
- En video af en bevæbnet skotsk pige er den seneste uge blevet set af millioner og har skabt voldsom debat.
- I opslag på sociale medier hævdes det, at pigen beskyttede sig med en kniv og en økse mod en migrant, som var ved at voldtage hende.
- Men ifølge politiet er der tale om misinformation, som puster til en i forvejen betændt debat om overgreb begået af migranter i Storbritannien.
- I virkeligheden viser videoen et bulgarsk kærestepar, som blev antastet af flere piger på gaden.
Af Theis Fischer Brandt, TjekDet.dk
En episode i den skotske by Dundee har ført en mediestorm med sig i den seneste uge. I debatten angribes de skotske myndigheder for at tilbageholde en ung pige, som ifølge opslag blot forsøgte at forsvare sig mod en overgrebsmand.
”De arresterede pigerne, som prøvede at undgå at blive voldtaget,” lyder det blandt andet i et opslag på det sociale medie X, som viser et billede af en yngre pige med en kniv og en økse i hænderne.
På sociale medier deles videoen som et eksempel på, hvordan migranter overfuser britiske piger på gaden
Opslaget har ejeren af X, Elon Musk, delt, hvilket har ført til, at opslaget har fået svimlende 28 millioner visninger på det sociale medie.
Billedet i opslaget stammer fra en video, som er gået viralt på flere sociale medier. I videoen ser man en mand gå over mod to piger, mens han siger: ”Vis kniven, vis kniven,” hvorefter den ene af pigerne tager en kniv og en økse frem, som hun har gemt bag ryggen.
Undervejs i videoen siger pigerne blandt andet: ”Skrid væk fra os.”
På sociale medier deles videoen som et eksempel på, hvordan migranter overfuser britiske piger på gaden, og det er nu i sådan en grad, så pigen i videoen er nødsaget til at gå med våben for at forsvare sig selv, må man forstå.
Men ifølge skotsk politis efterforskning er konteksten for episoden i videoen en helt anden, og derfor har politiet i en pressemeddelelse advaret mod at sprede misinformation i sagen.

Frontfigur for det yderste højre
Den voldsomme reaktion på sociale medier – særligt i Storbritannien – skal ses i kontekst af de britiske grooming-skandaler, som særligt i starten af 2025 fyldte meget på sociale medier.
Det er også den kontekst, som Elon Musk i sit opslag taler videoen ind i.
”Begynd med at fordømme de krybende kollaboratører i magtpositioner i Storbritannien, som enten hjalp med at muliggøre voldtægtsepidemien mod deres eget folk eller vendte det blinde øje til deres ansvar,” lyder det i opslaget på X.
Kort fortalt handler de tidligere sager om grupper af mænd – hovedsageligt bestående af pakistanere – som systematisk misbrugte britiske piger i en længere årrække, mens det britiske politi og retssystem tilsyneladende vendte det blinde øje til for ikke at skabe uro eller fremstå racistiske. Der er dokumenteret flere eksempler på, at det britiske politi ikke troede på voldtægtsofrenes historier.
Derfor er hun nu blevet tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse, mens den bulgarske mand ikke er sigtet for noget
Derfor hylder brugere på sociale medier også pigen i videoen for hendes forsøg på at forsvare sig mod, hvad der tilsyneladende er en overgrebsmand, og man kan tilmed købe T-shirts med hendes motiv fra videosekvensen.
”Denne 12-årige pige er nu frontfigur for den britiske modstand,” lyder det i et af mange opslag på sociale medier. Flere billeder på sociale medier betegner pigen som den skotske nationalhelt ”Braveheart”.
Politiet afviser påstandene på sociale medier
I flere opslag påstås det, at ”voldspersonen” var en 28-årig med en migrantbaggrund, som skulle være blevet tiltalt for seksuelt overgreb og være i politiets varetægt.
Men det er ifølge skotsk politi ikke sandt. I stedet er videoen filmet af en bulgarsk mand, efter han og hans kæreste er blevet konfronteret og overfuset af en gruppe piger på gaden i Skotland. Det er efter dette forløb, at vi ser den 12-årige pige trække en økse og en kniv frem. Derfor er hun nu blevet tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse, mens den bulgarske mand ikke er sigtet for noget.
Ifølge The Guardian har politiet udtalt, at de har tjekket overvågningsvideoer fra området, hvor de ikke fandt evidens for påstandene på sociale medier, som det også fremgår af politiets pressemeddelelse, hvor de advarer imod misinformation om sagen.
Ifølge BBC News har politiet heller ikke fundet nogen beviser for påstandene på sociale medier om, at pigerne var i risiko for at blive seksuelt forulempet.
Faktisk har det britiske medie Daily Mail talt med den bulgarske mand. Selv forklarer han, at han og hans kæreste blev stoppet af pigerne, mens de var på vej ind og handle, og at han blev kaldt en ”fucking migrant”.
Samtidig bliver sagen kun mere betændt af, at pigens familie har startet en indsamling som led i appellen mod politiets sigtelse
Torsdag udtalte Skotlands regeringschef, John Swinney, sig om sagen og i særdeleshed Elon Musks involvering på sociale medier.
”Folk som Elon Musk, med den misinformation der er blevet pustet op omkring denne sag, forsøger at underminere den samhørighed, vi har i vores lokalsamfund, og det er fuldstændig og aldeles uacceptabelt, og Skotlands politi har helt ret i at påpege det,” lød det blandt andet fra John Swinney.
Samtidig bliver sagen kun mere betændt af, at pigens familie har startet en indsamling som led i appellen mod politiets sigtelse.
I forbindelse med indsamlingen gentager familien påstandene om, at der under episoden var et fysisk angreb mod pigerne, og siger, at pigen ”har brug for vores hjælp til at stå op imod det korrupte retssystem, der hellere vil gå efter ofrene end holde udenlandske migranter ansvarlige for deres forbrydelser”.
Indsamlingskampagnen har indtil videre indbragt mere end 700.000 danske kroner.
Denne artikel er syndikeret fra TjekDet, som POV har et mediesamarbejde med.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og