgsmål som:
Hvordan har du det, Danmark?
Hvordan tager du det?
Hvordan tager du de unges mistrivsel, de hjemløses hjemløshed?
Hvordan tager du fiskedød og minkavl, CO₂-mål og sabbatår?
Er vækst altid godt? Er ”mere” et mål i sig selv?

Et forslag herfra:
Hvad med at lave cut-up-poesi klippet af partiernes programmer på tværs. Sætninger, ord, sat sammen på ny.
Liberal alliances slogan ”Vi kan godt!” formuleret som et spørgsmål: – Kan vi godt?
Statsministerens ord ”Vi må stå sammen ved at holde afstand” udsat for en lyrisk tryktest: Må vi så også stå tæt? Stå ret? Stå stille? Må vi drømme, lege, holde pause, holde mund, være unyttige, være os selv? Må vi være for meget? Forvirrede? For tvivlede, for elskede. Må vi skrive til ingen verdens nytte, bare fordi. Skrive ting som: ”Hjertet er en muskel, omsorg er motion.”

Må vi skrive: ”Kærligheden er konkret, poesien dens praksis.”

Må vi skrive: ”Katten er en utilpasset kanin”

Må vi spørge, også selvom det er besværligt, ja måske endda urimeligt: Hvis politik er svaret, er det bagvedliggende spørgsmål så: – Poesi?

Følg Louise Juhl Dalsgaard her.

Louise Juhl Dalsgaard

Louise Juhl Dalsgaard er forfatter til ni bøger såvel digte, noveller som romaner. Hun er til daglig leder af Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi og arbejder desuden som projektmedarbejder ved Aarhus Litteraturcenter.