DEN RADIKALE KONFLIKT // REPLIK – Hvis accepten af den radikale forskel står alene, uden analyse af timing og magtens symbolske værktøjer, bliver den blot et andet navn for ”stabilitet gennem afskrækkelse”, skriver Trevor Madsen i denne replik til Claus Kold.
I sine to seneste artikler, ”Atomberigelsesprogrammet er ikke det grundlæggende problem mellem Iran og Israel” og ”Fra monopolær til multipolær sikkerhed” introducerer Claus Kold idéen om den ”radikale konflikt” som nøglen til at forstå konfrontationen mellem Iran og Israel og som tegn på et globalt skifte mod multipolaritet.
Han har ret i, at uenighederne rækker langt ud over en rent sikkerhedspolitisk strid; men en tilsidesættelse af stormagternes handlemåder, de symbolske krigsværktøjer og den politiske timing gør analysen ensidig og i praksis utilstrækkelig. Dette svar viser, at uden en forståelse af de internationale eliters reelle interesser og motiver — og uden en analyse af ”magtens iscenesættelse” og den nøje beregnede timing — kan forslaget om et ”smerteligt samliv” hverken blive en løsning eller en realistisk strategi.
Fortællingen om ”ondskabens akse”
Claus Kold rejser væsentlige pointer om naturen af konflikten mellem Iran og Israel og dens placering i den nye multipolære arkitektur. Han minder os med rette om, at mange tekniske og operationelle lag (fra atomaftalen, JCPOA, til luftangreb) mister mening eller betydning, når de ses i lyset af en ”radikal forskel”. Men, hvis den ikke ledsages af en bevidst analyse af stormagternes interesser og handlinger, ender netop denne pointe i forenkling — som om problemet alene var et spørgsmål om ”kulturel uforenelighed”, snarere end politiske, økonomiske og symbolske udnyttelser af netop disse forskelle.
Det første skridt i en kritik af denne tilgang er at flytte spørgsmålet fra ”hvad” til ”hvem” og ”hvordan”: Hvem (og med hvilke interesser og redskaber) gør forskellene ”radikale”? Kolds svar er vigtigt i en teoretisk ramme; men på det politiske felt må vi spørge: Internationale aktører (USA, Rusland og andre stormagter) ønsker sjældent at ”fjerne et regime” i absolut forstand. Eksistensen af ufuldkomne og modstridende regionale strukturer kan tværtimod gavne stormagterne, fordi de muliggør krisestyring, legitimering af interventioner og bevarelse af geopolitisk indflydelse. At udslette et regime er derfor ikke nødvendigvis stormagternes endemål.
Det andet centrale punkt er læsningen af den nylige begivenhed — den ”12-dages bombning”. Hvis den kun forstås som en ”kamp”, mister vi afgørende dimensioner. Et iscenesat angreb, målrettet ødelæggelse eller begrænset vold kan i det mediale og diplomatiske rum sende et klart symbolsk signal snarere end at ændre en politisk struktur: ”Det er os, der fastsætter spillereglerne”, ”Vi kan definere våbenhvilen”, ”Den globale beslutningskraft er stadig vores”.
Begivenhedens betydning bliver endnu tydeligere, når man ser dens timing i forhold til det globale højdepunkt af protester mod Israels angreb på Gaza. Netop i det øjeblik, hvor den internationale opinion pressede Israel, blev medie- og regeringsfokus flyttet mod Iran — som ”ondskabens centrum”. Denne forskydning i den globale fortælling havde en øjeblikkelig virkning: Delegitimering af kritikken af Israel og en fornyet fremstilling af Iran som hovedtruslen. Fra dette perspektiv var 12-dageskrigen ikke en skæbnekamp, men et nøje timet instrument til at styre den globale opinion.
Paradokset er, at USA hævder at opretholde global sikkerhed ved at forhindre Iran i at anvende atomvåben, mens det selv er det eneste land i historien, der faktisk har brugt dem. Trumps udtalelse ved afslutningen af krigen — hvor han sammenlignede det sidste bombardement med afslutningen af Anden Verdenskrig — viste, at USA ikke blot ikke fortryder sin fortid, men gentager netop denne fortælling som et legitimerende mønster i dag. På den måde sendte den 12-dages bombning to modsatrettede, men komplementære budskaber: en symbolsk afvisning af atomvåben i Iran og et implicit forsvar af USA’s egen historiske anvendelse af dem.
Dette viser, at fortællingen om ”ondskabens akse” vedrørende Iran og fortællingen om Israels vold i Gaza fungerer i et dobbeltsystem: På den ene side fremstilles Iran som den primære trussel, så politikker for inddæmning og sanktioner fremstår legitime; på den anden side fremstilles Israels vold som et resultat af ”sikkerhedsmæssig nødvendighed”. I praksis understøtter disse to narrativer hinanden og former det internationale politiske rum, så iscenesatte angreb, begrænset bombning eller symbolske ”straffende” handlinger ikke blot bliver legitime, men bruges som instrumenter til magtfordeling og definition af fredens øjeblikke.
Budskabet i denne udvikling er klart: Hvis accepten af den radikale forskel står alene, uden analyse af timing og magtens symbolske værktøjer, bliver den blot et andet navn for “stabilitet gennem afskrækkelse”. Smerteligt samliv, uden et opgør med magtens iscenesættelse og manipulationen af den offentlige opinion, betyder i praksis at acceptere det gamle spil: at stabilisere freden gennem bombninger og det sidste skud.
Derfor må et supplerende svar til Kold være:
- De grundlæggende forskelle skal anerkendes, men samtidig må mekanismerne bag reproduktionen af uenighed — fra globale narrativer til økonomiske og geopolitiske interesser og mediale krigsiscenesættelser — analyseres.
- En fredspolitik må være både semantisk (ændring af narrativet og nedtoning af dæmoniseringen) og materiel (gennemsigtige mekanismer, der forhindrer udnyttelse af iscenesatte handlinger).
- Forslaget om ”smerteligt samliv” kan kun være frugtbart, hvis det samtidig forhindrer, at freden endnu en gang påtvinges verden gennem et ”endeligt skud”.
Konkret analyse
Kold opfordrer os til at se dybere ind i konfliktens struktur; denne invitation er værdifuld. Men hvis vi ikke anerkender, at internationale aktører gennem beregnede interesser og timinger konstant skærper eller fastholder konfliktens grænser, bliver analysen mangelfuld. Kun en kombination af teorien om den ”radikale forskel” og en konkret analyse af magtens værktøjer, interesser og politiske timing kan pege på en praktisk og etisk vej til at reducere volden og opbygge et mere varigt samliv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og