FILM // ANMELDELSE – Filmforgængeren til Downton Abbey – den store finale hed Downton Abbey: en ny æra. Dét kunne denne nye film nu også have heddet, for det er det, den handler om. Nye tider og forandringer. Og det gør den faktisk så godt, at vores anmelder blev overrasket over sig selv.
Det er et modigt valg for en film at starte med en lang kameratur fra Piccadilly Circus ca. 1930 og ind på et teater og helt op på scenen, hvor der spilles et Noël Coward-stykke. For det sætter en høj standard for, hvor elegant, vittig og selvironisk – for ikke at sige selvsmagende – filmen vil være.
Dramatikeren, komponisten og sangeren m.m. Noël Coward var en stor stjerne i datidens England, og har vel bibeholdt sin aura op til i dag for især det engelske publikum, og jeg fik derfor lidt bange anelser på filmens vegne. De næste ti minutter blev jeg ikke mindre nervøs for, at også denne film kun var for Downtonians. Vi skal nemlig rundt om alle personer og der slynges navne ud til højre og venstre, og jeg opgiver helt at følge med og håber, at det hele vil sætte sig.
Det gik så stærkt med henvisningerne – selvfølgelig ikke sådan i filmisk forstand med hurtige klip – at jeg opgav at hviske til min kone, som ved alt om Downton Abbey, for lige at få forklaret, hvem de nu talte om oppe på lærredet.
Filmen sætter sig
Men så skete det faktisk. Altså at Downton Abbey – den store finale satte sig – og ikke mellem to stole – og jeg kunne følge med. Jeg havde set den forrige spillefilm i serien, som hverken min kone eller jeg var særligt begejstrede for, selvom alle medvirkende foran og bag kameraet er de samme. Men i dén film følte man, at der var presset nogle handlingstråde ind, som både på grund af og på trods af tyndbenetheden tog opmærksomheden væk fra, at man kunne nyde miljø- og personskildringerne.
Det som tit kan virke som en konstruktion på manuskriptplanet virker her meget vellykket
Den nye og sidste film i serien starter som nævnt omkring 1930, og det bliver ret hurtigt tydeligt, at det store tema er nye tider og forandringer, men det bliver også klart, at filmen som sådan ikke selv benytter sig af nye æstetiske eller kunstneriske greb. Det er den samme velprøvede og elegante praksis med stilsikre interiørscener, der gengiver tidens og miljøets lyssætning, dekor og kostumer, uden at vi distraheres af brud på den sømløse klipning, ligesom udendørsscenerne på samme måde indgyder respekt med sans for både det storslåede og detaljen.
Alt er med andre ord, som det skal være, og hvad værre er: jeg bliver snart opslugt af selve handlingen, for det åbenbarer sig løbende, at denne film lykkes med det, der ikke lykkedes sidst. Jeg vil ikke her smide en masse handlingstråde og navne op på skærmen og redegøre for, hvad der sker, men det som tit kan virke som en konstruktion på manuskriptplanet virker her – på mig – meget vellykket. Traditionelt, javel, men vellykket.
Manuskriptet og den strukturelle klipning – den måde handlingen struktureres på i filmens fremadskriden – lægger nemlig hele tiden elementer og forventninger ud til en kommende begivenhed eller delklimaks, som vi dernæst sidder og venter på og glæder os til. Det lyder banalt, for gør alle film ikke sådan? Jo, i hvert fald alle med den dramaturgi, som har størst succes i Vesten, men det er ikke det samme som, at det altid lykkes.
En gang imellem skæver jeg til min ledsager, og hun sidder med et lille smil om læberne. Jeg får undervejs lidt hviske-info, når jeg ikke lige forstår en intern reference til serien, men det gør ikke noget. Jeg fornemmer helt tydeligt, at Downton Abbey – den store finale har et univers, der er større end det, jeg kan se.
Filmen formår faktisk at beholde sin relevans
Så ja, jeg ender med – måske lidt overrasket over mig selv – at synes, at filmen lever op til den skødesløse elegance, den lovede os i åbningsscenen. Det er desuden tydeligt, at hele holdet af skuespillere og alle andre bag kameraet virkelig nyder arbejdet, og det skinner igennem. Dét kan jeg ikke undervurdere betydningen af, opdager jeg, mens jeg sidder der i biografen.
Ikke socialrealisme
Selvfølgelig er det lidt bizart, at de klasseskel og andre uligheder i det britiske samfund, som jo i virkeligheden er kernen i hele serien Downton Abbey, ikke adresseres på anden måde, end at vi her har at gøre med verdens flinkeste aristokrater og verdens mest taknemmelige tjenestefolk. Når nu man gennem alle ens år som filmstuderende har set den ene film efter den anden om hjerteløse herrefolk og undertrykte bønder og tjenere, men de film var skam nok skrevet af en flok kommunister alligevel.
Der er andre urimeligheder, som bliver behandlet her i Downton Abbey – den store finale, og mod slutningen er der såmænd også et lille skjult stik til nutiden, da den amerikanske onkel antyder, at han måske – på grund af den nylige forandring – skulle flytte til England.
Jeg tog derfor mig selv i at tænke, at filmen faktisk formår at beholde sin relevans på trods af, at den også tydeligt ønsker at underholde på alle parametre, og måske lever hele serien selvbevidst og selvironisk dermed op til Noël Cowards ord om sig selv, da han blev spurgt, hvorfor ham blev kaldt ’The Master’: ”Oh, you know – Jack of all trades, master of none.”
(Set på premieredagen ved en regulær eftermiddagsforestilling i Skibby Kino. Skibby Kino er en frivilligt drevet forening, hvor alle arbejder gratis for at holde biografen i live.)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og